17-09-2020

Sidste år havde vi folketingsvalg, som meget kom til at dreje sig om klimaet. Igen og igen blev der krævet ”handling nu”. Så meget desto mærkeligere var det, at da Pernille Vermund fra Nye Borgerlige foreslog et tiltag, som virkelig kunne batte noget, nemlig indførsel af atomkraft, så udeblev debatten fuldstændigt. Måske er ikke alle problemer med sikkerhed og atomaffald løst. Jeg er ikke ekspert på området, men blot finder jeg det aldeles forrykt, at spørgsmålet om atomkraft på det nærmeste er forvist fra debatten.

 

I stedet taler man meget gerne om den såkaldte grønne energi, der bare ofte ikke er spor grøn. Der er f.eks. intet grønt ved at brænde træ af i kraftvarmeværker. Det er gang på gang blevet påvist, f.eks. i artikler i Weekendavisen af nordmanden Jon Hustad, se f.eks. 4. september, 2020, første sektion, side 4. Det samme blev påvist af den kontroversielle filminstruktør Michael Moore i filmen Planet of the Humans, som han straks gjorde tilgængelig på youtube. Moore blev mødt med fordømmelse og vrede, men ikke argumenter. Denne grønne energi er en hellig ko. Det samme kunne siges om el-biler, hvis grønhed jo også kan betvivles, for hvad med den strøm, som skal produceres til bilerne, og hvad med batterierne, som skal fremstilles af sjældne metaller?

 

Så hvad ligger der bag al den ”handling nu”? Hvad er det vi kan og skal gøre? Det er i hvert fald den store gåde for mig. I samme udgave af Weekendavisen som nævnt ovenfor, er der i sektionen IDEER, side 8-9 en artikel om effekten på klimabevidstheden ved at skræmme borgerne. Får skrækkampagner os til at blive bevidste eller snarere til at vende ryggen til problemerne? Jeg faldt over en interessant detalje i artiklen: en svensk professor ved navn Åsa Wettergren har gjort den opdagelse, at mange folk kan blive vrede, når de stifter bekendtskab med mennesker, som rent faktisk har foretaget forandringer i deres liv, som f.eks. at skille sig af med deres bil og droppe flyrejser. Det er som om, det virker provokerende, når nogle ligefrem vælger at tage sagen i egen hånd. Det bekræfter sjovt nok en iagttagelse forfatteren Bo Bjørnvig gjorde i samme avis tidligere på året. Som ikke-bilist, fortæller han, bliver han mødt med dybt forundrede spørgsmål, grænsende til forargelse, over hvordan han dog kan leve sit liv uden en bil.

 

For netop bilen synes at være helt uden for diskussion, selv hos de klimabevidste. Den kan og skal man bare ikke undvære. Der findes beretninger om gymnasieelever, som kører til skole i deres egen bil. Forleden var der en sag fra Århus Universitet om, at de studerende har svært ved at finde en parkeringsplads til deres bil, når de skal til forelæsninger. Hvad med at tage, bus, tog eller måske endda cyklen?

 

Og så er der flyrejserne. I disse corona-tider er vi mange, som har lært, at man så glimrende kan holde møder på Skype og Zoom. Så kunne vi håbe på, at alle embedsmandsmøder i EU i fremtiden kan blive holdt på denne måde, så vi kan spare flyrejserne, hoteller og diæter. Vi udleder dermed mindre CO2, og vi sparer udgifter for skatteyderne. Imidlertid forudser jeg allerede indvendingerne: den personlige kontakt er også af betydning, snakken med den svenske og hollandske kollega i en kaffepause kan være nyttig og interessant. Og det kan selvfølgelig være rigtigt nok. Men blot fordi der nu kan tænkes at være en eller anden marginal fordel ved et fysisk møde, skal det så død og pine også gennemføres helt uden hensyn til miljø og økonomi? Når vi alle kræver vores eget lille område fredet, det være sig privat eller professionelt, så skal det jo gå galt.

