02-08-2021

 

Jeg har for nylig set TV2's serie Badehotellet. Den giver et interessant indblik i de mange forskellige strømninger i 1920'erne, 30'erne og 40'erne af såvel politisk som åndelig art. En af disse strømninger er en spirende interesse for naturbeskyttelse. Den brovtende forretningsmand Georg Madsen skyder en rovfugl, og forsvarer sin handling med, at disse fugle ”tager vildtet”. Rovfuglen er ganske vist en rød glente, som mestendels lever af ådsler og slet ikke er i stand til at tage en fasan. Desværre er det alene den noget nørdede Adam Fjeldsø, som bliver opbragt over udåden. Han kæmper en ensom kamp for rovfuglenes sag.

 

Hans og ligesindedes kamp blev dog lykkeligvis kronet med held. I dag er alle rovfugle i Danmark for længst fredet. At skyde en rovfugl er ikke alene en kriminel handling, men fordømmes tillige af såvel ornitologer som jægere som en afskyelig handling.

 

Vi kan i dag ryste på hovedet af og oprøres over tidligere tiders natursyn blandt jægere – et syn hvor naturen alene var til for jægernes skyld, og hvis en rovfugl blot var under mistanke for at kunne tage en fasan, så var den lovligt bytte. Desværre lever dette syge natursyn videre i nye temaer, hvor jeg i dette indlæg vil give et eksempel, nemlig ulven.

 

Ulven har nu i nogle år levet og ynglet i Danmark. Trods det at bestanden er meget lille, har den givet anledning til en voldsom polemik. Fagkundskaben fastslår ganske vist med sikkerhed, at ulven ikke er farlig for mennesker. Man kan komme ud for lidt af hvert i naturen. Man kan blive bidt af en hugorm og stukket af en hveps – begge dele kan i sjældne tilfælde vist nok være dødbringende. Man kan i stormvejr blive ramt af et væltende træ. I Sverige forekommer der hvert år sammenstød mellem biler og elge med dødelig udgang for mennesker. Sådan kunne man blive ved. Men noget af det absolut sidste man behøver at frygte er at blive overfaldet og ædt af en ulv. Det slår som sagt sagkundskaben fast.

 

Alligevel vælger mange mennesker her at tro på deres egne private fornemmelser. Og det er ikke spor bedre end de mange tåbelige konspirationsteorier: Apollo-raketten landede aldrig på månen, 11. september var planlagt af den amerikanske præsident, jorden er flad etc. Et af de mere tåbelige eksempler er en leder i Jylland-Posten, hvor den åndrige skribent stiller spørgsmålet: ”Hvorfor skal ulven løbe rundt i Danmark”. Man ved jo knap nok, om man skal le eller græde. Man kunne jo ligeså godt spørge, hvorfor der skal svømme blishøns rundt på Damhussøen? Er det måske noget byrådet i Rødovre har besluttet! Men spørgsmålet fra lederskribenten røber også, at det syge natursyn fra de tider hvor rovfuglene blev skudt lever videre. Naturen må ikke bare være der. Alt skal planlægges og være et resultat af vores beslutninger. Af ulven af sig selv er indvandret fra Tyskland til Danmark, formentlig i kraft af vi i Danmark har fået mere skov gennem årene, er forargeligt i nogles øjne.

 

Hvis man slår op på Søren Espersens (medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti) side på Facebook kan man se, at han for nylig gjorde sig tilsvarende betragtninger:

 

Det bliver da også værre og værre med de importerede ulve…!Hvorfor bliver vi dog ved med at tillade, at flokken af disse glubske bæster vokser? Og jeg gentager: Det ender galt! Danmark er bare ikke stort nok til ulve.

 

Bemærk også her konspirationsteorien om, at ulven skulle være blevet indført til Danmark. Ufatteligt at en ellers begavet mand som Søren Espersen kan få sig selv til at sige noget så dumt. Nu er det interessante imidlertid, at der i praksis faktisk hersker de tilstande i Danmark, som Søren Espersen og ligesindede ønsker. Læs her i en artikel i Kristelig Dagblad om, hvordan de danske ulve med stor sandsynlighed bliver skudt. F.eks. hedder det i artiklen:

 

Danske ulve lever livet farligt. Det fremgår ganske tydeligt af en statusrapport fra den nationale overvågning af ulve.

