05-02-2020

 

Det bliver ofte begrædt, at så mange danskere efterhånden kun kan begå sig på ét eneste fremmedsprog, nemlig engelsk, og ikke tysk eller fransk. Kristeligt Dagblad har i de seneste år skrevet flittigt om problemet, se f.eks. her.

 

Det er et ondt problem, som er selvforstærkende, for når så få lærer tysk i gymnasiet, så bliver der naturligvis også færre til at vælge sproget på universitetet.

 

I artiklen lyder det:

 

I år blev der eksempelvis optaget 23 på tyskstudiet ved Københavns Universitet, 6 på Aalborg Universitet og 29 på Aarhus Universitet. Samlet er optaget på humaniora siden 2013 faldet med 29 procent. Dermed kan optaget slet ikke følge med behovet for tysk- og franskundervisere i gymnasiet. Lige nu er kun 1 procent af fransklærerne i gymnasieskolen under 30 år, mens tysklærere hiver sig op på 2 procent. Samtidig er næsten hver anden fransklærer og hver tredje tysklærer over 60 år og dermed på vej på pension.

 

Hvorfor er vi kommet dertil? Den mest indlysende forklaring er naturligvis, at engelsk for længst har erobret førertrøjen som det vigtigste fremmedsprog. Gode kundskaber i tysk eller for den sags skyld fransk kan ikke kompensere for ringe kundskaber i engelsk. Det ved man naturligvis også i de fleste andre lande, såmænd også i Tyskland og Frankrig. Så dermed udebliver straffen stort set, hvis man ikke behersker tysk selv på et blot nogenlunde hæderligt niveau.

 

Ikke desto mindre er der solide grunde til at prioritere tysk, både økonomiske og kulturelle med Tyskland som vores store naboland og med de tætte historiske bånd mellem vores to lande. Det er meget godt belyst i artiklen fra Kristeligt Dagblad og i mange lignende artikler, så det behøver jeg ikke komme nærmere ind på her.

 

Til gengæld skal jeg da gerne melde mig på banen som en, der kun lige akkurat kan klare at bede om en kop sort kaffe ombord på en flyrejse med Lufthansa og efterfølgende sige pænt tak. Men havde jeg end ikke kunnet så meget tysk, så skulle jeg nok få kaffen alligevel, da de tyske stewardesser naturligvis taler udmærket engelsk.

 

Kun én gang var det ved at gå galt. På en tjenesterejse i Luxembourg for nogle år siden kom jeg til at tage en forkert bus, da jeg skulle til lufthavnen. Det er ikke så ualmindeligt, at indbyggerne i Luxembourg kun behersker fransk og tysk, og ikke også engelsk. Buschaufføren var en af disse. På et aldeles ubehjælpsomt tysk bad jeg chaufføren om at ringe efter en taxa. Det lykkedes trods alt, men jeg ærgrede mig over, at jeg ikke kunne klare situationen på et lidt bedre tysk.

 

Men den engelske dominans som verdenssprog er ikke den eneste forklaring på det tyske sprogs svage stilling i Danmark. En overset forklaring er gymnasieordninger, hvor det ikke alene har været nemt at fravælge tysk; det har tillige været svært at vælge til. Det kræver en forklaring:

 

Da jeg begyndte i gymnasiet på den matematiske linje i 1980, skulle vi vælge mellem engelsk og tysk. Vi havde så det valgte sprog med fem undervisningstimer om ugen, men kun i 1. g. Det siger sig selv, at næsten alle valgte engelsk. Måske ud fra rationelle overvejelser om betydningen af engelsk, måske ud fra en følelse af at engelsk er nemmere end tysk. Men nok først og fremmest på grund af den kendsgerning, at tyske verber og de ondskabsfulde kasus bare ikke er noget som en 15-16 årig dreng eller pige omfavner, hvis man da ellers kan blive fri.

 

Og det kunne man som sagt nemt, og igen: Tysk kunne vi kun have valgt på bekostning af engelsk. Noget tilsvarende gjaldt endda for vores kammerater på den sproglige linje. De havde ganske vist både engelsk og tysk i 1. g. Men fra 2. g var det alene de nysproglige, som både havde engelsk og tysk. Valgte man en anden gren end nysproglig – det kunne være den samfundsfaglige eller den musiske gren – så skulle man kun have ét af fagene engelsk eller tysk. Og gæt så hvad man typisk valgte...

