Indlæg af Herluf Andersen

08-11-2018

Politisk tales der meget om, at vi har verdens største offentlige sektor, og betaler verdens højeste skatter, og det er sikkert rigtig, men det er jo generelt for de tre skandinaviske lande, med en stor offentlig sektor og relativt høje skatter til finansiering af vore velfærdsgoder. Men der mangler bevis for, at en mindre offentlig sektor med mindre skattebetaling, og dermed mere selvbetaling, ville have medført større vækst i det private forbrug.  For trods oliekrise og stigende skatter øgedes både charterrejser til udlandet og køb af nye biler hvert år. Intet viser, at øget selvbetaling fremfor skattefinansierede velfærdsgoder ville have øget BNP pr indbygger, for alle velfærdsgoder. Uanset hvad det er, og hvordan de finansieres, skal det tages af den produktion, der er i samfundet.

I 60’erne kommer der en strukturændring. Hidtil var pasning af børn og i mange tilfælde ældre i den nærmeste familie blevet udført inden for familiens rammer af hjemmegående kvinder, et ikke betalt socialt netværk.

Der begynder der nu at blive talt meget om, at kvinderne begynder at komme ud på arbejdsmarkedet, hvilket er forkert, for det havde de altid været, men de begyndte at melde sig i fagforeningerne. Af medlemmer af LO, var der i 1960, 776.754. heraf kvinder, 166.680, 21,45 pct. I 1970, 894.350, heraf kvinder 245.598, 27,46 pct. I 1980 1.249.562, heraf kvinder 515.894, 41,28 pct. Denne tilgang til fagforeningerne medførte, at de nu havde krav på dagpenge eller arbejde.

Strukturændringen i samfundet

Med kvindernes adgang til dagpenge ved ledighed, skulle de stå til rådighed for arbejdsmarkedet straks en stilling var ledig. Det krævede personale i daginstitutioner, vuggestuer og børnehaver til at tage sig af børnene og de ældre i den nærmeste familie. Alle de sociale ydelser, der hidtil havde været under familierne, blev nu skattefinansieret i den offentlige sektor, men trods det, har vi aldrig hverken før eller siden haft en så stor vækst i BNP som fra 1960 til 1973 da vi fik oliekrisen.

Antal børn i daginstitutioner var i 1960. 42.887. 3,75 pct. af aldersgruppen 0-14 år. I 1970, 93.135, 8,10 pct. af 0-14årige. I 1980.246.666. 23,80 pct. Ikke kun et øget antal børn skulle nu passes af den offentlige sektor, men sikkert også mange ældre inden for den nærmeste familie, der hidtil var blevet hjulpet og plejet af de hjemmegående kvinder. Men fra 1960 til 1980 blev der i den offentlige sektor ansat mange tusinder hjemmehjælpere, og der blev bygget mange beskyttede boliger, og mange plejehjem, der også beskæftigede mange. Med kilde nationalregnskaberne fra 1966 var der i 1966 beskæftiget 11.866, i 1980 29.527. I sundhedsvæsenet var der i 1966 beskæftiget 58.895. I 1980. 100.857 på hospitalerne. I 1966 35.968 og i 1980. 71.160.

Strukturændringen i samfundet hvor kvinderne havde byttet det ulønnede hjemmearbejde med det lønnede på arbejdsmarkedet havde nu medført, at antal børn der nu skulle passes af det offentlige, i disse 20 år var blevet øget med 203.189. Hvor mange der var blevet ansat inden for hele det sociale område i disse 20 år, har jeg ikke sammenlagte tal for før 1975. Jeg kan derfor ikke rigtig oplyse noget om antal beskæftigede inden for hele det sociale område før 1980, det år var det 159.000

Med kilde nationalregnskaberne var der i 1966 i alt offentligt 266.000 beskæftigede. Det er næppe helt forkert at regne med, at der i 1960 kun har været 225.000. direkte inden for det sociale område ca. 45.000. Beskæftigelsen inden for kun det sociale område er i disse 20 år er blevet øget med mellem 110.000 og 115.000, men næppe nogen er blevet ansat uden et behov. Og jeg har slet ikke noget med om det voksende antal under uddannelse, men det vil jeg finde frem til, for det har jo også krævet offentligt ansatte,

Politisk var årtiet 70’erne så vanskelig, at Anker Jørgensen blev slidt op, og derfor forståelig overlod posten til Poul Schlüter. Først var der i 1972 debatten om tilslutningen til Fællesmarkedet. hvor der var stor modstand, vel lige indtil de allersidste dage før afstemningen. Og i 1973 fik vi Folketingsvalg det såkaldte ”jordskredsvalg”, hvor to tidligere partier i folketinget igen kom ind, Retsforbundet og Danmarks Kommunistiske Parti, begge to grundet deres modstand mod Fællesmarkedet. Og så kom Glistrup med hans Fremskridtsparti ind med 28 mandater. Aldrig tidligere sket, at et nyt parti kunne begynde med 28 mandater, og med et meget enkelt program, en stor reduktion af den offentlige sektor, som han mente, mest var beskæftiget med papirnusseri. Og partiet Centrumdemokraterne med Erhard Jakobsen, udbryder fra Socialdemokratiet, fik 14 mandater, og med et meget enkelt partiprogram om at ville støtte parcelhusejere og bilejere.

