14-09-2018

Nye Borgerliges formand Pernille Vermund er kommet under stærk beskydning fra en række politikere fra blå blok, se her fra Berlingske 13/9.

Synspunktet er, at Nye Borgerliges betingelser for at støtte en regering er urealistiske og kan ende med at bringe Mette Frederiksen til magten.

Disse betingelser er:

  • Stop for asyl, flygtninge skal hjælpes i nærområderne.
  • Udenlandske statsborgere som begår kriminalitet skal udvises.
  • Udenlandske statsborgere med ophold i Danmark skal gennem arbejde kunne forsørge sig selv.

Jeg kan absolut intet rabiat se i disse krav. Pernille Vermund har da også i et svar i Berlingske i dag påvist, at kravene tværtimod er særdeles jordnære og udtryk for sund fornuft og anstændighed.

Men bortset fra det, så tyder de borgerlige politikeres skingre retorik meget stærkt på dårlig samvittighed. De har malet sig selv op i et hjørne, hvor de hårdnakket forsvarer overstatslige konventioner og hensynet til at stå sig godt med Tysklands Angela Merkel. Disse hensyn kommer til at stå over danskernes krav på sikkerhed i eget land, når selv alvorlige voldsforbrydelser ikke kan straffes med ubetinget udvisning fra Danmark.

At påvise den slags åbenlyse urimeligheder er imidlertid ifølge Venstres Bertel Haarder ”plat lavpolemik ” og ”skældsord uden indhold”. Så har man hørt det med.

Som sagt: Det må og kan kun være udtryk for dårlig samvittighed. For et eller andet sted så må en begavet mand som Bertel Haarder da kunne se det urimelige i, at vi f.eks. i kraft af retten til at søge asyl belønner de migranter som kan fægte sig vej til Danmark ved at betale en menneskesmugler, men lader resten sidde fast i overfyldte flygtningelejre.

Han må vel også kunne se det urimelige i, at domstolene gang på gang idømmer betinget udvisning til kriminelle udlændinge, mens i øvrigt hæderlige mennesker må forlade Danmark, hvis de stiller blot én dag for sent i Udlændingestyrelsen.

Men Bertel Haarder og med ham de øvrige borgerlige politikere formår ganske enkelt ikke at nå frem til den simple erkendelse, at når de elendige internationale konventioner forhindrer os i at gøre det rigtige, så skal disse konventioner naturligvis flås i stumper og stykker.

I kan læse nærmere her om en dansker ved navn Uffe Hellsten, som ikke kunne få sin amerikanske hustru til Danmark. Omstændighederne kan I læse nærmere om i artiklen, men de drejer sig kort fortalt om, at Danmark havde en regel ifølge hvilken, udenlandsdanskere under visse betingelser kunne få deres udenlandske ægtefælle med til Danmark. En regel som imidlertid blev underkendt af domstolen i Strasbourg.

»Det er enormt svært at forsvare, at hans (Uffe Hellstens, red.) familie skal ud, mens sigøjnerbossen skal blive,« sagde Naser Khader (K) med henvisning til sagen om den kriminelle kroat Gimi Levakovic.

Og det har Naser Khader selvfølgelig ret i. Det er umuligt at forsvare det fuldstændigt forrykte i, at vi ikke selv bestemmer hvem, vi vil give ophold i Danmark, og hvem vi ikke vil. Men Naser Khaders tomme retorik er bare så forbandet trættende. For når dagen er omme, så er det altså den politik man rent faktisk forsvarer, når man har det syge princip, at der intet er over og intet ved siden af overstatslige konventioner. Naser Khaders udtalelser kommer mest af alt til at tage sig ud som krokodilletårer.