 

Jeg husker, at jeg i gymnasiet foretog min egen statistiske undersøgelse, hvor jeg kom frem til, at den samfundsfaglige gren var dobbelt så populær blandt de sproglige som blandt de matematiske elever. Uden tvivl fordi man kunne slippe for tysk.

 

Her skal det indskydes, at ikke alle sproglige elever elskede sprog, og ikke alle matematiske elever elskede matematik og fysik. Sidstnævnte fag havde jeg gerne fravalgt, om det havde været muligt.

 

Men: Nu kommer jeg til det for alvor forrykte i den daværende gymnasieordnings prioritering af undervisning i fremmedsprog. For mens vi i hvert fald på den matematiske linje i praksis var afskåret fra at beskæftige os med tysk, og på den sproglige linje nemt at blive fri for sproget, så skulle vi alle trækkes med fransk i alle tre år. På alle grene og på begge linjer skulle vi have undervisning i fransk med fem ugentlige timer i 1. g og tre timer i 2. og 3. g. Her var der ingen forskel på f.eks. matematisk-samfundsfaglig og nysproglig. Det var nøjagtigt det samme timetal og nøjagtigt det samme pensum.

 

Og hvorfor var det forrykt? Fordi fransk er så svært et sprog, at det alligevel kun er de færreste der i kraft af undervisningen i gymnasiet får et niveau, som overhovedet fortjener at blive kaldt anvendeligt. Det gælder praktisk taget alle jævnaldrende, som jeg har talt med om sagen. Selv ydede jeg en noget svingende indsats i faget, og endte med karakteren seks ved den mundtlige eksamen i 3. g. Der var nu bestemt ikke tale om, at jeg sjoflede faget. Alligevel: havde jeg i Luxembourg stået over en chauffør, som kun talte fransk, havde jeg været ilde stedt. Måske jeg kunne have leget flyvemaskine og på den måde vist, at jeg skulle til lufthavnen!

 

Det havde selvfølgelig været oplagt at prioritere undervisningstiden med engelsk som det vigtigste fremmedsprog, men også med timer i tysk. Så havde vi måske som standard opnået, at de matematiske studenter havde et godt niveau i engelsk og et i hvert nogenlunde niveau i tysk. Tysk havde vi trods alt haft i folkeskolen. I stedet blev standard, at vi forlod gymnasiet nogenlunde hæderlige til engelsk, men med så godt som uanvendelige kundskaber i både tysk og fransk.

 

Og det gentager sig åbenbart også i dagens gymnasium, hvor man godt nok ikke længere har de gamle linjer og grene, men hvor det stadig er nemt at blive fri for tysk og for den sags skyld også fransk.

 

Er det en udvikling vi kan vende? Det burde ikke være nogen umulighed. Vi bør fortsat undervise i tysk i folkeskolen i hvert fald fra syvende klasse. I gymnasiet bør engelsk være obligatorisk, men ét fremmedsprog mere bør være obligatorisk. Man kunne pasende få valget mellem tysk og fransk. Så vil de fleste nok vælge tysk, da det vil være velkendt fra folkeskolen. Og så skal der undervises i begge sprogfag alle tre år og med mindst tre ugentlige timer. Der sker meget med et ungt menneske i årene fra 16 til 19 år, så dét der i begyndelsen virker svært og utilgængeligt kan vise sig at være interessant, efterhånden som man bliver mere moden, og derfor vil det netop være en fordel med undervisning i både engelsk og tysk alle tre gymnasieår.

 

Det opdagede jeg selv i 3. g. med faget fysik. Det havde jeg ikke været gode venner med hverken i folkeskolen eller de to første år i gymnasiet. I 3. g. truede imidlertid den mundtlige eksamen i en ikke så fjern fremtid. Og så fik jeg det lyse indfald, at det måske kunne være en idé at begynde at læse på lektien! Det viste sig minsandten så, at også fysik kan være interessant. Jeg klarede skærene ved eksamen. Ikke med en topkarakter, men dog fuldt ud tilfredsstillende for mig. Det fik mig så ikke ligefrem til at vælge at læse fysik på universitet, men det kan jo være sket for andre.

