14-01-2021

Kristeligt Dagblad fortæller 13. januar, nærmest triumferende, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol minsandten har sanktioneret udvisningen af to forhærdede kriminelle, henholdsvis en pakistaner og en iraker. Det er artige sager, der kan fortælles om pakistaneren: ”Fra 2003 til 2017 fik den daværende bandeleder 13 domme i Danmark. Størstedelen handlede om personfarlig kriminalitet.” Personfarlig kriminalitet er en pæn omskrivning for afstumpede voldsforbrydelser. Det som omsider udløste en udvisningsdom var trusler mod en politibetjent.

Så er det jeg føler mig hensat i en tilstand af absurditet, og det af to grunde: For det første, at man skal op på et tocifret antal domme for grove forbrydelser før udvisning fra Danmark kommer på tale. Og for det andet hvorfor skal instanser uden for Danmark overhovedet have indflydelse på, hvem vi vælger at udvise fra Danmark? Det burde være indlysende, at når man ved Højesteret er blevet dømt til udvisning, så er sagen definitivt afgjort, og at der i hvert fald højst kan være en eventuel benådning at falde tilbage på.

Men når vi taler om udlændinge og internationale konventioner, så er der aldrig noget, der er så absurd, at det ikke kan blive endnu mere absurd. En af de udvistes forsvarer overvejer nu at indbringe sagen for Menneskerettighedsdomstolens øverste instans, som hedder Grand Chamber. Så måske får den pakistanske forbryder endnu en chance for et comeback som bandeleder i Danmark.

Jeg forudser imidlertid, at absurditeten slet ingen ende vil tage. For hvordan bliver de to forbrydere udvist? Bliver det sådan ”rigtigt forlade Danmark og aldrig komme tilbage” udvist eller bliver de blot udvist? Og med det sidste mener jeg, at udvisningerne måske aldrig bliver ført ud i livet, og at de i stedet får lov til at tilbringe livet på et udrejsecenter. Og hvor de så kan få lejlighed til at sprede utryghed i lokalområdet, da det jo utvivlsomt vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at holde dem indespærret.

Og det er en absurditet som entydigt kan henføres til, at vi indrømmer udlandet indflydelse på, hvem vi giver ret til ophold i Danmark, og hvem vi vælger at udvise for alvorlige forbrydelser.

Heldigvis har andre end Dansk Folkeparti og Nye Borgelige blik for uhyrlighederne. Fra tid til anden kan man faktisk opleve sprækker i den ellers så fundamentalistiske tilslutning til konventionerne, se her på Danmarks Radios hjemmeside for godt et år siden. Her siger Socialdemokraternes Henrik Sass Larsen:

Vi har fået os rodet ind i alle mulige internationale domstole og konventioner - nu er det vores opgave at rode os ud igen, så vi får herredømmet tilbage.

Med andre ord skal der for udlændingepolitikken gælde 100 pct. dansk suverænitet. Det kunne jeg ikke have sagt bedre. Anledningen til polemikken fra Sass Larsen er netop spørgsmålet om udvisning af kriminelle udlændinge. Danmark Radio forklarer:

Særligt sagen om Gimi Levakovic, der har fået over 20 domme i Danmark, har skabt røre. Højesteret afgjorde, at det ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, hvis han blev udvist, blandt andet fordi han har familie i Danmark.

Men selvfølgelig er ikke alle enige. En af konventionsfundamentalisterne er Venstres Søren Pind som ifølge samme artikel udtaler:

Det er et af de sidste værn, man har, når man for eksempel lever i en mærkelig tilstand, som den verden er i nu. Nogle kan sige 'hov hov' - her gælder ret på tværs af grænser.

Ja, naturligvis. Hvor var vi henne, om en voldtægtsforbryder fra Somalia kunne blive udvist? Man kunne dog måske tænke sig, at ofrene finder tingenes tilstand ”mærkelig”, måske endda absurd.