 

Og så er der de mindre ting, men jeg synes jeg har hørt, at man skal regne det hele med. At Danmark kun står for en promille af hele verdens CO2-udledning fritager os ikke fra et ansvar, bliver der sagt. Men så må vi jo også hver især gøre vores, hvor vi kan. Men også her har jeg svært ved at få øje på en indsats. Hvad med alle de benzindrevne haveredskaber, som tilmed støjer og er til gene for naboerne. Men det er vist nu om stunder helt umuligt for en haveejer at benytte en hånddrevet græsslåmaskine eller en gammeldags hækkesaks. For øvrigt kunne man jo også overveje blot at lade haven gro til, for så ville man jo yde sit til biodiversiteten. Men den tanke kan vist heller ikke tænkes.

 

Og sådan kunne man blive ved ved. Hvad med de cigaretskod, som folk smider alle vegne, og som bidrager til plastikforureningen. Det er ikke kun skumle bølletyper, som står for uvæsnet. Det er også pæne bedsteborgere, som betaler enhver sit, og aldrig kunne drømme om at stjæle eller køre spirituskørsel. Og det er flinke unge mennesker, der sikkert passer deres studier eller arbejde. Og som måske går til demonstrationer til fordel for klimaet med krav om ”handling nu”.

 

Lad os få handling nu, jeg er ikke uenig. Men handlingen kan og skal vi selv stå for. Hvem ellers? Der er faktisk ikke andre end os selv til at skrue ned for unødvendig transport og unødvendigt forbrug.

15-06-2020

Da jeg for nogen tid siden på Facebook linkede til Danskerne støtter Støjberg, blev jeg spurgt om, hun da ikke skal overholde loven. Og svaret er naturligvis, at det skal vi jo alle. Og bliver hun dømt ved retten for det påståede lovbrud, så må hun jo som alle os andre tage sin straf.

 

Hvorfor bakker jeg så op om kampagnen til fordel for Inger Støjberg? Det er der naturligvis nogle grunde til som jeg vil uddybe i det følgende:

 

Jeg har ladet mig godt og grundigt irritere af påstanden om et lovbrud. Før retten har fældet en dom, ved vi jo slet ikke om, hun har overtrådt nogen lov. Det afhænger, så vidt jeg har forstået, blandt andet af hvilken status, et bestemt notat kan siges at have. Og navnlig ved vi jo slet ikke, hvor alvorlig sagen er. Selvom retten skulle komme frem til, at Inger Støjberg har begået en ulovlighed, så er der måske blot tale om en ret så formel overtrædelse, som højst udløser en bøde. Ikke desto mindre har pressen og medierne med Danmarks Radio i spidsen og såmænd også min egen avis - Kristeligt Dagblad - på forhånd fældet dom.

 

Dernæst er der naturligvis sagens kerne, nemlig Inger Støjbergs berettigede og sympatiske kamp mod ægteskaber med mindreårige piger. Det handler ikke om barnebrude lyder det evige mantra fra venstrefløjen og det polisk korrekte segment. Ofte efterfulgt af en ondskabsfuldhed om, at Inger Støjberg, da ikke interesserer sig et hak for barnebrude. Underforstået: et ondt menneske som Inger Støjberg kan naturligvis ikke nære den ringeste empati for udsatte mennesker. Og det lyder som regel fra dem, som ellers gerne bruger begrebet dæmonisering. Det er ellers som oftest vendt mod tilhængere af f.eks. Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige. Vi bliver gerne beskyldt for at dæmonisere muslimer. Jeg vil fortsat tillade mig at påstå, at sagen i allerhøjeste grad drejer sig om barnebrude, og så må retten tage stilling til juraen.

 

Men nu kommer det vigtigste, og det er det forhold, at hele miseren har sin rod i den uhyrlige kendsgerning, at vi tillader alverden at banke på vores dør og komme indenfor og få deres sager behandlet. Og efterfølgende klage over afgørelserne, endog til magter uden for Danmark som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og EU-domstolen. Hvorved vi kan ende med at give ophold til mennesker, vi ellers ville ikke havde givet ophold, om vi da havde været herre i eget hus, endog til voldsmænd og andre kriminelle.

 

Udenlandsk indflydelse på dansk udlændingepolitik har også betydet, at vi gang på gang har været nødt til at finde på nye stramninger, når de eksisterende blev underkendt af konventionerne. Ofte til gene for danskere med udenlandske ægtefæller fra vestlige lande, som erfaringsmæssigt fint finder deres plads i Danmark.