Mange af de såkaldte udlændingepolitiske stramninger i de seneste år har mest af alt har haft karakter af chikane af danske statsborgere med udenlandske ægtefæller. Man har med lys og lygte set sig om efter muligheder for stramninger, som ikke ville stride med konventionerne. Med regeringsskiftet i 2001 fik vi de meget rimelige regler for at få en ægtefælle fra udlandet til Danmark: 24-års-reglen, krav om at parret råder over egen bolig og krav om den danske parts evne til at forsørge sin ægtefælle.

Men efterhånden blev det svært at finde på noget nyt, som rigtigt battede noget. Derfor fik vi f.eks. i 2011 indført det såkaldte pointsystem med krav om, at den udenlandske ægtefælle skulle opfylde nogle krav om uddannelse og erhvervserfaring. Krav som ville betyde, at en dansk mand i glimrende økonomiske omstændigheder aldrig ville kunne gifte sig med en bondepige fra Ukraine, fordi hun ikke ville have en kinamands chance for at dokumentere sine erhvervserfaringer fra sit hjemland. (Pointsystemet nåede kun at få en kort levetid, da blev afskaffet igen allerede i 2011).

Ved samme lejlighed hævede man kravet om garantistillelsen fra ca. 60.000 til ca. 100.000 kroner. En garantistillelse er et beløb, man skal indsætte på en spærret konto som betingelse for at opnå opholdstilladelse til ens udenlandske ægtefælle. Kommunen har så ret til at hæve beløbet under visse omstændigheder. Det finder imidlertid så godt som aldrig sted, så det er uinteressant at hæve beløbet. Der var tale om en stramning for stramningens egen skyld, hvorved man kunne demonstrere potens og handlekraft.

Det er den slags pseudoløsninger, som det ifølge Pernille Vermund og Nye Borgerlige skal være slut med. Inderst inde indser Bertel Haarder, Inger Støjberg og alle de andre borgerlige politikere nok deres egen uformåenhed, men så meget desto mere ondt gør det at se den udstillet og påvist eftertrykkeligt. Derfor reagerer de med skældsord. Og derfor har de ikke ret meget andet at byde på end at sige, at det da står bedre til i Danmark end i Sverige.

Enig, men da Sverige også efterhånden på det nærmeste er en nation i opløsning, så er det ærligt talt ikke meget at prale af. Vi får også svenske tilstande i Danmark, hvis vi blot lader stå til fremfor at flytte magten over Danmark væk fra Strasbourg og tilbage til vores eget land.

06-06-2018

Weekendavisen har i 18. maj i år på side 4 en artikel om Sverige ”Ud af fornægtelsen”. Artiklen handler om, at virkeligheden så småt er ved at indhente det politisk korrekte Sverige, hvor man i lang tid stædigt har fastholdt, at der ikke knytter sig det mindste problem til indvandring fra mellemøstlige og nordafrikanske lande. Kun kulturel berigelse og økonomiske fordele.

Hovedpersonen i artiklen er en politimand ved navn Mustafa Panshiri, selv indvandrer fra Afghanistan. Og åbenbart med et klarsyn langt større end hos mange indfødte svenskere. Historien tager sit afsæt i et besøg hos et svensk ægtepar, som havde påtaget sig rollen som plejeforældre for et ”flygtningebarn”:

Det var en bizar situation. Jeg tror, at han var mindst 35 år. Det var en mand, ikke en dreng, og han var ældre end mig.

Videre hedder det i artiklen:

Ifølge Mustafa Panshiri har den massive indvandring slået skår i Sveriges selvbillede og bragt konsekvenserne af indvandringen frem på dagsordenen. Situationen med det voksne barn vidner om svenskernes generelle forhold til flygtninge… Viljen til at hjælpe er stor, men når flygtningene ikke opfører sig som forventet, sætter en form for selvfornægtelse ind.

Panshiri har fået udgivet en bog ved navn ”Det lilla landet som kunde” skrevet sammen med en satiriker ved navn Jens Ganmann.