 

På samme måde med tysk: Hvis alle skal beskæftige sig med sproget, så vil mange også finde det interessant. Og blandt disse vil der endda være nogle, som fatter så stor interesse for tysk, at de ligefrem vælger at studere det på universitet.

 

Idéen er hermed givet givet videre frit og kvit til alle politiske partier.

08-01-2020

Alting var ikke bedre i gamle dage. Det kan der sikkert gives mange eksempler på, men i dette indlæg skal det handle om rygning.

 

Mange af os, som i dag er voksne husker sikkert tidligere tiders om ikke ligefrem lovløse tilstande, så dog meget liberale regler for rygning. Der var kun få restriktioner, og i masser af tilfælde var indendørs rygning både lovlig og socialt acceptabel. Man var vist nok sidst i halvfjerdserne begyndt at tale om passiv rygning, men kampen var op ad bakke for ikke-rygerne, og mange har nok lidt i stilhed i røgfyldte lokaler.

 

Jeg begynde min løbebane som ryger i teenageårene, og som så mange andre skete debuten på en skoleudflugt. Vi begynder alle som selskabs- og lejlighedsrygere, og mine begrænsede lommepenge lagde selvfølgelig også en dæmper på rygningen. Jeg plejede at mødes med en kammerat fredag eller lørdag aften, og så splejsede vi til en ti-styks pakke prince, som vi delte i løbet af aftenen, mens vi lyttede til musik fra min kammerats kassettebåndoptager. En aften kom det dog til at knibe. Vi samlede alt hvad vi havde af småpenge og tomme flasker. Manden i kiosken tog modvilligt imod flaskerne, men alligevel manglede vi 10 ører til en pakke prince. Så kunne vi dog i stedet få en pakke kings, som netop var 10 ører billigere. Så stiftede vi også bekendtskab med cigaretter uden filter.

 

Den første regel man som ung ryger stødte på dengang i slutningen af halvfjerdserne var på skolen. Vi måtte ryge i frikvartererne et fast sted udenfor. Dog kun fra og med ottende klasse og vel at mærke med forældrenes tilladelse. Den regel blev selvfølgelig tit overtrådt, og jeg husker heller ikke hvor nidkært den blev håndhævet. Men der skal såmænd nok fra tid til anden have været en lærer, som følte at han slog til som lærer ved at uddele en eftersidning.

 

I gymnasiet behøvede vi ikke forældrenes tilladelse til at ryge i skoletiden. Vi måtte naturligvis ikke ryge i klasselokalerne og heller ikke i kantinen i det store spisefrikvarter, men ellers husker jeg ikke nogen begrænsninger.

 

Ej heller var der begrænsninger af betydning på universitetet. Til de skriftlige eksaminer kunne vi endda vælge mellem et ryger- og et ikke-ryger-lokale. Jeg valgte nu altid det sidste, og jeg røg heller ikke så meget i min tid som studerende og næsten udelukkende pibe.

 

I 1989 tiltrådte jeg en stilling på en statslig arbejdsplads, hvor jeg såmænd er endnu. Så jeg har kunnet følge reglerne for rygning, som jo løbende er blevet strammet som alle andre steder. I 1989 måtte vi frit ryge, hvis vi havde vores eget kontor, hvad jeg som akademisk fuldmægtig var så privilegeret at have. Var man flere i et lokale skulle der være enighed, hvis der skulle ryges. Blot én medarbejder havde ret til at kræve røgfrihed. Også yngste kontorelev, hvordan det så end blev udlevet i praksis. Vi måtte endvidere ryge uden for alle mødelokaler, mens der i kantinen var en afdeling for rygere og en anden afdeling for ikke-rygere.


Disse tilstande herskede med få stramninger indtil 2005, hvor al rygning nu blev henvist til særlige rygekabiner. Ved den første julefrokost herefter brød vi reglen og tillod os at ryge ved bordet, men allerede næste år var det helt utænkeligt. Året efter igen i 2007 blev rygekabinerne fjernet, og nu skulle al rygning foregå udendørs, f.eks. på den store tagterrasse, som min arbejdsplads har. Og så var det jeg tænkte, om ikke tiden var inde til et rygestop. Det havde jeg indtil da afvist som utænkeligt. Jeg så for mig vanvittige abstinenser som i den tyske film Christiane F. Christiane og hendes kæreste beslutter sig for at tage en kold tyrker - vel at mærke ikke fra cigaretter, men fra heroin. Det lykkes også, men i de dage det varer, så har de det så heller ikke godt! I kan sikkert finde filmen på youtube.