 

Det er desværre ikke noget, som Inger Støjberg har haft modet til at gøre op med. Tværtimod så har hun og hendes parti Venstre hårdnakket fastholdt, at intet kan stå over de såkaldte internationale konventioner, uanset konsekvenserne for vores land. Og blandt andet derfor er jeg så langt fra nogen ukritisk beundrer af hende. Det er jeg heller ikke af den grund, at hun med sin barske og bramfri tale har taget sig ud som en garant for den forrige regerings stramme udlændingepolitik. ”Når man kommer til Danmark, så skal man sandt for dyden rette ind og overholde danske værdier”. Hvad er den tale værd, når det er uden konsekvenser ikke at tilegne sig danske værdier? Og hvis migranter fra mellemøstlige lande frit kan bevæge sig ind over vores grænse, som vi så det i sommeren 2015.

 

Nej, lad os komme til den erkendelse, at vi aldeles skal tage magten over vores udlændingepolitik. Det skal blandt andet medføre stop for spontant asyl, og strengere krav til opholdstilladelse for nogle lande end for andre. Når indvandrere fra f.eks. Canada klarer sig langt bedre end indvandrere fra f.eks. Syrien, så er det jo indlysende rigtigt at have lempeligere regler for Canada, f.eks. ved ægtefællesammenføringer. Men er det ikke diskrimination? Jo, det er netop hvad det er. Diskrimination, som giver god mening!

 

Vi kan jo så håbe at støttekampagnen til fordel for Inger Støjberg netop kunne hjælpe hende til denne gode erkendelse. Hvorfor skal udlandet have indflydelse på dansk udlændingepolitik? Det findes der ingen rimelig begrundelse for.

05-02-2020

Det bliver ofte begrædt, at så mange danskere efterhånden kun kan begå sig på ét eneste fremmedsprog, nemlig engelsk, og ikke tysk eller fransk. Kristeligt Dagblad har i de seneste år skrevet flittigt om problemet, se f.eks. her.

 

Det er et ondt problem, som er selvforstærkende, for når så få lærer tysk i gymnasiet, så bliver der naturligvis også færre til at vælge sproget på universitetet.

 

I artiklen lyder det:

 

I år blev der eksempelvis optaget 23 på tyskstudiet ved Københavns Universitet, 6 på Aalborg Universitet og 29 på Aarhus Universitet. Samlet er optaget på humaniora siden 2013 faldet med 29 procent. Dermed kan optaget slet ikke følge med behovet for tysk- og franskundervisere i gymnasiet. Lige nu er kun 1 procent af fransklærerne i gymnasieskolen under 30 år, mens tysklærere hiver sig op på 2 procent. Samtidig er næsten hver anden fransklærer og hver tredje tysklærer over 60 år og dermed på vej på pension.

 

Hvorfor er vi kommet dertil? Den mest indlysende forklaring er naturligvis, at engelsk for længst har erobret førertrøjen som det vigtigste fremmedsprog. Gode kundskaber i tysk eller for den sags skyld fransk kan ikke kompensere for ringe kundskaber i engelsk. Det ved man naturligvis også i de fleste andre lande, såmænd også i Tyskland og Frankrig. Så dermed udebliver straffen stort set, hvis man ikke behersker tysk selv på et blot nogenlunde hæderligt niveau.

 

Ikke desto mindre er der solide grunde til at prioritere tysk, både økonomiske og kulturelle med Tyskland som vores store naboland og med de tætte historiske bånd mellem vores to lande. Det er meget godt belyst i artiklen fra Kristeligt Dagblad og i mange lignende artikler, så det behøver jeg ikke komme nærmere ind på her.

 

Til gengæld skal jeg da gerne melde mig på banen som en, der kun lige akkurat kan klare at bede om en kop sort kaffe ombord på en flyrejse med Lufthansa og efterfølgende sige pænt tak. Men havde jeg end ikke kunnet så meget tysk, så skulle jeg nok få kaffen alligevel, da de tyske stewardesser naturligvis taler udmærket engelsk.

 

Kun én gang var det ved at gå galt. På en tjenesterejse i Luxembourg for nogle år siden kom jeg til at tage en forkert bus, da jeg skulle til lufthavnen. Det er ikke så ualmindeligt, at indbyggerne i Luxembourg kun behersker fransk og tysk, og ikke også engelsk. Buschaufføren var en af disse. På et aldeles ubehjælpsomt tysk bad jeg chaufføren om at ringe efter en taxa. Det lykkedes trods alt, men jeg ærgrede mig over, at jeg ikke kunne klare situationen på et lidt bedre tysk.

