Indlæg af Herluf Andersen

09-01-2018

Alt det havde direkte relation til andelsbevægelsen, som de fleste sikkert mener var startet af landbruget, men brugsforeningerne, kom først. Og fra første færd skabtes den i England, men i 1866 fik ideen fodfæste i Thisted, hvor der blev dannet en arbejderforening til fællesindkøb af varer.

Den første "brugs" var oprettet, og fra byerne, hvor bevægelsen kun fik fåtallig tilslutning bredte den sig til landsbyerne, hvor brugsforeningerne fik deres gennem-brud i 1880'erne, hvilket var baggrunden for, at bønderne af økonomiske og politiske grunde ville frigøre sig fra afhængighed af provinsbyernes købmænd, som de hidtil havde solgt deres korn til og til gengæld fået forbrugsvarer, foderstoffer og, hvad man i dagligdagens sprog kaldte "posemøg", kunstgødning.

Men det, der fik andelsbevægelsen til landbruget, var sikkert den økonomiske krise, der 1870 erne havde ramt landbruget i hele Europa, og skyldtes en stærkt stigende kornproduktion på de enorme store prærier i Amerika og Canada, som de med billig arbejdskraft fra tusinder eller vel rettere på det tidspunkt millioner af indvandrere, kunne eksportere billigt til Europa.

Den konkurrence kunne de europæiske landmænd ikke klare. I nogle lande - fx Sverige og Tyskland - forlangte de højlydt, at staten skulle hjælpe dem med toldbeskyttelse, og regeringerne imødekom deres ønsker. Det viser, at landmændene ikke kun i Danmark, men sikkert i alle udviklede industrielle lande er dem der, når det går godt økonomisk, altid i skrift og tale fremhæver den frie markedsøkonomi som det eneste, der kan sætte den rette pris, men med det mindste lille prisfald forkaster de den straks, og beder staten om hjælp.

Men denne krise ramte ikke danske landmænd ret meget, for de større landbrug havde opgivet økonomisk at leve af produktion og salg af korn og var gået over til kvægavl og producerede kød, smør og flæsk (bacon), som ikke kun kunne afsættes på hjemmemarkedet, men også eksporteres ti1 England til gode priser. Prisfaldet fik de mindre bønder til at følge efter, og andelsbevægelsen kom for alvor til landbruget, og det banede vejen for husmandsbevægelsen.

Allerede i 1880'erne oprettedes særlige foreninger for smålandbrugere, og fra Husmandsforeningen for Klim, Thorup og Vust Sogne i Thy, oprettet i 1896, og Herfølge Husmandsforening, herfra går den direkte linje til gennembrud for bevægelsen. I 1901 oprettedes en del foreninger landet over, og allerede i november samme år stiftedes landsorganisationen Dansk Husmandsforening, der dog ikke fik fodfæste.

Det gjorde derimod de regionale sammenslutninger, dvs. De Fynske Husmænds Landboforening (fra 1907 De Samvirkende Husmandsforeninger i Fyns Stift), De Samvirkende Jydske Husmandsforeninger, De Samvirkende Sjællandske Husmandsforeninger, alle tre stiftet i 1902, samt De Samvirkende Bornholmske Husmandsforeninger, stiftet i 1903. De Samvirkende Lolland-falsterske Husmandsforeninger udskiltes fra de sjællandske i 1906.

I 1899 kom den første jordlov om oprettelse af statshusmandsbrug, men med. en brugsstørrelse på 3,5-5,0 tønde middelgod jord. Lovens formål var at fastholde kvalificeret arbejdskraft i landbruget, ved at give dygtige landarbejdere mulighed for at erhverve et lille brug. Brugene skulle netop være så små at ingen familier kunne leve af dem uden at gå på arbejde på godserne og de større gårde de fleste af årets dage.

Baggrunden for loven var en vis mangel på arbejdskraft i landbruget i slutningen af 1890’erne på grund af afvandringen fra landet under landbrugskrisen i 1880’erne og begyndelsen af 1890’erne. Men mon ikke det også skyldtes en udvandring af unge fattige på landet til Amerika, der ikke så nogen fremtid i Danmark.

