Indlæg af Herluf Andersen

28-02-2019

 

En kronik af nationaløkonom Jørgen Pedersen i Berlingske Tidende 21. februar 1939. Han påviser hvad penge i virkeligheden er og ikke er.

 

 

Blandt de illusioner som vestmagterne måske særlig England har gjort sig, og som gang på gang er bristet, er den opfattelse, at disse magter besidder et betydeligt politisk magtmiddel i deres overlegne finanskraft. Det er ikke vanskeligt at forstå, hvori denne opfattelse bunder, for faktisk har disse lande i en lang periode, og lige op til den allersidste tid øvet en betydelig politisk indflydelse i en lang række stater netop på grund af disse staters afhængighed af disse landes kapitalmarkeder.

Gang på gang møder man derfor den forestilling, at før eller senere må Tyskland og Italien komme til England og bede om lån, og tiden vil være inde til en endelig og for England gunstig forståelse med disse magter. Man har ræsonneret som følge af, at Tyskland og Italien er kapitalfattige lande. Ikke desto mindre har de i en årrække øst penge ud med begge hænder, og har derved skaffet sig en bundløs gæld, der før eller senere må ende med et finansielt Sammenbrud, og bringe dem til at henvende sig der, hvor kapitalen er, det vil først og fremmest sige England. Finanspressen har derfor også gang på gang lanceret rygter om. at Dr. Schacht ændrede lånemulighederne i England, eller at der i forbindelse med en engelsk eller italiensk overenskomst, skulle være tale om et stort lån til Italien.

I øjeblikket knytter man forhåbningerne til General Francos lånetrang, man ræsonnerer, at han umuligt kan genrejse det ødelagte Spanien uden kapital, og denne kan kun fås i London eller Paris, ikke hos hans allierede Tyskland eller Italien. Derfor regner man med, at han er til at få i tale, og at man ad denne vej kan begrænse den tyske og italienske indflydelse.

Erfaringen har imidlertid vist, at alle beregninger med hensyn til Tysklands og Italiens finansielle vanskeligheder og dermed afhængighed af lån i udlandet er slået fejl.

Den fundamentale fejltagelse er, at man går ud fra, at man behøver hvad man kalder kapital, dvs. penge som nogen har sparet op for at producere, f.eks. bygge fabrikker,  huse, landeveje, fæstninger, eller underholde soldater. Det man faktisk skal bruge, er imidlertid arbejdskraft og råstoffer, for det er det, der skaber pengenes værdi. Det er naturligvis ubestrideligt, at man skal bruge penge, for at mobilisere den ledige arbejdskraft eller andre ressourcer, men for det første er det ganske ubestemt, hvor mange penge man skal bruge, da det beror på den løn, som betales, og for det andet kan penge jo laves i ubegrænset mængde, og bruges i den udstrækning der svarer til vareproduktionen, og praktisk talt uden omkostninger. Man har derfor heller ingen vanskeligheder med at skaffe penge i disse lande. I Tyskland har man valgt at holde lønnen uforandret, i Italien har man valgt at lade den stige en del i senere år, men i begge tilfælde har man stillet de penge til rådighed, som mobiliseringen af arbejdskraften med gældende lønninger krævede.

Når reserverne af arbejde og råstoffer er brugt stiller sagen sig helt anderledes, så kan man ikke komme videre ved blot at lave flere penge. Skal rustningerne eller anden virksomhed udvides, må det ske ved indskrænkning på andre områder eller ved tilførsel udefra. Altså ved lån i udlandet. Hidtil har disse lande imidlertid som vi ved været i stand til at inddrage flere og flere i produktionen, ligesom de også har været i stand til at udvide deres råstofbasis og gennemføre rustninger og andre krigeriske foranstaltninger, tilsyneladende uden at forringe befolkningens levefod.

Det er imidlertid sandsynligt, at deres hjælpekilder nu nærmer sig stærk til fuld udnyttelse. Men deraf følger jo ikke, at man må søge finansiel hjælp udefra, men kun, at de ikke kan sætte tempoet for deres rustninger op uden at forringe befolkningens levefod. Der skulle ikke være noget i vejen for, at de fremdeles kan anvende meget store beløb på rustnings eller krigsformål, og endda levere et større spillerum for befolkningens forbrug, eller tillade en udvidelse af fritiden. De der tror, at disse lande en dag vil være nødt til at gøre indrømmelser for at opnå udenlandske lån vil derfor efter al sandsynlighed blive skuffet. Man vil måske være tilbøjelig til at henvise til Hitlers ord ”eksporter eller dø”, men disse ord står i stærk modstrid med forsikringerne under september krisen om, at Tyskland kunne modstå enhver form for blokade udefra, ingen af udtalelserne skal tages alvorligt, de tjener hver sit taktiske formål. En formindskelse af rustningstempoet ville utvivlsomt sætte import fri til en væsentlig forbedring af levefoden, selv med den nuværende eksport.