Resten af artiklen bekræfter så stort set hvad man ved i forvejen om Sverige med no go zoner og tårnhøj kriminalitet blandt indvandrere. Men også den omfattende benægtelse blandt politikere, journalister og debattører.

Mit bud er, at selvom en erkendelse er ved at indfinde sig i Sverige, så er der stadig et godt stykke vej til en egentlig ærlig og åben debat.

Og det kender vi jo også fra Danmark. Vi har også i vores debat et rigt mål af benægtelser, fortielser og bagatelliseringer. Vi kender alle beretningerne om ”unge mennesker” eller ”teenagere”, som f.eks. hærger og terroriserer et butikscenter. Kradser man bare lidt i overfladen, så viser det sig, at disse ”unge mennesker” er indvandrerdrenge fra mellemøstlige lande. Ligesom det for et par år siden kom frem, hvem det er som generer studenterne, når de fejrer deres eksamen ved på skift at besøge forældrene.

Stadig kan man dog finde på at tale om denne type problemer, som om de kunne hidrøre fra hvem som helst. Et eksempel herpå er en artikel på Danmarks Radios hjemmeside om vold mod lærere i folkeskolen.

Det er artige sager en kvindelig lærer på Guldbergskolen i København kan berette om:

Hun fortæller om et stigende antal eksempler, hvor hun har været centrum for en elevs raseri. Elever, som kaster med møbler eller sakse …, elever med verbale angreb, som også slår eller sparker, spytter eller river bøger i stykker. Det kan gå fra 0 til 100 på et splitsekund.

Og dog så nævnes etnicitet ikke med et eneste ord i artiklen. Saksekasteren kan altså ligeså vel hedde Frederik som Hasan, må man forstå. Og det er måske også tilfældet (selvom jeg mere end tvivler), men det kan man jo ikke vide, hvis spørgsmålet end ikke må stilles.

Min klare formodning er, at de voldelige elever er indvandrerdrenge, som ikke er blevet opdraget til at respektere danske autoriteter i almindelighed og kvindelige lærere i særdeleshed. Det bekræftes i hvert fald af lignende erfaringer fra tyske skoler med mange muslimske børn, se dette indlæg på min blog.

Et endnu mere ekstremt tilfælde af benægtelse finder vi i Weekendavisen 9. maj 2018, side 2. Forfatteren og journalisten Knud Lindholm Lau har skrevet en bog ”Bare Fordi At”, som øjensynligt handler om faren ved en vidt udbredt fjendtlig tone over for muslimer. Det kan for så vidt være sympatisk nok at fremhæve. Vi er mange, som klart ser problemerne med muslimsk indvandring, men som ikke af den grund ønsker at lægge muslimer i bred almindelighed for had.

Men hvad med det had der udgår fra muslimer mod jøder? Det er et fænomen, som er veldokumenteret til overmål, og som man f.eks. kan læse mere om her. Og derfor er det jo også åbenlyst, at mordet på Dan Uzan ved den jødiske synagoge 14. februar 2015 begået af Omar Hussein var begrundet i jødehad. Men forholdt denne indlysende kendsgerning vælger Knud Lindholm Lau at spille idiot, da muslimsk forfølgelse og had mod jøder åbenbart ikke passer ind i hans politisk korrekte regnskab.

Blev Dan Uzan skudt fordi han var jøde?

Det er muligt, men jeg ved det ikke. Det (attentatet) rettede sig mod et ytringsfrihedsarrangement og en synagoge, men jeg ved ikke hvad hans (Omar Hussein) motiv var, for jeg har ikke set det afdækket. Jeg aner ikke hvad jeg skal sige til det.

Og blev Finn Nørgaard skudt i Krudttønden samme dag, fordi han talte ved et arrangement om ytringsfrihed?

Jeg ved det vitterligt ikke, andet end at det er så forfærdeligt.

