Økonomen Henry George

Henry George er især kendt for sit forslag om at erstatte alle former for beskatning med en eneste skat på jordens værdi. (Heraf begrebet single fax, som der næppe findes noget mundret dansk udtryk for). Også kravet om frihandel er centralt i den ideologi eller i det tankesæt, der som oftest bliver kaldt georgismen.

 

Men politisk-økonomiske krav som jordværdibeskatning og frihandel forudsætter en forståelse for de generelle økonomiske sammenhænge i samfundet. En sådan forståelse vil man som oftest benævne økonomisk teori.

 

Uden en økonomisk teori kommer man til at agitere og debattere udelukkende pr. intuition og ud fra sammenhænge, man mener at have hørt eller læst sig til, og som man muligvis har misforstået. Se blot på avisernes læserbreve! Så kan ens intentioner i øvrigt være nok så gode.

 

F.eks. kan man intuitivt føle, at frihandel er rigtigt og retfærdigt. Man kan føle en uvilje mod protektionisme. Men for at ens argumentation kan have tilstrækkelig slagkraft, så må man være i stand til at på­vise, at vi ikke bliver "udkonkurreret" af billige varer fra Taiwan eller andre steder. Vi må med andre ord forstå principperne for international handel.

 

Den afgørende styrke ved Henry George er, at han samtidig leverer på den ene side de gode tanker om et samfund med en retfærdig fordeling og en effektiv økonomi, og på den anden side den bagved liggende økonomiske teori, der skal understøtte de midler han foreslår.

 

Denne artikel er kun en kort introduktion. Hele Georges tankesæt ville det kræve langt mere plads at udrede. Men forhåbentlig kan artiklen virke som en igangsætter for videre selvstudier. George lærer os, at økonomi godt kan forstås uden egentlige fagøkonomiske forudsætninger. Det håber jeg at kunne give et indtryk af i det følgende.

 

Henry George og hans vigtigste skrifter

 

Henry George blev født i 1839 i Philadelphia i USA. Hans forældre var fra den lavere middelklasse. George fik på intet tidspunkt nogen højere uddannelse; den fortrolighed, som han opnåede med de klassiske økonomer som Adam Smith, David Ricardo, Thomas Robert Malthus og John Stuart Mill, erhvervede han sig udelukkende ved selvstudium.

 

Det, som blev hovedtemaet for hans forfatterskab og offentlige virke i øvrigt, helt frem til han døde i 1897, var fattigdommen. Hvordan kunne det være, at der i samfundet, til trods for meget store tekniske fremskridt, alligevel stadig var en udbredt fattigdom?

 

George satte sig for at finde svaret, og i 1871 kunne han med sin første bog Our Land and Land Policy give et bud. (Denne bog er ikke oversat til dansk). Bogen er et voldsomt angreb på den amerikanske jordpolitik, der gik ud på at forære eller sælge offentligt ejet jord meget billigt til de store selskaber (især jernbanerne) og spekulanter. George konstaterer, at der i Californien (bogen beskæftiger sig især med forholdene i denne stat) er ved at blive dannet et jordaristokrati, meget lig adelen i de gamle europæiske lande:

 

Disse mænd er Californiens herrer - herrer i ligeså høj grad som fornemme hertuger og baroner i noget som helst land un­der solen. Vi har afskaffet tidligere tiders titler; men vi har bevaret det vigtigste, og skønt vi i stedet for "Deres Nåde" eller "Min Herre" simpelt hen kan tiltale dem med "Hr.", så er der kun navnet til forskel. De er vores herskere ligeså fuldt ud. (Our Land and Land Policy, Kapitel II)

 

George kommer frem til, at jordmonopoliseringen er årsag til fattigdommen. Midlet mod den uretfærdige fordeling vil være, for det første at stoppe jorduddelingen til de store selskaber, og kun give jord til nybyggerne i mindre portioner. Dernæst bør jordværdierne beskattes så hårdt, at hele jordrenten inddrages. Det vil gøre jordspekulation helt uprofitabel, og kun give plads til jordefterspørgsel begrundet i produktive formål:

 

Den, som blot besidder jorden ville blive afkrævet ligeså meget i skat, som den der bruger jorden. Ejeren af en tom grund i byen ville skulle betale ligeså meget for det privilegium, det er at holde andre mennesker ude fra grunden, til det passer ham at bruge den, som hans nabo, der har et fint hus på sin grund ... Den, der monopoliserer landbrugsjorden, ville blive beskattet akkurat som om hans jord var dækket med forbedringer. Jordpriserne ville falde; jordspekulationen ville få et dødsstød; jordmonopoliseringen ville ikke længere kunne betale sig. (lbid, Kapitel V)

 

Denne jordrente, som George taler om, er også forklaret i bogen. Jordrenten er den del af produktions­resultatet, som tilfalder jordejeren udelukkende fordi han besidder jorden. Hvis vi forestiller os et simpelt tilfælde, hvor der i hele økonomien er to stykker jord i brug med hver sin kvalitet, og den ene giver med en normal indsats et årligt udbytte på 100 tønder korn, mens den anden kun giver et udbytte på 75 tønder korn med en tilsvarende arbejdsindsats, så svarer jordrenten til forskellen mellem disse to stykker jord, nemlig 25 tønder kom. Markedet vil ganske enkelt byde den årlige leje for at få lov til at udnytte den gode jord op på 25 tønder korn, og dette udbytte vil tilfalde jordejeren som jordrente. Resten, dvs. 75 tønder korn går til arbejdsløn og kapitalrente.

 

Derfor siger George, at jordrenten bestemmes som et stykke jords produktivitetsoverskud i forhold til den ringeste jord i brug. Men det er dog ikke Georges egen opdagelse. Denne lov blev allerede formuleret mindst 50 år tidligere af de klassiske engelske økonomer, som George da også henviser til.

 

Vi kan også af det simple tilfælde se, at det må være hensigtsmæssigt at beskatte jordrenten fremfor arbejdslønnen og kapitalrenten. Jordejeren får jo ikke de 25 tønder korn i kraft af sin egen indsats, men udelukkende fordi han tilfældigvis har været så heldig at besidde den gode jord, som åbenbart er mest frugtbar. En skat på jordrenten - om den så er på 100 procent, som George foreslår - vil aldrig kunne trykke initiativ og arbejdsindsats. Den falder udelukkende på den del af produktionsresultatet, som jordejeren ellers ville have haft til sig selv som en ufortjent indkomst.

 

Samtidig kan man godt sige, at vi med denne metode har afskaffet den private ejendomsret til jorden. For hvis jordejeren skal betale hele jordrenten i skat, så er han på en måde blevet til en forpagter - om ikke af navn så af gavn - og staten er blevet ejeren af jorden. Men vi har ikke nationaliseret landbruget. Jordejeren har den fulde frihed til at bruge jorden, som han vil - han kan selv afgøre, om han vil dyrke hvede eller havre.

 

Nu må man ikke af ovenstående udlede, at det kun er i landbruget, at der er en jordrente, der kan beskattes. Også butiks- og industrigrunde kan være overordentlig værdifulde i kraft af deres beliggenhed, og dermed give et stort udbytte til ejeren. Man kunne også nævne oliekilder og miner. Det er som regel blot det mest enkle i tankerne at forestille sig et rent landbrugssamfund. Denne forenkling berører ikke selve princippet.