Hvad angår Spanien da skal jeg ikke udtale mig om, hvorvidt Franco efter en sejr vil søge udenlandske lån, men også her gælder det, at sådanne lån ikke vil være en nødvendighed for ham eller for landets genrejsning, og at man derfor risikerer at regne forkert, hvis man bygger sin politik på troen på en sådan nødvendighed.

Man siger at landet er ødelagt, og skal genopbygges, og at der dertil behøves penge, men jeg har allerede påvist, at fremskaffelsen af penge ikke er noget problem, hvad det kommer an på er arbejdskraft og råstoffer. Men en stor del af de mennesker, og det er vel næsten hele den mandlige befolkning, der nu i mere end to år har været beskæftiget med krigsformål, og alle de råmaterialer som er medgået her til vil ved krigens ophør blive til rådighed ved denne genopbygning. Man peger på, at befolkningen savner fødevarer, men har de kunnet klare sig under krigen, må de vel endnu lettere kunne klare sig ved krigens ophør, der forbruges mindre, og folk får tid til at dyrke jorden og passe husdyr. Dertil kommer at udenrigshandelen vel også forøges, og at importen i hvert fald kan omlægges til fredsbehov.

Selvfølgelig vil det lette situationen meget, hvis udenlandske lån kunne opnås, og store mængder fødevarer straks kunne indføres, men nogen nødvendighed for en sådan indførelse foreligger ikke mere end før fredsslutningen end efter, snarere tværtimod.

Meget ville derfor være vundet for vestmagterne, hvis deres finanseksperter kunne lægge deres tankegang lidt om, og lære af erfaringerne. Alt for længe har de overvurderet London city som magtfaktor, og derfor har de forsømt udviklingen af de reelle magtmidler som er arbejdskraft, råstoffer og materiel.

15-01-2019

Jordpriserne er eksploderet

Dette kunne man læse i Vejle Amts Folkeblad 10. oktober 2007.

Jordpriserne i trekantområdet er på himmelflugt. Ligger jorden nær byer, bliver der handlet for op mod 1,5 millioner kr. pr ha.

Nogle investorer er villige til at betale astronomiske summer for jord, som kan udstykkes. Prisstigninger hænger blandt andet sammen med, at mange investorer er begyndt at købe jord, og de sidste to, tre år er de rykket til Trekantområdet, fordi København er blevet for dyr, siger ejendomsmægler Johannes Luxbo Andersen, som her fire EDC butikker i Fredericia, Vejle og Kolding.

Jord til Boliger

Meget høje beløb kan komme på bordet, selvom der ikke foreligger en lokalplan. En rammeplan, der baner vej for boliger er nok til en underskrift.

I andre tilfælde er så dyre handler betinget af, at der kan laves lokalplan, så den investor som køber jord af en landmand eller anden lodsejer, har mulighed for at udstykke til boliger. For der er rift om at opføre boliger i trekantområdet, som oplever en rivende vækst.

Før Spaden er sat i jorden

I Fredericia er det specielt kommunen, der har købt stort op, og står for det meste jordsalg til erhverv, siger Johannes Luxbo Andersen

De omtalte næsten 1,5 millioner kr. pr. ha. var for et større område til nye boliger i Fredericia og i en nabokommune, og så skal man huske på at spaden slet ikke er sat i jorden. Det koster også at byggemodne jorden med veje og så videre, påpeger ejendomsmægleren. Siden Årsskiftet har EDC i Fredericia, Vejle og Kolding formidlet handler med landbrugsjord til både udstykning og landbrugsdyrkning for mere end 70 millioner kr. i Trekantområdet. Det er en tredobling i forhold til de første ni måneder af 2006 er priserne ikke lige 1,5 millioner kr. ha, men måske kun 1,3 mio. men en højesteretsdom fra 1981 siger, at prisen for landbrugsjord firedobles hvis den i stedet skal udstykkes til boliger, men nogle steder 24 doblet *250.000 det giver 6 mio. kr. for en ha, hvis de ligger bynært, da de store byer er ved at løbe tør for byggegrunde. Det er det beløb ejendomsmægleren gav til Vejle Amts Folkeblad