 

Men den engelske dominans som verdenssprog er ikke den eneste forklaring på det tyske sprogs svage stilling i Danmark. En overset forklaring er gymnasieordninger, hvor det ikke alene har været nemt at fravælge tysk; det har tillige været svært at vælge til. Det kræver en forklaring:

 

Da jeg begyndte i gymnasiet på den matematiske linje i 1980, skulle vi vælge mellem engelsk og tysk. Vi havde så det valgte sprog med fem undervisningstimer om ugen, men kun i 1. g. Det siger sig selv, at næsten alle valgte engelsk. Måske ud fra rationelle overvejelser om betydningen af engelsk, måske ud fra en følelse af at engelsk er nemmere end tysk. Men nok først og fremmest på grund af den kendsgerning, at tyske verber og de ondskabsfulde kasus bare ikke er noget som en 15-16 årig dreng eller pige omfavner, hvis man da ellers kan blive fri.

 

Og det kunne man som sagt nemt, og igen: Tysk kunne vi kun have valgt på bekostning af engelsk. Noget tilsvarende gjaldt endda for vores kammerater på den sproglige linje. De havde ganske vist både engelsk og tysk i 1. g. Men fra 2. g var det alene de nysproglige, som både havde engelsk og tysk. Valgte man en anden gren end nysproglig – det kunne være den samfundsfaglige eller den musiske gren – så skulle man kun have ét af fagene engelsk eller tysk. Og gæt så hvad man typisk valgte...

 

Jeg husker, at jeg i gymnasiet foretog min egen statistiske undersøgelse, hvor jeg kom frem til, at den samfundsfaglige gren var dobbelt så populær blandt de sproglige som blandt de matematiske elever. Uden tvivl fordi man kunne slippe for tysk.

 

Her skal det indskydes, at ikke alle sproglige elever elskede sprog, og ikke alle matematiske elever elskede matematik og fysik. Sidstnævnte fag havde jeg gerne fravalgt, om det havde været muligt.

 

Men: Nu kommer jeg til det for alvor forrykte i den daværende gymnasieordnings prioritering af undervisning i fremmedsprog. For mens vi i hvert fald på den matematiske linje i praksis var afskåret fra at beskæftige os med tysk, og på den sproglige linje nemt at blive fri for sproget, så skulle vi alle trækkes med fransk i alle tre år. På alle grene og på begge linjer skulle vi have undervisning i fransk med fem ugentlige timer i 1. g og tre timer i 2. og 3. g. Her var der ingen forskel på f.eks. matematisk-samfundsfaglig og nysproglig. Det var nøjagtigt det samme timetal og nøjagtigt det samme pensum.

 

Og hvorfor var det forrykt? Fordi fransk er så svært et sprog, at det alligevel kun er de færreste der i kraft af undervisningen i gymnasiet får et niveau, som overhovedet fortjener at blive kaldt anvendeligt. Det gælder praktisk taget alle jævnaldrende, som jeg har talt med om sagen. Selv ydede jeg en noget svingende indsats i faget, og endte med karakteren seks ved den mundtlige eksamen i 3. g. Der var nu bestemt ikke tale om, at jeg sjoflede faget. Alligevel: havde jeg i Luxembourg stået over for en chauffør, som kun talte fransk, havde jeg været ilde stedt. Måske jeg kunne have leget flyvemaskine og på den måde vist, at jeg skulle til lufthavnen!

 

Det havde selvfølgelig været oplagt at prioritere undervisningstiden med engelsk som det vigtigste fremmedsprog, men også med timer i tysk. Så havde vi måske som standard opnået, at de matematiske studenter havde et godt niveau i engelsk og et i hvert nogenlunde niveau i tysk. Tysk havde vi trods alt haft i folkeskolen. I stedet blev standard, at vi forlod gymnasiet nogenlunde hæderlige til engelsk, men med så godt som uanvendelige kundskaber i både tysk og fransk.

 

Og det gentager sig åbenbart også i dagens gymnasium, hvor man godt nok ikke længere har de gamle linjer og grene, men hvor det stadig er nemt at blive fri for tysk og for den sags skyld også fransk.