Den blå blok i Folketinget, anført af Glistrup, indledte en voldsom debat om det stigende antal offentlig ansatte, og stigende skatter og afgifter, men ingen forskede i de tiltagende opgaver, der grundet strukturændringen, og det stærkt stigende antal under længerevarende uddannelse, der også krævede offentligt ansat personale.

Og helt typisk ingen i blå blok med ambitioner om politisk karriere, og måske allermindst Glistrup, ønskede debat om strukturændringens indflydelse på den offentlige sektor, men at tale om den voldsomme vækst i den offentlige sektor og de stigende skatter, var politisk gratis.

Næste gang den offentlige sektor efter årtiet 80’erne.

 

13-07-2018

Dette indlæg skulle have handlet om Danmark fra 1935 til 1955. Men da jeg har engageret mig så meget i det der skete efter verdenskrisen kan jeg slet ikke i dette indlæg uden det bliver alt for langt, komme frem til 1955. Krisen blev jo kaldt en landbrugskrise, hvad det også var, da landbruget led mest under den. Men som jeg også skrev, var det selvforskyldt. For Danmark sikkert var det eneste land med en produktion af fødevarer udover til hjemmemarkedet og havde kun to lande at afsætte den til, England og Tyskland. Og da de undlod at forske i, om denne stigende produktion kunne afsættes til rentable priser, kom landmændene til at arbejde gratis, og nogen betalte sikkert for at arbejde i deres eget landbrug

Krisen var kortvarig

Det undrer mig, at denne reelt korvarige krise er blevet så omtalt. Men det skyldes sikkert, at den ændrede vores økonomi fra meget kraftig inflation under første verdenskrig til deflation, der sikrede, at beskæftigede lønmodtagere fuldt ud bevarede reallønnen. Men efter 1932 ændredes alt, landmændene begyndte at tjene penge, der skyldes, at allerede i 1935 var den animalske produktion faldet med 19 pct. Men i løbende priser steg de 44 pct., i faste priser 31 pct., direkte for svin henholdsvis 214 pct. og 94 pct.

I 1933 fik vi Kanslergadeforliget, første skud på velfærdssamfundet. Men det skete slet ikke i Folketinget, men i Staunings private bolig. V og K politikerne i Folketinget og landbrugets politiske ledere, var bekymrede over de stigende sociale udgifter. Dette forlig medførte en så alvorlig økonomisk krise, for deres liberale holdning var at holde de offentlige udgifter i ro.

Der var dog landmænd, der bakkede dette forlig op. Den nydannede organisation landbrugernes sammenslutning, LS der ganske vist var påvirket af den tyske nationalsocialisme, men om dem er der noget interessant, hvad angår finanssystemet. Jeg havde for 25- 30 år siden en lille bog, der desværre er blevet borte for mig, og kan ikke engang huske navnet på den, det er derfor ikke nemt at få fat i den igen. Jeg mener dog, det var gennem JAK. (Jord, Arbejde og Kapital). Jeg kan dog huske noget om, at Hitler var glødende modstander af rentesystemet, og jeg er tilbøjelig til at tro, at denne holdning fik han af en fra Danmark ved et politisk møde i Tyskland. Men han var jo ret snu, og havde som andre politikere en holdning til man tager en anden. Og hans modstand mod rentesystemet, kom ikke. før han i 1933 havde fået diktatorisk fuldmagt over Tyskland, for han var ludfattig, og skulle have økonomisk hjælp til sine valgkampe for at blive valgt, hvilket han fik af bankerne, den tyske industri og Henry Ford i Amerika.

Men en kendsgerning er det, at al verdenshistorie viser, at Tyskland, grundet de store krigsskadeerstatninger var hårdest påvirket af verdenskrisen, men straks nationalsocialismen havde fået magten i Tyskland, kom en økonomisk vækst så hurtigt som måske heller aldrig tidligere set i noget andet land.