Griner og græder

Mange af de landmænd, som EDC har solgt jord for i de sidste 12 måneder er blevet gjort til mangemillionærer, oplyser ejendomsmægleren. Det bekræfter chefkonsulent Børge Sørensen fra landbrugsrådgivningen LRØ, der dækker et område fra syd for Århus til ca. halvdelen af Fredericia kommune: Men nogle smiler, andre landmænd synes udviklingen er træls siger han,

Nogle landmænds muligheder for at udvide bedriften, risikerer at blive hæmmet af krav om lang afstand til boliger, og bliver landbrugsjord eksproprieret, er det svimlende dyrt at købe ny jord, som på grund af miljøregler er nødvendige for at have nok areal at sprede gylle på. I sådan et tilfælde måtte en landmand mellem Fredericia og Børkop for nylig af med 300.000 kr. pr. ha, oplyser EDC.

Chefkonsulent Børge Sørensen genkender dette niveau. Hektarprisen for landbrugsjord, der sælges til fortsat drift, er 150-3000.000 kr. i LRØS’s område. Landbrugsjord, der sælges til boliger eller erhverv ligger på mellem 1 og 6 millioner kr. jorden tæt på Århus som den dyreste, det var sikkert der, hvor Skejby sygehus er blevet bygget, der betaltes disse astronomiske priser, det har jeg også tidligere læst i avisen

Min egen kommentar

Det var da godt nok synd for den landmand der, for ikke lige at bruge den højeste pris pr ha havde solgt jord til kommunen for måske 1,3 mio. kr. pr ha.Og da det tyder på det var et større areal kan det vel godt tænkes at have været 10 ha, har det i alt været 13 mio. kr. og så for at have det samme areal skulle betale 300.000 kr. pr ha i alt 3mio. kr. Der var så 10 mio. kr. tilbage ved dette bytte, men hvorfor dog så bruge dem til køb af jord. Begrundelsen for det skulle være, politisk bestemte miljøregler for at have areal nok at sprede gylle ud på, det er det klassiske argument for de stigende jordpriser i landbruget.

Men med en fortjeneste på 10 mio. kr. ved jordsalg kunne denne landmand, økonomisk set have haft det godt ved at sælge hele gården. .Men denne landmand valgte, for at kunne fortsætte med den animalske produktion, inden for de politisk fastsatte miljøregler at bruge de 3 mio. kr. af de 10 mio. kr. til køb af landbrugsjord, hvilket var hans eget frie valg, men en landmand, omkring Fredericia kan jeg vanskelig tænke mig, ikke har haft den animalske produktion baseret på svin. For alle, der en sommerdag kører fra Århus til lidt syd for Kolding, vil ikke se andet på markerne end frøavl, raps og kornmarker. Derfor er al animalsk produktion i Østjylland baseret på svin. Så snart man kommer lidt længere ind i Jylland, ses der majsmarker, og så er det kvæg og mælkeproduktion.

Men hvorfor bruge 3 mio. kr. til køb af landbrugsjord, for at have areal nok til udbringning af gylle fra svin, når prisen med kilde landbrugsstatistik for et kg svinekød i 2007 kun var 17 pct. af prisen i 1955, ikke kun 17 pct. mindre.

Et sådant jordkøb med dette misforhold mellem jordpriser og priserne på landbrugets varer, kan kun have været baseret på forventning til fortsat stigende jordpriser, et ønske om fortsat øgede driftsudgifter ved produktion af fødevarer. Her er det jo interessant og se, at Venstre, der altid taler om, at der af hensyn til landbrugets konkurrenceevne på de globale markeder, ikke bekymrer sig om øgede spekulationsskabte driftsudgifter, der kun kommer af det private jordeje med totalt fri prisdannelse, hvor alle konkurrerer indbyrdes om forventninger til fremtidsvisioner, der ikke kendes, og når de udebliver gives der skatteyderbetalte tilskud, og her sparer blå blok aldrig.

