Den amerikanske økonom og samfundsreformator Henry George (1839-97) formulerede i 1879 i sit hovedværk Progress and Poverty (i dansk oversættelse Fremskridt og Fattigdom), sit forslag til en økonomisk og social reform. En reform, som han mente for altid kunne gøre en ende på fattigdom og udbytning af arbejderklassen.

 

Georges forslag var et meget stærkt indlæg i den daværende samfundsmæssige debat om "arbejder­spørgsmålet". Blev arbejderklassen udbyttet, og hvordan kunne man i så fald sikre bedre kår for de dårligst stillede klasser, så alle mennesker kunne få glæde af de tekniske fremskridt.

 

Georgismen blev et alternativ til socialismen og kommunismen, og en langt mere radikal og enkel løs­ning end socialliberalismen. (Uden dog på noget tidspunkt at opnå en tilslutning af samme stør­relse).

Georges reform

Forslaget fra George, som han formulerede det i Fremskridt og Fattigdom, gik i al sin korthed ud på reelt at afskaffe den private ejendomsret til jorden gennem en kraf­tig beskatning af jordrenten, hvor­ved jordejernes særlige fordele i forhold til resten af samfundet elimi­neres. George så den private ejen­domsret til jorden, og den deraf følgende jordspekulation og monopo­lisering som den vigtigste årsag til udbytning.

 

Nationaløkonomisk kan læren formuleres således, at hele jordrenten inddrages gennem beskatning, og at alle andre skatter dermed afskaffes. Jordrenten er det økonomiske udbytte, som en ejer af en grund kan opnå i kraft af sin ejendomsret til jorden. Forslaget kaldes ofte for "single tax". Indførelse af én eneste skat på jordens værdi som erstatning for alle andre skatter.

 

Bag dette forslag lå netop nogle særdeles grundige og seriøse nationaløkonomiske overvejelser hos George, dels ud fra datidens gængse nationaløkonomi, og dels ud fra mere selvstændige, økonomi­ske teoridannelser.

 

Imidlertid var disse økonomiske overvejelser slet ikke enerådende hos George. Han var overbevist kri­sten, og var klart af den overbevisning, at hans forslag var i harmoni og samklang med kristen­dommen. Centralt for George var således et synspunkt om, at hans reform kunne forene alle tænke­lige krav til en ægte social reform. En reform som kunne gennemføres i praksis – den var national­økonomisk gen­nemtænkt og som kunne leve op til elementære etiske normer – normer som i sidste instans kan opfat­tes som kristne.

 

Således kan George siges at stå i modsætning til en af det 19. århundredes andre radikale tænkere, nemlig Karl Marx, hvis sociale filosofi var fjendtligt indstillet over for religion, jvf. de velkendte ord "Religion er opium for folket", hvorved Marx naturligvis mente, at religionens trøst ville lægge en dæmper på den sociale utilfredshed.

 

I det følgende vil jeg forsøge at kaste lys over den kristne og etiske side af Georges tænkning. Men først et par ord om forholdet mellem politik og religion.

Politik og religion

I modsætning til f.eks. de islamiske lande, så har man i den vestlige verden – hvor kristendommen er den dominerende religion traditionelt skelnet forholdsvis skarpt mellem politik og religion, og prin­ci­pielt betragtet disse som hørende til to helt forskellige sfærer af tilværelsen. Politik har at gøre med det offentlige liv, især for så vidt angår samfundets økonomi, mens religion helt og holdent tilhører privat­sfæren.

 

Denne opdeling kan vel muligvis føre tilbage til den tyske kirkereformator Martin Luthers tese om det verdslige regimente, som har at gøre med øvrighedens pligt til at opretholde lov og orden, mens den religiøse tro er henvist til det private liv, og fuldstændigt er at forstå som et personligt samvittig­heds­spørgsmål. Med Luthers ord det åndelige regimente. I hvert fald er Luthers opfattelse i overens­stem­melse med den vestlige skelnen mellem politik og religion.

 

Således har kristendommen ikke noget politisk budskab, den har ikke noget program for ”en bedre ver­den”, jvf. Jesu berømte ord til Pilatus i Johannesevangeliet, kapitel 18:

 

Mit Rige er ikke af denne ver­den.

 

Denne skelnen mellem religion og politik er vel i det store hele ganske sund for et moderne og de­mo­kratisk samfund med forfatningssikret religionsfrihed som f.eks. Danmark. Henvisningen af den religi­øse tro til det private liv må givetvis betragtes som et effektivt bolværk mod usund fanatisme og reli­giøs intolerance, der vil sammenblande Himmel og Jord.

