Mit universitetsspeciale

Jeg har her fornøjelsen af at præsentere mit universitetsspeciale, som jeg skrev i 1988. Valget faldt på en opgave om Henry George.

 

Jeg håber, at jeg siden kan få lejlighed til at fortælle nærmere om mit arbejde for nu snart 30 år siden, men jeg kan da her fortælle så meget, at min vejleder var ingen ringere end professor Hector Estrup. Og da en eller anden nok alligevel vil spørge, så kan jeg da også røbe, at jeg for opgaven fik karakteren 10.

 

Jeg retter en stor tak til mine gode ven Per Møller Andersen for arbejdet med at scanne papirudgaven af mit speciale.

 

Per har sin egen hjemmeside, som jeg kan anbefale. I kan f.eks. her finde Henry Georges skrifter på dansk.

www.grundskyld.dk


Karsten Larsen, 22. september 2017

Forord

Dette arbejde er en stor opgave, som er skrevet på det statsvidenskabelige studium ved Københavns Universitet, Økonomisk Institut. Opgaven er en behandling af den økonomiske teori hos den amerikanske økonom, Henry George (1839-97), først og fremmest med udgangspunkt i hovedværket, Progress and Poverty (1879).

Min baggrund for at skrive denne opgave ligger ikke i studiets forløb; på intet tidspunkt bliver man som stud. polit. tilskyndet til at beskæftige sig med Henry George. Jeg har på egen hånd studeret Progress and Poverty; første gang jeg læste "Fremskridt og Fattigdom" (som bogen hedder i dansk oversættelse) var i sommeren 1984, i min sommerferie mellem 1. og 2. årsprøve. Jeg har siden været grebet af bogens tanker og ideer, og af den økonomiske teori som er indeholdt i bogen. Det er denne del af Progress and Poverty, som er' genstand for under­søgelse i denne opgave. Mit mål er at identificere økonomen Henry George. Hans velkendte forslag om fuld beskatning af jordrenten vil kun blive berørt et par steder; der er intet kapitel, der selvstændigt vil omhandle spørgsmålet om beskatning af jordværdierne. Jeg har desuden fulgt faget, "Teorihistorie" i efteråret 1987. Faget beskæftiger sig ikke med Progress and Poverty, men giver en udmærket indføring klassikernes teorier (som George bygger på) og en god træning i tekstlæsning. En uddybende problemformulering vil finde sted i næste afsnit.

Ellers vil opgaven falde i syv kapitler.

Kapitel 1, "Overordnet om Henry George", giver en kort indføring i de vigtigste ideer i Georges forfatterskab.

Kapitel 2, "Økonomer om Henry George", giver nogle få eksempler på, hvordan George er blevet kommenteret af teori­historikere og andre økonomer; nogle typiske indfaldsvinkler vil blive identificeret.

Kapitel 3-5 er kernen i denne opgave. Disse kapitler vil behandle den økonomiske teori i Progress and Poverty.

Kapitel 3, "Teori om den Økonomiske Fordeling", er en redegørelse for indkomstfordelingens love, som de er behandlet af George i Progress and Poverty.

Kapitel 4, "Fremskridt og Fordeling", behandler sammenhængen mellem materielle fremskridt og udviklingen i fordelingen.

Kapitel 5, "Jordspekulation og Kriser", handler om Georges teori om økonomiske kriser.

Kapitel 6, "Placering af Henry George i en Teorihistorisk Sammenhæng", forsøger at få placeret George i forhold til de klassiske økonomer.

Kapitel 7 indeholder en konklusion, hvor hovedsynspunkterne i denne opgave bliver trukket op.

Disse kapitler indeholder alle et indledende afsnit (dog ikke 7), hvor kapitlets formål bliver præciseret, og hvor den litteratur jeg har støttet mig til, og som ikke i øvrigt bliver omtalt, vil blive nævnt. De fleste af kapitlerne indeholder også en konklusion.

Sidste afsnit er en fortegnelse over den anvendte litteratur.

Alle citater og litteraturhenvisninger angives med forfatterens efternavn, årstallet for udgivelse af bogens eller artiklens l. udgave, og kapitel.

Introduktion

Denne opgave falder inden for den disciplin, man normalt kalder teorihistorie, studiet af tidligere tiders økonomiske teorier. Hvorfor beskæftige sig med teorihistorie? Det er ikke let at besvare. Man kan sige, at økonomer som Karl Marx og Adam Smith stadig er relevante, idet vi kan anvende deres udsagn helt direkte på det moderne samfund, dog måske med visse forbehold. Endvidere vil det ofte blive sagt, at vi for at forstå den moderne økonomiske teori må gå tilbage til det, der er dens forudsætninger.

Af disse to begrundelser for teorihistoriens relevans er den første i høj grad gyldig i forbindelse med et studium af Henry George. Jeg er ikke i tvivl om, at der i hans tanker er indeholdt en løsning på mange af den moderne verdens økonomiske, sociale og politiske problemer. Men det er dog ikke det, som denne opgave handler om. George selv er et meget klart eksempel på en økonom, der tog stilling til sin tids problemer. Alligevel er det muligt at udskille et element fra Progress and Poverty, der er rent videnskabeligt, nemlig de økonomiske sammenhænge. George opstiller en økonomisk teori, som man i princippet godt kan godkende som sand, selvom man ikke vil anerkende forslaget om fuld beskatning af jordrenten.

Denne opgave vil behandle det videnskabelige element Progress and Poverty. Jeg vil forsøge at få identificeret en sammenhængende økonomisk teori ud fra Georges tanker. Der findes en utrolig uvidenhed om hans ideer, og det vil der løbende i dette arbejde blive givet eksempler på. Over for dette vil jeg forsøge at få belyst, hvad George selv sagde. Jeg vil ikke i noget videre omfang tage stilling for eller imod Progress and Poverty. Og dermed menes, at jeg ikke systematisk vil forsøge at besvare, om hans økonomiske teori har relevans anvendt på det moderne samfund. Men jeg vil ikke foregive nogen objektivitet i forbindelse med dette arbejde.

Samtidig med udredningen af Georges økonomiske teori er det min hensigt at få påvist, at han er en selvstændigt tænkende økonom. Ofte fremstilles han blot som en eftersnakker af Ricardo, og Progress and Poverty som en klassisk-økonomisk bog, tilsat en god del agitation. Dette synspunkt er fejlagtigt. Jeg påstår, at Progress and Poverty helt klart indeholder elementer, der er selvstændige i forhold til den klassiske økonomi, og dette synspunkt vil blive forfulgt gennem hele opgaven. Georges afhængighed af, især Ricardo og Mill som inspiratorer, bestrides ikke. De er hans vigtigste kilder.

Et arbejde med Georges tanker og teorier kan angribes fra forskellige vinkler. Jeg har kredset om fire mulige modeller:

  1. En undersøgelse af litteraturen om Henry George.

  2. Opstilling af en georgistisk økonomisk teori, hvor de vigtigste ideer fra Progress and Poverty bevares, men hvor andre dele opgives som fejlagtige eller unødigt komplicerede. Eventuelle nye tanker, ikke indeholdt i Progress and Poverty, føjes til.

  3. En undersøgelse af den klassiske teori, med inddragelse af George som en kritisk kommentator.

  4. En redegørelse for den økonomiske teori i Progress and Poverty.

Jeg har lagt mig fast på den sidste model, men de tre andre indfaldsvinkler vil også i et vist omfang blive anvendt. Jeg vil løbende fortælle om, hvordan Georges synspunkter er blevet behandlet i litteraturen. Det skal understreges, at jeg i min forståelse af tankerne i Progress and Poverty ikke på nogen måde har været afhængig af kortfattede redegørelser i diverse teorihistorier. Jeg vil endvidere i visse situationer illustrere Georges teorier ved hjælp af formler og grafer. Og en vis sammenholdning med klassikerne vil også finde sted; om nogen systematisk sammenligning vil der dog ikke blive tale. Men altså, denne opgave er ikke min opstilling af en georgistisk, økonomisk teori; det er Henry Georges egne tanker, der står i centrum.

Kapitel 1 Overordnet om Henry George

Dette kapitel vil forsøge at give et hovedindtryk af karakteren af Georges arbejde, især af de store linier i Progress and Poverty, mens arbejdet med at klarlægge den økonomiske teori hos George vil blive udskudt til Kapitel 3-5. Her vil vi kun beskæftige os med de overordnede ideer.

I afsnit 1.1 vil jeg kort omtale de vigtigste af Georges skrifter, og nogle få vigtige detaljer fra hans liv, som er blevet meget grundigt beskrevet af Henry George Jr. i bogen, The Life of Henry George (1900) og af Charles Albro Barker i bogen, Henry George (1955). Begge disse værker har jeg støttet mig til.

Afsnit 1.2 indeholder et resume af Progress and Poverty, og en redegørelse for bogens idegrundlag. Kapitlet indeholder ingen konklusion.

1.1 Henry George og hans vigtigste skrifter

 

Henry George blev født i 1839 i Philadelphia. Hans forældre var fra den lavere middelklasse. George fik på intet tidspunkt nogen højere uddannelse; sin fortrolighed med de klassiske økonomer erhvervede han udelukkende ved selvstudium. Fra 1865 arbejdede han som journalist på San Francisco Times, efter at have arbejdet som sætter på avisen.