Disse spekulationsudgifter kan kun stoppe med en jordreform, der gør jorden til folkets fælles ejendom, og alle betaler en jordleje svarende til brugsværdien, på det tidspunkt jorden bo eller produktionsplads overtages. Alle udgifter med spekulation i fremtidsvisioner vil være fjernet. Men sammen med jordreformen, bør der også oprettes en samfundsbank med rentefri finansiering. Danmark vil så blive verdens bedste land at arbejde og producere i. Disse reformer kan desværre kun gennemføres med den politiske venstrefløj, gå derfor i gang hellere i dag end i morgen.

 

08-11-2018

Politisk tales der meget om, at vi har verdens største offentlige sektor, og betaler verdens højeste skatter, og det er sikkert rigtig, men det er jo generelt for de tre skandinaviske lande, med en stor offentlig sektor og relativt høje skatter til finansiering af vore velfærdsgoder. Men der mangler bevis for, at en mindre offentlig sektor med mindre skattebetaling, og dermed mere selvbetaling, ville have medført større vækst i det private forbrug.  For trods oliekrise og stigende skatter øgedes både charterrejser til udlandet og køb af nye biler hvert år. Intet viser, at øget selvbetaling fremfor skattefinansierede velfærdsgoder ville have øget BNP pr indbygger, for alle velfærdsgoder. Uanset hvad det er, og hvordan de finansieres, skal det tages af den produktion, der er i samfundet.

I 60’erne kommer der en strukturændring. Hidtil var pasning af børn og i mange tilfælde ældre i den nærmeste familie blevet udført inden for familiens rammer af hjemmegående kvinder, et ikke betalt socialt netværk.

Der begynder der nu at blive talt meget om, at kvinderne begynder at komme ud på arbejdsmarkedet, hvilket er forkert, for det havde de altid været, men de begyndte at melde sig i fagforeningerne. Af medlemmer af LO, var der i 1960, 776.754. heraf kvinder, 166.680, 21,45 pct. I 1970, 894.350, heraf kvinder 245.598, 27,46 pct. I 1980 1.249.562, heraf kvinder 515.894, 41,28 pct. Denne tilgang til fagforeningerne medførte, at de nu havde krav på dagpenge eller arbejde.

Strukturændringen i samfundet

Med kvindernes adgang til dagpenge ved ledighed, skulle de stå til rådighed for arbejdsmarkedet straks en stilling var ledig. Det krævede personale i daginstitutioner, vuggestuer og børnehaver til at tage sig af børnene og de ældre i den nærmeste familie. Alle de sociale ydelser, der hidtil havde været under familierne, blev nu skattefinansieret i den offentlige sektor, men trods det, har vi aldrig hverken før eller siden haft en så stor vækst i BNP som fra 1960 til 1973 da vi fik oliekrisen.

Antal børn i daginstitutioner var i 1960. 42.887. 3,75 pct. af aldersgruppen 0-14 år. I 1970, 93.135, 8,10 pct. af 0-14årige. I 1980.246.666. 23,80 pct. Ikke kun et øget antal børn skulle nu passes af den offentlige sektor, men sikkert også mange ældre inden for den nærmeste familie, der hidtil var blevet hjulpet og plejet af de hjemmegående kvinder. Men fra 1960 til 1980 blev der i den offentlige sektor ansat mange tusinder hjemmehjælpere, og der blev bygget mange beskyttede boliger, og mange plejehjem, der også beskæftigede mange. Med kilde nationalregnskaberne fra 1966 var der i 1966 beskæftiget 11.866, i 1980 29.527. I sundhedsvæsenet var der i 1966 beskæftiget 58.895. I 1980. 100.857 på hospitalerne. I 1966 35.968 og i 1980. 71.160.

Strukturændringen i samfundet hvor kvinderne havde byttet det ulønnede hjemmearbejde med det lønnede på arbejdsmarkedet havde nu medført, at antal børn der nu skulle passes af det offentlige, i disse 20 år var blevet øget med 203.189. Hvor mange der var blevet ansat inden for hele det sociale område i disse 20 år, har jeg ikke sammenlagte tal for før 1975. Jeg kan derfor ikke rigtig oplyse noget om antal beskæftigede inden for hele det sociale område før 1980, det år var det 159.000

Med kilde nationalregnskaberne var der i 1966 i alt offentligt 266.000 beskæftigede. Det er næppe helt forkert at regne med, at der i 1960 kun har været 225.000. direkte inden for det sociale område ca. 45.000. Beskæftigelsen inden for kun det sociale område er i disse 20 år er blevet øget med mellem 110.000 og 115.000, men næppe nogen er blevet ansat uden et behov. Og jeg har slet ikke noget med om det voksende antal under uddannelse, men det vil jeg finde frem til, for det har jo også krævet offentligt ansatte,