Mens én enkelt ulv er opført i kolonnen ”død af naturlige årsager” mellem 2012 og tredje kvartal af 2020, er 10 i samme tidsrum forsvundet af årsagen ”ukendt”. De er altså hverken udvandret, påkørt eller har så vidt vides lidt en naturlig død.

Den høje forsvindingsrate har ingen naturlig forklaring, for ifølge professor ved Aarhus Universitet, ulveekspert Peter Sunde, vil man i et tæt befolket land som Danmark så godt som altid finde kadaveret efter så stort et dyr.

”En ulv, der dør i naturen, vil før eller siden blive fundet. Det ved vi fra Tyskland. At et enkelt kadaver skulle blive overset, er måske ikke underligt, men med så mange ulve, der er formodet døde i Danmark, burde flere af dem være fundet. Dertil kommer, at dødsraten for en rask ulv ligger på ganske få procent om året, og sådan ser den procentsats ikke ud i Danmark,” siger han.

 

Det vil sikkert fryde Søren Espersen at læse artiklen. Eller en artikel om samme emne i Weekendavisen. Det er faktisk helt overflødigt at ophæve fredningen af ulven. Hvis man alligevel vil det, så mangler vi bare et forslag om på månedlig basis at lade en større hærskare af jægere finkæmme 400.000 hektar jysk skov for det tilfældes skyld, at der trods skulle være en lille håndfuld ulve tilbage.

 

I private diskussioner med venner, bekendte og kolleger er jeg ofte blevet mødt med argumentet med, at jeg jo nemt nok kan forsvare ulven. Jeg bor jo på Frederiksberg og har intet at frygte, men jeg kunne måske tænke mig at få udsat ulve i Søndermarken... Nu er spørgsmålet imidlertid, om fredningen af ulven skal ophæves. Om det er noget vi bør beslutte eller ikke kan dog ikke have noget at gøre med beliggenheden af lige netop mit hjem.

 

Man har også nævnt hensynet til landmænd med får. Og vist er det trist for en landmand en morgen at finde døde får på marken dræbt af ulve. Dertil er blot at sige, at det er et vilkår ved landbrug, at såvel afgrøder som dyr kan ende med at blive et bytte for naturen. Høns kan blive taget af ræve og duehøge, og såsæd kan blive ædt af gæs. Det må man på forskellig vis beskytte sig mod, f.eks. ved en ordentlig indhegning af dyrene. Hvis vi holder os til fårene, så er det dog slet ikke noget særligt betydningsfuldt dyr i dansk landbrug. Ifølge Danmark Statistik var der i 2020 ca. 250 landbrug i Jylland med mindst 50 får, se her. Og end ikke alle disse landbrug er vel truet af ulve. Skal hensynet til en lille håndfuld landmænd overtrumfe vores allesammens ønske om et rigt naturliv? Søren Espersen svarer formodentlig ja. Jeg svarer afgjort nej.

 

Lad os være taknemmelige over folk som Adam Fjeldsø, der for næsten 100 år siden stred striden for rovfuglene. Men lad os også i dem hente inspiration til de kampe der åbenbart stadig skal kæmpes på naturens vegne. Muligvis vil jeg i et senere indlæg skrive om det afskyelige vildsvinehegn, som for tiden skæmmer landskabet langs den dansk-tyske grænse.

10-03-2021

Det er de selvfølgelig heller ikke allesammen, heldigvis da. Men det som jeg lader mig irritere voldsomt af er deres hyppige brug af klicheer og overfrisk retorik. Jeg tror nok, at man på første dag på journalisthøjskolen lærer, at man skal begynde en artikel med konklusionen, og så siden kan man skrive om detaljerne. Og både overskrift og første sætning skal være fængende, for ellers mister man straks læseren.

 

Denne øvelse giver ofte særdeles anstrengte resultater. Således husker jeg en artikel om skilsmisser. Journalisten kom frem til denne åndrige indledning: ”Danskerne er vilde med kaffe, men de er tilsyneladende også vilde med at blive skilt”! Tænk at man kan få sig selv til at skrive noget så dumt, helt bortset fra det krænkende over for mennesker, som kom frem til, de var nødt til at træffe en smertefuld beslutning om at blive skilt.