Politisk blev husmandsbevægelsen støttet af Det Radikale Venstre, der kom i 1905 og var udbrydere fra Venstre, som de syntes var for meget til højre, og det var det parti, der sammen med Socialdemokratiet skabte det, jeg vil kalde de næste landboreformer udstykningerne og statshusmandsbrugene, der som jeg har skrevet begyndte i 1899, revideredes i 1904 og igen i 1909, da loven ændredes til Lov om oprettelse af (selvstændige) husmandsbrug en familie skulle kunne leve af. Loven om oprettelse af husmandsbrug blev fornyet i 1914, 1917 og 1921 uden principielle ændringer, dog med forhøjelser af lånebeløb fra en statslig jordfond takt med prisudviklingen, ændringer af lånevilkår

De 2 brugstyper

Efter vedtagelsen af 1919-lovene eksisterede de 2 brugstyper side om side, brugene på privat indkøbt jord efter 1899-loven og dens efterfølgere, og jordrentebrugene efter 1919-lovene. Husmanden kunne vælge. Han kunne købe jorden i det frie marked, normalt gennem en udstykningsforening og få lån fra staten svarende til 90 pct. af købesummen for jorden og udgifterne til opførelse af bygninger. Han kunne også erhverve jorden fra Jordfonden. I så fald betalte han ingen kontant købesum, men forpligtede sig i stedet til at give Jordfonden en uafløselig prioritet i jorden og betale jordrente heraf. Derudover kunne han få lån svarende til 90 pct. af byggeomkostningerne.

I 1919 kommer det jeg vil kalde virkelig landboreformer. en fortsættelse af landboreformerne i 1889. Med bortsalg af jord i offentligt eje, præstegårdsjorder og lens og stamhuses overgang til fri ejendom indledtes den i nyere tid mest omfattende omfordeling af jorden i Danmark; lovene sikrede afståelse af jord fra staten, storlandbruget (len og stamhuse) og præstegårdene til ny oprettelse af husmandsbrug. Ved Genforeningen i 1920 overtog den danske stat et antal tidligere preussiske statsejede gårde (domænegårde), og 1919-lovene fik derfor stor betydning i det sønderjyske område. Statens Jordlovsudvalg etableredes til administration af 1919-lovene med Niels Frederiksen som magtfuld formand. Jordlovgivningen byggede nu på Statshusmandsloven fra 1899 vedrørende ansøgerbetingelser og lånerammer og, 1919-lovene vedrørende at skaffe jorden til udstykning.

Om den betydning disse reformer fik på landbruget og reelt på hele den kulturelle udvikling i Danmark frem til midten af 50’erne kommer næste gang.

07-11-2017

At landboreformerne i 1788 skabte Danmark indtil midten af 60’erne kan ikke benægtes. Og det hedder sig jo, at de blev lavet af den unge kronprins Frederik, hvilket formelt er rigtig. Men at reformerne kom i 1788, og dette år blev underskrevet af kronprins Frederik skyldes, at grundet enevælden var den unge kronprins kongemagtens repræsentant, efter at han ved statskuppet i 1784, reelt havde afsat sin far, og dermed banet vejen for den Bernstof, Rewentlov, Schimmelmannske kreds af reformivrige godsejere.

Det var fremsynede godsejere, der begyndte ophævelsen af både hoveriet og stavnsbåndet, men sikkert også haft stor betydning i hele oplysningstiden efter 1750, og dermed for Danmarks udvikling efter reformerne, men, ikke alle fik deres frihed. Det har sikkert været sådan, at kun dem med de største og bedste fæstegårde før reformerne, økonomisk kunne klare at blive Selvejere kom ind i gårdejerstanden, der skabte store sociale skel mellem dem og husmændene.

Og skabte en social struktur i landbruget, baseret mod de frie markedskræfter. Det vigtigste sociale skel gik mellem dem, der hyrede lønarbejdere, og dem som måtte tjene til livet ved lønarbejde. Til den første kategori hørte godsejere og gårdejere. Til den sidste kategori hørte husmænd, landarbejdere og landsbyerhverv.

En husmand var en landarbejder, der lejede et hus på arbejdsgiverens bedrift, eller en lønarbejder, der ejede en lille bedrift.

Indtil udstykningerne fra godser til husmandsbrug i 1919, var lovgivningen orienteret mod at bevare den skæve jordfordeling. Det store udbud af arbejdskraft trykkede lønnen med det resultat, at husmænd og landarbejdere ikke fik del i gårdmændenes voksende velstand. I 1800-tallets sidste årtier flyttede fattige landboere i titusindvis til byerne og fandt arbejde i den nye industri, eller udvandrede til Amerika.

Identitetsdannelse og organisering

Fra omkring 1840 blev gårdmændene en selvbevidst magtfaktor i dansk politik, hvorimod husmændene forblev uorganiserede og uden indflydelse, og vedtagelsen af Grundloven i 1849 ændrede ikke på dette forhold. Og da landbruget på dette tidspunkt var det helt dominerende erhverv, var det reelt godsejere og gårdmænd, der på alle områder styrede Danmark. Ikke før 1871 da Socialdemokratiet og fagforeningerne dannedes fik de en politisk modvægt. Men, der var noget på vej ligeså vigtig som landboreformerne, der skabte en politisk udvikling, hvor ikke kun godsejere og gårdmænd styrede Danmark.