 

I vores simple eksempel har vi forudsat, at der stadig er fri jord - dvs. jord, hvor der ikke skal betales jordrente - der kan give et årligt udbytte på 75 tønder korn med en almindelig arbejdsindsats. Hvis vi forudsætter, at det er en rimelig fortjeneste, hvordan kan den private ejendomsret til jorden da ligefrem blive en kilde til udbytning, og en årsag til fattigdom? Det kan den, hvis jordspekulanter beslaglægger jorden i et større omfang, end produktionen kræver. I et dynamisk samfund, hvor befolkningen vokser og de produktive kræfter stiger, da vil stadig mere jord blive inddraget til produktionen. Dette forhold vil netop blive observeret af spekulanterne, der vil holde på jorden i forventning om fremtidige gevinster. Så er jorden ikke længere fri, og arbejdslønnen kan blive trykket helt ned på eksistensminimum. Det er det, som George kalder jordmonopolet. Men hvis jorden bliver beskattet så kraftigt, at hele jord­renten inddrages, så vil det ikke længere kunne betale sig at besidde jord, der ikke anvendes produktivt. Det vil nemlig kun give tab, idet en stigende jordrente fremover vil skulle beskattes fuldt ud.

 

Our Land and Land Policy kan nu næppe siges at indeholde nogen egentlig økonomisk teori. Men nok et tilløb dertil. Det væsentligste i bogen er en intuitiv erkendelse af, at da jorden er en faktor i produktionen, så vil jordmonopolisering være en årsag til fattigdom, og altså en kilde til udbytning. For når befolkningstilvækst og fremskridt forøger jordrenten, så vil forventninger om yderligere fremskridt føre til jordspekulation - hvilket er en aldeles uproduktiv og samtidig en samfundsøkonomisk skadelig anvendelse af naturens rigdomskilder.

 

I 1877 blev George indbudt til at holde en forelæsning på University of California i Berkeley med henblik på en eventuel ansættelse som professor i økonomi. Han udtalte ved den lejlighed at:

 

Nationaløkonomien er konstant blevet påberåbt over for et hvert forsøg fra arbejderklassens side på at hæve lønningerne og nedsætte arbejdstiden.

 

Og

 

For at studere nationaløkonomi, så behøver man ikke særlige kundskaber, intet omfattende bibliotek, intet kostbart laboratorium. Man behøver end ikke lærebøger, ej heller lærere, hvis man blot vil tænke selv.

 

Denne forelæsning blev senere, i 1880, trykt i et tidsskrift ved navn The Popular Science Monthly, og jeg nævner den her, fordi den, ud over de stærkt provokerende bemærkninger (George fik heller ikke stillingen som professor!), indeholder en interessant redegørelse for økonomiens metoder; økonomiske sammenhænge er lovmæssigheder, som kan erkendes gennem teoretiske overvejelser, altså eksperimenter, som man gør sig i tankerne, og som svarer til andre videnskabers laboratorieforsøg.

 

I 1879 udkom så Georges hovedværk, Progress and Poverty, som på dansk kom til at hedde Fremskridt og Fattigdom. Bogen er en opfølgning af tankerne fra Our land and Land Policy, men denne gang med en omfattende økonomisk teori som en bagved liggende argumentation for angrebet på den private ejendomsret til jorden. Den økonomiske teori i bogen er helt overvejende teori om den økonomiske fordeling, men indeholder dog også en teori om økonomiske kriser og arbejdsløshed - et område, der var stærkt forsømt i den klassiske økonomi. Fremskridt og Fattigdom vil blive omtalt mere udførligt senere i denne artikel.

 

I 1886 udkom Protection ar Free Trade, på dansk Beskyttelse eller Frihandel. Bogen er et meget stærkt indlæg for total frihandel. Ved hjælp af Ricardos teori om de komparative fordele afviser George de populære misforståelser blandt befolkningen og politikerne om, at frihandel vil udkonkurrere de lavproduktive lande, og at lande med lavere lønninger vil udkonkurrere lande med højere lønninger, hvis ikke de sidstnævnte forsvarer sig med protektionistiske tiltag. Der er altså ikke meget selvstændigt teoriindhold i bogen, men den polemiske stil er helt Georges egen. Han klæder den protektionistiske filosofi af til skindet, og afslører den som totalt fejlagtig, og dens praktiske politik som skadelig og dybt umoralsk:

 

En sådan teori kan nok stemme overens med den form for flerguderi, som tilskrev hver nation en separat og fjendtlig Gud; men det er svært at få den til at passe med tanken om én Gud og Skaber og universelle lovmæssigheder. (Beskyttelse eller Frihandel, Kapitel IV)

 

Det er kendetegnende for George, at han på denne måde forener økonomisk og moralsk tænkning. Aktualiteten af disse tanker er slående, når man tænker på betænkelighederne ved at give de østeuropæiske lande fri adgang til EU-landenes markeder.