 

Og så er der overskrifterne. I 1992 fik forfatteren Peter Høeg succes med sin bog Frøken Smillas fornemmelse for sne. I flere år derefter lånte journalisterne bogens titel, således, at hvis de f.eks. skulle skrive om en mand ved navn Peter Jensen, hvis store lidenskab var dyrkning af stikkelsbær, så fik artiklen overskriften Peter Jensens fornemmelse for stikkelsbær! Det kan være sjovt én eneste gang. Næste gang er det allerede lidt anstrengt, og herefter både dumt og pinligt. På samme måde har journalisterne lånt fra John Irvings roman Verden ifølge Garp, så man i et væk har skrevet artikler med overskriften Verden ifølge NN. Igen er det højst sjovt én gang.

 

Det som også kan irritere mig er især Danmarks Radios mani med at skulle henvende sig direkte til læseren, se her: Når hverdagen kun handler om sygdom, så laver 100 unge mad til dig og din familie. Jeg ved ikke rigtigt hvad det er udtryk for, muligvis en eller anden form for inderlighed. På mig virker det blot anmassende Jeg vil da godt læse om det sympatiske initiativ en række unge mennesker har taget, men jeg behøver ikke at blive inddraget. Nu har jeg i det hele taget aldrig sat pris på den afsindige vane med at at sige ”du” i betydningen ”man”. Jeg husker en overskrift på en artikel, der handlede om Polen og homoseksuelle. Du risikerer at blive anholdt, hvis du er homoseksuel. Vel gør jeg da ej, for jeg befinder mig ikke i Polen.

 

Det seneste eksempel på en ting fra den journalistiske front, der har irriteret mit muligvis overfølsomme sind er denne artikel på Danmarks Radios hjemmeside. Elever køber og sælger kvote 2-ansøgninger til drømmestudiet. Den med ”drømmestudiet” går igen hvert år i september med formuleringer som, at nu er pladsen på drømmestudiet sikret, så nu gælder det om at finde et sted at bo. Det er fuldstændigt ligegyldigt for historien at tale om et drømmestudium, og er igen blot udtryk for en journalists trang til at peppe sin artikel op.

 

Og for øvrigt er det jo noget slemt vrøvl at tale om et drømmestudium. Man ser for sig forelæsninger, der er så spændende, at tiden flyver af sted, og bøger og skriftlige opgaver, som på det nærmeste læser henholdsvis skriver sig selv. Den slags studier findes ikke. Og et valg af studium kan jo sagtens være et pragmatisk valg, hvor man uden større begejstring har fundet det mindst ringe.

 

Det gjaldt i hvert fald for mit eget vedkommende, da jeg i 1983 begyndte at læse statsvidenskab på Københavns Universitet. Selvom det så langt fra blev til noget mareridt – jeg blev færdig på normeret tid – så var det altså heller ingen drøm. Og for de mange som faldt fra de første uger og måneder, må der jo have været tale om en stor skuffelse. Som sagt holdt jeg ud, men navnlig de første år var der langt mellem snapsene. Og vi skulle igennem masser af matematik, statistik og i tilgift på studiets andet år et forfærdeligt fag ved navn driftsøkonomi. Det var ikke spor mere sexet end det lyder til!

 

Et studium er også dræbende kedsommelige forelæsninger. Vi husker nok alle fra skoletiden, hvordan vi kunne sidde og se på uret med få minutters mellemrum for at se hvor lang tid, der var til frikvarteret. Det gik igen i gymnasiet og såmænd også på universitetet. Så nej, ”drømmestudiet” findes ikke andre steder end oppe i hovedet på journalisterne.

 

Så kære journalister: skriv gerne levende og fængende, men skriv til os som voksne mennesker, og drop alle de forfærdelige klicheer og drop gentagelserne.

14-01-2021

Kristeligt Dagblad fortæller 13. januar, nærmest triumferende, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol minsandten har sanktioneret udvisningen af to forhærdede kriminelle, henholdsvis en pakistaner og en iraker. Det er artige sager, der kan fortælles om pakistaneren: ”Fra 2003 til 2017 fik den daværende bandeleder 13 domme i Danmark. Størstedelen handlede om personfarlig kriminalitet.” Personfarlig kriminalitet er en pæn omskrivning for afstumpede voldsforbrydelser. Det som omsider udløste en udvisningsdom var trusler mod en politibetjent.