Omar Hussein blev som bekendt efter de to drab på Finn Nørgaard og Dan Huzan dræbt i en skudveksling med politifolk. Hvis man meget gerne vil - og Knud LindholmLau synes fuld af god vilje dertil! – så kan man da godt betvivle jødehad og modstand mod ytringsfrihed som den udløsende faktor til ugerningen. Vi kan jo rigtigt nok ikke gennemlyse en død mand, og med sikkerhed opnå klarhed om hans tanker i timerne inden hans død.

Det er så dette aldeles teoretiske spillerum for tvivl, som Knud Lindholm Lau helt grotesk vælger at gribe fat i. Som sagt: det er at spille idiot for at slippe for at tage stilling til det, der ikke passer ind i ens dagsorden.

I dette indlæg på min blog om forfølgelse af kristne flygtninge på vores asylcentre giver jeg et par lignende eksempler.

Hvis alt andet glipper, så hedder den sidste udvej altså: Spil idiot!

10-04-2018

En præst ved navn Julie Damlund har på Kristeligt Dagblads debatsider 4. april i år et indlæg, som skarpt går i rette med Socialdemokratiets tanke om at flytte asylbehandlingen væk fra Danmark og til et eller flere modtagecentre i udlandet.

Hun kalder tanken kuldegysfremkaldende, fordi ”de mennesker, der således fordeles, fratages deres ansigter og deres livs fortælling. Det menneskelige møde i kød og blod tages bevidst ud af ligningen.”

Jeg skal ikke forfølge denne diskussion nærmere i dette indlæg. Så vidt jeg har forstået, så er idéen under alle omstændigheder særdeles vanskelig at gennemføre, måske umulig, fordi man ikke kan finde det land, som vil lægge grund til nogle sådanne modtagecentre.

Julie Damlund gør sig imidlertid videre nogle tanker om indvandringen til Danmark, som hun ikke kan se noget problematisk i. Hun fortæller f.eks. om sin søns børnehave:

Jeg har ikke tal på, hvor mange forskellige etniske baggrunde, der samles hver dag på Alfestuen, når der er morgensamling ... Men børnehaven er så dansk som noget. Der er intet udansk ved sommerfesten, fødselsdagsfejringerne, fastelavnsrisene, risengrøden og alle sangene, som … stort set er de samme, som jeg selv sang, da jeg gik i børnehave.

Og videre:

Det er klart, at indvandringen medfører forandringer i gadebilledet og i kulturen. Vi skal vænne os til, at samfundet rummer minoriteter, og den tilvænning kræver samtale…. Men er ikke-forandring virkelig et mål i sig selv? Og er vi mindre danske, fordi vi kan sige inshallah og spise med pinde? Hvor er de store strukturelle forandringer, der tåler sammenligning med en Reformation eller en Grundlov? Jeg kan ikke få øje på dem.

Ved lidt googling, så har jeg fundet ud af, at Julie Damlund har sit embede ved Taksigelseskirken på Østerbro. Tidligere har hun virket som præst i Gentofte kirke. Hvis hun har sin private adresse et lignende sted – hvad jeg dog ikke ved noget om –så er det klart, at hun kun kan få øje på de interessante og pæne sider af indvandringen. Og ja, vist kan det da virke berigende at se andre mennesker i gadebilledet end os nordboere, hvad enten det så er mennesker med asiatisk, sydlandsk, mellemøstligt eller afrikansk udseende. Vist kan det være en god ting, at vi kan købe eksotiske krydderier i små butikker ejet af indvandrere. Det kan være spændende at tale med folk med anden national baggrund end dansk og folk med en anden tro end den evangelisk-lutherske kristendom. F.eks. har min frisør på Nørrebro fortalt mig om borgerkrigen i Libanon, som han oplevede i sin barndom.

Selv bor jeg på Frederiksberg, så hvis jeg alene skulle dømme ud fra, hvad jeg ser, hvor jeg færdes, så ville indvandring også kun være noget med søde au pair piger fra Filippinerne, flinke grønthandlere og velopdragne indvandrerdrenge, som spiller fodbold med danske drenge.