 

Så slemt er et rygestop ikke. Jeg var ca. to uger om at komme igennem det værste, og allerede anden dag var nemmere end første dag.

 

Nu er de lovløse rygetilstande for længst en saga blot. Indendørs rygning er forbudt overalt undtagen i private hjem. Ingen ikke-ryger behøver længere at finde sig i tobaksrøg. Rygerne er i defensiven.

 

Og så måtte man vel tro, at vi alle kunne være tilfredse, men det er som om de nidkære antirygere ikke kan få nok. Vi har alle hørt om arbejdspladser, hvor selv rygning udendørs er forbudt. Og på skolerne og gymnasierne er rygning i skoletiden normalt helt forbudt – ikke alene på skolens område men også udenfor, se her fra Danmark Radios hjemmeside.

 

 Rektor på Nyborg Gymnasium forklarer salvelsesfuldt:

 

Jeg er af den klare mening, at mit ansvar for unge ikke kun handler om dannelse og fag. Det handler også om, at de får forudsætningerne for at leve et langt, godt og sundt liv. Det får man ikke med cigaretter, siger Henrik Stokholm, som er rektor på Nyborg Gymnasium.

 

Her må jeg erklære mig uenig. Den gode rektor skal aldeles ikke tage ansvar for ”et godt og sundt liv” for andre end sig selv og sine børn. Og hvad er et ”godt og sundt” liv? I hvert fald kan det jo dreje sig om adskilligt mere end rygning. Hvad med motion og mad? Måske endda førægteskabelig sex? Hvem ved hvad nidkære puritanere kan finde på at kaste sig over.

 

Nu kunne man tænke sig, at reglen bliver brudt, og det gør den da også. Det kan I læse om her i en artikel, som også handler om tilstandene på Nyborg Gymnasium. Flere elever forlader skolens område i det store spisefrikvarter, og finder et sted, hvor de ryger sammen. En dreng forklarer:

 

Folk ryger alligevel. Et hundrede procent. Man går bare lidt længere væk, siger fyren og kalder skolens sanktioner 'vilde'. Han anslår, at der alene i hans klasse og i parallelklassen er en 10-12 stykker, der ryger rimelig fast i skoletiden. Jeg ryger mere, fordi jeg ikke må. Helt klart. Man bliver lidt trodsig, siger han. Det er et voldsomt indgreb i vores frihed. Og folk protesterer. Der kommer gamle elever og ryger omkring skolen for at provokere lærerne.

 

Reglerne på gymnasiet er som følger:

 

Hvis man bliver taget i at ryge, får man først en mundtlig advarsel af sin uddannelsesleder. Anden gang skal man en tur forbi en sundhedsambassadør og hjælpes i gang med rygestopkursus. Tredje gang får man en skriftlig advarsel, og fjerde gang skal man så en tur forbi rektor og risikerer muligvis midlertidig bortvisning. Og femte gang bortvises man så permanent.

 

Forbi en sundhedsambassadør! Hvad i djævelens skind og ben er det for formynderiske tilstande og omklamrende tiltag, som efterhånden vinder indpas i sundhedens navn. Men det bliver værre endnu, for den gode rektor kan endda fortælle, at han får hjælp af naboerne til at håndhæve sine regler. Helt uden at skamme sig fortæller han:

 

Naboerne er sågar begyndt, fortæller Henrik Stokholm, at tage billeder af smugrygere og sende til ham, så han kan pågribe dem og eventuelt straffe dem.

 

Kan man så synke dybere ned i usselhed, når man benytter sig af det man ellers kalder sladren og stikkeri? Det kan man såmænd nok, men før eller siden må vi da se en modreaktion. Hvor er hensynet til friheden?