06-01-2021

Som bekendt har tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen forladt Venstre. Han fortæller om sine grunde til bruddet her:

Jeg skal ikke beskæftige mig yderligere om bruddet i dette indlæg, men jeg faldt dog over denne bemærkning i Lars Løkke Rasmussens indlæg:

Dansk Folkeparti vil melde Danmark ud af EU, Nye Borgerlige vil melde os ud af internationale konventioner, og Liberal Alliance vil – omend man fornemmer en ny, lidt mere klædelig ydmyghed – topskattelettelser så intenst, at alt andet bliver ligegyldigt. Endda en borgerlig-liberal regerings overlevelse.

Atter hører vi ønsket om brud med internationale konventioner gjort til genstand for anklage. Det bliver gjort til noget man bare ikke kan, noget hvor vi som land slet ikke har noget valg. Men vi har altid et valg, og hvis vi vurderer, at tilslutning til denne eller hin konvention er en byrde, så kan vi naturligvis vælge at skille os af med byrden.

Det er klart, at internationale aftaler kan være et gode. Hvis Norge bliver angrebet militært så har vi i kraft af vores medlemskab af NATO pligt til at komme nordmændene til undsætning, ligesom vi også kan regne med deres støtte, hvis vi skulle blive angrebet. Dermed er vi forpligtet, vi er ikke frie til at gøre hvad vi vil, men den pris betaler vi gerne, fordi vi mener, at vi drager fordel heraf. Det samme kunne vi sige om frihandelsaftaler.

Det gælder jo alle aftaler, også i det små. Vi indgår dem kun, hvis vi høster fordele. Per og Poul aftaler at se efter hinandens huse. Og netop af egeninteresse er begge parter omhyggelige med at overholde aftalen. På et tidspunkt kan det være, at Per ikke ser den store fordel i aftalen. Han kan så alligevel vælge at blive i aftalen af hensyn til det gode naboskab. Udvikler aftalen sig efterhånden til byrde og ulempe, så må vi dog regne med, at Per vælger at opsige aftalen. Han har ingen pligt til at være en engel. Han har ret til at skæve til egen fordel.

Det samme gælder internationale aftaler på udlændingeområdet. Skal vi blive i dem, skal vi have fordele deraf. Og derfor bør vi stille spørgsmålene:

  • Hvilke fordele har vi som nation ved, at folk fra mellemøstlige lande kan komme til vores land og få ret til at få deres ansøgning om asyl behandlet?
  • Hvilke fordele har vi af, at de efterfølgende kan få deres familie til Danmark?
  • Hvilke fordele giver det os, at mange af dem sidenhen skal leve af overførselsindkomster?
  • Hvilke fordele har vi af tilslutning til konventioner, som giver udenlandske voldsmænd med adskillige domme bag sig ret til at blive i vores land?

Flere spørgsmål kunne utvivlsomt stilles? F.eks. hvilke fordele vi har af at skulle behandle canadiere og syrere ens, når det gælder ret til ægtefællesammenføring, når nu integrationen af de førstnævnte erfaringsmæssigt går problemfrit, men mildest talt ikke for de sidstnævnte?

Svarene på ovenstående spørgsmål giver sig selv. Fordelene er aldeles fraværende, mens byrder og omkostninger er overvældende. Og løsningen er derfor den indlysende at vi skal af med byrderne, vi skal ud af de konventioner, som forhindrer os i at gøre det rigtige.

Det betyder, at man ikke længere kan stille ved vores grænse og ved hjælp af det magiske ord asyl kunne komme ind og få sin sag behandlet. Og sniger man sig alligevel illegalt over grænsen, så skal man vide, at det absolut bedste man kan gøre sig håb om er en seng at sove i og tre daglige måltider mad. Man får ikke egen bolig, man får ikke arbejde, og man får ikke sin familie til Danmark.

Naturligvis skal alvorlige forbrydelser begået af udenlandske statsborgere altid føre til ubetinget udvisning.