I 1871 udkom hans første bog, Our Land and Land Policy. Bogen er et voldsomt angreb på den amerikanske jordpolitik, der gik ud på at forære eller sælge offentligt ejet jord meget billigt til store selskaber (især jernbanerne) og spekulanter. George konstaterer, at der i Californien (bogen beskæftiger sig især med forholdene i denne stat) er ved at blive dannet et jordaristokrati i stil med adelen i de gamle europæiske lande:

These men are the Lords of California – Lords as truly as ever were ribboned Dukes or belted Barons in any country under the sun. We have discarded the titles of an earlier age; but we have preserved the substance, and, though instead of "your grace" or "my Lord" we may style them simply "Mr" the difference is only in a name. They are our Land Lords as truly. (George, 1871, Chapter II).

George kommer frem til, at jordmonopoliseringen er årsag til fattigdommen. Midlet mod den uretfærdige fordeling vil være, for det første at stoppe jorduddelingen til de store selskaber, og kun give jord til nybyggerne i små portioner. Dernæst bør jordværdierne beskattes så hårdt, at hele jordrenten inddrages. Det vil gøre jordspekulation uprofitabel, og kun give plads for jordefterspørgsel til produktive formål:

The mere holder of Land would be called on to pay just as much taxes as the user of land. The owner of a vacant city lot would have to pay as much for the privilege of keeping other people off it till he wanted to use it, as his neighbour who has a fine house upon his lot … The monopoliser of agricultural land would be taxed as much as though his land were covered with improvements … Land prices would fall; Land speculation would receive its death-blow; land monopolisation would no longer pay. (Ibid, Chapter V)

I Our Land and Land Policy er der et par henvisninger til de klassiske økonomer. F.eks. en henvisning til loven om jordrenten som et produktivitetsoverskud i forhold til den dårligste jord i brug (Chapter III). Der er også i Chapter V en henvisning til Mills forslag om at beskatte den fremtidige stigning i jordrenten, og afsnittet i samme kapitel, "Taxation of Land Falls Only on its Owner", er formodentlig inspireret af Chapter X i Ricardos "The Principles", "Taxes on Rent". Men ellers er der i bogen højst et tilløb til en økonomisk teori på nogle enkelte punkter. Det væsentligste i bogen er en intuitiv erkendelse af, at da jorden er en faktor i produktionen, så vil jordmonopolisering være en kilde til udbytning og fattigdom. Og når befolkningsvækst og fremskridt forøger jordrenten, så vil forventninger om fremskridt føre til jordspekulation – altså en uproduktiv anvendelse af naturens rigdomskilder.

I 1877 blev George indbudt til at holde en forelæsning på University of California i Berkeley, med henblik på en eventuel ansættelse som professor. Her udtalte han, at:

The name of political economy has been con­stantly invoked against every effort of the working classes to increase their wages or de­crease their hours of labour. (George, 1877)

og

For the study of political economy you need no special knowledge, no extensive library, no costly laboratory. You do not even need text­books nor teachers, if you will, but think for yourselves. (Ibid).

Forelæsningen blev senere, i 1880, trykt i The Popular Science Monthly, og jeg nævner den her, fordi den, ud over de stærkt provokerende bemærkninger, indeholder en interessant redegørelse for økonomiens metoder; økonomiske sammenhænge er lovmæssigheder, som kan erkendes gennem teoretiske overvejelser; altså eksperimenter som man gør sig i tankerne; og som svarer til andre videnskabers laboratorieforsøg. I øvrigt er The Study of Political Economy blevet omtalt i en artikel fra 1983, Selected Elements of Henry Georges Legitimacy as an Economist af Aaron B. Fuller.

I 1879 udkom så Progress and Poverty, som indeholdt en opfølgning af tankerne fra Our Land and Land Policy, men denne gang med en omfattende økonomisk teori som en bagved liggende begrundelse for angrebet på den private ejendomsret til jorden, og forslaget om fuld beskatning af jordrenten. Den økonomiske teori i bogen er helt overvejende teori om fordelingen, men indeholder desuden en teori om økonomiske kriser. Men dette vil jeg siden vende tilbage til, så det er ikke værd at omtale Progress and Poverty nærmere nu.

I 1886 udkom Protection or Free Trade. Bogen er et meget stærkt indlæg for total frihandel. Ved hjælp af Ricardos teori om de komparative fordele afviser George de populære misforståelser blandt befolkningen og politikerne om, at frihandel vil udkonkurrere de lavproduktive lande, og at lande med lave lønninger vil udkonkurrere lande med højere lønninger, hvis ikke de sidstnævnte forsvarer sig med protektionistiske tiltag. Der er altså ikke meget selvstændigt teoriindhold i bogen, men den polemiske stil er helt Georges egen. Han klæder den protektionistiske filosofi af til skindet, og afslører den som totalt fejlagtig, og dens praktiske politik som skadelig og dybt umoralsk:

Such a theory might consort with that form of po1ytheism which assigned to each nation a separate and hostile God; but it is hard to reconcile it with the idea of the unity of the Creative Mind and the universality of law.

(George, 1886, Chapter IV)

Det er kendetegnende for George, at han på denne måde forener økonomisk og moralsk tænkning.

I 1898, året efter Georges død, udkom The Science of Political Economy. Bogen er et ret omfattende værk om økonomisk teori og metode.

George har skrevet flere bøger end dem, jeg har nævnt her, og desuden et utal af pjecer og artikler. I betragtning af hans ringe uddannelse, han forlod skolen 13 år gammel, så er hans produktivitet imponerende.

1.2 Progress and Poverty

Georges tilgang til at beskæftige sig med politisk økonomi er fattigdommen. I indledningskapitlet i Progress and Poverty, "The Problem", er det Georges påstand, at stigende produktivitet af enhver slags, som har præget det meste af den civiliserede verden i mange år, ikke har mindsket fattigdommen, men måske endda har haft en tendens til at øge den:

It is true that wealth has been greatly increased, and that the average of comfort, leisure and refinement has been raised; but these gains are not general. In them the lowest class do not share. (George, 1879, indledningskapitlet, "The Problem").

Det må altså slås fast, at George ikke vil undersøge om fremskridt mindsker fattigdommen, for det er han overhovedet ikke i tvivl om, at de ikke gør. Det han vil undersøge, det er, hvorfor de ikke gør det: "This association of poverty with progress is the great enigma of our times … It is the riddle which the Sphinx of fate puts to our civilisation." (Ibid). Det redskab George så vil benytte sig af til at finde svaret på gåden, fremskridt og fattigdom i forening, det er videnskaben, som man kalder politisk økonomi:

I propose in the following pages to attempt to solve by the methods of political economy the great problem I have outlined. I propose to seek the law which associates poverty with progress, and increases want with advancing wealth. (Ibid).

Men George kan ikke blot overtage den gængse politiske økonomi. Han er nødt til at opbygge sin egen for at finde et konsistent svar på sit spørgsmål, og det er det, som Progress and Poverty handler om.

Progress and Poverty er i stil med Mills "Principles" opdelt i afsnit, kaldet "bøger". Hver "bog" er så igen opdelt i kapitler, sædvanligvis 4-5 stykker. Der er 10 bøger i Progress and Poverty, og ialt 43 kapitler. I de 5 første bøger behandler George sin økonomiske teori, altså svaret på det spørgsmål han stiller i indledningskapitlet. I de 5 sidste bøger behandles forskellige aspekter af midlet mod fattigdommen, altså en beskatning af jordrenten. Dette arbejde vil hovedsageligt koncentrere sig om de 5 første bøger i Progress and Poverty, men dog ikke udelukkende; Georges forslag om at beskatte jordrenten vil blive berørt et par steder, men kun i situationer hvor det kan være nyttigt for at klarlægge nogle punkter i hans analyse af den økonomiske teori.

Book I, "Wages and Capital", er et opgør med den klassiske lære om en lønningsfond. Book II, "Population and Subsistence", er et tilsvarende opgør med Malthus' befolkningslære. Book III, "The Laws of Distribution", er en redegørelse for Georges egen fordelingsteori."

Book IV, "Effect of Material Progress upon the Distribution of Wealth", er en undersøgelse af effekten af befolkningsvækst og tekniske fremskridt på fordelingen.

Book V, "The Problem Solved", er en behandling af sammenhængen mellem jordspekulation og økonomiske kriser, og tillige en voldsom polemik mod samfundets uretfærdigheder.

Book VI, "The Remedy", er en diskussion af de forskellige midler mod fattigdommen, som de kommer til udtryk i den almindelige debat. Mod bogens slutning præsenterer George sit eget middel: afskaffelse af den private ejendomsret til jorden. Det skal understreges, at der i denne bog intet nævnes om beskatning af jordrenten; George formulerer i første omgang sit middel som en afskaffelse af den private ejendomsret til jorden.

Book VII, "Justice of the Remedy", er en drøftelse af de etiske aspekter af spørgsmålet om ejendomsret til jorden, f.eks. om jordejerne skal kompenseres ved afskaffelse af den private jordejendomsret.

I Book VIII, "Application of the Remedy", forklares endelig, hvordan jorden kan gøres til fælleseje, nemlig ved en fuld beskatning af jordrenten.

I Book IX, "Effects of the Remedy", gør George rede for, hvordan hans middel vil påvirke fordelingen og den totale produktion.

Book X, "The Law of Human Progress", er i al væsentlighed en polemik mod den herskende socialdarwinistiske filosofi, og desuden en drøftelse af den moderne civilisations muligheder.