Politisk var årtiet 70’erne så vanskelig, at Anker Jørgensen blev slidt op, og derfor forståelig overlod posten til Poul Schlüter. Først var der i 1972 debatten om tilslutningen til Fællesmarkedet. hvor der var stor modstand, vel lige indtil de allersidste dage før afstemningen. Og i 1973 fik vi Folketingsvalg det såkaldte ”jordskredsvalg”, hvor to tidligere partier i folketinget igen kom ind, Retsforbundet og Danmarks Kommunistiske Parti, begge to grundet deres modstand mod Fællesmarkedet. Og så kom Glistrup med hans Fremskridtsparti ind med 28 mandater. Aldrig tidligere sket, at et nyt parti kunne begynde med 28 mandater, og med et meget enkelt program, en stor reduktion af den offentlige sektor, som han mente, mest var beskæftiget med papirnusseri. Og partiet Centrumdemokraterne med Erhard Jakobsen, udbryder fra Socialdemokratiet, fik 14 mandater, og med et meget enkelt partiprogram om at ville støtte parcelhusejere og bilejere.

Den blå blok i Folketinget, anført af Glistrup, indledte en voldsom debat om det stigende antal offentlig ansatte, og stigende skatter og afgifter, men ingen forskede i de tiltagende opgaver, der grundet strukturændringen, og det stærkt stigende antal under længerevarende uddannelse, der også krævede offentligt ansat personale.

Og helt typisk ingen i blå blok med ambitioner om politisk karriere, og måske allermindst Glistrup, ønskede debat om strukturændringens indflydelse på den offentlige sektor, men at tale om den voldsomme vækst i den offentlige sektor og de stigende skatter, var politisk gratis.

Næste gang den offentlige sektor efter årtiet 80’erne.

 

13-07-2018

Dette indlæg skulle have handlet om Danmark fra 1935 til 1955. Men da jeg har engageret mig så meget i det der skete efter verdenskrisen kan jeg slet ikke i dette indlæg uden det bliver alt for langt, komme frem til 1955. Krisen blev jo kaldt en landbrugskrise, hvad det også var, da landbruget led mest under den. Men som jeg også skrev, var det selvforskyldt. For Danmark sikkert var det eneste land med en produktion af fødevarer udover til hjemmemarkedet og havde kun to lande at afsætte den til, England og Tyskland. Og da de undlod at forske i, om denne stigende produktion kunne afsættes til rentable priser, kom landmændene til at arbejde gratis, og nogen betalte sikkert for at arbejde i deres eget landbrug

Krisen var kortvarig

Det undrer mig, at denne reelt korvarige krise er blevet så omtalt. Men det skyldes sikkert, at den ændrede vores økonomi fra meget kraftig inflation under første verdenskrig til deflation, der sikrede, at beskæftigede lønmodtagere fuldt ud bevarede reallønnen. Men efter 1932 ændredes alt, landmændene begyndte at tjene penge, der skyldes, at allerede i 1935 var den animalske produktion faldet med 19 pct. Men i løbende priser steg de 44 pct., i faste priser 31 pct., direkte for svin henholdsvis 214 pct. og 94 pct.

I 1933 fik vi Kanslergadeforliget, første skud på velfærdssamfundet. Men det skete slet ikke i Folketinget, men i Staunings private bolig. V og K politikerne i Folketinget og landbrugets politiske ledere, var bekymrede over de stigende sociale udgifter. Dette forlig medførte en så alvorlig økonomisk krise, for deres liberale holdning var at holde de offentlige udgifter i ro.

Der var dog landmænd, der bakkede dette forlig op. Den nydannede organisation landbrugernes sammenslutning, LS der ganske vist var påvirket af den tyske nationalsocialisme, men om dem er der noget interessant, hvad angår finanssystemet. Jeg havde for 25- 30 år siden en lille bog, der desværre er blevet borte for mig, og kan ikke engang huske navnet på den, det er derfor ikke nemt at få fat i den igen. Jeg mener dog, det var gennem JAK. (Jord, Arbejde og Kapital). Jeg kan dog huske noget om, at Hitler var glødende modstander af rentesystemet, og jeg er tilbøjelig til at tro, at denne holdning fik han af en fra Danmark ved et politisk møde i Tyskland. Men han var jo ret snu, og havde som andre politikere en holdning til man tager en anden. Og hans modstand mod rentesystemet, kom ikke. før han i 1933 havde fået diktatorisk fuldmagt over Tyskland, for han var ludfattig, og skulle have økonomisk hjælp til sine valgkampe for at blive valgt, hvilket han fik af bankerne, den tyske industri og Henry Ford i Amerika.