 

Er det en udvikling vi kan vende? Det burde ikke være nogen umulighed. Vi bør fortsat undervise i tysk i folkeskolen i hvert fald fra syvende klasse. I gymnasiet bør engelsk være obligatorisk, men ét fremmedsprog mere bør være obligatorisk. Man kunne pasende få valget mellem tysk og fransk. Så vil de fleste nok vælge tysk, da det vil være velkendt fra folkeskolen. Og så skal der undervises i begge sprogfag alle tre år og med mindst tre ugentlige timer. Der sker meget med et ungt menneske i årene fra 16 til 19 år, så dét der i begyndelsen virker svært og utilgængeligt kan vise sig at være interessant, efterhånden som man bliver mere moden, og derfor vil det netop være en fordel med undervisning i både engelsk og tysk alle tre gymnasieår.

 

Det opdagede jeg selv i 3. g. med faget fysik. Det havde jeg ikke været gode venner med hverken i folkeskolen eller de to første år i gymnasiet. I 3. g. truede imidlertid den mundtlige eksamen i en ikke så fjern fremtid. Og så fik jeg det lyse indfald, at det måske kunne være en idé at begynde at læse på lektien! Det viste sig minsandten så, at også fysik kan være interessant. Jeg klarede skærene ved eksamen. Ikke med en topkarakter, men dog fuldt ud tilfredsstillende for mig. Det fik mig så ikke ligefrem til at vælge at læse fysik på universitet, men det kan jo være sket for andre.

 

På samme måde med tysk: Hvis alle skal beskæftige sig med sproget, så vil mange også finde det interessant. Og blandt disse vil der endda være nogle, som fatter så stor interesse for tysk, at de ligefrem vælger at studere det på universitet.

 

Idéen er hermed givet givet videre frit og kvit til alle politiske partier.

08-01-2020

Alting var ikke bedre i gamle dage. Det kan der sikkert gives mange eksempler på, men i dette indlæg skal det handle om rygning.

 

Mange af os, som i dag er voksne husker sikkert tidligere tiders om ikke ligefrem lovløse tilstande, så dog meget liberale regler for rygning. Der var kun få restriktioner, og i masser af tilfælde var indendørs rygning både lovlig og socialt acceptabel. Man var vist nok sidst i halvfjerdserne begyndt at tale om passiv rygning, men kampen var op ad bakke for ikke-rygerne, og mange har nok lidt i stilhed i røgfyldte lokaler.

 

Jeg begynde min løbebane som ryger i teenageårene, og som for så mange andre skete debuten på en skoleudflugt. Vi begynder alle som selskabs- og lejlighedsrygere, og mine begrænsede lommepenge lagde selvfølgelig også en dæmper på rygningen. Jeg plejede at mødes med en kammerat fredag eller lørdag aften, og så splejsede vi til en ti-styks pakke prince, som vi delte i løbet af aftenen, mens vi lyttede til musik fra min kammerats kassettebåndoptager. En aften kom det dog til at knibe. Vi samlede alt hvad vi havde af småpenge og tomme flasker. Manden i kiosken tog modvilligt imod flaskerne, men alligevel manglede vi 10 ører til en pakke prince. Så kunne vi dog i stedet få en pakke kings, som netop var 10 ører billigere. Så stiftede vi også bekendtskab med cigaretter uden filter.

 

Den første regel man som ung ryger stødte på dengang i slutningen af halvfjerdserne var på skolen. Vi måtte ryge i frikvartererne et fast sted udenfor. Dog kun fra og med ottende klasse og vel at mærke med forældrenes tilladelse. Den regel blev selvfølgelig tit overtrådt, og jeg husker heller ikke hvor nidkært den blev håndhævet. Men der skal såmænd nok fra tid til anden have været en lærer, som følte at han slog til som lærer ved at uddele en eftersidning.

 

I gymnasiet behøvede vi ikke forældrenes tilladelse til at ryge i skoletiden. Vi måtte naturligvis ikke ryge i klasselokalerne og heller ikke i kantinen i det store spisefrikvarter, men ellers husker jeg ikke nogen begrænsninger.

 

Ej heller var der begrænsninger af betydning på universitetet. Til de skriftlige eksaminer kunne vi endda vælge mellem et ryger- og et ikke-ryger-lokale. Jeg valgte nu altid det sidste, og jeg røg heller ikke så meget i min tid som studerende og næsten udelukkende pibe.