Der blev omgående sat investeringer i gang, ledige kom i arbejde, og de sociale forhold blev forbedret, produktionen af folkevognen begyndte, der blev anlagt motorveje. Hitler mente, at alle arbejdere, skulle have en lille bil at køre i, der blev bygget mange sommerhuse langs Østersøen, og denne vækst i både det offentlige og private forbrug, blev ikke finansieret ved optagelse af udenlandske lån, men af statslån. Det kunne jo ligeså godt have været kaldt en samfundsbank, som JAK ville kalde det,

Al det har jeg hørt af efterkommere af nogen opvokset i det sønderjyske under Tyskland, som efter de i 1920 havde stemt sig hjem til Danmark, men bevaret kontakten til bekendte i Tyskland. Særlig en hvis forældre var født og opvokset i det sønderjyske men stemt sig hjem til Danmark i 1920 men bevaret kontakten til mange syd for grænsen, har jeg haft megen kontakt med i mange år. Dog ikke de sidste par år, men jeg har nu for et par dage siden forsøgt at få kontakt med ham igen, om det jeg her skriver men det er ikke lykkedes. Men han hjalp mig med at få fat i en kronik fra det kongelige bibliotek skrevet af nationaløkonom Jørgen Pedersen som jeg vil sætte ind på Facebook men nu han mener ikke pengemagten og finansmarkederne skal styre os

Den fundamentale fejltagelse ligger deri, at man går ud fra, at man behøver hvad man kalder kapital d. v. s. opsparede penge for at bygge broer, fabrikker, huse, landeveje eller fæstninger. Det man skal bruge er arbejdskraft og råstoffer. Så længe et land har ledig arbejdskraft og der inden for landets grænser er råstoffer eller disse kan skaffes fra udlandet i bytte med arbejdsprodukter, kræves ingen forudgående ”opsparing” eller lån fra udlandet

Når jeg sætter denne kronik på Facebook, vil i se, den passer godt til den vækst, der skete i Tyskland efter 1933. Derfor er spørgsmålet jo, om ikke det var disse investeringer uden rentebetalinger til finansmarkederne, der skabte den økonomiske vækst i Tyskland. Det er ganske vist en almindelig opfattelse, at det var oprustningen, men den begyndte jo ikke rigtig før en tre fire år efter nationalsocialisterne var kommet til i 1933. Alt tyder på, at Hitler og Jørgen Pedersen uden kendskab til hinanden havde samme holdning til økonomi og vareproduktion, at det er arbejdskraftens adgang til råstoffer, og ikke den holdning finansfolkene i finansmarkederne har, at kun opsparede penge med rentebetaling kan skabe vækst, disse to modsatte holdninger er aldrig kommet til debat.

Bestod Hitler af to personer

Da det ikke kan benægtes, at den økonomiske vækst i Tyskland på så få år, fra fattigdom for rigtig mange til at være blandt Europas mest velstående lande, også med sociale velfærdsgoder, kom fra nationalsocialismen, hvor Hitler må have været den ledende, og næppe nogen anden diktator i verden, har i så høj grad på fuld demokratisk vis været valgt af folket. Ikke mærkeligt, at han straks blev afholdt helt modsat dem, der startede revolutionen i Rusland, og skabte kommunismen, nemlig Lenin og Trotsky. De blev faktisk direkte hyret og finansieret til denne opgave, af Rockefellerne, Rotschild, og jøden Paul Varburg i Tyskland.

Alt viser, Hitler som en politisk leder der skabte velstand og gode sociale forhold. Men hans start på Anden Verdenskrig, viste den anden side af ham, en psykopat krigsliderlig og magtbegærlig person, der oprettede Frygtelige umenneskelige koncentrationslejre for politiske modstandere og var med til at lægge store dele af verden i ruiner. For krigen mellem USA og Japan var næppe kommet uden krigen i Europa.

Men der er næppe tvivl om, at han fra første færd havde fuld opbakning fra det tyske folk til at starte denne krig, trods det, at de fleste tyske mænd i 45-50 års alderen havde oplevet krigshelvedet i skyttegravene under Første Verdenskrig. Og at han endte sit liv ved at begå selvmord og blive brændt, har jeg mange gange tvivlet på, for jeg har altid og sikkert tidligere end de fleste læst den daglige avis og lyttet godt efter når voksne talte om tidens problemer. Jeg kan derfor godt huske, at Hitler havde planer om fra Afrika at sende tyske soldater over Atlanten til Argentina, hans forbundsfælle i Sydamerika, men kunne ikke afse soldater til det. Og jeg har tænkt meget over om det i virkeligheden ikke var lykkedes ham at flygte til Argentina, og min antagelse blev bekræftet, da en englænder en aften i tv viste, det hus han havde boet i, og hvor han døde i 1971 som 81-årig. Flugten skulle være sket en af de allersidste dage i krigen med en ubåd til en ø i Atlanten, sikkert Falklandsøerne, der er argentinske, og der skulle han være blevet afhentet af et argentinsk militærfly.