 

I 1898, året efter Georges død, udkom The Science af Political Economy. Bogen er et ret omfattende værk om økonomisk teori og metode. Bogen er ikke oversat til dansk.

 

George har skrevet flere bøger end dem, som jeg har nævnt her, og i tilgift et utal af mindre pjecer og artikler. I betragtning af hans ringe uddannelse, han forlod skolen 13 år gammel, så er hans produktivitet meget imponerende. Og det gælder rigtig nok også kvaliteten af hans arbejde.

 

 

Fremskridt og Fattigdom

 

Georges tilgang til at beskæftige sig med den politiske økonomi er fattigdommen. I indledningskapitlet i Fremskridt og Fattigdom er det Georges påstand, at stigende produktivitet af enhver slags, som har præget det meste af den civiliserede verden i mange år, ikke har mindsket fattigdommen, men måske endda har haft en tendens til at øge den:

 

Det er sandt, at produktionen er steget enormt, og at det gennemsnitlige niveau for bekvemmeligheder, fritid og raffinerede goder er blevet hævet; men disse gevinster er ikke generelle. Den laveste klasse bar ikke nogen del i dem. (Fremskridt og Fattigdom, indledningskapitlet)

 

Det kan altså slås fast, at George ikke vil undersøge om fremskridt mindsker fattigdommen for det er han slet ikke i tvivl om, at de ikke gør. Det han vil undersøge er, hvorfor de ikke gør det:

 

Denne følge af fattigdom med fremskridt er vor tids store gåde ... Det er gåden, som skæbnens Sfinks stiller vor civilisation. (lbid)

 

Det redskab George agter at benytte sig af for at finde svaret på gåden, fremskridt og fattigdom i forening, det er videnskaben, som man kalder politisk økonomi:

 

Jeg agter på de følgende sider at forsøge at løse, ved hjælp af den politiske økonomis metoder, dette store problem, som jeg har opstillet. Jeg agter at finde den lov, som bestemmer følgen af fattigdom med fremskridt, og som forøger nøden sammen med den stigende produktion. (lbid)

 

Men George kan ikke blot overtage den gængse politiske økonomi; den er ikke tilstrækkelig. Han er nødt til at opbygge sin egen for at finde et konsistent svar på sit spørgsmål, og det er det, som Frem­skridt og Fattigdom handler om: Hvorfor er fattigdommen permanent, og hvordan kan man komme dette onde til livs?

 

Fremskridt og Fattigdom er i stil med John Stuart Mills hovedværk fra 1848 Principles of Political Economy opbygget i afsnit kaldet "bøger". Hver "bog" er så igen opdelt i kapitler, sædvanligvis 4-5 stykker. Der er ti bøger i Fremskridt og Fattigdom og i alt 43 kapitler. I de fem første bøger behandler George sin økonomiske teori, altså svaret på det spørgsmål, som han har stillet i indledningskapitlet. I de sidste 5 bøger behandles forskellige aspekter af midlet mod fattigdommen, altså en fuld beskatning af jordrenten.

 

Bog I handler om forholdet mellem løn og kapital, og er et opgør med den klassiske økonomiske tanke­gang om, at der skulle bestå et snævert forhold mellem kapitalens størrelse og den samlede aflønning af arbejdskraften. Teorien blev siden døbt lønfondslæren. George afviser denne lære. Arbejdskraften skaber selv sin løn gennem produktionen, som selvfølgelig meget vel kan ske i samvirke med kapitalen. Alligevel kan man ikke sige, at det er kapitalen, der aflønner og beskæftiger arbejdskraften. Arbejdskraften er altså ikke mere afhængig af kapitalen, end kapitalen er af arbejdskraften. Denne indsigt er faktisk ganske væsentlig, fordi den både gør op med både et marxistisk syn på økonomien, hvor kapitalisten betragtes som en udbytter af arbejderklassen, og et mere konservativt syn, hvor kapitalisten tværtimod betragtes som samfundets velgører, fordi han investerer og "giver arbejde". Vi kender jo så ganske ud­mærket begge syn fra den moderne politiske debat. Med George synsvinkel lærer vi imidlertid, at kapitalisten hverken er Gud eller Djævel.