 

I 1989 tiltrådte jeg en stilling på en statslig arbejdsplads, hvor jeg såmænd er endnu. Så jeg har kunnet følge reglerne for rygning, som jo løbende er blevet strammet som alle andre steder. I 1989 måtte vi frit ryge, hvis vi havde vores eget kontor, hvad jeg som akademisk fuldmægtig var så privilegeret at have. Var man flere i et lokale skulle der være enighed, hvis der skulle ryges. Blot én medarbejder havde ret til at kræve røgfrihed. Også yngste kontorelev, hvordan det så end blev udlevet i praksis. Vi måtte endvidere ryge uden for alle mødelokaler, mens der i kantinen var en afdeling for rygere og en anden afdeling for ikke-rygere.


Disse tilstande herskede med få stramninger indtil 2005, hvor al rygning nu blev henvist til særlige rygekabiner. Ved den første julefrokost herefter brød vi reglen og tillod os at ryge ved bordet, men allerede næste år var det helt utænkeligt. Året efter igen i 2007 blev rygekabinerne fjernet, og nu skulle al rygning foregå udendørs, f.eks. på den store tagterrasse, som min arbejdsplads har. Og så var det jeg tænkte, om ikke tiden var inde til et rygestop. Det havde jeg indtil da afvist som utænkeligt. Jeg så for mig vanvittige abstinenser som i den tyske film Christiane F. Christiane og hendes kæreste beslutter sig for at tage en kold tyrker - vel at mærke ikke fra cigaretter, men fra heroin. Det lykkes også, men i de dage det varer, så har de det så heller ikke godt! I kan sikkert finde filmen på youtube.

 

Så slemt er et rygestop ikke. Jeg var ca. to uger om at komme igennem det værste, og allerede anden dag var nemmere end første dag.

 

Nu er de lovløse rygetilstande for længst en saga blot. Indendørs rygning er forbudt overalt undtagen i private hjem. Ingen ikke-ryger behøver længere at finde sig i tobaksrøg. Rygerne er i defensiven.

 

Og så måtte man vel tro, at vi alle kunne være tilfredse, men det er som om de nidkære antirygere ikke kan få nok. Vi har alle hørt om arbejdspladser, hvor selv rygning udendørs er forbudt. Og på skolerne og gymnasierne er rygning i skoletiden normalt helt forbudt – ikke alene på skolens område men også udenfor, se her fra Danmark Radios hjemmeside.

 

 Rektor på Nyborg Gymnasium forklarer salvelsesfuldt:

 

Jeg er af den klare mening, at mit ansvar for unge ikke kun handler om dannelse og fag. Det handler også om, at de får forudsætningerne for at leve et langt, godt og sundt liv. Det får man ikke med cigaretter, siger Henrik Stokholm, som er rektor på Nyborg Gymnasium.

 

Her må jeg erklære mig uenig. Den gode rektor skal aldeles ikke tage ansvar for ”et godt og sundt liv” for andre end sig selv og sine børn. Og hvad er et ”godt og sundt” liv? I hvert fald kan det jo dreje sig om adskilligt mere end rygning. Hvad med motion og mad? Måske endda førægteskabelig sex? Hvem ved hvad nidkære puritanere kan finde på at kaste sig over.

 

Nu kunne man tænke sig, at reglen bliver brudt, og det gør den da også. Det kan I læse om her i en artikel, som også handler om tilstandene på Nyborg Gymnasium. Flere elever forlader skolens område i det store spisefrikvarter, og finder et sted, hvor de ryger sammen. En dreng forklarer:

 

Folk ryger alligevel. Et hundrede procent. Man går bare lidt længere væk, siger fyren og kalder skolens sanktioner 'vilde'. Han anslår, at der alene i hans klasse og i parallelklassen er en 10-12 stykker, der ryger rimelig fast i skoletiden. Jeg ryger mere, fordi jeg ikke må. Helt klart. Man bliver lidt trodsig, siger han. Det er et voldsomt indgreb i vores frihed. Og folk protesterer. Der kommer gamle elever og ryger omkring skolen for at provokere lærerne.

 

Reglerne på gymnasiet er som følger:

 

Hvis man bliver taget i at ryge, får man først en mundtlig advarsel af sin uddannelsesleder. Anden gang skal man en tur forbi en sundhedsambassadør og hjælpes i gang med rygestopkursus. Tredje gang får man en skriftlig advarsel, og fjerde gang skal man så en tur forbi rektor og risikerer muligvis midlertidig bortvisning. Og femte gang bortvises man så permanent.