Så er det jeg føler mig hensat i en tilstand af absurditet, og det af to grunde: For det første, at man skal op på et tocifret antal domme for grove forbrydelser før udvisning fra Danmark kommer på tale. Og for det andet hvorfor skal instanser uden for Danmark overhovedet have indflydelse på, hvem vi vælger at udvise fra Danmark? Det burde være indlysende, at når man ved Højesteret er blevet dømt til udvisning, så er sagen definitivt afgjort, og at der i hvert fald højst kan være en eventuel benådning at falde tilbage på.

Men når vi taler om udlændinge og internationale konventioner, så er der aldrig noget, der er så absurd, at det ikke kan blive endnu mere absurd. En af de udvistes forsvarer overvejer nu at indbringe sagen for Menneskerettighedsdomstolens øverste instans, som hedder Grand Chamber. Så måske får den pakistanske forbryder endnu en chance for et comeback som bandeleder i Danmark.

Jeg forudser imidlertid, at absurditeten slet ingen ende vil tage. For hvordan bliver de to forbrydere udvist? Bliver det sådan ”rigtigt forlade Danmark og aldrig komme tilbage” udvist eller bliver de blot udvist? Og med det sidste mener jeg, at udvisningerne måske aldrig bliver ført ud i livet, og at de i stedet får lov til at tilbringe livet på et udrejsecenter. Og hvor de så kan få lejlighed til at sprede utryghed i lokalområdet, da det jo utvivlsomt vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at holde dem indespærret.

Og det er en absurditet som entydigt kan henføres til, at vi indrømmer udlandet indflydelse på, hvem vi giver ret til ophold i Danmark, og hvem vi vælger at udvise for alvorlige forbrydelser.

Heldigvis har andre end Dansk Folkeparti og Nye Borgelige blik for uhyrlighederne. Fra tid til anden kan man faktisk opleve sprækker i den ellers så fundamentalistiske tilslutning til konventionerne, se her på Danmarks Radios hjemmeside for godt et år siden. Her siger Socialdemokraternes Henrik Sass Larsen:

Vi har fået os rodet ind i alle mulige internationale domstole og konventioner - nu er det vores opgave at rode os ud igen, så vi får herredømmet tilbage.

Med andre ord skal der for udlændingepolitikken gælde 100 pct. dansk suverænitet. Det kunne jeg ikke have sagt bedre. Anledningen til polemikken fra Sass Larsen er netop spørgsmålet om udvisning af kriminelle udlændinge. Danmark Radio forklarer:

Særligt sagen om Gimi Levakovic, der har fået over 20 domme i Danmark, har skabt røre. Højesteret afgjorde, at det ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, hvis han blev udvist, blandt andet fordi han har familie i Danmark.

Men selvfølgelig er ikke alle enige. En af konventionsfundamentalisterne er Venstres Søren Pind som ifølge samme artikel udtaler:

Det er et af de sidste værn, man har, når man for eksempel lever i en mærkelig tilstand, som den verden er i nu. Nogle kan sige 'hov hov' - her gælder ret på tværs af grænser.

Ja, naturligvis. Hvor var vi henne, om en voldtægtsforbryder fra Somalia kunne blive udvist? Man kunne dog måske tænke sig, at ofrene finder tingenes tilstand ”mærkelig”, måske endda absurd.

06-01-2021

Som bekendt har tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen forladt Venstre. Han fortæller om sine grunde til bruddet her:

Jeg skal ikke beskæftige mig yderligere om bruddet i dette indlæg, men jeg faldt dog over denne bemærkning i Lars Løkke Rasmussens indlæg:

Dansk Folkeparti vil melde Danmark ud af EU, Nye Borgerlige vil melde os ud af internationale konventioner, og Liberal Alliance vil – omend man fornemmer en ny, lidt mere klædelig ydmyghed – topskattelettelser så intenst, at alt andet bliver ligegyldigt. Endda en borgerlig-liberal regerings overlevelse.

Atter hører vi ønsket om brud med internationale konventioner gjort til genstand for anklage. Det bliver gjort til noget man bare ikke kan, noget hvor vi som land slet ikke har noget valg. Men vi har altid et valg, og hvis vi vurderer, at tilslutning til denne eller hin konvention er en byrde, så kan vi naturligvis vælge at skille os af med byrden.

Det er klart, at internationale aftaler kan være et gode. Hvis Norge bliver angrebet militært så har vi i kraft af vores medlemskab af NATO pligt til at komme nordmændene til undsætning, ligesom vi også kan regne med deres støtte, hvis vi skulle blive angrebet. Dermed er vi forpligtet, vi er ikke frie til at gøre hvad vi vil, men den pris betaler vi gerne, fordi vi mener, at vi drager fordel heraf. Det samme kunne vi sige om frihandelsaftaler.