 

Det er imidlertid slet ikke det samme som at sige, at en bestemt religions udbredelse i et samfund overhovedet ikke har politiske konsekvenser for et ellers "verdsliggjort" samfund. Ud af den person­lige, religiøse tro kan jo meget vel opstå en etisk overbevisning, som igen påvirker den politiske over­bevisning.

 

I Danmark har vi i mange år haft Kristeligt Folkeparti, som hævder at drive politik ud fra et kristent livssyn, men uden at sammenblande den politiske virksomhed med egentlig religiøs forkyndelse. Par­tiet har aldrig haft nogen meget stor tilslutning, men mon ikke Kristeligt Folkeparti nyder en vis sym­pati uden for kredsen af partiets egne vælgere?

 

Omvendt har et andet politisk parti som Danmarks Retsforbund, som bygger på Henry Georges tan­ker, ikke direkte støttet sig til kristendommen, men har i praksis været åben for alle, også for dem hvis til­gang til georgismen har været en anden end kristendommen.

 

Det er dette spændingsfelt mellem religion og politik – ikke så meget religionen i sig selv – som jeg skal for­følge nærmere i denne artikel, og jeg vil først og fremmest tage udgangspunkt i Henry Ge­orges lære.

Henry Georges brev til Paven

I 1891 udsendte PaveLeo XIII et hyrdebrev om arbejderspørgsmålet. Der var nærmest tale om et so­cialkonservativt indlæg i den verserende debat. Samtidig med at paven på mange måder indrømmede arbejderklassen ret til bedre kår – han var på ingen måde arbejderfjendsk – så vendte han sig ikke desto mindre skarpt mod Henry Georges reform, som jo reelt ville afskaffe den private ejendomsret til jor­den.

 

Uden at nævne George ved navn, så stemplede paven Georgismen som ugudelig og samfundsom­styr­tende.

 

Hyrdebrevet kaldte på et svar fra Georges egen hånd, og allerede samme år forelå det åbne brev til pa­ven i form af bogen Condition of Labor, som i den danske oversættelse kom til at hedde Arbejdets Kaar. Bogen blev oversat til dansk så tidligt som i 1898.

 

Der er tale om et meget ærbødigt brev, hvor George punkt for sætter sig for at påvise, at han reform er i overensstemmelse med kristendommen, at der på ingen måde er tale om en ugudelig reform, men at det tværtimod er den nuværende private ejendomsret til jorden, som er en krænkelse Guds love.

 

Hvordan begrunder George så dette standpunkt? I grunden kunne det siges på meget kort plads, men George påviser med utallige eksempler og uddybninger, hvordan hans reform er i dyb overensstem­melse med troen på én Gud som alles Fader.

 

Gud kan ikke have skabt noget menneske med en større ret til at være på jorden end andre menne­sker. En tanke, som jo også klart er udtrykt i den amerikanske uafhængighedserklæring.

 

Samtidig er mennesket ifølge sin natur udstyret med visse legemlige behov, som kræver at blive op­fyldt. Gud har skænket menneskene jorden og alle den rigdomskilder for at disse behov kan imøde­kommes, men samtidig givet mennesket pligten til arbejde derfor. Hvis alle skal have chancen for at få sine behov opfyldt gennem ærligt arbejde, så kan Guds gaver ikke være enkelte menneskers eks­klusive ejendom, på bekostning af andre mennesker.

 

George skriver herom:

 

Gud har ikke givet menneskene den opgave at fremstille noget af intet. Sammen med arbejdsbehovet og arbejds­ev­nen har han givet dem arbejdsmaterialet. Dette arbejds­ma­teriale er jorden: mennesket, der fysisk set er et landdyr, kan kun leve på og af jorden, og kan kun udnytte de øvrige elementer: luft, sol­skin og vand ved brug af jorden. Da menneskene er Skaberens lige skabninger, ligeberettigede under Hans forsyn til at leve og til­fredsstille deres behov, er de ligeberettigede til brugen af jor­den med dens rigdoms­kilder, og enhver ordning, der fornægter denne lige ret, er uretfærdig. (Arbejdets Kaar, Kapitel I)

 

Og George fortsætter, idet han grundigt tager sig for at påvise, hvori sand og retfærdig ejendomsret består:

 