 

Forbi en sundhedsambassadør! Hvad i djævelens skind og ben er det for formynderiske tilstande og omklamrende tiltag, som efterhånden vinder indpas i sundhedens navn. Men det bliver værre endnu, for den gode rektor kan endda fortælle, at han får hjælp af naboerne til at håndhæve sine regler. Helt uden at skamme sig fortæller han:

 

Naboerne er sågar begyndt, fortæller Henrik Stokholm, at tage billeder af smugrygere og sende til ham, så han kan pågribe dem og eventuelt straffe dem.

 

Kan man så synke dybere ned i usselhed, når man benytter sig af det man ellers kalder sladren og stikkeri? Det kan man såmænd nok, men før eller siden må vi da se en modreaktion. Hvor er hensynet til friheden?

 

Lad nu rygerne få lov til at ryge, så længe de kan gøre det uden at genere ikke-rygere. Og ja, vi ved godt det er usundt, men indtil videre er tobak altså ikke et ulovligt produkt. Vi ved også hvad der ville komme ud af et forbud, nemlig smugleri og illegal produktion som i forbudstidens USA, hvor alkohol en kort årrække i 20'erne blev forbudt. Det samme vil for øvrigt også ske med en drastisk forhøjelse af prisen på en pakke cigaretter til f.eks. 100 kr. Så vil det pludseligt blive interessant for ellers lovlydige borgere at at snige sig hen på et skummelt værtshus og købe en karton cigaretter for 300 kroner indsmuglet fra lande som Polen og Litauen. Gad vide om sligt ikke allerede finder sted?

08-06-2019

Jeg havde den store fornøjelse at deltage i Nye Borgerliges valgfest den 5. juni. Glæden var naturligvis stor over, at fire års hårdt arbejde blev belønnet med repræsentation i Folketinget, for det er bestemt ikke nogen nem opgave at slå igennem som helt nyt parti. Når det i de seneste år alligevel er lykkedes for nogle nye partier at opnå valg til Folketinget, så har det været i forvejen kendte navne med erfaring fra andre partier, f.eks. Naser Khader med Ny Alliance i 2007 og Uffe Elbæk med Alternativet i 2015.

 

Nu bliver repræsentationen for Nye Borgerlige den mindst tænkelige med blot fire mandater og en tilslutning på 2,4 pct. Nogle af os havde nok håbet på lidt mere end blot det, men lad det nu ligge. Nye Borgerlige er i gang, en meget vanskelig hurdle er overvundet, og med en god og disciplineret indsats fra den nye folketingsgruppe er der grundlag for yderligere fremgang.

 

Men andre ting gør imidlertid mig nedtrykt. Først og fremmest den store tilbagegang for Dansk Folkeparti, der om nogen har banet vejen for en anden udlændingepolitik, ja for at temaet overhovedet er kommet på dagsordenen. Forestil jer den hypotetiske situation, at Dansk Folkeparti ikke havde eksisteret, og at deres mandater i stedet havde tilhørt det Radikale Venstre! Hvordan havde Danmark så set ud i dag? For at få svar på det spørgsmål behøver man blot at se på Sverige, hvor man end ikke er kommet i gang med at indføre en ansvarlig udlændingepolitik, og hvor debatklimaet stadig gør en ærlig og åben samtale vanskelig.

 

Så ærgrer det mig også, at Liberal Alliance var tæt på at blive udslettet. Partiet har godt nok kludret i det med bombastiske krav, og det var en stor fejl at gå med i regeringen. Partiet havde stået sig langt bedre ved at være et loyalt men kritisk støtteparti for regeringen. Men Liberal Alliance vovede dog at tale om skattelettelser. I modsætning til Venstre, som i valgkampen konkurrerede med venstrefløjen om, hvem der kunne bruge flest penge. Og hvor ordet velfærd åbenbart kun kan betyde penge, som er blevet opkrævet som skatter. Kun Liberal Alliance vovede at minde om, at også skattelettelser er velfærd. Ikke desto mindre belønnede liberale vælgere Venstre og straffede Liberal Alliance.