Hvis det virkelig var det hele, så er jeg sikker på, at vi danskere sagtens kunne gå med til et forandret gadebillede. Og jeg er sikker på, at vi også gladeligt tog imod så mange flygtninge, det skulle være, hvis opgaven alene bestod i at skaffe indkvartering, hvorefter flygtningene stille og roligt gled ind i det danske samfund og fandt plads på arbejdsmarkedet.

Virkeligheden er jo blot en anden. De barske realiteter fortæller om massive problemer med integrationen af indvandrere fra mellemøstlige og nordafrikanske lande, også fra anden og tredje generation. Det gælder ringe danskkundskaber, lav deltagelse på arbejdsmarkedet og en stærk overrepræsentation i kriminalstatistikken.

Det er alt sammen kendsgerninger, og ikke vrangbilleder udløst af fordomme og fremmedangst eller hvad det nu er, man fra visse sider plejer at diske op med.

Hvad der ville ske, hvis vi ubekymret fulgte anvisningerne fra Zenia Stampe og Uffe Elbæk, det får vi ironisk nok en lektion i i den samme udgave af Kristeligt Dagblad.

Avisen bringer en artikel på forsiden med overskriften Tyske skoler kæmper med jødehad og hetz mod kvinder. Det er rædselsvækkende tilstande, der hersker på skoler, hvor et flertal af børnene kommer fra muslimske lande:

Boykot af kvindelige lærere, trusler mod jødiske elever og skolegårde med private vagtværn … Det er problemer, som i stigende grad plager tyske skoler med en meget høj andel af elever med indvandrerbaggrund. Sådan lyder advarslen fra blandt andre formanden for Det Tyske Lærerforbund (DL), Heinz-Peter Meidinger, efter at tyske medier for en uge siden kunne berette, at en jødisk pige på en folkeskole i Berlin er blevet truet på livet af muslimske klassekammerater, ”fordi hun ikke tror på Allah”. Eleverne skal også have vist pigen en henrettelsesvideo fra terrorbevægelsen Islamisk Stat.

Senere i artiklen kommer det frem, at det er almindeligt, at kvindelige lærere på tyske skoler bliver overdænget med skældsord som ”tæve”, og det er ikke kun et enkeltstående tilfælde, men derimod en del af hverdagen. Tilsvarende beretninger kan man høre fra Sverige, se her. Men også i Danmark? Ja, også i Danmark, se her.

Se, det er så den anden side af indvandringen. Den side, der gør, at vi er mange som ikke kan dele Julie Damlunds frejdige optimisme. Vi har heldigvis endnu ikke nået tyske, svenske og franske tilstande i Danmark. Men hvorfor satse på, at man pludselig knækker koden, når det gælder integrationen af indvandrere fra de muslimske lande? Lad os da arbejde for, at Danmark forbliver et forholdsvist trygt og frit samfund, og at problemerne – som vi jo sandt for dyden også har i Danmark – forbliver på et niveau, som vi måske kan kalde tåleligt.

Tanken om at vi alle sammen, uanset nationalitet og religion, kunne leve side om side i et berigende fællesskab viste sig ikke at holde stik. Det har erfaringerne fra Tyskland og Sverige vist til overmål. Det er jo netop ikke blevet til fællesskab, men derimod ”dem og os” for fuld udblæsning. Uanset hvor nidkært man end har vogtet over den gode tone.

23-02-2018

Februar er ved at rinde ud. Det er en rar måned, kan i hvert fald være det. Vi kan se, at dagene er blevet længere. Vi kan skimte foråret. Og mere prosaisk, så har februar kun 28 dage, så der er ikke så lang tid til næste lønningsdag, som der ellers er.