Men en kendsgerning er det, at al verdenshistorie viser, at Tyskland, grundet de store krigsskadeerstatninger var hårdest påvirket af verdenskrisen, men straks nationalsocialismen havde fået magten i Tyskland, kom en økonomisk vækst så hurtigt som måske heller aldrig tidligere set i noget andet land.

Der blev omgående sat investeringer i gang, ledige kom i arbejde, og de sociale forhold blev forbedret, produktionen af folkevognen begyndte, der blev anlagt motorveje. Hitler mente, at alle arbejdere, skulle have en lille bil at køre i, der blev bygget mange sommerhuse langs Østersøen, og denne vækst i både det offentlige og private forbrug, blev ikke finansieret ved optagelse af udenlandske lån, men af statslån. Det kunne jo ligeså godt have været kaldt en samfundsbank, som JAK ville kalde det,

Al det har jeg hørt af efterkommere af nogen opvokset i det sønderjyske under Tyskland, som efter de i 1920 havde stemt sig hjem til Danmark, men bevaret kontakten til bekendte i Tyskland. Særlig en hvis forældre var født og opvokset i det sønderjyske men stemt sig hjem til Danmark i 1920 men bevaret kontakten til mange syd for grænsen, har jeg haft megen kontakt med i mange år. Dog ikke de sidste par år, men jeg har nu for et par dage siden forsøgt at få kontakt med ham igen, om det jeg her skriver men det er ikke lykkedes. Men han hjalp mig med at få fat i en kronik fra det kongelige bibliotek skrevet af nationaløkonom Jørgen Pedersen som jeg vil sætte ind på Facebook men nu han mener ikke pengemagten og finansmarkederne skal styre os

Den fundamentale fejltagelse ligger deri, at man går ud fra, at man behøver hvad man kalder kapital d. v. s. opsparede penge for at bygge broer, fabrikker, huse, landeveje eller fæstninger. Det man skal bruge er arbejdskraft og råstoffer. Så længe et land har ledig arbejdskraft og der inden for landets grænser er råstoffer eller disse kan skaffes fra udlandet i bytte med arbejdsprodukter, kræves ingen forudgående ”opsparing” eller lån fra udlandet

Når jeg sætter denne kronik på Facebook, vil i se, den passer godt til den vækst, der skete i Tyskland efter 1933. Derfor er spørgsmålet jo, om ikke det var disse investeringer uden rentebetalinger til finansmarkederne, der skabte den økonomiske vækst i Tyskland. Det er ganske vist en almindelig opfattelse, at det var oprustningen, men den begyndte jo ikke rigtig før en tre fire år efter nationalsocialisterne var kommet til i 1933. Alt tyder på, at Hitler og Jørgen Pedersen uden kendskab til hinanden havde samme holdning til økonomi og vareproduktion, at det er arbejdskraftens adgang til råstoffer, og ikke den holdning finansfolkene i finansmarkederne har, at kun opsparede penge med rentebetaling kan skabe vækst, disse to modsatte holdninger er aldrig kommet til debat.

Bestod Hitler af to personer

Da det ikke kan benægtes, at den økonomiske vækst i Tyskland på så få år, fra fattigdom for rigtig mange til at være blandt Europas mest velstående lande, også med sociale velfærdsgoder, kom fra nationalsocialismen, hvor Hitler må have været den ledende, og næppe nogen anden diktator i verden, har i så høj grad på fuld demokratisk vis været valgt af folket. Ikke mærkeligt, at han straks blev afholdt helt modsat dem, der startede revolutionen i Rusland, og skabte kommunismen, nemlig Lenin og Trotsky. De blev faktisk direkte hyret og finansieret til denne opgave, af Rockefellerne, Rotschild, og jøden Paul Varburg i Tyskland.