Det skulle således være klart, at Progress and Poverty er en bog, der spænder meget vidt emnemæssigt. Det væsentligste element er naturligvis økonomisk teori. Teori om fordelingen er, som hos klassikerne, det vigtigste punkt. Derudover er der, som tidligere nævnt, også en teori om økonomiske kriser. Også skatteteori indtager, ikke overraskende, en del af pladsen. Også klassikerne beskæftigede sig indgående med skatter, og George trækker i vidt omfang på de resultater, som Smith, Ricardo og Mill har leveret om de forskellige skatters indvirkning på priser og produktion.

Men Progress and Poverty indeholder andre elementer end økonomisk teori. George beskæftiger sig en del med historisk stof, især i forbindelse med drøftelsen af Malthus' befolkningslære, men også i visse andre sammenhænge. Desuden behandles emner som etik, politik, religion og filosofi, og agitation for skatten på jordværdierne har naturligvis også sin plads. Stilen er over alt i bogen farverig og spændende, og det gælder også, når de økonomiske sammenhænge udredes, for George forsømmer ingen lejlighed til at polemisere mod fejlslutningerne i den "gængse politiske økonomi", og hermed menes de klassiske økonomer, Smith, Ricardo, Malthus og Mill. De fortjenester der tilkommer disse økonomer, er George ikke blind for, og der er ikke nogen tvivl om, at han betragter sit arbejde som en videreførelse og revision af den politiske økonomi, således som især Mill har formuleret den.

Metodisk ligger George også tæt op af klassikerne. Det som undersøges er lovmæssigheder. Det sociale og økonomiske liver styret af love, som det er muligt at erkende; dels gennem et studium af sammenhængene i det konkrete samfund, og dels gennem logisk tænkning, hvor man udleder fra det generelle til det specielle – altså det man kalder deduktion. George foretrækker den deduktive metode; han mener, at den er et helt nødvendigt redskab i den politiske økonomi. Den induktive metode kan anvendes til at teste de resultater, som deduktionen har ført frem til. Metodiske spørgsmål drøftes spredt i Progress and Poverty, bl.a. i indledningskapitlet, hvor det slås fast, at den politiske økonomi er en lige så eksakt videnskab som geometrien. I øvrigt mener George, at både deduktiv og induktiv undersøgelse støtter hans konklusioner. (Se f.eks. George, 1879, Book VI, Chapter II.) Metodiske spørgsmål drøftes langt mere indgående i The Science of Political Economy (1898). Bl.a. Book I, Chapter XIII diskuteres forholdet mellem deduktion og induktion i den politiske økonomi. Denne side af Georges forfatterskab, reflektion over økonomien som videnskab, er vist nok ret ukendt for de fleste.

Kapitel 2 Økonomer om Henry George

Hensigten med dette kapitel er at identificere nogle typiske kommentarer, men ikke at karakterisere "Henry George-litteraturen" som sådan; det ville kræve et arbejde mindst på størrelse med dette speciale. Denne opgave er da også allerede løst på fortrinlig vis af Robert V. Andelson i Critics of Henry George (1979), af Steven B. Cord i Henry George. Dreamer or Realist? (1965), og af Elizabeth Read i en artikel fra 1961, How College Textbooks Treat Land Value Taxation. Alle disse tre tekster har indgået i mit arbejde med dette kapitel, og bestyrket mig i den opfattelse, at de få økonomer jeg omtaler, er repræsentative for de snesevis af folk, der i tidens løb har kommenteret Georges tanker.

Kapitlet vil falde i tre underafsnit:

Afsnit 2.1 giver eksempler på økonomer, der i deres kommentarer til George udelukkende, eller næsten udelukkende, har kommenteret hans forslag om beskatning af jordrenten.

Afsnit 2.2 vil give eksempler på kommentarer, der har noget at sige om George som økonom, 2 med et positivt syn (men ikke med accept af hans teori som sådan) og 3 med et negativt syn på George, og hans evner til at udtale sig om økonomiske sammenhænge.

Afsnit 2.3 er en konklusion.

2.1 Skat på jordrente som enesteskat

Georges forslag om at beskatte jordrenten 100 pct. er, ikke overraskende, det punkt man hyppigst vælger at sætte i forbindelse med hans person. Kommentarerne dertil kan så i øvrigt være meget forskellige. Jeg vil i det følgende give tre eksempler på indlæg, der tager udgangspunkt i beskatningen af jordværdier. Men omtalen bliver kort, for denne opgave vil ikke i noget videre omfang beskæftige sig med Georges skatteforslag.

James P. Quirk har i sin lærebog, Intermediate Microeconomics (1976), et kort afsnit med overskriften "Henry George and the Single Tax". Afsnittet er skrevet på mørkegrå baggrund, og er placeret midt i et afsnit om Ricardos jordrentelov. Den mørkegrå baggrund markerer, at det ikke betyder noget, hvis man springer afsnittet over. Ellers får Quirk overhovedet ikke omtalt Georges økonomiske teorier, men kun skatteforslaget. Og jordskatten bliver endda kun omtalt for sine kvaliteter slet og ret som skat, hvor George i sine analyser anlagde et langt videre perspektiv, og betragtede skatten på jordrenten som den vigtigste reform til løsning af fattigdomsproblemet. I øvrigt er Quirk ikke tilhænger af Georges forslag, som betragtes som uretfærdigt over for dem, der på reformtidspunktet har betalt den kapitaliserede jordrente med deres opsparing. Det er en af de mest almindelige indvendinger mod skat på jordværdierne. (Quirk, 1976, Chapter 10)

Mark Blaug leverer en nogenlunde fyldig omtale af Henry George i et afsnit med overskriften "Site Value Taxation" (Blaug, 1962, Chapter 3.11). Han nævner den marshallianske indvending mod forestillingen om jorden som en særlig faktor i produktionen; på kort sigt er udbuddet af alle faktorer fast, og enhver agent i økonomien har muligheden for at tjene en "gratis gevinst" (quasi-rent, wind fall gain). Ellers går Blaug ind i en nærmere drøftelse af Georges forslag om beskatning af jordrenten, og kritiserer ham for ikke tilstrækkeligt udførligt at have redegjort for, at forslaget ikke indebærer beskatning af jordforbedringer, men kun beskatning af den nøgne jords værdi. I øvrigt giver Blaug en slags principiel indrømmelse til Georges tanker, men hvor alvorligt det skal tages, er ikke så let at se. Men Blaugs afsnit er ganske udmærket, omend Georges økonomiske teorier kun bliver flygtigt berørt, og i sine litteraturhenvisninger får Blaug henvist til Steven B. Cords Henry George. Dreamer or Realist? (1965) og Robert V. Andelsons Critics of Henry George (1979). Desuden til tidsskriftet, The American Journal of Economics and Sociology, som er et georgistisk tidsskrift.

Det mest udførlige indlæg mod forslaget om en 100 pct. beskatning af jordrenten, som jeg har set, er Edwin R. A. Seligmans Chapter 3 i det store værk, Essays in Taxation (1895). Kapitlet har overskriften "The Single Tax", og er som sådan, i snæver forstand, et opgør med den tanke, at staten kan hente alle sine indtægter fra een eneste kilde. Seligmans argumentation udelukker ikke jordværdibeskatning som sådan, men han mener grundlæggende, at borgerne bør betale skatter efter deres evne, og derfor kan besiddelse af jord kun være een ud af mange begrundelser for at afkræve en person skat. Kun at hente skatter fra een kilde vil være uønskeligt.

2.2 Karakteristik af George som økonom

Georges kvaliteter som økonom er i et vist omfang blevet observeret af økonomer, og det vil der siden hen i dette arbejde blive gjort opmærksom på. Her er det blot hensigten at identificere nogle typiske holdninger og kommentarer til George som økonomisk teoretiker.

2.2.1 George som ricardiansk økonom

En almindelig holdning er at betragte George som en særdeles kompetent, ricardiansk økonom. Det er Joseph A. Schumpeter et meget markant eksempel på. Han skriver i sit store værk, History of Economic Analysis (1955) om George:

He was a self-taught economist, but he was an economist. In the course of his life, he acquired most of the knowledge and the ability to handle an economic argument that he could acquire by academic training as it then was Barring his panacea (the single tax) and his phraseology connected with it he was a very orthodox economist and extremely conservative, as to methods up to and including Mills treatise, he was thoroughly at home in scientific economics. (Schumpeter, 1955, Part IV, Chapter 7)

Schumpeter fremhæver så videre, at Georges forslag om at beskatte jordrenten er fuldstændigt uangribeligt, ud fra et ricardiansk synspunkt:

If Ricardo’s vision of economic evolution had been correct, it (the single tax) would have been obvious wisdom. (Ibid)

Schumpeter går så ikke nærmere ind i en drøftelse af Georges teorier, og det er naturligvis heller ikke nødvendigt, hvis disse blot er en gentagelse af Ricardos lære.

John A. Hobson anlægger en lignende betragtning i en artikel fra 1897. Hobsons indlæg er ganske vist mere omfattende end Schumpeters korte kommentar, og han går f.eks. ind i en drøftelse af Georges teorier om fremskridt og fordeling (et punkt jeg vender tilbage til i 4.5), men det afgørende er, at Hobson mener, at George udelukkende udleder sine konklusioner ud fra klassisk, engelsk økonomi. Men Hobson er af den overbevisning, at George er særdeles begavet i sin argumentation:

Henry George clearly understood that his business was to teach men to think and few writers are so lucid, simple and consecutive in their presentation of an argument Bright, pointed and vigorous, he never failed to make his meaning understood, and he must rank extremely high as a teacher. (Hobson, 1897) .