For ægtefællesammenføringer skal der gælde lempelige regler for vestlige lande og visse sydøstasiatiske lande, men strengere regler for mellemøstlige og afrikanske lande.

Og dog kunne vi alligevel stadig vælge at yde stor hjælp til flygtninge. Vi kunne forøge hjælpen massivt til nærområderne med basale fornødenheder. Og vi kunne tage imod et vist antal kvoteflygtninge, som oftest er meget ringere stillet end ham, som ved at betale en menneskesmugler kan skaffe sig vej til Danmark.

Så hvad er det i grunden vi tøver efter? Naturligvis skal vi ud af internationale konventioner, når disse udgør byrder og ingen fordele har at tilbyde.

17-09-2020

Sidste år havde vi folketingsvalg, som meget kom til at dreje sig om klimaet. Igen og igen blev der krævet ”handling nu”. Så meget desto mærkeligere var det, at da Pernille Vermund fra Nye Borgerlige foreslog et tiltag, som virkelig kunne batte noget, nemlig indførsel af atomkraft, så udeblev debatten fuldstændigt. Måske er ikke alle problemer med sikkerhed og atomaffald løst. Jeg er ikke ekspert på området, men blot finder jeg det aldeles forrykt, at spørgsmålet om atomkraft på det nærmeste er forvist fra debatten.

 

I stedet taler man meget gerne om den såkaldte grønne energi, der bare ofte ikke er spor grøn. Der er f.eks. intet grønt ved at brænde træ af i kraftvarmeværker. Det er gang på gang blevet påvist, f.eks. i artikler i Weekendavisen af nordmanden Jon Hustad, se f.eks. 4. september, 2020, første sektion, side 4. Det samme blev påvist af den kontroversielle filminstruktør Michael Moore i filmen Planet of the Humans, som han straks gjorde tilgængelig på youtube. Moore blev mødt med fordømmelse og vrede, men ikke argumenter. Denne grønne energi er en hellig ko. Det samme kunne siges om el-biler, hvis grønhed jo også kan betvivles, for hvad med den strøm, som skal produceres til bilerne, og hvad med batterierne, som skal fremstilles af sjældne metaller?

 

Så hvad ligger der bag al den ”handling nu”? Hvad er det vi kan og skal gøre? Det er i hvert fald den store gåde for mig. I samme udgave af Weekendavisen som nævnt ovenfor, er der i sektionen IDEER, side 8-9 en artikel om effekten på klimabevidstheden ved at skræmme borgerne. Får skrækkampagner os til at blive bevidste eller snarere til at vende ryggen til problemerne? Jeg faldt over en interessant detalje i artiklen: en svensk professor ved navn Åsa Wettergren har gjort den opdagelse, at mange folk kan blive vrede, når de stifter bekendtskab med mennesker, som rent faktisk har foretaget forandringer i deres liv, som f.eks. at skille sig af med deres bil og droppe flyrejser. Det er som om, det virker provokerende, når nogle ligefrem vælger at tage sagen i egen hånd. Det bekræfter sjovt nok en iagttagelse forfatteren Bo Bjørnvig gjorde i samme avis tidligere på året. Som ikke-bilist, fortæller han, bliver han mødt med dybt forundrede spørgsmål, grænsende til forargelse, over hvordan han dog kan leve sit liv uden en bil.

 

For netop bilen synes at være helt uden for diskussion, selv hos de klimabevidste. Den kan og skal man bare ikke undvære. Der findes beretninger om gymnasieelever, som kører til skole i deres egen bil. Forleden var der en sag fra Århus Universitet om, at de studerende har svært ved at finde en parkeringsplads til deres bil, når de skal til forelæsninger. Hvad med at tage, bus, tog eller måske endda cyklen?