At da menneskene er skabt som enkeltvæsener med indivi­du­elle behov og kræfter, er hver enkelt be­rettiget til at bruge sine kræfter og nyde sit arbejdes frugt …

Der opstår således, forud for al menneskelig lovgivning og grundet på Guds lov, privat ejendomsret til, hvad der frem­bringes ved arbejde, en ret, som besidderen kan overdrage til anden mand, men som det vil være tyveri at berøve ham mod hans vilje. Denne ejendomsret, der har sin rod i indi­videts ret til sig selv, er den eneste fuldgyldige ejendomsret. Den knytter sig til, hvad der er frembragt ved arbejde, men kan ikke om­fatte, hvad der er skabt af Gud.

Hvis f.eks. en mand fanger fisk på havet, får han ejendoms­ret til disse fisk, en ret, som han kan over­drage ved salg el­ler gave; men han kan ikke erhverve en lignende ejendoms­ret til havet, så han kan sælge det, give det bort eller for­byde andre at bruge det. Eller hvis han dyrker korn, da er­hverver han ejen­domsret til kornet, som hans arbejde frembringer. Men han kan ikke fordre en lignende ejen­doms­ret til solvarmen, som modnede kornet eller til jord­bunden, hvorpå det groede. Thi disse ting er stedse­varende gaver fra Gud til alle menneske­slægter, som alle har ret til at bruge, men ingen kan fordre som særeje. At knytte samme ejendomsret til de ting, som Gud har skabt, som den, der med rette knytter sig til, hvad der er frem­bragt ved arbejde, er at gøre indgreb i og fornægte den sande ejen­domsret. Thi den mand, som af sit arbejdsudbytte må be­tale en anden for brugen af havet eller luften, solskinnet eller jorden, kort sagt naturens rigdomskilder, bliver der­ved berø­vet sin retmæssige ejendom og altså plyndret. (Ibid)

 

Ovenstående citat udtrykker på bedste vis kernen i Georges syn på forholdet mellem troen på Gud og en samfundslære, som er i overensstemmelse hermed. Og så går George endda videre end blot dette slet og ret at fastslå, at hans lære etisk set er i overensstemmelse med kristen tænkning. Nej, re­for­men er meget mere end det. Den er intet mindre end den af Gud udtænkte plan for den menne­skelige civili­sation. Med Georges egne ord:

 

Thi Han, som forudså alt og forud sørgede for alt, han for­udså, at med befolkningens vækst og værk­flidens udvikling ville dannelsen af styrede stater blive både hensigtsmæssig og nød­vendig.

Så såre staten opstår, har den indtægt behov. I begyndel­sen, medens befolkningen er spredt, arbejdet uudviklet og statens opgaver få og ligefremme, er dette behov kun ringe; men med den voksende be­folkning og den fremskridende civilisation vokser statsvirksomheden, og der bliver behov for større og større indtægt. Han, som skabte verden og satte mennesket ind i den, Han, som forudbestemte sam­fundsdannelsen som et middel for mennesket til opnåelse af højere kræfter og til at komme til stedse bedre forståelse af Skaberens værk, han må også have forudset denne stigende trang til sam­fundsindtægt og sørget for dens tilfredsstil­lelse.

Med andre ord: Da det vok­sende behov for offentlige ind­tæg­ter, alt som samfundet skri­der frem, er et naturligt, af Gud be­stemt forhold, må der være en ret måde at tilveje­bringe dem på, en vej, om hvilken vi med sandhed kan sige, at det er den af Gud be­stemte vej. (Ibid)

 

Kun beskatningen af jordrenten kan leve op til disse elementære krav. Alle andre skatter berøver den enkelte, hvad han selv har skabt i kraft af sin egen indsats og flid, og er dermed umoralske. Mange skatter kræver desuden en sand hærskare af embedsmænd til administration og kontrol, og alligevel er resultatet skattebedrageri, korruption og umoral. Jorden derimod kan ikke gemmes af vejen, så der op­står aldrig nogen tvivl om genstanden for beskatningen.