 

Lad nu rygerne få lov til at ryge, så længe de kan gøre det uden at genere ikke-rygere. Og ja, vi ved godt det er usundt, men indtil videre er tobak altså ikke et ulovligt produkt. Vi ved også hvad der ville komme ud af et forbud, nemlig smugleri og illegal produktion som i forbudstidens USA, hvor alkohol en kort årrække i 20'erne blev forbudt. Det samme vil for øvrigt også ske med en drastisk forhøjelse af prisen på en pakke cigaretter til f.eks. 100 kr. Så vil det pludseligt blive interessant for ellers lovlydige borgere at at snige sig hen på et skummelt værtshus og købe en karton cigaretter for 300 kroner indsmuglet fra lande som Polen og Litauen. Gad vide om sligt ikke allerede finder sted?

08-06-2019

Jeg havde den store fornøjelse at deltage i Nye Borgerliges valgfest den 5. juni. Glæden var naturligvis stor over, at fire års hårdt arbejde blev belønnet med repræsentation i Folketinget, for det er bestemt ikke nogen nem opgave at slå igennem som helt nyt parti. Når det i de seneste år alligevel er lykkedes for nogle nye partier at opnå valg til Folketinget, så har det været i forvejen kendte navne med erfaring fra andre partier, f.eks. Naser Khader med Ny Alliance i 2007 og Uffe Elbæk med Alternativet i 2015.

 

Nu bliver repræsentationen for Nye Borgerlige den mindst tænkelige med blot fire mandater og en tilslutning på 2,4 pct. Nogle af os havde nok håbet på lidt mere end blot det, men lad det nu ligge. Nye Borgerlige er i gang, en meget vanskelig hurdle er overvundet, og med en god og disciplineret indsats fra den nye folketingsgruppe er der grundlag for yderligere fremgang.

 

Men andre ting gør imidlertid mig nedtrykt. Først og fremmest den store tilbagegang for Dansk Folkeparti, der om nogen har banet vejen for en anden udlændingepolitik, ja for at temaet overhovedet er kommet på dagsordenen. Forestil jer den hypotetiske situation, at Dansk Folkeparti ikke havde eksisteret, og at deres mandater i stedet havde tilhørt det Radikale Venstre! Hvordan havde Danmark så set ud i dag? For at få svar på det spørgsmål behøver man blot at se på Sverige, hvor man end ikke er kommet i gang med at indføre en ansvarlig udlændingepolitik, og hvor debatklimaet stadig gør en ærlig og åben samtale vanskelig.

 

Så ærgrer det mig også, at Liberal Alliance var tæt på at blive udslettet. Partiet har godt nok kludret i det med bombastiske krav, og det var en stor fejl at gå med i regeringen. Partiet havde stået sig langt bedre ved at være et loyalt men kritisk støtteparti for regeringen. Men Liberal Alliance vovede dog at tale om skattelettelser. I modsætning til Venstre, som i valgkampen konkurrerede med venstrefløjen om, hvem der kunne bruge flest penge. Og hvor ordet velfærd åbenbart kun kan betyde penge, som er blevet opkrævet som skatter. Kun Liberal Alliance vovede at minde om, at også skattelettelser er velfærd. Ikke desto mindre belønnede liberale vælgere Venstre og straffede Liberal Alliance.

 

Hvorfor er vi havnet der i dansk politik? Nu har skattelettelser længe været nedprioriteret af danske vælgere, men hvad med udlændingepolitikken? Med fremgang for Det Radikale Venstre og venstrefløjen og kun status quo for Socialdemokraterne, er vi så kommet dertil, at mange danskere mener, at indvandring fra mellemøstlige lande er noget vi kun kan få for lidt af, og at vi i øvrigt skal have meget mere EU?

 

Så galt tror jeg nu ikke det står til, men mit bud er imidlertid, at vi har nået et foreløbigt mætningspunkt, når det gælder spørgsmålene om udlændinge og integration. En sag kan simpelt hen ikke blive ved med at fænge, og engang imellem bliver den sat på pause. Så kan man tale nok så meget om f.eks. kriminelle udlændinge. Man kan nok så meget påvise, at problemerne med dårlig integration så godt som udelukkende kan henføres til indvandring fra muslimske lande. På et tidspunkt orker et stort flertal af befolkningen ikke at høre mere.