11-06-2018

Jeg vil nu i flere artikler på Facebook påvise, at landmændene ved en produktion langt udover, hvad der kunne afsættes, selv skabte 30’ernes landbrugskrise. Det kan ikke benægtes, at den skabtes ved en overproduktion af fødevarer, men et lille land som Danmark, kan jo næppe globalt set helt ene have skabt en overproduktion af fødevarer, der ikke kunne afsættes til rentable priser. Men trods vor lidenhed er det næppe forkert at regne med, at vi i årtiet 20’erne procentuelt af alle lande har haft den største stigning i den animalske produktion, og sikkert det eneste land i Europa med en reel eksport af animalske varer. Det vil sige, jeg mener, at danske landmænd har været de største bidragsydere til 30’ernes landbrugskrise,

Lidt studier i nationaløkonom Svend Aage Hansens bog dansk økonomi 1914-1983, sammen med fra Danmarks Statistik landbrugsregnskaber over 100 år, viser meget interessant, at baggrunden for alle kriser i landbruget er, at ingen erkender, at økonomisk vækst i samfundet ikke medfører øget forbrug af fødevarer, højst et øget forbrug af mere forarbejdede fødevarer.

Med kilde de to nævnte publikationer viser, at landbruget under første verdenskrig tjente godt, grundet der under krigen blev få til rådighed til produktion af fødevarer, hvilket medførte stærkt stigende priser. Med kilde Danmarks statistik faldt produktionen af animalske varer med 50 pct. fra 1914 til 1918, men var i løbet af to til tre år igen over niveauet i1914. Men efter 1920 begynder den animalske produktion virkelig at stige, hvilket medfører både faldende indtjening og beskæftigelse i landbruget

Lidt studier i Svend Aage Hansens bog med tabeller både over bruttofaktorindkomst (BFI), arbejdsstyrke og beskæftigelse går helt tilbage til 1866, men jeg går ikke længere tilbage end til år 1900, men det viser, når produktionen baseres på det, der er afsætning for, og i særdeleshed når produktionen i andre lande falder stærkt grundet krig, så tjener landbruget penge, også set i relation til andre erhverv.

I år 1900 var BFI i alt i Danmark på 1.322 mio. kr., landbrugets var på 370 mio. kr. 28,0 pct. I 1914 ved krigens udbrud var BFI i alt på 2.529. mio. kr. landbrugets var på 754 mio. kr. 29,8 pct. I 1918 var BFI i alt på 4.766 mio. kr., og landbrugets var på 1.351 mio. kr., 28,3 pct. I 1925 BFI i alt på 6.566 mio. kr., landbrugets BFI var faldet til 1.389 mio. kr. 21,2 pct. Men den animalske produktion var i mængde fra 1920 til 1925 steget fra 541 til 931 mio. kg., hvoraf 172 pct. direkte svinekød fra 118 til 307 mi0. kg 260 pct. Men det var jo kun begyndelsen til produktion af varer uden afsætning til rentable priser.

Men der var direkte politisk opfordring til at øge produktionen. I 1926 blev en af Venstres topfolk Madsen Mygdal i folkemunde kaldt Madsen Møgkarl. For flere år tier siden traf jeg til et politisk møde en ældre landmand, der udtalte, at når Madsen Mygdal var ude til politiske møder, og landmænd stillede ham spørgsmålet, hvad han ville gøre for at stoppe de faldende priser på svinekød, så svarede han med, at det var da ikke et problem, for faldt priserne med 10 pct. skulle produktionen jo blot øges med 10 pct. Hvem der skulle spise alt det svinekød, talte han ikke om.

Men alt tyder på, at han reelt blev bakket op af landbruget, for ingen ønskede produktionsbegrænsning som et middel til at forbedre deres økonomi. For en hel generation af landmænd havde siden de i årtiet 1880’erne, hvor der også var lidt krise, men som de sammen med Andelsbevægelsen fik løst ved at gå over fra eksport af korn til eksport af animalske varer, havde aldrig kendt andet end totalt fri eksport af deres varer og fri import af foderstoffer, hvilket de havde klaret sig godt med.

Og i årene 1927-30 kom et stærkt forbedret bytteforhold for landbrugets eksport og import, der skabte en opfattelse af, at denne krise kun var kortvarig, for ellers havde de vel ikke afholdt så store investeringer i disse år på op til 12 pct. af bruttofaktorindkomsten. Uden jeg virkelig har undersøgt det, er jeg tilbøjelig til at tro, at det heller aldrig er set siden, og i de samme år øgedes hele den animalske produktion med 27 pct. direkte for svin med 47 pct. og skete sammen med, at gennemsnitspriserne for alle animalske varer faldt med 39 pct. direkte for svin med 44 pct.

Der sker også noget andet i 1932 endda noget meget vigtigt, men kun lidt omtalt. For hvert år siden 1920 havde vi haft deflation, og faktisk kun det havde sikret lønmodtagerne deres realløn, men det stopper i 1932, og ikke ét år siden har vi oplevet deflation, men har, driftsøkonomisk påvirket dem, der havde købt landbrug i slutningen af inflationsårene med stærk stigende jordpriser, der nu under deflation skulle betale renter og afdrag på landbrug købt under inflation.