At George ikke altid er helt så sammenhængende og klar, vil jeg give et eksempel på i Kapitel 4; til gengæld vil jeg så hævde hans egenskab som en selvstændigt tænkende økonom, og ikke blot som en eftersnakker af Ricardo.

Men i det hele taget er det særdeles almindeligt at sætte George i forbindelse med Ricardo (også blandt mere negative kommentatorer end Schumpeter og Hobson). F.eks. så nævner Donald Winch i sit forord til Ricardos "The Principles" George som eksempel på en af Ricardos radikale efterfølgere.

2.2.2 Negative kommentarer

Der findes naturligvis mange økonomer, som i tidens løb har leveret en negativ vurdering af George som økonom. Jeg vil i det følgende give tre eksempler.

Eric Roll har i sin teorihistorie, History of Economic Thought (1942), et kort afsnit om George, men det eneste han egentlig når at få fortalt om Progress and Poverty er, at bogen tog udgangspunkt i fattigdommens problem, og ville løse det ved beskatning af jordrenten. Dette forslag er, siger Roll, udelukkende hentet fra Ricardo. Ellers bruger Roll det meste af pladsen på at fortælle, at George aldrig nåede at øve nogen indflydelse på arbejderbevægelsen eller på andre økonomer. Om Georges argumentation hedder det, at den var præget af en "mixture of oracular presumption, insistence on a single idea, and muddleheadness on economic problems." (Roli, 1942, Chapter IX), og sammenfattende om George, at han var "symptomatic of the mass of unsound doctrines which was so upsetting to the economists of the last quarter of the nineteenth century." (Ibid). Altså, alt i alt leverer Roll en hastig afvisning af Georges teorier, og en skeptisk holdning til hans kompetence som økonom, uden at gå ind i nogen nærmere undersøgelse af Progress and Poverty.

I 1883 holdt Alfred Marshall tre forelæsninger om Henry George. De blev trykt i forskellige engelske aviser, og er så blevet genoptrykt i 1969, og bragt i tidsskriftet, Journal of Law and Economics, 1969, april. George F. Stigler har skrevet et forord til Three Leetures on Progress and Poverty. .Den første forelæsning har overskriften "Wealth and Want: Do they Increase Together?", og vil blive omtalt i afsnit 4.5. Lecture 2 hedder "Causes of Poverty. What are the Limits of Work and Wages?". Den vil blive nævnt i afsnit 3.5. I afsnit 3.6 vil jeg nævne MarshalIs tredie forelæsning, "Is Nationalisation of Land a Remedy?". Men som jeg siden hen vil påvise, så er Marshalls "Three Lectures" præget af en forbløffende overfladiskhed. Han opnår på intet tidspunkt at få fortalt noget videre om Georges økonomiske teori, undtagen nogle få punkter som han har misforstået. Forelæsningerne handler også i vidt omfang om alt muligt andet end Progress and Poverty, f.eks. om lønudviklingen i England og forskellige modeller for nationalisering af jorden. Alligevel så siger han om George:

Some socialistic writers have been men of great scientific capacity, who have understood the economic doctrines which they have attacked. Mr. George is not one of these. He is by nature a poet, not a scientific thinker. The real value of his work does not lie in his· treatment of questions that require study and clear thought. (Marshall, 1883, Lecture 1),

og

he was not a man of science because he said erroneous things. (Ibid, lecture 2).

Om Georges opgør med lønfondsteorien siger MarshalI, at

His criticisms are not only full of error, but they fall to the ground if the economic doc­trine of wages is stated in modern language. (Ibid).

Og alle disse påstande om Georges kvalifikationer som økonom leverer Marshall praktisk taget uden at give nogen form for dokumentation hentet fra Progress and Poverty. Der er i "Three Lectures" kun et enkelt citat fra George selv. Det er meget skuffende, at en normalt så højt anerkendt og respekteret økonom som Marshall var i stand til at præstere en så slet funderet række forelæsninger.

Den tredie kommentator jeg vil omtale blandt de negative indlæg, er Robert L. Heilbroner i bogen, The Worldly Philosophers (1953). Dansk udgave: Økonomiens Tænkere (1964). Heilbroners indlæg nærmer sig stærkt det underlødige. Som Marshalls er hans behandling af Georges teorier overfladisk og udokumenteret. Han selv beskrives som en drømmer. Heilbroner bringer et citat fra det sidste kapitel i Progress and Poverty, Book X, Chapter V, "The central Truth", et kapitel der er en hyldest til den sande frihed, som er ødelagt i det moderne samfund, fordi den frie adgang til jorden er nægtet den brede befolkning. Kapitlet er skrevet i stærkt følelsesladede vendinger, og således er det let rive et citat ud af kapitlet, og derefter sætte George i bås som en urealistisk utopist. Ellers fortæller Heilbroner om Progress and Poverty, at det

var en bog, der var skrevet fra hjertet, et råb, der var en blanding af protest og håb. Og som det også var at vente, led den under alt for megen lidenskabelighed og for ringe videnskabeligt overblik. (Heilbroner, 1953, Kapitel 7)

Som en slags dokumentation for sin påstand bringer Heilbroner så et citat fra Progress and Poverty, nemlig Georges tænkte samtale med en forretningsmand "who has no theories, but knows how to make money." (George, 1879, Book V, Chapter II). Forretningsmanden giver det råd at få fat i et stykke jord i en by, der må forventes at udvikle sig. Og til den der følger rådet, siger George:

Without doing one stroke of work in ten years you will be rich. In the new city, you may have a luxurious mansion; but among its public buildings will be an alms-house. (Ibid)

Heilbroner bemærker hertil, at "det ikke var så mærkeligt, at nationaløkonomiens vogtere ikke kunne gå alvorligt ind på en diskussion, der var holdt i stil med denne." (Ibid) Men i den stil var Progress and Poverty heller ikke holdt. Heilbroner piller et enkelt citat ud af det allerskarpeste og mest polemiske kapitel i bogen. Det svarer til at citere Keynes' forslag i "The General Theory", Chapter 10 om at fylde gamle flasker med pengesedler og grave dem ned i forladte kulminer for at stimulere økonomien, og derudfra karakterisere "General Theory" i nedsættende vendinger. Heilbroners fremstilling er i øvrigt på flere punkter helt fejlagtig. Om Georges lære siger han, at den satte "jordrenten lig med synd". Det gjorde George naturligvis ikke. Det han fremhævede som uretfærdigt, var den private beslaglæggelse af jordrenten. Ikke selve jordrenten. Heilbroner omtaler også Georges teori om sammenhængen mellem jordspekulation og kriser, og skriver at:

George var overbevist om at jordrenten uundgåeligt måtte føre til en vild spekulation i jord og lige så uundgåeligt til et sammenbrud, der ville rive hele prisstrukturen med sig. (Ibid)

Hertil siger Heilbroner: "Argumentationen var ikke alt for klar." (Ibid). Det er hans egen redegørelse for Georges krise­teori heller ikke. Kapitel 5 vil behandle denne del af Georges økonomiske teori. Her skal det blot siges, at hans kriseteori er langt mere præcis og sammenhængende, end Heilbroners bemærkninger lader antyde, og for øvrigt ikke har noget som helst at gøre med "prisstrukturen". Om Heilbroners afsnit om George må det siges, at han her lægger alle de dårlige egenskaber for dagen som teorihistoriker, som han beskylder George for at have som økonom.

Heldigvis er Rolls, Marshalls og Heilbroners stil ikke den almindeligste. I 2.2.1 så vi eksempler på to økonomer, Schumpeter og Hobson, med en positiv vurdering af Georges dygtighed og kompetence. Jeg vil flere andre steder i dette arbejde give eksempler på, at økonomer har bemærket Georges indsigter.

2.3 Konklusion

Dette kapitel identificerer tre forskellige typer kommentarer til George: l) Kommentarer der i al væsentlighed tager udgangspunkt i hans skatteforslag. 2) Kommentarer der vurderer ham som en kompetent, ricardiansk økonom. 3) Kommentarer der anser ham for at være uden kompetence som økonom.

I grunden ser det ud som om, at ingen af disse kommentarer kan bruges til ret meget i dette arbejde. Det er jo ikke her tanken at undersøge spørgsmålet om beskatning af jordværdierne, så type 1)-kommentarer er uden nogen særlig interesse. Forskellen mellem kommentarer af type 2) og 3) er i virkeligheden også ret beskeden. Det som Hobson og Schumpeter roser George for, det er jo blot, at han har læst sin lektie ordentligt. Det tyder kvaliteten af Progress and Poverty da efter min mening også helt bestemt på, men det kan vel ikke i sig selv berettige til at undersøge bogen nærmere, hvis den blot i al væsentlighed gentager Ricardo og Mill.

Når jeg alligevel har valgt at tage Georges arbejde op til en nærmere undersøgelse, så er det fordi, jeg er uenig med de økonomer, der ikke anser George for at være en selvstændigt tænkende økonom. Jeg hævder, at han ikke alene var en særdeles dygtig økonom, godt hjemme i Ricardo og Mill, men at han har en række selvstændige, originale og interessante synspunkter, der berettiger ham til en langt mere fremtrædende plads i historien om den økonomiske teoris udvikling, end han sædvanligvis bliver til del.