 

Når Gud således har anvist menneskene en både retfærdig og praktisk anvisning på fordelingen af Hans gaver, så er mennesket dermed også gjort ansvarlig. Hvis samfundene kaster vrag på denne guddom­melige anvisning, så bliver resultatet naturligvis derefter. Endnu en gang med Georges egne ord:

 

At den værdi, som jorden får ved samfundets vækst, er be­stemt til samfundets brug, bevises endelig ved at betragte de følger, som det har ikke at lade den tilfalde samfundet. Gud er i sandhed en nidkær Gud i den forstand, at intet uden skade og ulykke kan flyde af vore forsøg på at udføre noget på anden vis, end han har bestemt. Hvor de velsignel­ser, han tilbyder, skydes til side eller misbruges, vender de sig til forbandelser. Og just som det er skæbnesvangert for en moder at forholde sit barn den næring, der udvider hen­des bryst, når barnet er kommet til verden, således er det en kilde til samfundssygdom at nægte at tage til samfundets brug de værdier, som er be­stemte dertil.

Thi nægter man at tage til sam­fundets brug den stigende værdi af jorden i de voksende samfund, da nødven­diggør man skat­ter, der hæmmer frembringelsen af rigdom, for­kvakler omsæt­ningen og demoraliserer samfundet. Man la­der nogle tilegne sig, hvad rettelig tilkommer alle, men undla­der at benytte det eneste middel, som gør det muligt i et frem­skredent samfund at forene den besiddelsessikker­hed, der er nødvendig for frugt­bart arbejde, med den lige­stillethed overfor naturens rigdoms­kilder, der er den vigtig­ste af alle naturlige rettigheder.

På den måde grundlægger man samfundet på en uretfær­dig ulighed mellem menneskene og tvinger nogle til hos an­dre at tilkøbe sig retten til at leve, adgangen til at arbejde, de fordele, civilisati­onen bringer, og de gaver, Gud har til­tænkt dem. (Ibid)

 

Således lever Georges reform på én gang op til både praktiske og etiske standarder, og det er just re­formens egentlige styrke. For hvis der var tale om en reform, som nok i teorien var god og retfærdig, men i praksis aldeles umulig at gennemføre, så ville den jo ikke være stort værd andet end som nogle kønne tanker. Derfor gør George også en hel del ud af at forklare paven om nationaløkonomi­ske sam­menhænge.

Kristendom, georgisme og socialisme

Kristendommen bliver til tider sat i forbindelse med socialismen, med en fuldstændig ligelig forde­ling af alle goder. Og man kan da også godt med rette spørge, om ikke mennesket har pligt til at dele det han frembringer med sine medmennesker, uanset at han har skabt det ved flid og dygtighed. For besid­der han ikke netop sine evner fra Gud, så han i grunden ikke kan påberåbe sig ejendomsretten til det han skaber ved sit eget arbejde gennem anvendelse af de af Gud tilvejebragte rigdomskilder? Menne­sker med en kristen og socialistisk overbevisning er jo da heller ikke noget særsyn. Det Nye Testa­mente kan levere adskilligt, som måske kunne støtte en sådan socialistisk anskuelse. Mest op­lagt kunne være følgende, velkendte passage fra Lukasevangeliet, kapitel 18.

 

Og et medlem af jødernes råd spurgte Jesus: »Gode Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Jesus svarede ham: »Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god undtagen én, nem­lig Gud. Du kender budene: ›Du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke begå drab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor!‹ « Han sagde: »Det har jeg holdt alt sammen lige fra min ungdom.« Da Jesus hørte det, sagde han til ham: »Én ting mangler du endnu: Sælg alt, hvad du har, og del det ud til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!« Da manden hørte det, blev han for­tvivlet, for han var meget rig.

 

Der findes adskillige andre eksempler, der demonstrerer Jesu omsorg og medfølelse for fattige, og der er tillige mange hårde ord mod de rige og mægtige. Jesu samtale med den rige mand bliver fulgt op af de berømte ord om, at det er lettere for en kamel at gå igennem et nåleøje, end det er for en rig at komme i Himmelen!

 

Man kunne vel også fremhæve de første kristne, som der berettes om i Apostlenes Gerninger, kapitel 4, og som øjensynligt praktiserede en slags "kommunisme" inden for menigheden, hvor alle med­lem­mer så at sige ydede efter evne og nød efter behov:

 

Hele skaren af troende var ét i hjerte og sind, og ikke én kaldte noget af sin ejendom for sit eget, men de var fælles om alt. Med stor kraft aflagde apostlene vidnesbyrd om Herren Jesu op­standelse, og alle nød de stor yndest. Der var da heller ikke no­gen nødlidende iblandt dem, for de, som ejede jord eller huse, solgte dem og kom med de penge, de fik ind, og lagde dem for apostlenes fødder; pengene blev så fordelt til hver enkelt efter behov. Josef, en levit, der stam­mede fra Cypern, og som af apostlene fik tilnavnet Barna­bas ­ det betyder Trøstens søn ­ solgte en mark, han havde, og kom med pengene og lagde dem for apostlenes fødder.