Det viste sig nu også, at krisen blev kort, men slet ikke ved som de fleste landmænd ud fra deres liberalistiske holdning havde forventet, pludselig stigende priser grundet bedre afsætning for deres varer. Priserne steg nu, men den animalske produktion faldt også fra 1932 til 1939 dog kun med 15,3 pct. Produktionen af svinekød faldt med 56,0 pct. men gennemsnitspriserne for animalske varer i løbende priser steg med 64,2 pct. i faste 1920-priser med 36,1 pct. Svinekød steg i løbende priser med 232 pct., i faste 1920-priser 93,22 pct. Landmændene var nu kommet til at tjene penge ved en faldende produktion.

Og at den meget store stigning i priserne på svinekød skyldtes svinekortene vil næppe nogen bestride, men udover ordningen med svinekort blev der også i 1933 lavet en kødordning, der gik ud på opkøb af kvæg til destruktion. Midlerne hertil skaffedes dels ved en beskeden statsbevilling, dels ved slagteafgift på kvæg til menneskeføde. Men hvorfor forskede ingen i 30’erne lidt i, hvorfor kalde det krise, at landbrugets indtjening faldt, kun fordi produktionen øgedes hurtigere end afsætningen.

Krisen skyldtes da, at selv Socialdemokratiet uden at sige det, reelt bakkede op om Venstres holdning til landbrugskrisen og i særdeleshed Madsen Mygdals udtalelser. Venstres holdning til krisen kom allerede i 1920. Ud fra en liberal grundindstilling med landbrugets interesser skulle krisen gå sin gang, de hjemlige omkostninger måtte tilpasses verdensmarkedets lavere prisniveau. Madsen Mygdal definerede øjeblikkets krav således: Nedad med produktionsomkostningerne, nedad med levefoden og nedad med kravene til andre, men opad med kravene til os selv.

Går der ikke en lige linje fra venstre holdning til 30’ernes kortvarige landbrugskrise og til den nuværende, der har varet i 63 år og ligeledes besparelserne på integrationsydelser og kontanthjælp? Næste gang tiden fra 30’ernes krise og til 1955.

28-02-2018

Alle i blå blok mener, at flygtninge og indvandrere er ved at ruinere os, den politiske venstrefløj mener dog at vi blandt verdens rigeste lande, har råd til at hjælpe de fattige og fordrevne flygtninge, hvilket jeg også mener, er rigtigt. Men desværre foretager den politiske venstrefløj ikke en konkret forskning i flygtninge og indvandring, for med den at sætte blå blok på plads.

Med kilde Danmarks statistik tabel FOLK2 har jeg forsket i indvandringen fra 1980 til 2017 fra alle verden lande, kun få øer i Stillehavet og Australien har jeg ikke med, da der næsten ingen var. Denne tabel sammen med lidt studier i tiårsoversigten 1985 viser, at der fra 1973 til 1980 reelt ikke var flygtninge og indvandring til Danmark.

Jeg vil nu lige nævne de lande hvor de fleste flygtninge kommer fra og sikkert nok de fleste er muslimer: Afghanistan, Pakistan, Iran, Irak, Syrien, Libanon og Somalia i Afrika. Fra disse lande var der i 1980. 8.645. 0,21 pct. af befolkningen, men Glistrup mente, at Danmark var i fare for at blive et muslimsk land, og antal flygtninge og indvandrere fra både Afrika og Asien, øgedes kun lidt indtil 1993, Da var der 29.880 0,27 pct. af befolkningen, og de første tre fire år var det faktisk kun Flygtninge fra Balkanlandene grundet borgerkrigene i disse lande, der også til dels var religionskrige, for det stammer jo tillbage til det osmanniske rige, skabt i 1299 af muslimer.

Baggrunden for flygtninge og indvandring fra de nævnte 7 lande viser, at det kommer af krige først Iran Irakkrigen, der begyndte i august 1980 og sluttede i september 1988. De begyndte først at komme fra Iran, og blandt dem en af mine bedste venner, jeg var dengang aktiv i Retsforbundet, hvor han grundet partiets holdning til flygtninge havde henvendt sig, for at få lidt mere oplysning. Jeg blev så opfordret til at besøge ham, hvilket jeg straks gjorde. Han boede i en kollegielejlighed på Jelling seminarium, og jeg glemmer ikke den modtagelse jeg fik, og inden jeg gik, sagde han næste gang du kommer, skal du tage familien med, og han fulgte mig til alle politiske møder, og han havde vist kun været her i et halvt år, inden han på aktivitetshuset i Vejle hjalp andre iranere med at lære dansk. Han fortalte mig også en gang, at når der fejredes jul i Danmark, var hans problem ikke, hvad han så skulle foretage sig, men hvilken familie han skulle vælge, blandt de mange, der havde inviteret ham

Desværre mistede jeg forbindelsen til ham i 1990. Jeg ved dog han flyttede til Ikast og begyndte vist at læse til Social- og sundhedshjælper, men det kan jo godt tænkes, han har mødt en dansk pige, som han er blevet gift med, og har stiftet familie, for han vil være enhver svigemors ønskedrøm. Og så tænker han ikke på mig mere, men han ved hvor jeg bor, og kan heller ikke være i tvivl om, at han vil blive budt velkommen, hvis han en dag ringede på dørklokken, og måske havde sin familie med.