Men som bekendt har februar ikke altid 28 dage. Hvert fjerde år har måneden nemlig 29 dage. Begrundelsen kan I læse nærmere om her. Jorden er ca. 365 døgn om at gå rundt om solen, men også kun ca. Man skal lægge omtrent et kvart døgn til. Derfor har man vedtaget, at vi hvert fjerde år skyder en ekstra dag ind, for ellers ville vi efterhånden skulle fejre Sankt Hans i snevejr og jul i bagende solskin, og vi ville måske også få alvorligere problemer end blot dét.

Den 29. februar falder i alle år, som kan deles med fire. Vi kalder disse år skudår. Det er de samme år, hvor der afholdes De Olympiske Lege, så det er nemt at huske. Dog er der en lille krølle på den regel: Hvis året er deleligt med 100, så vil den 29. februar kun forekomme, hvis året tillige også er deleligt med 400. Således havde vi den 29. februar i 2000, men ikke i 1900. Ej heller vil den 29. februar forekomme i 2100, men det er jo kun forundt de yngste af vores medborgere at komme til at opleve det. Det vender jeg tilbage til.

Nu må det nødvendigvis efter statistikkens love ske, at der bliver født børn den 29. februar. Sæt nu der f.eks. blev født en dreng den 29. februar 1976. Vi kan kalde ham Anton. Det har i og for sig ikke nogen konsekvenser, at han blev født netop den 29. februar. Antons forældre kunne blot, mens han var barn, vælge at holde fødselsdagen 28. februar eller 1. marts i ikke skudår. Og nu da Anton er blevet voksen, bestemmer han jo selv.

Dog kan man gøre en ganske pudsig betragtning gældende. Første gang Anton oplevede en 29. februar efter sin fødsel var i 1980, anden gang i 1984, indtil dagen forekom for tiende gang i 2016, som er det seneste skudår vi har oplevet. Hvori består det pudsige? Jo, man kan nemlig hævde, at Anton, skønt han har alle en voksen mands kendetegn, kun er ti år gammel, siden han nu efter sin fødsel i 1976 kun ti gange har oplevet forekomsten af den 29. februar. Se, det er jo mere end almindeligt sjovt. Det er intet mindre end hysterisk grinagtigt.

Hvis I skulle være så heldige at have Anton som kollega, så har I nu hvert år muligheden for at lade jeres vid spille. Når den 28. februar oprinder – det er i år en onsdag – så skal I så snart I møder Anton om morgenen komme med en replik i stil med:

”Hej Anton, tillykke med fødselsdagen. Nå nej, det er jo ikke din rigtige fødselsdag, ha, ha, ha. Du har jo kun fødselsdag hvert fjerde år, ha, ha, ha. Hvor gammel er det egentlig du er, ha, ha, ha. Er du begyndt i skolen, ha, ha, ha”. Etc., etc.

Det er meget vigtigt, at I griner højt, for at disse åndrigheder kan tage sig så meget desto mere vittige og originale ud. Hvis nye kolleger er kommet til i det seneste år, så skal I meget omhyggeligt forklare dem hvilken ejendommelighed, der knytter sig til Antons fødselsdag. Det med at Anton ”kun har fødselsdag hvert fjerde år” kan ikke gentages tit nok, og det skal naturligvis helst ske, mens Anton også hører på, så han ikke går hen og glemmer, at den 29. februar kun forekommer hvert fjerde år. Der er naturligvis ikke noget i vejen for at bore yderligere i den sjove fødselsdag i dagene derefter; det kan dog godt være, at I så efterhånden skal holde inde.

Men så kan I jo vende tilbage med fuld styrke til næste år, hvor den 28. februar falder på en torsdag. Efter et helt år vil de samme morsomheder tage sig aldeles nye og overraskende ud, så fornyelse fra jeres side er helt overflødig. Det er en stor behagelighed, når man skal være morsom. Dog kan I få et tip med på vejen. Når vi kommer til 2028, som jo er et skudår, så vil Anton opleve en 29. februar for trettende gang efter sin fødsel i 1976. Og så kan I more jeres kolleger med, at Anton nu omsider er blevet teenager! Alle vil med garanti få ondt i maven af grin.