 

Og så er der flyrejserne. I disse corona-tider er vi mange, som har lært, at man så glimrende kan holde møder på Skype og Zoom. Så kunne vi håbe på, at alle embedsmandsmøder i EU i fremtiden kan blive holdt på denne måde, så vi kan spare flyrejserne, hoteller og diæter. Vi udleder dermed mindre CO2, og vi sparer udgifter for skatteyderne. Imidlertid forudser jeg allerede indvendingerne: den personlige kontakt er også af betydning, snakken med den svenske og hollandske kollega i en kaffepause kan være nyttig og interessant. Og det kan selvfølgelig være rigtigt nok. Men blot fordi der nu kan tænkes at være en eller anden marginal fordel ved et fysisk møde, skal det så død og pine også gennemføres helt uden hensyn til miljø og økonomi? Når vi alle kræver vores eget lille område fredet, det være sig privat eller professionelt, så skal det jo gå galt.

 

Og så er der de mindre ting, men jeg synes jeg har hørt, at man skal regne det hele med. At Danmark kun står for en promille af hele verdens CO2-udledning fritager os ikke fra et ansvar, bliver der sagt. Men så må vi jo også hver især gøre vores, hvor vi kan. Men også her har jeg svært ved at få øje på en indsats. Hvad med alle de benzindrevne haveredskaber, som tilmed støjer og er til gene for naboerne. Men det er vist nu om stunder helt umuligt for en haveejer at benytte en hånddrevet græsslåmaskine eller en gammeldags hækkesaks. For øvrigt kunne man jo også overveje blot at lade haven gro til, for så ville man jo yde sit til biodiversiteten. Men den tanke kan vist heller ikke tænkes.

 

Og sådan kunne man blive ved ved. Hvad med de cigaretskod, som folk smider alle vegne, og som bidrager til plastikforureningen. Det er ikke kun skumle bølletyper, som står for uvæsnet. Det er også pæne bedsteborgere, som betaler enhver sit, og aldrig kunne drømme om at stjæle eller køre spirituskørsel. Og det er flinke unge mennesker, der sikkert passer deres studier eller arbejde. Og som måske går til demonstrationer til fordel for klimaet med krav om ”handling nu”.

 

Lad os få handling nu, jeg er ikke uenig. Men handlingen kan og skal vi selv stå for. Hvem ellers? Der er faktisk ikke andre end os selv til at skrue ned for unødvendig transport og unødvendigt forbrug.

15-06-2020

Da jeg for nogen tid siden på Facebook linkede til Danskerne støtter Støjberg, blev jeg spurgt om, hun da ikke skal overholde loven. Og svaret er naturligvis, at det skal vi jo alle. Og bliver hun dømt ved retten for det påståede lovbrud, så må hun jo som alle os andre tage sin straf.

 

Hvorfor bakker jeg så op om kampagnen til fordel for Inger Støjberg? Det er der naturligvis nogle grunde til som jeg vil uddybe i det følgende:

 

Jeg har ladet mig godt og grundigt irritere af påstanden om et lovbrud. Før retten har fældet en dom, ved vi jo slet ikke om, hun har overtrådt nogen lov. Det afhænger, så vidt jeg har forstået, blandt andet af hvilken status, et bestemt notat kan siges at have. Og navnlig ved vi jo slet ikke, hvor alvorlig sagen er. Selvom retten skulle komme frem til, at Inger Støjberg har begået en ulovlighed, så er der måske blot tale om en ret så formel overtrædelse, som højst udløser en bøde. Ikke desto mindre har pressen og medierne med Danmarks Radio i spidsen og såmænd også min egen avis - Kristeligt Dagblad - på forhånd fældet dom.

 

Dernæst er der naturligvis sagens kerne, nemlig Inger Støjbergs berettigede og sympatiske kamp mod ægteskaber med mindreårige piger. Det handler ikke om barnebrude lyder det evige mantra fra venstrefløjen og det polisk korrekte segment. Ofte efterfulgt af en ondskabsfuldhed om, at Inger Støjberg, da ikke interesserer sig et hak for barnebrude. Underforstået: et ondt menneske som Inger Støjberg kan naturligvis ikke nære den ringeste empati for udsatte mennesker. Og det lyder som regel fra dem, som ellers gerne bruger begrebet dæmonisering. Det er ellers som oftest vendt mod tilhængere af f.eks. Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige. Vi bliver gerne beskyldt for at dæmonisere muslimer. Jeg vil fortsat tillade mig at påstå, at sagen i allerhøjeste grad drejer sig om barnebrude, og så må retten tage stilling til juraen.