 

Det er forståeligt. Jeg blev selv ramt af samme følelse for nok ca. ti år, og det var en følelse der varede ved indtil 2015, hvor Pernille Vermund og Peter Seier Christensen meldte sig på banen med det nye parti. Jeg blev mindet om, at problemerne jo ikke forsvandt, bare fordi vi i en årrække tillod os den luksus at tale om sjovere ting end det triste emne om udlændinge i tiltro til, at den sag havde Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg helt styr på.

 

Jeg har også en anden hypotese, men nu må jeg indrømme, at jeg nok bliver mere spekulativ. Min tanke er, at tiden er præget af en fortvivlende pænhed og konformitet. Det handler mit første indlæg på denne blog om, et indlæg som jeg skrev for godt tre år siden, ser her. Hvad ved valgets resultat får mig til at vende tilbage til dette tema? Jo, vi så jo at partier, som vover at tænke dristige tanker om et opgør med de internationale konventioner og skattelettelser blev straffet. Nye Borgerlige lykkedes dog at slå igennem som et nyt parti, men altså indtil videre kun med fire mandater. I stedet søgte man hen til de ”pæne partier” som Venstre, Konservative, Det Radikale Venstre og SF. I virkeligheden ser vi det jo også med tilbagegangen for Alternativet. Deres tilbagegang vil jeg vel ikke påstå, at jeg begræder, men de har jo med deres placering på venstre side i dansk politik været dem som tænkte de skøre og anderledes tanker. Det ønsker vælgerne altså ikke.

 

Ser vi en normalisering af dansk politik? Det er som man sikkert kan forstå ikke mit håb. Jeg kommer til at tænke på en linje fra Cæsars sang om Storkespringet. ”Al den pænhed er som kloroform, kedsomheden er enorm”!

 

Mange mennesker luller sig ind i en tro på, at problemerne med udlændinge er løst eller dog forholdsvist nemt lader sig løse. I stedet for at se virkeligheden, som den er, falder man minsandten på halen for en svensk skolepige i den såkaldte klimasag.

 

Men vi kan jo så blot håbe, at vi på den indvandringsskeptiske fløj tager fejl. At integrationen fra nu af bare tonser derudaf i den gode retning. Indvandrerne, også fra anden og tredje generation, kommer på arbejdsmarkedet, deres kriminalitet styrtdykker, og vi skal aldrig mere høre om chikane af handlende, politi og brandmænd begået af ”unge mennesker”. Homoseksuelle mænd kan fra nu af gå hånd i hånd overalt i Danmark, og vi behøver ikke længere bevogte Synagogen i Krystalgade med bevæbnede vagter, for tilslutningen til radikal islam vil være forsvundet. Naturligvis vil der heller ikke længere være børn fra arabiske familier, som begynder i skolen uden at kunne dansk helt på samme niveau som alle andre børn.

 

Vi knækker ganske enkelt koden, når det gælder integrationen af indvandrere fra muslimske lande. Det har man ganske vist ikke formået i nogen af vores nabolande, men så skal vi jo bare være foregangsland her i Danmark.

 

Vist har man lov at håbe. Et ordsprog hedder, at håbet beskæmmer ingen. Selv vil jeg nu blot vælge at tage den mulighed i betragtning, at det ikke går helt så godt som skitseret ovenfor. Og så sætte mit kryds herefter.

01-05-2019

 

Mon nogen kan huske overfaldet på Fremskridtspartiets Mogens Glistrup 1. maj 1983? Udåden blev begået af datidens antifascister og progressive unge mennesker; de kaldte sig den gang BZ'ere, idet de gerne yndede at fremstille sig selv som fattige, unge mennesker uden noget sted at bo, hvorfor det var deres moralske ret at rykke ind i andre menneskers bygninger og kaste med brosten efter politiet, når de blev beordret væk.

 

Politikere på venstrefløjen havde som oftest svært ved at få sig selv til at tage afstand fra disse ulovlige og voldelige handlinger. For var der ikke mon et element af retfærdig frihedskamp ved disse BZ'ere?