Heldigvis findes der økonomer, der har bemærket visse af Georges særlige indsigter, og det vil der løbende blive gjort opmærksom på i de følgende kapitler. Mest markant er den amerikanske økonom John Bates Clark, hvis bemærkninger til Georges teori vil blive omtalt i afsnit 3.4. Samtidig bør det også bemærkes, at alle de vigtigste bidrag til den økonomiske teori som George har givet, er blevet erkendt af de georgistiske økonomer i USA, i tidsskriftet, The American Journal of Economics and Sociology. De typer kommentarer jeg har omtalt i dette kapitel, er altså ikke de eneste, der overhovedet findes, men de er blot langt de mest almindelige.

Resten af denne opgave vil behandle Georges økonomiske teori indgående og systematisk, ud fra en grundig læsning af Progress and Poverty.

Kapitel 3 Teori om den Økonomiske Fordeling

Georges teori om indkomstfordelingen er klart den mest omfattende del af Progress and Poverty. Praktisk taget alle de mange emner der behandles i bogen, knytter sig til fordelingsspørgsmål, hvad bogens titel naturligvis også lader antyde. Det er faktisk kun muligt at udskille en særlig konjunkturteori, hvis behandling dog kun har et omfang på 14 sider (Book V, Chapter I), og selv her har fordelingsspørgsmålet en central placering, som vi skal se nærmere på i Kapitel 5.

George er i sin analyseform stærkt knyttet til den klassiske fordelingsteori. Det er den funktionelle fordeling, der undersøges, det vil sige faktorerne jord, arbejde og kapital, og deres del af det samlede produktionsresultat.

Indkomstfordelingen og dens love bliver behandlet i de tre første bøger i Progress and Poverty. Book I er et opgør med lønfondsteorien. Book II er et opgør med den malthusianske befolkningslære, mens Book III er en endelig redegørelse for den "sande teori", efter at de klassiske fejlslutninger er blevet gendrevet i de to første bøger.

George følger Mills terminologi, og taler om fordeling af formue (wealth), men der er naturligvis ingen tvivl om, at der hermed menes det samme, som når man i nutidig sammenhæng siger indkomstfordeling, så i det følgende vil ordet indkomst blive foretrukket, fremfor ordet formue.

Der er et begreb, der går igen i Georges analyse, og det er "løn på eksistensminimum". Han definerer ikke begrebet præcist, men det er klart, at den klassiske definition på eksistensminimum som den løn der netop reproducerer arbejdsstyrken, ikke kan harmonere med Georges tankegang, idet han totalt forkaster den malthusianske befolkningslære. På den anden side mener han heller ikke et bogstaveligt biologisk bestemt eksistensminimum, hvorved arbejderen dør af sult, hvis han bare får en smule mindre i løn. George afslører indirekte i Book VI, Chapter I, at det han mener, det er et samfundsbestemt minimum. Han diskuterer her den tanke, at arbejderklassen kan forbedre sine leveforhold med en mere sparsommelig levevis. Men Georges svar på dette forslag er, at hvis arbejderklassen begynder at praktisere kinesisk levevis, så vil de også snart blive tvunget ned på kinesisk arbejdsløn. Han bruger her udtrykket "standard of comfort", hentet fra Ricardo, men brugt i en anden betydning, nemlig som de samfundsmæssige forhold der bestemmer, hvor langt ned arbejderklassen lader sig presse i løn.

For Ricardo var det afgørende at finde et invariabelt værdimål med henblik på at måle de enkelte klassers andel af produktionen. Dette problem nævner George ikke med et eneste ord, men taler blot om "the produce", som om det var problemfrit at sammenveje alle varer i eet udtryk.

Når dette kapitel hedder "Teori om den Økonomiske Fordeling", så er det lidt af en tilsnigelse, for en meget væsentlig del af Georges teori vil ikke blive behandlet her. Det drejer sig om spørgsmålet om de materielle fremskridts indflydelse på fordelingen. Det er jo en gennemgående tese i Progress and Poverty, at så længe den private ejendomsret til jorden består, så vil alle fremskridt blive til højere jordrente, og ikke forbedre arbejderklassens vilkår. For at dokumentere denne tese er det naturligvis nødvendigt med en dynamisk teori, men den opstilles først i Book IV, mens Book III så behandler fordelingen under statiske forhold, det vil sige med en given befolkning, kapital, teknik og arbejdsorganisering. George gør ikke direkte en så stringent forudsætning, men det må være sådan, at hans analyse skal forstås, siden Book IV har titlen "Effects of Material Progress upon the Distribution of Wealth", og f.eks. et kapitel (Chapter II) med titlen "Effect of increase of Population upon Distribution of Wealth", mens Book III slet og ret har titlen "The Laws of Distribution", og f.eks. et kapitel (Chapter VI) med titlen "Wages and the Law of Wages".

Denne todeling af analysen viser Georges evner som en klart tænkende økonom. John Bates Clark behandler i sit fremragende værk, The Distribution of Wealth (1899), spørgsmålet om indkomstfordeling under statiske forhold, og slår igen og igen fast, at det er nødvendigt med en statisk fordelingsteori, før man kan sige noget om fordelingens udvikling under dynamiske forhold. George nærmer sig med sin analyse den samme tankegang.

Kapitlet vil falde i syv underafsnit:

Afsnit 3.1 handler om Georges opgør med lønfondsteorien og Malthus' befolkningslære, dog med klar hovedvægt på førstnævnte teori. Opgøret med lønfondsteorien er det punkt, hvor George på den skarpeste måde går til angreb på klassikerne, så afsnittet vil blive indledt med en redegørelse for lønfondsteorien hos Smith, Ricardo og Mill, for at få identificeret de tanker, hvorom striden står. (Men ellers er det naturligvis ikke hensigten med dette arbejde i almindelighed at gøre rede for den klassiske økonomi.)

Afsnit 3.2 behandler Georges teori om jordrenten, hvor det interessanteste er hans generalisering af Ricardos jordrentelov for landbruget.

Afsnit 3.3 handler om Georges behandling af de lovmæssigheder, der bestemmer løndannelsen.

I afsnit 3.4 vil Clarks teori om løndannelsen blive taget op. Begrundelsen herfor er, at Clark blev inspireret af Georges lønteori til at udvikle sin teori om faktorernes aflønning med deres grænseprodukt. Jeg har fundet det fascinerende, at en stor og højt respekteret økonom som Clark er blevet påvirket af en inferiør økonom som George, der endog ofte slet ikke er blevet regnet for at være økonom, men slet og ret en agitator.

Der vil selvsagt ikke blive tale om en systematisk redegørelse for Clarks teorier her, men kun om hans kommentarer til og generaliseringer af Georges løn-teori.

Afsnit 3.5 vil omhandle Georges teori om renten, og især forholdet mellem løn og rente.

I afsnit 3.6 vil der blive begået en uregelmæssighed, idet dette afsnit vil tage udgangspunkt i et kapitel fra Book IV, bogen om de materielle fremskridts indflydelse på fordelingen. En nærmere begrundelse herfor vil blive givet i afsnittet. Her skal det blot siges, at der er tale om et af de væsentligste punkter i Georges analyse, nemlig spørgsmålet om jordspekulation og jordmonopol. Der er mange af Georges øvrige bemærkninger og teser, der er uforståelige, hvis man ikke har fattet dette knudepunkt. Afsnittet vil f.eks. indeholde et eksempel på, hvordan Alfred Marshall har misforstået Georges fordelingsteori, fordi han ikke satte sig ind i tesen om jordmonopolet.

Afsnit 3.7 indeholder en konklusion, hvor synspunkterne i dette afsnit om Georges fordelingsteori bliver trukket op. Ved arbejdet med dette kapitel har jeg anvendt følgende litteratur:

Ved afsnit 3.1: Andelson, 1979, Chapter 5 og 15.

Ved afsnit 3.2: Blaug, 1962, Chapter 3, Andelson, 1979, Chapter 13 og Mill, 1848, Book II, Chapter XVI.

Ved afsnit 3.3: Andelson, 1979, Chapter 13.

Ved afsnit 3.4: Andelson, 1979, Chapter 18 og Blaug, 1962, Chapter ll.

Ved afsnit 3.5 og 3.6: Andelson, 1979, Chapter 4.

Mere overordnet har jeg haft gavn af Blaug, 1962, Chapter 2, 4, og6.

3.1 Lønfondsteorien og Malthus

I en kombination af lønfondsteorien og Malthus' befolkningslære, så George den klassiske økonomis svar på fattigdommens beståen:

The answer of the current political economy is, that wages are fixed by the ratio between the number of labourers and the amount of capital devoted to the employment of labour, and constantly tend to the lowest amount on which labourers will consent to live and reproduce, because the increase in the number of labourers tends naturally to follow and overtake any increase in capital. (George, 1879, Book I, Chapter 1).

George gør temmelig meget ud af disse spørgsmål. Book I, om lønfondsteorien, er på 51 sider, mens Book II, om Malthus' befolkningslære, er på 43 sider. Derfor har jeg fundet det rimeligt at forsøge at identificere lønfondslæren hos Smith, Ricardo og Mill. Elementer af malthusiansk tankegang findes hos alle disse tre økonomer, så jeg vil ikke specielt undersøge Malthus' befolkningslære. Den gængse udlægning af Malthus' lære, om at befolkningen har en underliggende tendens til at vokse hurtigere end livsfornødenhederne, vil jeg blot tage som givet.

Hvad er da den klassiske lønfondslære? Forestillingen om en fond der bliver brugt til at aflønne arbejderne med, ses tydeligt hos Smith. Her er forestillingen knyttet til det moderne samfunds kompleksitet. I et primitivt samfund gælder det at:

The produce of labour constitutes the naturel recompense or wages of labour. (Smith, 1776, Book I, Chapter VIII).