 

Bog II er et opgør med Malthus' befolkningslære om, at en stadig stigende befolkning vil umuliggøre en velstand for den brede befolkning, der ligger over eksistensminimum. George afviser kategorisk, at jorden på denne måde skulle have en begrænset ydeevne; den er tværtimod rig nok til at brødføde alle de mennesker, som det skal være. fattigdommen er således slet ikke et resultat af nogen naturlov, men skyldes derimod uretfærdige sociale institutioner - som det vel at mærke står i befolkningens magt at ændre.

 

I Bog III fremlægger George sit eget bud på de økonomiske love, der bestemmer fordelingen, hvilket han i Bog IV følger op med at fremlægge en teori om, hvordan fordelingen påvirkes af materielle frem­skridt. Både de fremskridt, der følger af den øgede arbejdsdeling, der bliver gjort mulig af en stigende befolkning, og de fremskridt, der skyldes egentlige tekniske landvindinger i produktionen. Dette er naturligvis et overordentligt vigtigt punkt i en samlet økonomisk teori, der vil påvise, at fremskridt ikke kommer den fattigste del af befolkningen til gode, men kun beriger jordejerne.

 

Bog V er et af de meget interessante afsnit i Fremskridt og Fattigdom. Her behandles spørgsmålet om økonomiske kriser og arbejdsløshed. George fremlægger en teori, der sammenkobler jordspekulation med økonomiske kriser. I Bog V finder man også nogle af Georges stærkeste og mest polemiske afsnit - et vidnesbyrd om den sociale indignation, der er den egentlige ledetråd i Georges arbejde med den økonomiske teori.

 

Bog VI kan siges at indeholde den egentlige konklusion i Fremskridt og Fattigdom. Bogen har overskriften "Midlet", dvs. midlet mod fattigdommen. Men først diskuterer George de forskellige andre midler, der ofte foreslås i den almindelige debat. Et af disse forslag er, at det offentlige bør have mere orden i sin økonomi, og altså bruge færre penge, så folk ikke skal betale så meget i skat. George er naturligvis ikke imod en bedre en offentlig økonomi; blot vil forslaget ikke betyde bedre vilkår for arbejderne, for lønnen vil ganske enkelt blive trykket tilsvarende - jordejerne vil høste gevinsten i form af en højere jordrente

 

Der er kun et middel, der kan virke effektivt, og det er at afskaffe den private ejendomsret til jorden. Det skal understreges, at der i Bog Vl ikke står ét ord om beskatning af jordværdierne. George formulerer i første omgang sit forslag som en afskaffelse af den private ejendomsret til jorden. Med hans egne ord·

 

Der er kun en udvej til at fjerne et onde - og det er at fjerne årsagen. fattigdommen uddybes efterhånden som produktionen stiger, og lønningerne er tvunget ned, samtidig med at de produktive kræfter vokser, fordi jorden ... er monopoliseret. For at gøre det af med fattigdommen, for at gøre lønningerne hvad retfærdigheden kræver de skal være, arbejdets fulde værdi, så må vi erstatte det individuelle ejerskab af jorden med fælles ejerskab. Intet andet går til ondets rod - i intet an­det er der det ringeste håb. Dette er således midlet mod den uretfærdige og ulige indkomstfordeling, der eksisterer i den moderne civilisation, og mod alle de onder, der udspringer heraf: Vi må gøre jorden til fælles ejendom. (Fremskridt og Fattigdom, Bog VI, Kapitel II)