Alt viser, Hitler som en politisk leder der skabte velstand og gode sociale forhold. Men hans start på Anden Verdenskrig, viste den anden side af ham, en psykopat krigsliderlig og magtbegærlig person, der oprettede Frygtelige umenneskelige koncentrationslejre for politiske modstandere og var med til at lægge store dele af verden i ruiner. For krigen mellem USA og Japan var næppe kommet uden krigen i Europa.

Men der er næppe tvivl om, at han fra første færd havde fuld opbakning fra det tyske folk til at starte denne krig, trods det, at de fleste tyske mænd i 45-50 års alderen havde oplevet krigshelvedet i skyttegravene under Første Verdenskrig. Og at han endte sit liv ved at begå selvmord og blive brændt, har jeg mange gange tvivlet på, for jeg har altid og sikkert tidligere end de fleste læst den daglige avis og lyttet godt efter når voksne talte om tidens problemer. Jeg kan derfor godt huske, at Hitler havde planer om fra Afrika at sende tyske soldater over Atlanten til Argentina, hans forbundsfælle i Sydamerika, men kunne ikke afse soldater til det. Og jeg har tænkt meget over om det i virkeligheden ikke var lykkedes ham at flygte til Argentina, og min antagelse blev bekræftet, da en englænder en aften i tv viste, det hus han havde boet i, og hvor han døde i 1971 som 81-årig. Flugten skulle være sket en af de allersidste dage i krigen med en ubåd til en ø i Atlanten, sikkert Falklandsøerne, der er argentinske, og der skulle han være blevet afhentet af et argentinsk militærfly.

11-06-2018

Jeg vil nu i flere artikler på Facebook påvise, at landmændene ved en produktion langt udover, hvad der kunne afsættes, selv skabte 30’ernes landbrugskrise. Det kan ikke benægtes, at den skabtes ved en overproduktion af fødevarer, men et lille land som Danmark, kan jo næppe globalt set helt ene have skabt en overproduktion af fødevarer, der ikke kunne afsættes til rentable priser. Men trods vor lidenhed er det næppe forkert at regne med, at vi i årtiet 20’erne procentuelt af alle lande har haft den største stigning i den animalske produktion, og sikkert det eneste land i Europa med en reel eksport af animalske varer. Det vil sige, jeg mener, at danske landmænd har været de største bidragsydere til 30’ernes landbrugskrise,

Lidt studier i nationaløkonom Svend Aage Hansens bog dansk økonomi 1914-1983, sammen med fra Danmarks Statistik landbrugsregnskaber over 100 år, viser meget interessant, at baggrunden for alle kriser i landbruget er, at ingen erkender, at økonomisk vækst i samfundet ikke medfører øget forbrug af fødevarer, højst et øget forbrug af mere forarbejdede fødevarer.

Med kilde de to nævnte publikationer viser, at landbruget under første verdenskrig tjente godt, grundet der under krigen blev få til rådighed til produktion af fødevarer, hvilket medførte stærkt stigende priser. Med kilde Danmarks statistik faldt produktionen af animalske varer med 50 pct. fra 1914 til 1918, men var i løbet af to til tre år igen over niveauet i1914. Men efter 1920 begynder den animalske produktion virkelig at stige, hvilket medfører både faldende indtjening og beskæftigelse i landbruget

Lidt studier i Svend Aage Hansens bog med tabeller både over bruttofaktorindkomst (BFI), arbejdsstyrke og beskæftigelse går helt tilbage til 1866, men jeg går ikke længere tilbage end til år 1900, men det viser, når produktionen baseres på det, der er afsætning for, og i særdeleshed når produktionen i andre lande falder stærkt grundet krig, så tjener landbruget penge, også set i relation til andre erhverv.

I år 1900 var BFI i alt i Danmark på 1.322 mio. kr., landbrugets var på 370 mio. kr. 28,0 pct. I 1914 ved krigens udbrud var BFI i alt på 2.529. mio. kr. landbrugets var på 754 mio. kr. 29,8 pct. I 1918 var BFI i alt på 4.766 mio. kr., og landbrugets var på 1.351 mio. kr., 28,3 pct. I 1925 BFI i alt på 6.566 mio. kr., landbrugets BFI var faldet til 1.389 mio. kr. 21,2 pct. Men den animalske produktion var i mængde fra 1920 til 1925 steget fra 541 til 931 mio. kg., hvoraf 172 pct. direkte svinekød fra 118 til 307 mi0. kg 260 pct. Men det var jo kun begyndelsen til produktion af varer uden afsætning til rentable priser.