Men i et moderne samfund er jorden gjort til privat ejendomsret, således at jordrenten opstår. Desuden kommer arbejderen til at stå i et afhængighedsforhold til arbejdsgiveren. Arbejderen kan ikke, eller kun sjældent, arbejde for sig selv, og derfor:

His maintenance is generally advanced to him from the stock of a master, the farmer who employs him, and who would have no interest to employ him, unless he was to share in the produce of his labour. (Ibid).

Mesteren eller arbejdsgiveren vil forlange en profit til gengæld for sit udlæg.

Smith bruger landbruget til at illustrere tankegangen. Der bliver først høstet sidst på året, men arbejderen skal leve i mellemtiden; han må altså have et forskud … Men Smith mener, at samme forhold gør sig gældende i byerhverv; arbejderen er afhængig af arbejdsgiveren og hans "stock". I det hele taget er arbejdsgiver/arbejder forholdet understreget gang på gang hos Smith, jvf. hans afsnit om lønkampe og arbejdernes underlegenhed i denne kamp. (Ibid.) Lønfondsteorien skal også ses i dette lys, mindst lige så meget som i en forestilling om produktionens tidskrævende karakter. Sidstnævnte tanke er bestemt ikke uvæsentlig, for Smith skriver f.eks:

In all the arts and manufactures the greater parts of the workmen stand in need of a master to advance them the materials of their work, and their wages and maintenance till it be completed. (Ibid).

I dette citat udtrykkes begge tanker. Det er tydeligt, at Smith må have en forestilling om, at i et moderne samfund, i modsætning til f.eks. et stenaldersamfund, er produktionen blevet gjort kompliceret og tidskrævende, og dermed træder arbejdsgiveren og kapitalen som produktionsfaktor ind på scenen.

Nok så interessant er Smiths forestilling om, at det er fondene, der fastlægger efterspørgslen efter arbejdskraft:

The demand for those who live by wages, it is evident, cannot increase but in proportion to the increase of the funds which are destined for the payment of wages. (Ibid).

Hermed kommer så den klassiske økonomis forestilling om vækstsamfundet som det lykkelige samfund med høje lønninger, og det stationære samfund med lønninger på eksistensminimum. I kapitalen ligger efterspørgslen efter arbejdskraft, og i befolkningen ligger udbuddet. Smith nævner de nordamerikanske kolonier som eksempler på stærkt progressive samfund. Men i et stationært samfund, Smith nævner Kina som et eksempel, der er fondene ikke vokset, men det har befolkningen indtil det punkt, hvor fondene kun lige akkurat kan brødføde arbejderklassen. Den tankegang er naturligvis meget lig Malthus', men det er værd at bemærke, at arbejderklassens forarmelse hos Smith åbenbart er et arbejdsmarkedsfænomen, og ikke et spørgsmål om naturens nærighed. I hvert fald nævnes en sådan tankegang ikke.

Har Ricardo noget at føje til dette tankesæt? Under alle omstændigheder er Ricardo nok mere præcis. Han nævner i sit afsnit, "On Wages" ("The Principles", Chapter V) direkte, at arbejdskraft er en vare som alt andet, og prisen dannes ved udbud og efterspørgsel. Lønnen går på længere sigt mod det naturlige niveau, idet enhver afvigelse herfra vil blive efterfulgt af en stigning eller et fald i befolkningen. Kapitalen består af forskellige ting, som er nødvendige for at produktionen kan finde sted. Det er kapitalens mængde, der afgør størrelsen af efterspørgslen efter arbejdskraft. Ricardo nævner direkte muligheden for, at kapitalen kan blive ved med at vokse, således at lønnen permanent ligger over eksistensminimum eller det naturlige niveau. Han bruger endvidere flere gange udtrykket "fonde der er nødvendige for at opretholde befolkningen".

Ricardos tankegang kan også ses i kapitlet, "On Machinery" (Chapter XXXI). Her ses tydeligt, at Ricardo forestillede sig, at den del af kapitalen der kan understøtte arbejdskraften, er den flydende kapital. Det ligger i øvrigt også indirekte i Ricardos definition på kapital som den del af et samfunds formue, der er beskæftiget med produktion, det vil sige, mad, klæde, redskaber, råvarer og maskiner "necessary to give effect to labour" (Ricardo, 1817, Chapter V). I afsnittet om maskiner nævner Ricardo muligheden for, at kapitalen skifter sammensætning under tekniske fremskridt, imod forholdsvis mere fast kapital og forholdsvis mindre flydende kapital. Det sænker efterspørgslen efter arbejdskraft, og dermed falder lønnen. Det er tankevækkende, at spørgsmålet om produktionens tidskrævende karakter ikke nævnes hos Ricardo. Det er altså et punkt, som han må have taget som givet. Det samme gælder for øvrigt spørgsmålet om arbejderens afhængighed af en arbejdsgiver; det nævnes heller ikke direkte af Ricardo. Til gengæld er Ricardo ikke i tvivl om at tilslutte sig Malthus:

With a population pressing against the means of subsistence, the only remedies are either a reduction of people or a more rapid accumulation of capital. The friends of humanity cannot but wish that in all countries the labouring classes should have a taste for comforts and enjoyments, and that they should be stimulated by all legal means in their exertion to promote them. There cannot be a better security against a superabundant population. (Ibid).

Desuden nævner Ricardo forekomsten af lande med rigelige mængder af frugtbar jord, og lande hvor der ikke er disse muligheder. Hvor vidt Ricardo så delte Malthus' pessimisme er uklart, og skal ikke undersøges nærmere her. Men tanken om naturens nærighed er langt mere tydelig end hos Smith.

Og det gælder også, og i særdeleshed, for Mill:

Whether they like it or not, a double quantity of labour will not raise, on the same land a double quantity of food. (Mill, 1848, Book II, Chapter I)

Til gengæld mente Mill så, at familieplanlægning og kvinde­frigørelse ville kunne holde befolkningstallet nede, og dermed sikre velstanden for arbejderklassen. I "Principles" er Mills formuleringer helt på linie med Ricardo:

Wages depend mainly upon the demand and supply of labour; or as it is often expressed, on the proportion of population and capital by capital is meant only circulating capital, and not even the whole of that, but the part which is expended in the direct purchase of labour. (Ibid, Chapter XI).

I en artikel fra 1869 afviste Mill siden teorien med henvisning til, at den predeterminerede lønfond må betragtes som en fejlagtig abstraktion. Men Malthus' lære blev fastholdt. I artiklen giver Mill en indrømmelse til fagforeningernes nyttevirkninger.

Mark Blaug omtaler lønfondslæren i sin bog, Ricardian Economics (1958). Han betragter læren som meget uklar og brugt til forskellige formål, f.eks. til at fordømme fagforeninger og som et supplement til Malthus' befolkningslære. Om enighed vedrørende disse ting har der ikke været tale. Blaug lægger vægt på, at lønfondsteorien først og fremmest er opstået ud fra en forestilling om produktionens kompleksitet:

Round-about production requires a stock of finished goods to meet the current needs of producers; specifically a certain quantity of wage goods crudely labelled "capital”, must be advanced to workers for their maintenance during the cycle of production. (Blaug, 1958, Chapter 6).

I sin bog, Economic Theory in Retrospect (1962) giver Blaug endda en vis principiel indrømmelse til lønfondslæren ud fra det synspunkt, at produktion er tidskrævende, og i gennemsnit kræver mere tid end intervallerne for lønudbetaling. Blaug ender dog så op med at fastslå, at det siger mere om kapitalen og dens funktion i produktionen end om løndannelsen. I øvrigt fremhæver Blaug først og fremmest forestillingen hos klassikerne, om kapitalen som efterspørgslen efter arbejdskraft. Det synes da også at være en sådan formulering, der går igen hos Smith, Ricardo og Mill.

En anden, og nok så slående, ting er, at lønfondsteorien egentlig slet ikke diskuteres hos disse tre klassiske økonomer (bortset fra i Mills artikel fra 1869, men i "Principles", Mills hovedværk, er der ikke nogen særlig diskussion om læren). Tilsyneladende har det ligget fjernt fra de klassiske økonomer at forestille sig, at lønnen i et moderne samfund kunne tages direkte fra produktionsresultatet. Derfor må man give George ret i, at læren om en lønningsfond nærmest har karakter af et aksiom. Han skriver:

In current thought this doctrine holds all but undisputed sway. It bears the endorsement of the very highest names among the cultivators of political economy. (George, 1879, Book I, Chapter I).

Georges angreb på lønfondsteorien er som sagt meget omfattende. Han tager udgangspunkt i det simple samfund, og citerer Smith (Smith, 1776, Book I, Chapter VIII) for at erklære, at under disse forhold tages lønnen af produktionen, fordi der slet ikke er nogen kapital. Men hvad med det moderne samfund?

Her er det en af Georges mest fundamentale antagelser, at der ikke er nogen principiel forskel på det simple og det komplicerede samfund. I sidste instans må det nemlig gælde, at produktionens to faktorer er jord og arbejde. Kapital er skabt af arbejdskraft ikke omvendt. Derfor kan det umuligt være rigtigt, at det er kapitalen, der er den styrende kraft. Det er en absurd tanke, siger George, at man først skal spare kapital op for at kunne komme til at arbejde, når kapitalen selv er skabt af arbejde. Det første menneske på jorden havde ingen kapital, men kunne dog sagtens arbejde, da han havde adgang til at udnytte naturens ressourcer.