 

I Bog VII gør George rede for, hvorfor hans middel er retfærdigt. Det kan egentlig siges meget kort: Ingen har skabt jorden med sin egen arbejdsindsats. Naturen har skænket os jorden, og den bør derfor ikke ejes af enkelte personer, men derimod af os alle i fællesskab. Det er kernen i hvad man kunne kalde den georgistiske etik, og denne etik er altså i overensstemmelse med den økonomiske analyse. Derfor skal jordejerne heller ikke kompenseres ved overgangen til fælleseje for jorden, som andre ellers har foreslået - det mest oplagte eksempel er John Stuart Mill. George fremhæver, meget polemisk, at slave­ejerne heller ikke fik erstatning, da slaveriet blev afskaffet efter den amerikanske borgerkrig - og der var vist endda ingen slaveejer, der drømte om at forlange kompensation. Hvis man endelig skulle tale om erstatning, så burde jordejerne egentlig erstatte samfundet for den jordrente, som de i mange år har beslaglagt. Så vidt går George dog ikke. Det er tilstrækkeligt, at jordrenten fuldt ud inddrages fra og med reformtidspunktet.

 

l Bog Vlll forklarer George endelig, hvordan jorden kan gøres til fælles ejendom: nemlig ved en fuld beskatning af jordrenten. George vurderer samtidig, at jordrenten vil være tilstrækkelig stor til at finansiere de fælles opgaver for samfundet. Derfor kan alle andre skatter afskaffes. Deraf kommer, at georgister ofte er blevet kaldt for "single taxers".

 

Det er også meget væsentligt, at en skat på jordværdierne, er en mere effektiv skat end alle andre skat­ter. Man kan ikke gemme jorden af vejen, så skattesnyd er helt udelukket. Denne skat kan heller aldrig hæmme produktion og initiativ, for jordrenten er ikke skabt af den enkeltes indsats, men i kraft af hele samfundets organisation og i kraft af naturens rigdom. Så vi ser altså, som også George gør meget ud af at forklare, at der er fuld harmoni mellem det, der er retfærdigt, og det, som der er praktisk og hensigtsmæssigt.

 

I Bog IX gør George rede for, hvilke effekter en fuld beskatning af jordrenten vil have. Resultatet vil være en mere lige fordeling, nu da jorden ikke længere er monopoliseret. Når jorden er fri, så vil der heller ikke længere kunne forekomme kriser og arbejdsløshed. Det samlede resultat er altså både en mere retfærdig og en mere effektiv økonomi.

 

Bog X, som er den sidste bog i Fremskridt og Fattigdom, er i al væsentlighed en polemik mod den herskende socialdarwinistiske filosofi. Hvis ikke de sociale problemer, som præger det nuværende samfund, løses, så vil resultatet blive kaos og barbari. Men fremtiden kan derimod blive både lys og lykkelig, hvis Georges forslag vinder indpas. I denne sidste bog finder man nogle af de smukkeste afsnit i Fremskridt og Fattigdom. Jeg vil ikke vælge enkelte citater ud, for teksten skal simpelt hen læses i sin helhed - meget gerne på originalsproget engelsk.

 

Afsluttende vurdering af Fremskridt og Fattigdom

 

Hvorfor skal vi interessere os for hvad en økonom, der levede i forrige århundrede, skrev? Er det kun den rent historiske interesse, der kan være drivkraften - i det her tilfælde historien om den økonomiske teoris udvikling? Dette er i sig selv et vigtigt punkt, men det er ikke det hele. Skønt samfundet har forandret sig meget siden Henry Georges tid, så er der alligevel mange økonomiske sammenhænge, der står fast, eller i hvert fald stadig gælder med visse modifikationer. Der er tilsvarende mange vigtige ind­sigter om retfærdighed, som må siges at være universelle.

 

Det er således en alt for nem og billig kritik, når George ofte afvises med, at han ikke er "aktuel" i det moderne samfund.