Jeg har forsøgt at finde ham først på kommunekontoret i Ikast, men det var de ikke villige til, og forsøgt gennem en iransk forening, der heller ikke lykkedes, men nu vil jeg lige oplyse , at han hedder Farsin jeg er ikke sikker på efternavnet, men tror det var Kalek skulle nogen af jer have det mindste kendskab til en iraner med det navn, så meddel mig det, han skal nu være ca 50 år.

Men nu nok om denne iraner. Over Google har jeg arbejdet med at finde lidt oplysninger om baggrunden for krigene i mellemøsten, og det interessante er, at disse krige altid startes af politiske magthavere valgt af folket, men under Iran-Irak krigen støttede USA Irak med våben, skønt de vidste, Irak brugte giftgas mod de iranske soldater. Jeg vil dog ikke påstå, at USA sammen med andet krigsmateriel leverede giftgassen, men rederiet AP MØLLER tjente milliarder af dollar på denne krig, ved transport af krigsmateriel fra USA, dog ikke kun ved denne krig, men ved alle krige, har transporten af krigsmateriel været blandt de vigtigste kilder til formuen.

USA støttede dog ikke Irak fordi de var glad for Saddam Hussein, for han nationaliserede olien, men hvem andre skulle dog bestemme over den irakiske olie end Irak selv. At de støttede Irak skyldtes, at de frygtede Iran ville besætte både Kuvait og Saudiarabien, og så komme til at styre olieproduktionen i mellemøsten.

Og krigene i Afghanistan er mere end noget andet skabt af geografiske interesser og olien. At Rusland i 1979 angreb Afghanistan, var da udelukkende for at få adgang til den persiske golf, og det ønskede USA ikke, derfor støttede de Afghanistan med alt i moderne våben og missiler, og trænede afghanske soldate. Og Taliban har selv udtalt, at de kun kunne få magten i Afghanistan ved hjælp af Saudiarabien og USA.

Og USA ønskede også at skabe en olieledning fra Turkmenistan til Pakistan og dermed reelt til Indien, og dermed styre olieproduktionen i store olierige områder, hvad de blot ikke ønsker skal v ære muligt for andre lande. Men tænk nu engang over det, at disse politiske magtmennesker, der starter alle krige er demokratisk valgt af folkestyre, men støttet af enorme kapitalinteresser, også Hitler var demokratisk valgt af det tyske folk. Kun et politisk parti og ideologi er kommet til magten uden at være folkevalgt, og det er kommunismen, læs den Amerikanske journalist og forfatter Gary Allens bog,” ingen tør kalde det sammensværgelse på internettet den kan også fås på de større biblioteker, den står dog ikke fremme på hylderne, jeg slutter derfor nu med det afsnit af bogen.

De fleste mennesker i dag tror, at opbakningen til kommunisterne ved at de var i stand til bag sig at samle det russiske folks sympati og frustration og dets had til den russiske zars tyranni. Dette er ganske at ignorere historien om, hvad der virkelig skete. Mens næsten alle husker, at Den bolsjevikiske Revolution fandt sted i november 1917, ved de færreste, at zaren havde abdiceret (trådt tilbage) syv måneder tidligere - i marts. Da zar Nicolaj II abdicerede, blev en provisorisk regering oprettet af prins Lvov, som ønskede at skabe en russisk regering efter vestligt mønster. Men, desværre, banede Lov-regeringen vej for Kerensky-regimet. Kerensky, en såkaldt demokratisk socialist, ledede et forretningsministerium for kommunisterne. Han holdt krigen gående mod Tyskland og de andre Centralmagter, men han udstedte en generel amnesti for kommunister og andre revolutionære, hvoraf mange var gået i eksil efter den mislykkede Røde Revolution i 1905. Hjem til Moder Rusland kom nu 250.000 trofaste revolutionære, og Kerensky's egen regerings skæbne var dermed beseglet.

I Sovjetunionen, som i alle kommunistiske lande (eller som de selv kalder sig - de socialistiske lande), er magten ikke kommet i kommunisternes hænder, fordi de undertrykte masser ville det sådan. Magten er kommet ovenfra og ned i hvert eneste tilfælde. Lad os kort rekonstruere trinene i den kommunistiske magtovertagelse.

Året er 1917. De Allierede kæmper mod Centralmagterne. De Allierede er Rusland, Det britiske Imperium, Frankrig og i april 1917 - De forenede Stater. I marts 1917 satte dygtige planlæggere kræfter i gang fo at tvinge zar Nikolaj II til at abdicere. Dette gjorde han under pres fra De Allierede og efter svære oprør i zarens hovedstad, Petrograd; oprør, forårsaget af sammenbrud i transportsystemet, som afskar byen fra fødevareforsyninger og medførte lukning af fabrikker.