Dernæst afviser George tanken om, at det skulle gøre nogen forskel, om en person arbejder for sig selv eller for en arbejdsgiver. I det første tilfælde er det åbenlyst, at det en person skaber ved egen virksomhed bliver til hans løn:

There is in the politico-economic sense of the term wages no distinction as to the kind of labour, or as to whether its reward is received through an employer or not, but wages means the return received for the exertion of labour, as distinguished from the return received for the use of capital, and the return received by the landholder for the use of land. (Ibid, Chapter II).

Tanken om at løn ved egen virksomhed, og løn fra en arbejdsgiver er af samme natur, og derfor er knyttet til hinanden, går igen i hele Georges fordelingsteori. Det er en anderledes tanke, end den der kommer til udtryk hos Smith, Ricardo og Mill, for det er åbenbart, at de tænker på en arbejdsgiver, der betaler løn til sine arbejdere, når de taler om løn. Men i sig selv kan man ikke betragte denne konstatering som en tilbagevisning af lønfondsteorien. Man kan godt forestille sig en person, der på egen hånd går i gang med et tidskrævende projekt, og som, indtil dette er færdigt, må leve af en opsparing.

Georges argumentation er da også mere omfattende. Han tager sig for at vise, at selv når lønnen kommer fra en arbejdsgiver, så tages den af produktionen, og ikke af kapitalen. Han fastholder, at i en arbejdsproces skabes værdi. Det kan være bær, man plukker, eller æg, man samler. Disse ting vil kunne bruges til direkte at lønne arbejderne. Lønnen er da taget af den løbende produktion, og det er ikke nødvendigt med noget forskud. Men lønnen kan også gives i anden form, typisk som penge. I så fald er der tale om, at pengene ækvivalerer produk­tionen værdimæssigt, og lønnen er altså stadig taget af produktionen, og ikke af kapitalen. Arbejdsgiverens kapital bliver ganske vist formindsket, når han udbetaler penge til løn, men han har fået et forøget varelager til gengæld, så alt i alt er hans kapital ikke blevet mindre. Til og med må det gælde, at kapitalen i gennemsnit er blevet større. Totalt set må det nem­lig gælde, at arbejdets produktion overstiger lønnen, hvis der også skal være profit til arbejdsgiveren. George peger end­videre på, at det næsten altid gælder, at lønnen udbetales efter, at et stykke arbejde er færdiggjort. I virkeligheden er der altså tale om, at det er arbejderne, der giver et forskud, i stedet for at modtage et. Herom skriver han:

The payment of wages, therefore, always implies the previous rendering of labour. Now, what does the rendering of labour in production imply? Evidently the production of wealth, which, if it is to be exchanged or used in production, is capital. Therefore, the payment of capital in wages presupposes a production of capital by the labour for which the wages are paid. As the value paid in the wages is thus exchanged for a value brought into being by the labour, how can it be said that wages are drawn from capital or advanced by capital? As in the exchange of labour for wages the employer always gets the capital created by the labour before he pays out capital in the wages, at what point is his capital lessened even temporarily? (Ibid, Chapter III) .

Med dette citat kan vi se, at George i virkeligheden nærmer sig den tanke, man normalt kalder "synchronization economics". Det vil sige, at efterhånden som samfundets beholdninger af råvarer, halvfærdige varer mv. forbruges, så bliver der produceret nye. Arbejderens forbrug består måske fysisk set af produkter, der er produceret for lang tid siden, men han har ved sit arbejde leveret en produktion, der ækvivalerer forbruget. Eller med Blaugs ord: "the flow of consumption, and the flow of productive services are perfectly synchronized." (Blaug, 1962, Chapter 6.5) .

Ved meget langvarige projekter gælder det også, at lønnen tages af produktionen. For arbejdet vil hele tiden skabe en værdi, der ækvivalerer lønnen. Hvis der i et samfund er folk, der er beskæftiget med at etablere miner og lignende, som er meget langvarig virksomhed, så er det blot nødvendigt, at en anden del er beskæftiget med at producere forbrugsgoder. Desuden kan også halvfærdige produkter sælges eller belånes. Arbejdsgiveren behøver altså ingen kapital til at betale løn med.

George mener, at et samfund opretholder sin eksistens ved at producere "fra hånden og i munden". Hvis al produktion ophørte, så ville det betyde katastrofe i løbet af få uger. Men lønfondsteorien forudsætter jo, at den brede befolkning får opretholdt sin eksistens fra den flydende kapital. Hvis det er sandt, så må det være muligt at opretholde en befolknings eksistens uden produktion i en hel produktionsperiode, og det er en absurd tanke.

George skelner ikke i sin analyse mellem fast og flydende kapital, men han er godt klar over den klassiske tanke, at det er den flydende kapital, der bruges til at lønne arbejderne, hvilket især Mill understregede. Han skriver, at en af de doktriner der må forkastes1, hvis lønfondsteorien er forkert, er den at

the conversion of circulating capital into fixed capital lessens the fund applicable to the maintenance of labour. (Ibid, Chapter I)

Det bliver uinteressant at skelne mellem flydende og fast kapital, hvis lønnen tages direkte af produktionen.

Når lønfondsteorien er fejlagtig, så falder den klassiske tankegang om, at lønnen bestemmes af forholdet mellem udbud og efterspørgsel efter arbejdskraft, til jorden. For når lønnen tages af produktionen, så må det gælde, at også efterspørgslen efter arbejdskraft kommer fra produktionen. på den anden side må det gælde, at produktionen stammer fra arbejdskraftudbuddet. Udbud og efterspørgsel efter arbejdskraft er altså to sider af samme sag, og udspringer ikke fra hver sin kilde, som den klassiske økonomi forudsætter. Det er lidt mærkeligt, at George først nævner dette punkt i Book III, Chapter VI, i afsnittet om indkomstfordelingen, og ikke allerede under omtalen af lønfondsteorien.

Når George gør op med lønfondsteorien, så skyldes det ikke noget fjendtligt syn på kapitalen og kapitalrenten. Tværtimod så betragter han renten som retmæssig indkomst, og ikke som et røveri. Det som kapitalen gør er imidlertid ikke at beskæftige eller aflønne arbejderne. Kapitalen øger produktiviteten, og fremmer arbejdsdelingen. Desuden sætter kapitalen mennesket i stand til at udnytte naturens reproduktive kræfter; så korn og dermed få et større udbytte, end det der kan fås fra vilde afgrøder. På den måde kan man godt sige, at kapitalen påvirker lønnen, eller kan tænkes at påvirke lønnen, ved at forøge arbejdernes produktivitet, men det er dog en tanke, som George kun giver en principiel indrømmelse til; lønningerne er generelt langt lavere, end de kunne være, og stiger ikke, når produktiviteten stiger.

I 1879 var lønfondsteorien allerede blevet draget i tvivl af flere økonomer; Mill havde forkastet læren i 1869. Derfor kan man godt betragte Georges opgør med teorien som lidt anakronistisk, som en kamp mod vejrmøller. Af to grunde er det dog en fejlslutning. For det første fordi lønfondsteorien var en del af den gængse økonomi i 1879. Overalt i verden, hvor man har undervist i den økonomiske videnskab, har man undervist i lønfondsteorien, først og fremmest ud fra Mills Principles of Political Economy. Det er derfor korrekt af George, når han tager stilling til teorien. Man kan jo betragte en moderne parallel. En hvilken som helst lærebog i udenrigshandelsteori i dag gør rede for Heckscher-Ohlin-modellen. Det er den dominerende udenrigshandelsteori, selvom den i vidt omfang betvivles af økonomer. En person der vil skrive et lidt større værk om international økonomi, må nødvendigvis tage stilling til Heckscher-Ohlin-modellen, gerne i form af en total forkastelse af teorien, men man kan ikke ignorere en dominerende teori. Men en langt dybere årsag til Georges opgør med lønfondsteorien er, at han mener, at læren støtter det vidt udbredte syn på arbejdsgiveren og kapitalisten som samfundets velgører, fordi han giver arbejde. Det er et synspunkt, der nedværdiger arbejderen, gør ham afhængig af en kapitalist. Men arbejdet er ikke afhængigt af kapitalen. Arbejdet er en ligeværdig faktor i produktionen. George skriver om dette punkt:

Hence arises the feeling that the man who employs another to work is a benefactor to him – feeling which even the economists have done their best to foster, by teaching that capital employs and maintains labour. This feeling runs through all classes… One cannot read our newspapers without seeing that the notice of a new building or projected enterprise of any kind usually concludes by stating that it will give employment to so many men, as though the giving of employment … were the measure of its public advantage, and something for which all should be grateful. (George, 1886, Chapter XXIII).

Pointen er altså, at lønfondsteorien ikke alene er en analytisk tankegang hos økonomerne. Det er tillige en mere bred tankegang hos befolkningen og politikerne. Det er også i det lys, at man skal se Georges opgør med den klassiske lønfondsteori. Men dette synspunkt kommer skarpere til udtryk i Protection or Free Trade. Dette værk er nemlig, i langt højere grad end Progress and Poverty, et agitatorisk værk.

Der er visse dele af klassikernes argumentation, som George forbigår. Det er jo åbenbart ikke rigtigt, at lønfondsteorien forudser, at befolkningens vækst altid vil overhale kapitalens vækst. Tværtimod så nævner Ricardo direkte muligheden for, at lønnen permanent kan ligge over det naturlige niveau ("The Principles", Chapter V), nemlig hvis profitten ikke klemmes, således at væksten går i stå. Klassikernes betragtninger om vækstsamfundet contra det stationære samfund bliver ikke kommenteret af George.