 

Man kan derfor stadig sagtens fastholde, at jorden etisk set bør være fælles ejendom, og at det bedst kan opnås med en fuld beskatning af jordrenten, og så bør man til stadighed søge tilbage til den økonom, der først gjorde rede for disse sammenhænge. Dermed skærper man sin egen forståelse for sammenhængene, og man bliver hele tiden mindet om de helt fundamentale forhold.

 

Dermed ikke være sagt, at Fremskridt og Fattigdom skal læses, som om den var en ufejlbarlig Bibel. Man skal naturligvis holde sig for øje, at der er sket meget i verden siden Henry Georges tid - hvem tør f.eks. i dag påstå, at der slet ikke eksisterer noget befolknings-problem i den 3. verden? (Rigtig nok eksisterer der også et jordproblem, så helt galt på den er georgismen altså på ingen måde). Der er også visse uklarheder i Fremskridt og Fattigdom, så der er ikke noget grundlag for en "georgistisk fundamentalisme" - som helt sikkert også ville have været George inderligt imod.

 

Økonomi opfattes ofte som en meget svær og også kedelig videnskab. Der er nok noget om snakken. De officielle økonomiske rapporter fra ministerierne kan ofte være nærmest forbryderisk kedelige. Det kræver også sin mand at stave sig igennem Karl Marx, David Ricardo eller John Maynard Keynes. Adam Smith er nok lidt nemmere på grund af et forholdsvis flydende og farverigt sprog. Ligefrem nem er han nu nok næppe. (Af disse fire økonomer er det kun Keynes, der ikke er oversat til dansk).

 

Nem er Henry George vel heller ikke, men faktisk har han som en af de få økonomer opnået en udbredelse, og vakt en interesse uden for økonomernes egne rækker. Og det har sine grunde. Fremskridt og Fattigdom er nemlig en bog, som spænder meget vidt emnemæssigt. Det væsentligste element er naturligvis økonomisk teori. Teori om den økonomiske fordeling er, som hos de klassiske økonomer, det vigtigste punkt. Derudover er der, som tidligere nævnt, også en teori om økonomiske kriser. Også skatteteori indtager, ikke overraskende, sin del af pladsen

 

Men Fremskridt og Fattigdom indeholder andre elementer end ren økonomisk teori. George beskæftiger også en del med historisk stof. Desuden behandler han emner som etik. politik, religion og filo­sofi. Stilen er over alt i bogen farverig og spændende; og det gælder i virkeligheden også, når de øko­nomiske sammenhænge udredes. George burde derfor ikke være kedelig læsning. Men det kan godt være, at det fulde udbytte først opnås, hvis man i det mindste har et beskedent kendskab til de klassiske økonomer, for det er i vidt omfang dem, som George både polemiserer imod og trækker på, for de fortjenester, som der tilkommer disse økonomer, er han bestemt ikke blind for, og der er ikke nogen tvivl om, at han betragter sit arbejde som en videreførelse og revision af den politiske økonomi, således som især John Stuart Mill har formuleret den.

 

Nu man taler om videnskabelig metode, så ligger George også tæt på klassikerne. Det, som undersøges er lovmæssigheder. Det sociale og økonomiske liv er styret af love, som det er muligt at erkende gennem logisk tænkning og et nøje studium af sammenhængene i det konkrete samfund. George formår altså både at tænke abstrakt og jordnært og det er i virkeligheden det, som økonomisk teori drejer sig om.

 

Således bliver George netop aldrig kedelig. Jeg håber. at jeg har formået at give et indtryk af kvaliteten i Fremskridt og Fattigdom. Det er en bog. der på en gang taler til både hjerte og forstand. Og som sådan er den afgjort et studium værd.

 

Denne artikel blev oprindeligt bragt i tidsskriftet Grundskyld 1997:4

Der er i vidt omfang tale om en afskrift fra et af kapitlerne i mit universitetsspeciale, som jeg skrev i 1988.

Jeg håber sidenhen at kunne bringe hele dette speciale på min blog.