Men der var direkte politisk opfordring til at øge produktionen. I 1926 blev en af Venstres topfolk Madsen Mygdal i folkemunde kaldt Madsen Møgkarl. For flere år tier siden traf jeg til et politisk møde en ældre landmand, der udtalte, at når Madsen Mygdal var ude til politiske møder, og landmænd stillede ham spørgsmålet, hvad han ville gøre for at stoppe de faldende priser på svinekød, så svarede han med, at det var da ikke et problem, for faldt priserne med 10 pct. skulle produktionen jo blot øges med 10 pct. Hvem der skulle spise alt det svinekød, talte han ikke om.

Men alt tyder på, at han reelt blev bakket op af landbruget, for ingen ønskede produktionsbegrænsning som et middel til at forbedre deres økonomi. For en hel generation af landmænd havde siden de i årtiet 1880’erne, hvor der også var lidt krise, men som de sammen med Andelsbevægelsen fik løst ved at gå over fra eksport af korn til eksport af animalske varer, havde aldrig kendt andet end totalt fri eksport af deres varer og fri import af foderstoffer, hvilket de havde klaret sig godt med.

Og i årene 1927-30 kom et stærkt forbedret bytteforhold for landbrugets eksport og import, der skabte en opfattelse af, at denne krise kun var kortvarig, for ellers havde de vel ikke afholdt så store investeringer i disse år på op til 12 pct. af bruttofaktorindkomsten. Uden jeg virkelig har undersøgt det, er jeg tilbøjelig til at tro, at det heller aldrig er set siden, og i de samme år øgedes hele den animalske produktion med 27 pct. direkte for svin med 47 pct. og skete sammen med, at gennemsnitspriserne for alle animalske varer faldt med 39 pct. direkte for svin med 44 pct.

Der sker også noget andet i 1932 endda noget meget vigtigt, men kun lidt omtalt. For hvert år siden 1920 havde vi haft deflation, og faktisk kun det havde sikret lønmodtagerne deres realløn, men det stopper i 1932, og ikke ét år siden har vi oplevet deflation, men har, driftsøkonomisk påvirket dem, der havde købt landbrug i slutningen af inflationsårene med stærk stigende jordpriser, der nu under deflation skulle betale renter og afdrag på landbrug købt under inflation.

Det viste sig nu også, at krisen blev kort, men slet ikke ved som de fleste landmænd ud fra deres liberalistiske holdning havde forventet, pludselig stigende priser grundet bedre afsætning for deres varer. Priserne steg nu, men den animalske produktion faldt også fra 1932 til 1939 dog kun med 15,3 pct. Produktionen af svinekød faldt med 56,0 pct. men gennemsnitspriserne for animalske varer i løbende priser steg med 64,2 pct. i faste 1920-priser med 36,1 pct. Svinekød steg i løbende priser med 232 pct., i faste 1920-priser 93,22 pct. Landmændene var nu kommet til at tjene penge ved en faldende produktion.

Og at den meget store stigning i priserne på svinekød skyldtes svinekortene vil næppe nogen bestride, men udover ordningen med svinekort blev der også i 1933 lavet en kødordning, der gik ud på opkøb af kvæg til destruktion. Midlerne hertil skaffedes dels ved en beskeden statsbevilling, dels ved slagteafgift på kvæg til menneskeføde. Men hvorfor forskede ingen i 30’erne lidt i, hvorfor kalde det krise, at landbrugets indtjening faldt, kun fordi produktionen øgedes hurtigere end afsætningen.

Krisen skyldtes da, at selv Socialdemokratiet uden at sige det, reelt bakkede op om Venstres holdning til landbrugskrisen og i særdeleshed Madsen Mygdals udtalelser. Venstres holdning til krisen kom allerede i 1920. Ud fra en liberal grundindstilling med landbrugets interesser skulle krisen gå sin gang, de hjemlige omkostninger måtte tilpasses verdensmarkedets lavere prisniveau. Madsen Mygdal definerede øjeblikkets krav således: Nedad med produktionsomkostningerne, nedad med levefoden og nedad med kravene til andre, men opad med kravene til os selv.

Går der ikke en lige linje fra venstre holdning til 30’ernes kortvarige landbrugskrise og til den nuværende, der har varet i 63 år og ligeledes besparelserne på integrationsydelser og kontanthjælp? Næste gang tiden fra 30’ernes krise og til 1955.