 

Men at tage disse ord til indtægt for en politisk socialisme eller kommunisme er jo klart nok at spænde buen alt for vidt. Man må bemærke, at de kristnes ejendomsfællesskab jo byggede på frivil­lighed; man kunne kalde ordningen "frivillig kommunisme". Det står jo netop enhver frit at skænke frugten af sit eget arbejde – lovlig ejendom – til andre. Ud fra en dybfølt overbevisning om at følge Guds bud. Til­svarende er Jesu ord til den rige mand netop en op­ford­ring til ham om at handle frivil­ligt og individu­elt. Der kan derfor næppe tolkes noget politisk ind i disse Jesusord.

 

Og det er vel netop kernen i sagen. Der er forskel på Guds love og menneskers love. Det, som kan være smukt og rigtigt, når mennesker handler frivilligt og på egen hånd, det bliver til terror, når det skal gennemføres med tvang. Socialismen, som den blev praktiseret i det 20. århundrede, er vel do­ku­mentation nok herfor. For øvrigt lykkedes det jo ikke en gang for de socialistiske lande at afskaffe fattigdommen, og også disse lande havde en privilegeret klasse.

 

Derfor kan georgismen vel siges at være et bedre bud end socialismen på et praktisk og politisk pro­gram, som er i overensstemmelse med kristne etiske normer. Netop fordi georgismen ikke forud­sætter, at alle mennesker er engle. Georgismen tager i betragtning, at mennesket ønsker et per­sonligt materielt udbytte af sine anstrengelser, skønt denne trang jo måske i strengeste forstand kan siges at være selvisk.

 

Mennesker er ikke engle, men man kan måske nå frem til, at de i praksis ikke kan handle djævelsk over for hverandre. Også dette tager georgismen i betragtning. Hvis de økonomiske betingelser giver alle en lige chance ved at afskaffe institutioner, der fører til udbytning, så er temmelig meget jo nået. George så afskaffelsen af den private ejendomsret til jorden som den væsentligste reform hen imod dette mål. Og altså ikke en afskaffelse af den private foretagsomhed på det økonomiske område. Ge­orge så tværtimod positivt på den frie markedsmekanisme, og afviste at denne på nogen måde skulle kunne føre til udbytning.

 

Be­skatningen af jordrenten, og afskaffelsen af alle andre skatter, blev så Georges praktiske svar på, hvor­dan dette fundamentale krav kunne gennemføres i praksis: Jorden som alle Guds børns fælles ejendom.

 

Hvis ikke socialismen kan begrundes ud fra kristendommen, kan man så mere præcist sige, at geor­gis­men kan? Efter min mening nej. Man kan nok begrunde, at jorden med dens rigdomme nødven­digvis må være skænket alle mennesker i fællesskab af Skaberen, og altså ikke kan være enkelte menneskers ejendom, hvis man da går ud fra, at alle mennesker er skabt lige. Man kan så sige, at ge­orgismen er et praktisk svar på denne fundamentale antagelse.

 

Men omvendt kan vi naturligvis ikke i Bibelen finde skriftsteder direkte til støtte for den praktiske gennemførelse af Georges reform. Tættest på et skriftsted i Det Nye Testamente, der forener social indignation med en omtale af jorden, tror jeg er følgende fra Jakobs Brev, kapitel 5:

 

Og nu I, som er rige! I skal græde og jamre over den elen­dig­hed, der skal komme over jer. Jeres rig­dom er rådden og jeres klæder mølædte, jeres guld og sølv er dækket af rust, og den rust vil vidne mod jer, og som en ild vil den for­tære jeres kød. I har samlet jer skatte til de sidste dage; tænk på, at den løn, I har unddraget arbejderne, der har høstet jeres marker, skriger til himlen, og høstfolkenes råb har nået Hærskarers Herres ører. I har levet mageligt og overdådigt her på jorden, I har fedet jer selv op til slagte­dagen! I har dømt og dræbt den ret­færdige, mod jer er han værgeløs. (Min kursivering)

 

Men forfatteren til Jakobs Brev - ifølge traditionen Jesu broder - råder de fortrykte til at vente på Her­rens komme, som så skal gøre en ende på al uret­færdighed. Ikke til at starte en politisk bevæ­gelse for beskatning af jordrenten!