Men hvor var Lenin og Trotsky, da dette fandt sted? Lenin var i Schweiz og havde været der siden 1905, da han måtte gå i eksil efter at have forsøgt at vælte zaren med den mislykkede kommunistiske revolution samme år. Trotsky var Ansat på en kommunistisk avis i den østlige ende af New York City. Bolschevikerne udgjorde ikke nogen synlig politisk fare, da zaren abdicerede. Og de kom til magten - ikke fordi Ruslands undertrykte masser ønskede dem tilbage, men fordi meget indflydelsesrige mænd i Europa og i De forenede Stater sendte dem ind.

Lenin blev sendt tværs igennem det krigshærgede Europa med det famøse »forseglede tog«. Med sig havde Lenin mellem 5 og 6 millioner dollars i guld. Alt arrangeret af Den tyske Højkommando og Max Warburg, gennem en anden rig og livslang socialist ved navn Alexander Helphand, alias »Parvus«. Da Trotsky forlod New York om bord på S.S. Christiania den 27. marts, 1917, sammen med sit følge på 275 revolutionære, var den første havn, de nåede, Halifax, Nova Scotia (Canada). Her pågreb canadierne Trotsky og hans penge og opbevarede begge. Dette var for den canadiske regering en logisk handling, da Trotsky flere gange havde udtalt, at hvis han kom til magten i Rusland, ville han stoppe, »den imperialistiske krig«, og bede om separat-fred med Tyskland. Dette ville frigøre millioner af tyske tropper til vestfronten, hvor de kunne dræbe canadiere. Så Trotsky måtte vente i et canadisk fængsel - i fem dage. Så lagde englænderne (gennem den fremtidige Kuhn, Loeb-partner, Sir William Wiseman) og De forenede Stater (gennem ingen andre end den allestedsnærværende »oberst« House) pludselig pres på den canadiske regering. Og - på trods af den kendsgerning, at vi nu var i krig - sagde, de med så få ord: »Lad Trotsky gå«. Således tog Trotsky, med et amerikansk pas, tilbage og mødte Lenin. Og i november var de ved hjælp af bestikkelse, snyd, brutalitet og bedrageri klar (ikke til at samle masserne om deres sag, men) til at hyre tilstrækkeligt mange bøller og slutte tilstrækkeligt mange aftaler til, at de via et kanonløb kunne gennemføre, hvad Lenin kaldte »Al magt til sovjetterne«. De fik magten ved blot at bemægtige sig en håndfuld nøglebyer. Faktisk skete den bolsjevikiske Revolution kun i- Petrograd. Det ville svare til, at hele U.S.A. blev kommunistisk, fordi en kommunistisk ledet pøbel bemægtigede sig Washington D.C. Det varede flere år, før de fik magt over hele Rusland.

Om et par dage sender jeg oplysninger om hvordan Lars Løkke og Pia Kjærsgaard, og flertallet af betydende danske politikere, har medvirket til at skabe det Afghanistan vi i dag fører krig imod.

09-01-2018

Alt det havde direkte relation til andelsbevægelsen, som de fleste sikkert mener var startet af landbruget, men brugsforeningerne, kom først. Og fra første færd skabtes den i England, men i 1866 fik ideen fodfæste i Thisted, hvor der blev dannet en arbejderforening til fællesindkøb af varer.

Den første "brugs" var oprettet, og fra byerne, hvor bevægelsen kun fik fåtallig tilslutning bredte den sig til landsbyerne, hvor brugsforeningerne fik deres gennem-brud i 1880'erne, hvilket var baggrunden for, at bønderne af økonomiske og politiske grunde ville frigøre sig fra afhængighed af provinsbyernes købmænd, som de hidtil havde solgt deres korn til og til gengæld fået forbrugsvarer, foderstoffer og, hvad man i dagligdagens sprog kaldte "posemøg", kunstgødning.

Men det, der fik andelsbevægelsen til landbruget, var sikkert den økonomiske krise, der 1870 erne havde ramt landbruget i hele Europa, og skyldtes en stærkt stigende kornproduktion på de enorme store prærier i Amerika og Canada, som de med billig arbejdskraft fra tusinder eller vel rettere på det tidspunkt millioner af indvandrere, kunne eksportere billigt til Europa.

Den konkurrence kunne de europæiske landmænd ikke klare. I nogle lande - fx Sverige og Tyskland - forlangte de højlydt, at staten skulle hjælpe dem med toldbeskyttelse, og regeringerne imødekom deres ønsker. Det viser, at landmændene ikke kun i Danmark, men sikkert i alle udviklede industrielle lande er dem der, når det går godt økonomisk, altid i skrift og tale fremhæver den frie markedsøkonomi som det eneste, der kan sætte den rette pris, men med det mindste lille prisfald forkaster de den straks, og beder staten om hjælp.