Det gælder jo alle aftaler, også i det små. Vi indgår dem kun, hvis vi høster fordele. Per og Poul aftaler at se efter hinandens huse. Og netop af egeninteresse er begge parter omhyggelige med at overholde aftalen. På et tidspunkt kan det være, at Per ikke ser den store fordel i aftalen. Han kan så alligevel vælge at blive i aftalen af hensyn til det gode naboskab. Udvikler aftalen sig efterhånden til byrde og ulempe, så må vi dog regne med, at Per vælger at opsige aftalen. Han har ingen pligt til at være en engel. Han har ret til at skæve til egen fordel.

Det samme gælder internationale aftaler på udlændingeområdet. Skal vi blive i dem, skal vi have fordele deraf. Og derfor bør vi stille spørgsmålene:

  • Hvilke fordele har vi som nation ved, at folk fra mellemøstlige lande kan komme til vores land og få ret til at få deres ansøgning om asyl behandlet?
  • Hvilke fordele har vi af, at de efterfølgende kan få deres familie til Danmark?
  • Hvilke fordele giver det os, at mange af dem sidenhen skal leve af overførselsindkomster?
  • Hvilke fordele har vi af tilslutning til konventioner, som giver udenlandske voldsmænd med adskillige domme bag sig ret til at blive i vores land?

Flere spørgsmål kunne utvivlsomt stilles? F.eks. hvilke fordele vi har af at skulle behandle canadiere og syrere ens, når det gælder ret til ægtefællesammenføring, når nu integrationen af de førstnævnte erfaringsmæssigt går problemfrit, men mildest talt ikke for de sidstnævnte?

Svarene på ovenstående spørgsmål giver sig selv. Fordelene er aldeles fraværende, mens byrder og omkostninger er overvældende. Og løsningen er derfor den indlysende at vi skal af med byrderne, vi skal ud af de konventioner, som forhindrer os i at gøre det rigtige.

Det betyder, at man ikke længere kan stille ved vores grænse og ved hjælp af det magiske ord asyl kunne komme ind og få sin sag behandlet. Og sniger man sig alligevel illegalt over grænsen, så skal man vide, at det absolut bedste man kan gøre sig håb om er en seng at sove i og tre daglige måltider mad. Man får ikke egen bolig, man får ikke arbejde, og man får ikke sin familie til Danmark.

Naturligvis skal alvorlige forbrydelser begået af udenlandske statsborgere altid føre til ubetinget udvisning.

For ægtefællesammenføringer skal der gælde lempelige regler for vestlige lande og visse sydøstasiatiske lande, men strengere regler for mellemøstlige og afrikanske lande.

Og dog kunne vi alligevel stadig vælge at yde stor hjælp til flygtninge. Vi kunne forøge hjælpen massivt til nærområderne med basale fornødenheder. Og vi kunne tage imod et vist antal kvoteflygtninge, som oftest er meget ringere stillet end ham, som ved at betale en menneskesmugler kan skaffe sig vej til Danmark.

Så hvad er det i grunden vi tøver efter? Naturligvis skal vi ud af internationale konventioner, når disse udgør byrder og ingen fordele har at tilbyde.

17-09-2020

Sidste år havde vi folketingsvalg, som meget kom til at dreje sig om klimaet. Igen og igen blev der krævet ”handling nu”. Så meget desto mærkeligere var det, at da Pernille Vermund fra Nye Borgerlige foreslog et tiltag, som virkelig kunne batte noget, nemlig indførsel af atomkraft, så udeblev debatten fuldstændigt. Måske er ikke alle problemer med sikkerhed og atomaffald løst. Jeg er ikke ekspert på området, men blot finder jeg det aldeles forrykt, at spørgsmålet om atomkraft på det nærmeste er forvist fra debatten.

 

I stedet taler man meget gerne om den såkaldte grønne energi, der bare ofte ikke er spor grøn. Der er f.eks. intet grønt ved at brænde træ af i kraftvarmeværker. Det er gang på gang blevet påvist, f.eks. i artikler i Weekendavisen af nordmanden Jon Hustad, se f.eks. 4. september, 2020, første sektion, side 4. Det samme blev påvist af den kontroversielle filminstruktør Michael Moore i filmen Planet of the Humans, som han straks gjorde tilgængelig på youtube. Moore blev mødt med fordømmelse og vrede, men ikke argumenter. Denne grønne energi er en hellig ko. Det samme kunne siges om el-biler, hvis grønhed jo også kan betvivles, for hvad med den strøm, som skal produceres til bilerne, og hvad med batterierne, som skal fremstilles af sjældne metaller?