Sæt nu imidlertid, at Anton ikke er født 29. februar 1976, men derimod 29. februar 2012. Han skal så begynde i 0. klasse efter sommerferien – det som i min barndom hed børnehaveklassen. Så kan morsomhederne kredse om, at Anton nok hellere må blive i vuggestuen, måske patter han stadig hos sin mor, og han går sikkert også med ble. I kan utvivlsomt selv finde på andre sjove indfald.

Anton vil så blive forberedt på, hvad han har i vente fra nu af og resten af sit liv. Når han når sit livs aften, bliver det endda endnu sjovere, selvom man knap skulle tro det muligt. Hvorfor det? Jo, som jeg før fortalte, så forekommer den 29. februar ikke i 2100, når Anton fylder 88 år. ”Nå nej, kun 22 år, ha, ha, ha. Nå nej, ikke engang 22 år, ha, ha, ha. Anton er stadig kun 21 år gammel, ha, ha, ha.” Han må lide den tort, at han nu må vente endnu fire år på, at han har ”rigtig fødselsdag”.

Vi må regne med, at hele plejehjemmet dør af grin, men så er ældrebyrden jo blevet dét mindre i Antons kommune. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Jeg ønsker mine læsere et dejligt forår.

07-02-2018

Sidste år kort før jul bragte Kristeligt Dagblad en forsideartikel med den triumferende overskrift:

Julegudstjenesterne er blevet et flagskib for kulturkristendommen

Avisen skriver:

Dagen er vokset til folkekirkens største folkelige succes. Og når kirkerne i morgen slår dørene op til julegudstjenester, regner næsten en fjerdedel af befolkningen, 24 procent, med at dukke op, lyder svaret i en meningsmåling, Kristeligt Dagblad har fået foretaget af analyse-instituttet YouGov blandt et repræsentativt udvalg af danskerne.

Lektor i praktisk teologi ved Københavns Universitet Hans Raun Iversen siger til avisen:

Danskerne synes, at folkekirken kan noget. Og de gode oplevelser i kirkerne, blandt andet til julegudstjenesterne, er en vigtig grund til, at mange med stor frejdighed vil kalde sig kulturkristne. Det er denne gode kontakt til kirken, der er selve motoren i kulturkristendommen.

Selv blev jeg nærmest noget forstemt, da jeg læste artiklen. Og det er naturligvis ikke fordi jeg har ondt af, at folk har en god oplevelse ved at gå til julegudstjeneste. Dog vækker det min forundring, at så mange danskere år efter år går i kirke for at høre beretningen fra Lukas-evangeliet om Jesu fødsel, men åbenbart ikke er spor nysgerrige efter at høre fortsættelsen, høre hvad Jesus sagde og gjorde som voksen. Men lad det ligge i denne omgang. Nej, min forstemthed skyldes denne tilføjelse til ”kristen” i form af ordet ”kultur”, som mange synes de er nødt til at bruge.

Hvad i djævelens skind og ben vil det sige at være kulturkristen? Og hvordan kan man ellers være kristen? Jeg synes jeg har hørt, at det betyder, at man tager den kultur til sig, der følger af, at Danmark i 1.000 år har haft kristendommen som flertallets religion. Hvad ellers? Det er jo så selvfølgeligt, at det nærmest er overflødigt at nævne. Undtaget herfor er vel kun gruppen af indvandrere, og deres efterkommere, hvoraf mange jo i øvrigt har en anden religion end kristendommen. Så hvorfor ikke blot kalde sig kristen, hvis man da ellers er døbt og ikke har sluttet sig til en anden religion?