 

Men nu kommer det vigtigste, og det er det forhold, at hele miseren har sin rod i den uhyrlige kendsgerning, at vi tillader alverden at banke på vores dør og komme indenfor og få deres sager behandlet. Og efterfølgende klage over afgørelserne, endog til magter uden for Danmark som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og EU-domstolen. Hvorved vi kan ende med at give ophold til mennesker, vi ellers ville ikke havde givet ophold, om vi da havde været herre i eget hus, endog til voldsmænd og andre kriminelle.

 

Udenlandsk indflydelse på dansk udlændingepolitik har også betydet, at vi gang på gang har været nødt til at finde på nye stramninger, når de eksisterende blev underkendt af konventionerne. Ofte til gene for danskere med udenlandske ægtefæller fra vestlige lande, som erfaringsmæssigt fint finder deres plads i Danmark.

 

Det er desværre ikke noget, som Inger Støjberg har haft modet til at gøre op med. Tværtimod så har hun og hendes parti Venstre hårdnakket fastholdt, at intet kan stå over de såkaldte internationale konventioner, uanset konsekvenserne for vores land. Og blandt andet derfor er jeg så langt fra nogen ukritisk beundrer af hende. Det er jeg heller ikke af den grund, at hun med sin barske og bramfri tale har taget sig ud som en garant for den forrige regerings stramme udlændingepolitik. ”Når man kommer til Danmark, så skal man sandt for dyden rette ind og overholde danske værdier”. Hvad er den tale værd, når det er uden konsekvenser ikke at tilegne sig danske værdier? Og hvis migranter fra mellemøstlige lande frit kan bevæge sig ind over vores grænse, som vi så det i sommeren 2015.

 

Nej, lad os komme til den erkendelse, at vi aldeles skal tage magten over vores udlændingepolitik. Det skal blandt andet medføre stop for spontant asyl, og strengere krav til opholdstilladelse for nogle lande end for andre. Når indvandrere fra f.eks. Canada klarer sig langt bedre end indvandrere fra f.eks. Syrien, så er det jo indlysende rigtigt at have lempeligere regler for Canada, f.eks. ved ægtefællesammenføringer. Men er det ikke diskrimination? Jo, det er netop hvad det er. Diskrimination, som giver god mening!

 

Vi kan jo så håbe at støttekampagnen til fordel for Inger Støjberg netop kunne hjælpe hende til denne gode erkendelse. Hvorfor skal udlandet have indflydelse på dansk udlændingepolitik? Det findes der ingen rimelig begrundelse for.

05-02-2020

Det bliver ofte begrædt, at så mange danskere efterhånden kun kan begå sig på ét eneste fremmedsprog, nemlig engelsk, og ikke tysk eller fransk. Kristeligt Dagblad har i de seneste år skrevet flittigt om problemet, se f.eks. her.

 

Det er et ondt problem, som er selvforstærkende, for når så få lærer tysk i gymnasiet, så bliver der naturligvis også færre til at vælge sproget på universitetet.

 

I artiklen lyder det:

 

I år blev der eksempelvis optaget 23 på tyskstudiet ved Københavns Universitet, 6 på Aalborg Universitet og 29 på Aarhus Universitet. Samlet er optaget på humaniora siden 2013 faldet med 29 procent. Dermed kan optaget slet ikke følge med behovet for tysk- og franskundervisere i gymnasiet. Lige nu er kun 1 procent af fransklærerne i gymnasieskolen under 30 år, mens tysklærere hiver sig op på 2 procent. Samtidig er næsten hver anden fransklærer og hver tredje tysklærer over 60 år og dermed på vej på pension.