 

Og dette viser vel klart, at vi skal vogte os for alt for bogstavelig at tage Det Nye Testamente til indtægt for et bestemt politisk program. Dertil er kristendommen i Det Nye Testamente i hele sit ud­gangspunkt alt for forskelligt fra noget politisk budskab, og rummer jo også hele tiden en opfordring – eller nok sna­rere en fordring – til den enkelte. Ifølge Markusevangeliet, kapitel 1 proklamerer Je­sus som det første i sin forkyndelse:

 

Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!

 

Omvendelse har jo nødvendigvis at gøre med den helt personlige samvittighed, og kan ikke me­nings­fuldt inddrages i et politisk pro­gram.

Georgisme – en økonomisk eller kristen reform?

Den kendte, danske forfatter Ebbe Kløvedal Reich, som meget varmt sympatiserer med Henry Ge­orge, betoner me­get forholdet mellem kristendom og georgisme. F.eks. skrev han i en artikel i Rets­forbundets blad Ret og Frihed i 1994:

 

Grundskyld er den bedste, mest visionære og mest jord­nære … idé om samfundet, der aldrig er blevet ført ud i li­vet …. Det er vi mange, der mener … Men hvis vi er så mange, hvorfor er idéen så aldrig blevet afprøvet?

En af årsagerne er måske, at ordet ”grundskyld” alene har svært ved at rumme alle de visioner og di­mensioner, som idéen rummer for Henry George. Det står hele i tiden i fare for at blive reduceret til en skatteteknisk fiks idé. For Henry George begynder det et helt andet sted. I skabelses­teologien og etik­ken. Vi er en del af Guds skaberværk. Jor­den, vi lever på, er en an­den del. Det særlige ved ejendoms­retten til jord – det der gør den ugudelig – er, at den ikke har noget at gøre med menne­skelig skaber­evne. Den priva­tiserer bare profitten af Guds ar­bejde.

Hvis man ikke begynder dér, hænger det ikke rigtigt sam­men. Hvis man på normalateistisk vis mener, at vi lever vo­res liv et tilfældigt sted i et tilfældigt univers på grund af en tilfældig blanding af mole­kylær biologi og darwinistisk ud­viklingslære, der har gjort os til herrer over kloden, er det svært at fast­holde, at ejendomsretten til jorden er noget helt særligt.

 

Ifølge Reich er der således i virkeligheden tale om en kristen reform, og ikke i første række en øko­nomisk reform. Ja uden at Georges tanker anskues i lyset af kristendommen giver reformen knap no­gen mening. Derfor kalder Reich da også i samme artikel Georges plan for en plan, der er

 

iklædt videnskabelige, nationaløkonomiske gevandter. Det kan anskues som en taktisk imødekom­melse af tidsånden. I slutnin­gen af det 19. århundrede var den positivistiske overtro på vi­denskaben fremtiden og den religiøse tanke fortiden.

 

Dertil skal efter min mening dog siges, at det er vanskeligt at læse Fremskridt og Fattigdom uden at blive slået af Georges klare økonomiske analyse. Og det er faktisk også tilfældet for Ar­bejdets Kaar. Og det er måske nok også muligt at tilslutte sig georgismen uden nødvendigvis at have en reli­giøs livsindstilling. Også ud fra et humanistisk synspunkt kunne georgismen nemlig "hænge rigtigt godt sam­men".

 

Og i hvert fald skal nationaløkonomien absolut med som en overordentlig vigtig del af Georges lære. Uden økonomien, så er det nemlig helt sikkert, at georgismen ikke hænger sammen. Derfor er de øko­nomiske sammenhænge i Georges lære ikke blot videnskabeligt pynt.

 

Det faktum, at George lærte sig nationaløkonomi på egen hånd, og med beskedne skolekundskaber som ballast, gør dog, at han er meget anderledes at læse end nogen anden økonom. At økonomi kan være en overordentlig kedelig videnskab er desværre ikke usandt. Men George som økonom er deri­mod aldrig kedelig.

 

Jeg er dog enig med Reich så langt, at georgismen netop for alvor giver mening, når den anskues i en kristen sammenhæng. Heldigvis er der da heller ikke i og for sig nogen modsætning mellem kristen­dom og økonomi. Det er to forskellige dimensioner af tilværelsen, som disse to kundskaber – om man da kan kalde kristendommen for en kundskab – leverer. I georgismen mødes de på smukkeste vis.