Georges opgør med lønfondsteorien bliver som regel ignoreret af teorihistorikerne, men Philip Newman er en undtagelse. Han har i sin bog, Development of Economic Thought (1952), et kort afsnit om George, og også et par bemærkninger om hans opgør med lønfondsteorien. Newman hæfter sig især med den tanke, at også halvfærdige produkter har et marked, hvor de kan afsættes, og dermed give et provenu, som kan bruges til lønninger:

If the capitalist is withholding finished or unfinished goods from sale, he is using his capital not so much for paying labour as for commercial speculation. (Newman, 1952, Chapter 16 )

I øvrigt er Newmans afsnit udmærket og seriøst, og skiller sig ud fra de fleste andre fremstillinger om George ved ikke straks at kaste sig over "the single-tax system".

George viede hele den anden bog i Progress and Poverty til et opgør med Malthus' befolkningslære. For det første mener han, at det er forkert, at stigende levevilkår altid vil blive efterfulgt af en øget befolkning; det er en helt ubegrundet påstand. Mere centralt er det imidlertid, at George afviser tanken om jordens begrænsede ydeevne. Jorden er rig nok til at brødføde alle de folk, det skal være. For når vi siger, at mennesket bruger af naturens ressourcer, så har det kun en relativ betydning. Absolut set, så bruger mennesket ingenting; al produktion er intet andet end omformning af allerede eksisterende materie, og det er helt umuligt at forøge eller formindske materiens størrelse. Alle ressourcer vender efter endt brug tilbage til naturen, og kan altså bruges igen. Dertil kommer, at en stor befolkning kan producere mere pr. mand, end en lille befolkning kan. Det skyldes en øget arbejdsdeling og specialisering. Når man dertil lægger tekniske fremskridt, så må al tvivl om malthusianismens fejlagtighed høre op. Men George fastholder, at selv uden nogen tekniske fremskridt, så er Malthus' befolkningslære forkert.

Georges fremstilling indeholder en del af, hvad man kunne kalde empirisk stof. Blandt andet en undersøgelse af Indien, Kina og Irland, alle lande som ofte er blevet nævnt som eksempler på overbefolkede lande, og derfor med stærkt udbredt fattigdom. George mener i alle tilfælde at kunne påvise, at fattigdommen skyldes sociale og politiske forhold, og ikke overbefolkning. Disse dele af Georges argumentation er særdeles velskrevne og interessante, men skal dog ikke her gøres til genstand for en videre undersøgelse her.

Ud fra en nutidig betragtning kan det måske være svært at fastholde Georges befolkningsoptimisme. Blandt andet må forureningsproblemerne påpeges. Desuden er der jo ressourcer, der faktisk forbruges absolut. Energiressourcer som olie, kul og uran vender ikke tilbage til naturen i en form, der gør dem anvendelige til genbrug. Materien destrueres naturligvis ikke, men antager en anden form, der gør den uanvendelig til videre brug. Disse aspekter af problemet kunne økonomer i det forrige århundrede ikke tage i betragtning. De er heller ikke knyttet til Malthus' lære på nogen måde.

Hvad har George så opnået ved at tilbagevise lønfondsteorien og Malthus' befolkningslære? Ud fra et metodisk synspunkt er det interessant, at disse to teorier, ifølge George, giver korrekte forudsigelser. I kombination forudsiger de løn på eksistensminimum. Men de gør det på en forkert måde, og må derfor forkastes. Umiddelbart betyder det så, at lønnen, som jo tages direkte af produktionen, burde stige med stigende produktivitet og tekniske fremskridt. Befolkningsvækst burde også få lønnen til at stige, da produktiviteten stiger med øget befolkning. Alligevel er det for George åbenbart, at det ikke er tilfældet. Fremskridt ledsages tværtimod af fattigdom. George må opstille en alternativ fordelingsteori, og herom handler resten af dette kapitel.

3.2 Jordrenten hos George

Det er Georges jordrenteteori, der har givet anledning til, at han er blevet betragtet som en ricardiansk økonom. Loven om jordrenten behandles i Book III, Chapter II. Afsnittet er ganske kort, 5 sider mod hele bogens 60 sider, og muligheden for at beskatte jordrenten nævnes ikke med et eneste ord.

George formulerer loven om jordrenten som et produktivitetsoverskud i forhold til marginaljorden:

The rent of land is determined by the excess of its produce over that which the same application can secure from the least productive land in use. (George, 1879, Book III, Chapter II) .

Denne formulering er naturligvis hentet direkte fra Ricardo, og George slår da også fast, at han på dette punkt er helt på linie med den gængse politiske økonomi.

Lige som hos Ricardo ("The Principles", Chapter II) så fastholdes, at jordrenten er betaling for brug af den nøgne jord, og ikke også for brug af bygninger og andre jordforbedringer. En anden lighed med Ricardo (og Smith) er, at George nævner samfundets udvikling som en hovedårsag til jordrentens opståen; jordrente eksisterer ikke i helt nye lande, eller i primitive samfund. Endelig betragter George jordrente som betaling for brug af alle slags naturressourcer. Ricardo nævner jo også miner, som en kilde der kan give ejeren jordrente (Ricardo, 1817, Chapter III). Mindre forskelle til Ricardo er, at George nævner, at jordrente også er relevant, når ejer og bruger er den samme person. Følgelig kan jordrenten også kapitaliseres til en salgspris, hvilket George også bemærker. Han betragter jordrenten som en slags monopol:

Rent, in short, is the price of monopoly, arising from the reduction to individual ownership of natural elements which human exertion can neither produce nor increase. (Ibid)

På dette punkt er George blevet udsat for kritik af Alfred Marshall. Han hævdede, at jordrenten er en pris, der dannes mellem udbud og efterspørgsel; hvis der er mange jordejere, og det er normalt tilfældet, så kan ingen afkræve en monopolpris (Marshall, 1883, Append ix). Præcis det samme siger faktisk George selv:

The law or relation which under these circumstances of free competition determines what rent or price can be got by the owner is styled the law of rent. (Ibid).

Brugen af ordet monopol kan på denne baggrund synes temmelig gådefuld. Den samme formulering anvendes af Smith:

The rent of land, therefore, considered as the price paid for the use of land is naturally a monopoly price. It is not at all proportioned to what the landlord may have laid out upon the improvements of the land. (Smith, 1776, Book one, Chapter XI).

Ricardo bruger ikke ordet monopol, men nævner dog den magtposition jordejeren har, når han besidder et stykke jord, hvis produktivitet ligger over marginaljordens. Brugen af ordet monopol hos George og Smith skal angiveligt ikke forstås sådan, at jordrenten er et resultat af en egentlig monopolistisk prisdannelse. Der er simpelt hen tale om, at jordrenten (korrekt) betragtes som en indkomst, der ikke skyldes jordejerens indsats, men udelukkende hans position som jordejer. Derfor bruges ordet monopol af George og Smith, selvom det strengt taget er fejlagtigt.

Den afgørende forskel til Ricardo er, at George hævder, at jordrente også eksisterer alle andre steder end i landbruget; også en industrigrund tjener jordrente i kraft af sin beliggenhed. Hvad det er præcist, der er årsagen til jordrenten i byerne, siger George ikke noget om, men henviser blot til de høje jordpriser; det er naturligvis også dokumentation nok, da en jordpris jo ikke kan være andet end en kapitalisering af jordrenten. Det er dog ikke sikkert, at tankegangen ville være helt fremmed for Ricardo, for han skriver faktisk:

If all land had the same proportion, if it were unlimited in quantity, and uniform in quality, no charge could be made for its use, unless where it possessed peculiar advantages of situation. (Ricardo, 1817, Chapter II). (Min kursivering).

Men at jordrente kan være andet end forskelle i jordens frugtbarhed, er altså en undtagelse, så vidt man må skønne fra Ricardos øvrige behandling af emnet. Smith er langt mere direkte på dette punkt:

The rent of land not only varies with its fertility, … but with its situation … Land in the neighbourhood of a town gives a greater rent that land equally fertile in a distant part of the country. (Smith, 1776, Book one, Chapter XI).

Og Smith nævner så forskelle i transportomkostninger som en årsag til, at jorde med ens frugtbarhed kan afkaste forskellig jordrente. Jacob Lange behandler også problemet i sin bog, Socialøkonomi (1909), og nævner mere gunstige muligheder for detailhandel i tæt befærdede områder og gunstige trafikfaciliteter som en kilde til jordrente. (Se Lange, 1909, kapitlet, "Fordelingens Love".) Emnet er endvidere blevet behandlet af Robert V. Andelson. Han giver tilslutning til Georges synspunkt, og skriver:

Fertility was no doubt the defining characteristics of the law of rent but location was also crucially important. Transport costs were part of the costs of production; they therefore helped to determine the amount which a landowner could claim as being 'surplus' to the total costs of an enterprise, whether agricultural, commercial, or industrial. A plot of land, therefore, whatever its use … had ascribed to it a value depending on whether it was close to, or far from, the markets or places of employment. (Andelson, 1979, Chapter 5, side 82).

Alt i alt må Georges generalisering af Ricardos jordrentelov betragtes som helt igennem forsvarlig. Og hans henvisning til forekomst af jordpriser i byerne er jo klart nok et simpelt bevis for eksistens af jordrente. Det fører så frem til, at vi kan bruge den sædvanlige Ricardo-kurve i figur 3.1 til også at illustrere Georges tankegang.