 

Hvorfor er vi kommet dertil? Den mest indlysende forklaring er naturligvis, at engelsk for længst har erobret førertrøjen som det vigtigste fremmedsprog. Gode kundskaber i tysk eller for den sags skyld fransk kan ikke kompensere for ringe kundskaber i engelsk. Det ved man naturligvis også i de fleste andre lande, såmænd også i Tyskland og Frankrig. Så dermed udebliver straffen stort set, hvis man ikke behersker tysk selv på et blot nogenlunde hæderligt niveau.

 

Ikke desto mindre er der solide grunde til at prioritere tysk, både økonomiske og kulturelle med Tyskland som vores store naboland og med de tætte historiske bånd mellem vores to lande. Det er meget godt belyst i artiklen fra Kristeligt Dagblad og i mange lignende artikler, så det behøver jeg ikke komme nærmere ind på her.

 

Til gengæld skal jeg da gerne melde mig på banen som en, der kun lige akkurat kan klare at bede om en kop sort kaffe ombord på en flyrejse med Lufthansa og efterfølgende sige pænt tak. Men havde jeg end ikke kunnet så meget tysk, så skulle jeg nok få kaffen alligevel, da de tyske stewardesser naturligvis taler udmærket engelsk.

 

Kun én gang var det ved at gå galt. På en tjenesterejse i Luxembourg for nogle år siden kom jeg til at tage en forkert bus, da jeg skulle til lufthavnen. Det er ikke så ualmindeligt, at indbyggerne i Luxembourg kun behersker fransk og tysk, og ikke også engelsk. Buschaufføren var en af disse. På et aldeles ubehjælpsomt tysk bad jeg chaufføren om at ringe efter en taxa. Det lykkedes trods alt, men jeg ærgrede mig over, at jeg ikke kunne klare situationen på et lidt bedre tysk.

 

Men den engelske dominans som verdenssprog er ikke den eneste forklaring på det tyske sprogs svage stilling i Danmark. En overset forklaring er gymnasieordninger, hvor det ikke alene har været nemt at fravælge tysk; det har tillige været svært at vælge til. Det kræver en forklaring:

 

Da jeg begyndte i gymnasiet på den matematiske linje i 1980, skulle vi vælge mellem engelsk og tysk. Vi havde så det valgte sprog med fem undervisningstimer om ugen, men kun i 1. g. Det siger sig selv, at næsten alle valgte engelsk. Måske ud fra rationelle overvejelser om betydningen af engelsk, måske ud fra en følelse af at engelsk er nemmere end tysk. Men nok først og fremmest på grund af den kendsgerning, at tyske verber og de ondskabsfulde kasus bare ikke er noget som en 15-16 årig dreng eller pige omfavner, hvis man da ellers kan blive fri.

 

Og det kunne man som sagt nemt, og igen: Tysk kunne vi kun have valgt på bekostning af engelsk. Noget tilsvarende gjaldt endda for vores kammerater på den sproglige linje. De havde ganske vist både engelsk og tysk i 1. g. Men fra 2. g var det alene de nysproglige, som både havde engelsk og tysk. Valgte man en anden gren end nysproglig – det kunne være den samfundsfaglige eller den musiske gren – så skulle man kun have ét af fagene engelsk eller tysk. Og gæt så hvad man typisk valgte...

 

Jeg husker, at jeg i gymnasiet foretog min egen statistiske undersøgelse, hvor jeg kom frem til, at den samfundsfaglige gren var dobbelt så populær blandt de sproglige som blandt de matematiske elever. Uden tvivl fordi man kunne slippe for tysk.

 

Her skal det indskydes, at ikke alle sproglige elever elskede sprog, og ikke alle matematiske elever elskede matematik og fysik. Sidstnævnte fag havde jeg gerne fravalgt, om det havde været muligt.