 

Ved den traditionelle fejring af arbejdernes internationale kampdag i 1983 deltog også Mogens Glistrup med en tale i Fælledparken i København; der var faktisk også mange arbejdere, som stemte på hans parti. BZ'erne kunne imidlertid ikke tåle, at det frie ord også tilhørte Glistrup, og derfor overfaldt de ham med maling og andet kasteskyts.

 

Et voldeligt overfald på en politiker, uanset hans ståsted, måtte vel trods alt kalde på en fordømmelse fra de andre politiske partier? Tja, det var det nu så som så med. Jeg husker, at Anker Jørgensen i TV-avisen blev spurgt om sin holdning til overfaldet. Som tidligere statsminister og leder af Danmark største parti kunne han naturligvis ikke ret godt ligefrem billige vold, men på den anden side var han heller ikke meget for at udtrykke noget, som kunne minde om sympati for Glistrup. Der var i 70'erne og 80'erne almindelig enighed om, at Fremskridtspartiet ikke tilhørte det gode selskab. Partiet var tæt på at have samme rolle og anseelse hos parnasset som Sverigesdemokraterne i nutidens Sverige. Anker Jørgensen var tydeligvis utilpas ved situationen, så alt hvad han kunne svinge sig op til var ”det er meningsløst”!

 

Det svar kan man jo så tygge lidt på. Mente den socialdemokratiske leder så, at overfaldet på Glistrup havde været berettiget, dersom man kunne tolke nogen nogen mening ind i det? Var det værste der kunne siges om ugerningen, at der havde været tale om spild af maling? Anker Jørgensens svar var ikke alene absurd, men også direkte forkert. Handlingen var skam meningsfuld nok set ud fra den politiske volds perverterede logik. For både den lille og den store terror går ud på det samme, nemlig at tvinge og skræmme modstanderen til tavshed. Og så suge til sig af den halve eller hele opbakning, man kan opnå fra principløse politikere og kulturpersonligheder.

 

Historien gentog sig 15 år senere, da Pia Kjærsgaard blev overfaldet på Nørrebro og kun med nød og næppe undgik at lide alvorlig overlast ved at flygte ind i en nærliggende bank. I kan se en lille film om episoden her. Bemærk de feje autonome – BZ'ernes afløsere - der altid optræder i flok, og kun angriber når styrkeforholdet er mange gange i deres favør. Og så med tilråb der hører hjemme i en rendesten.

 

Også det med den halvhjertede afstandtagen gentog sig. Et medlem af Nørrebro Bydelsråd fra SF udtalte, at hun da godt nok ikke kunne støtte vold, men på den anden side, nu det var Pia Kjærsgaard, så kunne hun da godt forstå... Overfaldet var ikke i orden, men altså alligevel ikke sådan for alvor forkert. For det var jo Pia Kjærsgaard det gik udover!

 

Sidst har vi så set det med hærværk i gaderne efter Rasmus Paludans demonstrationer i København. Se her. En lokalformand mener minsandten, at skylden for nedbrændte biler og andre ødelæggelser må lægges på politiet og Rasmus Paludan selv, men indrømmer så dog trods alt, at også ”gadens parlament må bære sin del af skylden”. Men det er naturligvis absurd at lægge skylden for hærværk på nogen anden end netop hærværksmanden. Uden stenkast ingen knuste ruder. Uden ildspåsættelser ingen bilbrande. Kan det være enklere?

 

Så derfor: Det der skal fordømmes skal fordømmes uden antydning af ”men”. Det gælder jo også i særdeleshed den store terror som f.eks. attentatet 15. marts i år i New Zealand som ramte muslimer og påskens angreb i Sri Lanka med drab på kristne. Uanset hvilke sympatier og antipartier man måtte nære over for bestemte religioner eller politiske partier og ideologier, så må og skal fordømmelsen være massiv og uforbeholden.

 

Det er jo så desværre ikke altid tilfældet. Det må vel være derfor, at den dag slynglerne ligefrem kommer til magten, så bliver de af visse kredse forlenet med en aura af revolutionsromantik. Hvordan kan man ellers forklare, at en psykopat og morder som den cubanske revolutionsleder Che Guevara i årevis var fast inventar på mange unges værelse i form den velkendte plakat?

03-04-2019

Det er gratis ikke at tro på Gud, så hvorfor betale for det:

http://ateist.dk/udmeldelse-af-ateistisk-selskab/