Den eneste måde man kunne fylde begrebet kulturkristendom med mening er at forestille sig, om man kunne være kristen, men ikke kulturkristen. Er det muligt? Ja, hvis man bliver døbt med den kristne dåb, men er vokset op i et land, hvor kristendommen står svagt, så har man ikke fra sin barndom opnået en fortrolighed med nogen kristen kultur. Det er der eksempler på i Danmark, f.eks. blandt iranske indvandrere. De kan dermed ikke kaldes kulturkristne. De kommer fra et land, hvor islam er den altdominerende religion, og naturligvis gennemsyrer kulturen dér. Modsat de fleste af os andre i Danmark. Vi har modtaget den kristne dåb, og er dermed selvsagt kristne. Og det gælder uanset inderligheden af vores personlige tro, uanset hvor hyppigt vi går i kirke og uanset hvor hyppigt vi beder og læser i Bibelen. Men da vi tillige er vokset op i et land, hvor kristendommen har domineret som religion i århundreder, så er vi uvægerligt blevet påvirket af den kristne kultur, og man kunne derfor kalde os kulturkristne.

Men det er jo ikke i den betydning man sædvanligvis bruger begrebet. Og det lider endvidere også af den svaghed, at man netop ikke nævner hvad kulturkristendommen står i modsætning til. Det giver kun mening at tale om nordsjællændere, fordi der også bor mennesker i det sydlige Sjælland. Og det giver kun mening at tale om kemiingeniører, fordi der også findes andre slags ingeniører.

En nordsjællænder kan naturligvis ikke have problemer med at blive kaldt sjællænder, og en kemiingeniør vil ligeledes ikke se noget galt i at blive kaldt ingeniør.

Så har en kulturkristen vel heller ikke noget imod at kalde sig selv kristen, så meget mere som vi har set, at tilføjelsen af ordet kultur så godt som ingen mening tilføjer? Eller hvad? Det er netop her min forstemthed bliver vakt. Jeg aner i ordet en distance til kristendommen. En måde hvorpå man kan tillade at kalde sig kristen uden at blive rød i hovedet. Og hvor man godt kan gå i kirke til jul, men ellers ikke, for dertil rækker frejdigheden ikke.

Forfatteren Mogens Wenzel Andreasen fortæller i sin humoristiske roman Leila, min Leila om en yngre mand ved navn Eskild. Eskild mister sin hustru Leila, da hun afgår ved døden efter få måneders sygdom. Tabet får ham til at få øjnene op for troen, og han overvejer også at gå i kirke. Det kan han dog trods alt ikke bekvemme sig til. Tænk hvis han møder nogen han kender på vej ud af kirken! Han forestiller sig spørgsmål i stil med ”Hvad er den af, Eskild? Er du gået hen og blevet hellig?” 

Jeg var ikke selv i kirke sidste år den 24. december. Jeg har faktisk aldrig været til en julegudstjeneste. Jeg var derimod i kirke Anden Juledag, som også bliver kaldt Sankt Stefans Dag efter den første kristne martyr, som blev stenet til døde for at bekende troen på Kristus. Man kan læse beretningen i Det Nye Testamente i skriftet Apostlenes Gerninger. Mon Stefan tænkte på at kalde sig kulturkristen!? Beretningen bør minde os om, at det ikke alle steder i verden er risikofrit at praktisere sin kristne tro. Læs her om hvordan der i Nigeria og Ægypten i december sidste år blev myrdet ca. 100 kristne. Kristne, der altså i lighed med Stefan døde for deres tro. Mildest talt en større risiko end at få spydige spørgsmål af venner og bekendte. Det sætter tingene i relief, og gør ordet kulturkristendom så meget desto mere flovt og sølle.

En anden tekst der blev læst op fra Det Nye Testamente Anden Juledag var dette afsnit fra Matthæus-evangeliet, kapitel 10:

Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.

Hvilket spillerum er der her for en lusket tilgang til kristendommen med forbehold og krydsede fingre? Jeg ser intet.