 

Men: Nu kommer jeg til det for alvor forrykte i den daværende gymnasieordnings prioritering af undervisning i fremmedsprog. For mens vi i hvert fald på den matematiske linje i praksis var afskåret fra at beskæftige os med tysk, og på den sproglige linje nemt at blive fri for sproget, så skulle vi alle trækkes med fransk i alle tre år. På alle grene og på begge linjer skulle vi have undervisning i fransk med fem ugentlige timer i 1. g og tre timer i 2. og 3. g. Her var der ingen forskel på f.eks. matematisk-samfundsfaglig og nysproglig. Det var nøjagtigt det samme timetal og nøjagtigt det samme pensum.

 

Og hvorfor var det forrykt? Fordi fransk er så svært et sprog, at det alligevel kun er de færreste der i kraft af undervisningen i gymnasiet får et niveau, som overhovedet fortjener at blive kaldt anvendeligt. Det gælder praktisk taget alle jævnaldrende, som jeg har talt med om sagen. Selv ydede jeg en noget svingende indsats i faget, og endte med karakteren seks ved den mundtlige eksamen i 3. g. Der var nu bestemt ikke tale om, at jeg sjoflede faget. Alligevel: havde jeg i Luxembourg stået over for en chauffør, som kun talte fransk, havde jeg været ilde stedt. Måske jeg kunne have leget flyvemaskine og på den måde vist, at jeg skulle til lufthavnen!

 

Det havde selvfølgelig været oplagt at prioritere undervisningstiden med engelsk som det vigtigste fremmedsprog, men også med timer i tysk. Så havde vi måske som standard opnået, at de matematiske studenter havde et godt niveau i engelsk og et i hvert nogenlunde niveau i tysk. Tysk havde vi trods alt haft i folkeskolen. I stedet blev standard, at vi forlod gymnasiet nogenlunde hæderlige til engelsk, men med så godt som uanvendelige kundskaber i både tysk og fransk.

 

Og det gentager sig åbenbart også i dagens gymnasium, hvor man godt nok ikke længere har de gamle linjer og grene, men hvor det stadig er nemt at blive fri for tysk og for den sags skyld også fransk.

 

Er det en udvikling vi kan vende? Det burde ikke være nogen umulighed. Vi bør fortsat undervise i tysk i folkeskolen i hvert fald fra syvende klasse. I gymnasiet bør engelsk være obligatorisk, men ét fremmedsprog mere bør være obligatorisk. Man kunne pasende få valget mellem tysk og fransk. Så vil de fleste nok vælge tysk, da det vil være velkendt fra folkeskolen. Og så skal der undervises i begge sprogfag alle tre år og med mindst tre ugentlige timer. Der sker meget med et ungt menneske i årene fra 16 til 19 år, så dét der i begyndelsen virker svært og utilgængeligt kan vise sig at være interessant, efterhånden som man bliver mere moden, og derfor vil det netop være en fordel med undervisning i både engelsk og tysk alle tre gymnasieår.

 

Det opdagede jeg selv i 3. g. med faget fysik. Det havde jeg ikke været gode venner med hverken i folkeskolen eller de to første år i gymnasiet. I 3. g. truede imidlertid den mundtlige eksamen i en ikke så fjern fremtid. Og så fik jeg det lyse indfald, at det måske kunne være en idé at begynde at læse på lektien! Det viste sig minsandten så, at også fysik kan være interessant. Jeg klarede skærene ved eksamen. Ikke med en topkarakter, men dog fuldt ud tilfredsstillende for mig. Det fik mig så ikke ligefrem til at vælge at læse fysik på universitet, men det kan jo være sket for andre.

 

På samme måde med tysk: Hvis alle skal beskæftige sig med sproget, så vil mange også finde det interessant. Og blandt disse vil der endda være nogle, som fatter så stor interesse for tysk, at de ligefrem vælger at studere det på universitet.

 

Idéen er hermed givet givet videre frit og kvit til alle politiske partier.