 

Så hvad ligger der bag al den ”handling nu”? Hvad er det vi kan og skal gøre? Det er i hvert fald den store gåde for mig. I samme udgave af Weekendavisen som nævnt ovenfor, er der i sektionen IDEER, side 8-9 en artikel om effekten på klimabevidstheden ved at skræmme borgerne. Får skrækkampagner os til at blive bevidste eller snarere til at vende ryggen til problemerne? Jeg faldt over en interessant detalje i artiklen: en svensk professor ved navn Åsa Wettergren har gjort den opdagelse, at mange folk kan blive vrede, når de stifter bekendtskab med mennesker, som rent faktisk har foretaget forandringer i deres liv, som f.eks. at skille sig af med deres bil og droppe flyrejser. Det er som om, det virker provokerende, når nogle ligefrem vælger at tage sagen i egen hånd. Det bekræfter sjovt nok en iagttagelse forfatteren Bo Bjørnvig gjorde i samme avis tidligere på året. Som ikke-bilist, fortæller han, bliver han mødt med dybt forundrede spørgsmål, grænsende til forargelse, over hvordan han dog kan leve sit liv uden en bil.

 

For netop bilen synes at være helt uden for diskussion, selv hos de klimabevidste. Den kan og skal man bare ikke undvære. Der findes beretninger om gymnasieelever, som kører til skole i deres egen bil. Forleden var der en sag fra Århus Universitet om, at de studerende har svært ved at finde en parkeringsplads til deres bil, når de skal til forelæsninger. Hvad med at tage, bus, tog eller måske endda cyklen?

 

Og så er der flyrejserne. I disse corona-tider er vi mange, som har lært, at man så glimrende kan holde møder på Skype og Zoom. Så kunne vi håbe på, at alle embedsmandsmøder i EU i fremtiden kan blive holdt på denne måde, så vi kan spare flyrejserne, hoteller og diæter. Vi udleder dermed mindre CO2, og vi sparer udgifter for skatteyderne. Imidlertid forudser jeg allerede indvendingerne: den personlige kontakt er også af betydning, snakken med den svenske og hollandske kollega i en kaffepause kan være nyttig og interessant. Og det kan selvfølgelig være rigtigt nok. Men blot fordi der nu kan tænkes at være en eller anden marginal fordel ved et fysisk møde, skal det så død og pine også gennemføres helt uden hensyn til miljø og økonomi? Når vi alle kræver vores eget lille område fredet, det være sig privat eller professionelt, så skal det jo gå galt.

 

Og så er der de mindre ting, men jeg synes jeg har hørt, at man skal regne det hele med. At Danmark kun står for en promille af hele verdens CO2-udledning fritager os ikke fra et ansvar, bliver der sagt. Men så må vi jo også hver især gøre vores, hvor vi kan. Men også her har jeg svært ved at få øje på en indsats. Hvad med alle de benzindrevne haveredskaber, som tilmed støjer og er til gene for naboerne. Men det er vist nu om stunder helt umuligt for en haveejer at benytte en hånddrevet græsslåmaskine eller en gammeldags hækkesaks. For øvrigt kunne man jo også overveje blot at lade haven gro til, for så ville man jo yde sit til biodiversiteten. Men den tanke kan vist heller ikke tænkes.

 

Og sådan kunne man blive ved ved. Hvad med de cigaretskod, som folk smider alle vegne, og som bidrager til plastikforureningen. Det er ikke kun skumle bølletyper, som står for uvæsnet. Det er også pæne bedsteborgere, som betaler enhver sit, og aldrig kunne drømme om at stjæle eller køre spirituskørsel. Og det er flinke unge mennesker, der sikkert passer deres studier eller arbejde. Og som måske går til demonstrationer til fordel for klimaet med krav om ”handling nu”.

 

Lad os få handling nu, jeg er ikke uenig. Men handlingen kan og skal vi selv stå for. Hvem ellers? Der er faktisk ikke andre end os selv til at skrue ned for unødvendig transport og unødvendigt forbrug.