Men denne krise ramte ikke danske landmænd ret meget, for de større landbrug havde opgivet økonomisk at leve af produktion og salg af korn og var gået over til kvægavl og producerede kød, smør og flæsk (bacon), som ikke kun kunne afsættes på hjemmemarkedet, men også eksporteres ti1 England til gode priser. Prisfaldet fik de mindre bønder til at følge efter, og andelsbevægelsen kom for alvor til landbruget, og det banede vejen for husmandsbevægelsen.

Allerede i 1880'erne oprettedes særlige foreninger for smålandbrugere, og fra Husmandsforeningen for Klim, Thorup og Vust Sogne i Thy, oprettet i 1896, og Herfølge Husmandsforening, herfra går den direkte linje til gennembrud for bevægelsen. I 1901 oprettedes en del foreninger landet over, og allerede i november samme år stiftedes landsorganisationen Dansk Husmandsforening, der dog ikke fik fodfæste.

Det gjorde derimod de regionale sammenslutninger, dvs. De Fynske Husmænds Landboforening (fra 1907 De Samvirkende Husmandsforeninger i Fyns Stift), De Samvirkende Jydske Husmandsforeninger, De Samvirkende Sjællandske Husmandsforeninger, alle tre stiftet i 1902, samt De Samvirkende Bornholmske Husmandsforeninger, stiftet i 1903. De Samvirkende Lolland-falsterske Husmandsforeninger udskiltes fra de sjællandske i 1906.

I 1899 kom den første jordlov om oprettelse af statshusmandsbrug, men med. en brugsstørrelse på 3,5-5,0 tønde middelgod jord. Lovens formål var at fastholde kvalificeret arbejdskraft i landbruget, ved at give dygtige landarbejdere mulighed for at erhverve et lille brug. Brugene skulle netop være så små at ingen familier kunne leve af dem uden at gå på arbejde på godserne og de større gårde de fleste af årets dage.

Baggrunden for loven var en vis mangel på arbejdskraft i landbruget i slutningen af 1890’erne på grund af afvandringen fra landet under landbrugskrisen i 1880’erne og begyndelsen af 1890’erne. Men mon ikke det også skyldtes en udvandring af unge fattige på landet til Amerika, der ikke så nogen fremtid i Danmark.

Politisk blev husmandsbevægelsen støttet af Det Radikale Venstre, der kom i 1905 og var udbrydere fra Venstre, som de syntes var for meget til højre, og det var det parti, der sammen med Socialdemokratiet skabte det, jeg vil kalde de næste landboreformer udstykningerne og statshusmandsbrugene, der som jeg har skrevet begyndte i 1899, revideredes i 1904 og igen i 1909, da loven ændredes til Lov om oprettelse af (selvstændige) husmandsbrug en familie skulle kunne leve af. Loven om oprettelse af husmandsbrug blev fornyet i 1914, 1917 og 1921 uden principielle ændringer, dog med forhøjelser af lånebeløb fra en statslig jordfond takt med prisudviklingen, ændringer af lånevilkår

De 2 brugstyper

Efter vedtagelsen af 1919-lovene eksisterede de 2 brugstyper side om side, brugene på privat indkøbt jord efter 1899-loven og dens efterfølgere, og jordrentebrugene efter 1919-lovene. Husmanden kunne vælge. Han kunne købe jorden i det frie marked, normalt gennem en udstykningsforening og få lån fra staten svarende til 90 pct. af købesummen for jorden og udgifterne til opførelse af bygninger. Han kunne også erhverve jorden fra Jordfonden. I så fald betalte han ingen kontant købesum, men forpligtede sig i stedet til at give Jordfonden en uafløselig prioritet i jorden og betale jordrente heraf. Derudover kunne han få lån svarende til 90 pct. af byggeomkostningerne.

I 1919 kommer det jeg vil kalde virkelig landboreformer. en fortsættelse af landboreformerne i 1889. Med bortsalg af jord i offentligt eje, præstegårdsjorder og lens og stamhuses overgang til fri ejendom indledtes den i nyere tid mest omfattende omfordeling af jorden i Danmark; lovene sikrede afståelse af jord fra staten, storlandbruget (len og stamhuse) og præstegårdene til ny oprettelse af husmandsbrug. Ved Genforeningen i 1920 overtog den danske stat et antal tidligere preussiske statsejede gårde (domænegårde), og 1919-lovene fik derfor stor betydning i det sønderjyske område. Statens Jordlovsudvalg etableredes til administration af 1919-lovene med Niels Frederiksen som magtfuld formand. Jordlovgivningen byggede nu på Statshusmandsloven fra 1899 vedrørende ansøgerbetingelser og lånerammer og, 1919-lovene vedrørende at skaffe jorden til udstykning.

Om den betydning disse reformer fik på landbruget og reelt på hele den kulturelle udvikling i Danmark frem til midten af 50’erne kommer næste gang.