 

Hvorfor er vi havnet der i dansk politik? Nu har skattelettelser længe været nedprioriteret af danske vælgere, men hvad med udlændingepolitikken? Med fremgang for Det Radikale Venstre og venstrefløjen og kun status quo for Socialdemokraterne, er vi så kommet dertil, at mange danskere mener, at indvandring fra mellemøstlige lande er noget vi kun kan få for lidt af, og at vi i øvrigt skal have meget mere EU?

 

Så galt tror jeg nu ikke det står til, men mit bud er imidlertid, at vi har nået et foreløbigt mætningspunkt, når det gælder spørgsmålene om udlændinge og integration. En sag kan simpelt hen ikke blive ved med at fænge, og engang imellem bliver den sat på pause. Så kan man tale nok så meget om f.eks. kriminelle udlændinge. Man kan nok så meget påvise, at problemerne med dårlig integration så godt som udelukkende kan henføres til indvandring fra muslimske lande. På et tidspunkt orker et stort flertal af befolkningen ikke at høre mere.

 

Det er forståeligt. Jeg blev selv ramt af samme følelse for nok ca. ti år, og det var en følelse der varede ved indtil 2015, hvor Pernille Vermund og Peter Seier Christensen meldte sig på banen med det nye parti. Jeg blev mindet om, at problemerne jo ikke forsvandt, bare fordi vi i en årrække tillod os den luksus at tale om sjovere ting end det triste emne om udlændinge i tiltro til, at den sag havde Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg helt styr på.

 

Jeg har også en anden hypotese, men nu må jeg indrømme, at jeg nok bliver mere spekulativ. Min tanke er, at tiden er præget af en fortvivlende pænhed og konformitet. Det handler mit første indlæg på denne blog om, et indlæg som jeg skrev for godt tre år siden, ser her. Hvad ved valgets resultat får mig til at vende tilbage til dette tema? Jo, vi så jo at partier, som vover at tænke dristige tanker om et opgør med de internationale konventioner og skattelettelser blev straffet. Nye Borgerlige lykkedes dog at slå igennem som et nyt parti, men altså indtil videre kun med fire mandater. I stedet søgte man hen til de ”pæne partier” som Venstre, Konservative, Det Radikale Venstre og SF. I virkeligheden ser vi det jo også med tilbagegangen for Alternativet. Deres tilbagegang vil jeg vel ikke påstå, at jeg begræder, men de har jo med deres placering på venstre side i dansk politik været dem som tænkte de skøre og anderledes tanker. Det ønsker vælgerne altså ikke.

 

Ser vi en normalisering af dansk politik? Det er som man sikkert kan forstå ikke mit håb. Jeg kommer til at tænke på en linje fra Cæsars sang om Storkespringet. ”Al den pænhed er som kloroform, kedsomheden er enorm”!

 

Mange mennesker luller sig ind i en tro på, at problemerne med udlændinge er løst eller dog forholdsvist nemt lader sig løse. I stedet for at se virkeligheden, som den er, falder man minsandten på halen for en svensk skolepige i den såkaldte klimasag.

 

Men vi kan jo så blot håbe, at vi på den indvandringsskeptiske fløj tager fejl. At integrationen fra nu af bare tonser derudaf i den gode retning. Indvandrerne, også fra anden og tredje generation, kommer på arbejdsmarkedet, deres kriminalitet styrtdykker, og vi skal aldrig mere høre om chikane af handlende, politi og brandmænd begået af ”unge mennesker”. Homoseksuelle mænd kan fra nu af gå hånd i hånd overalt i Danmark, og vi behøver ikke længere bevogte Synagogen i Krystalgade med bevæbnede vagter, for tilslutningen til radikal islam vil være forsvundet. Naturligvis vil der heller ikke længere være børn fra arabiske familier, som begynder i skolen uden at kunne dansk helt på samme niveau som alle andre børn.

 

Vi knækker ganske enkelt koden, når det gælder integrationen af indvandrere fra muslimske lande. Det har man ganske vist ikke formået i nogen af vores nabolande, men så skal vi jo bare være foregangsland her i Danmark.

 

Vist har man lov at håbe. Et ordsprog hedder, at håbet beskæmmer ingen. Selv vil jeg nu blot vælge at tage den mulighed i betragtning, at det ikke går helt så godt som skitseret ovenfor. Og så sætte mit kryds herefter.