Andelsbevægelsen

Den almindelige opfattelse er vel nok, at Danmark skulle have været det første land i verden, der skabte andelsbevægelsen. Sådan rent formelt er det sikkert rigtig. Men lidt historisk viser det sig, at tankerne om noget fælles opstod i England på samme tid som vores landboreformer, dog uden relation til hinanden. At andelsmejeriet i Hjedding i 1882 var det første andelsmejeri i verden er sikkert rigtig, men ikke, at det var det eneste for der var en del herregårdsmejerier, der blev benyttet og styret af godsejere og gårdmænd til fremstilling af smør.

Men de kunne naturligvis se, at med den opbakning til andelsbevægelsen, der også kom fra gårdmandsstanden, kunne mejerier med så få leverandører og dermed lille mængde mælk ikke klare sig, og dermed var vejen banet for en voldsom vækst i andelsmejerierne, hvor det er antal hoveder og ikke høveder, der tæller ved generalforsamlingen.

At andelsbevægelsen ændrede den politiske udvikling i Danmark, kan der ikke være tvivl om, men hvad skabte baggrunden for andelsbevægelsen, og det, at den begyndte i landbruget? Mon ikke det var alt det, der var sket i hundredåret siden landboreformerne. Før den tid var bønderne faktisk trælle og slaver for herremanden, og borgerskabet i byerne havde også langt større betydning i samfundet end den trælbundne bonde.

Det, at det øgede selveje i landbruget, øgede landbrugets produktion og eksport og skabte dermed basis for alle andre erhverv og arbejdspladser. Og generelt for den økonomiske vækst, der i disse 100 år var sket i samfundet, medførte, at det også blev påvirket af det, der kan kaldes selve tidsånden, som fik stor politisk betydning. Men netop den, skabtes vel også af landbruget.

I disse 100 år skabtes der i alle erhverv organisationer og foreninger, jeg vil ikke sige, de alle var egennyttige med økonomiske formål, men et led i opbygning af en kultur i Danmark. Og det er næppe forkert, at sige den grundtvigske folkehøjskole her har haft betydning, måske ikke direkte men indirekte. Og her må der så gås tilbage til landbruget igen. For højskoleelever den gang har næsten alle været fra landbruget og sønner af gårdmænd.

Og landbo- og husmandsforeninger stiftedes heller ikke med egennyttige økonomiske formål, men med det formål at øge landbrugets produktion, produktivitet og eksport, dengang virkelig til gavn for hele samfundet.

Ved indgangen til 1900-tallet sker der også noget politisk, partiet Venstre der allerede i 1872 var blevet stiftet, men i midten af 80’erne syntes mange af deres medlemmer og vælgere, at partiet var gået for langt mod højre. De brød derfor med partiet, det blev baggrunden for, at Det Radikale Venstre stiftedes i 1905. Det medførte, at en stadig større andel af befolkningen fik politisk indflydelse. Partiet blev et parti der vel nok allermest arbejdede for husmændene. Det store landbrugs hidtil store politiske indflydelse blev brudt.

Næste gang om udstykningen statshusmandsbrugene og jordrentelovene i 1919, og 30’ernes verdenskrise, og landbruget indtil 1955 hvor landbruget selv med stigende gæld begynder at ødelægge selvejet.

31-10-2017

Formålet med loven er en modernisering af landbrugsloven ved at forbedre muligheden for at investere i landbrugserhvervet, og derved gøre det nemmere for landmændene at tiltrække kapital (er det ikke =øget gæld) til bl.a. køb og videreudvikling af landbrugsbedrifter. Før lovændringen var det vanskeligt for investorer at få fuld indflydelse over deres investering, (investorer har da aldrig hidtil haft indflydelse på gårdens drift), hvilket virkede hæmmende for kapitaltilførslen til det trængte erhverv. Lovændringen giver en udvidet adgang for selskaber fonde m.v. til at købe landbrugsejendomme, og samtidig er reglerne om fortrinsstilling til suppleringsjord ophævet.

Selskabers køb af landbrugsejendomme

Lovregulerede kapitalselskaber kan nu købe landbrugsejendomme uden tilladelse. Med afskaffelse af kravet om en landmand med bestemmende indflydelse i ledelsen af selskabet, er der gjort op med besværlige og ugennemsigtige selskabskonstruktioner. Investorer og ejere kan nu få fuld indflydelse i, hvordan landbruget drives. (I Mens banker og kreditforeninger, finansierede, var det overladt til landmanden). De politikere, der skabte denne lov må jo mene, at investorer helt uden kendskab til landbrug, skulle være bedre til at drive gården end den uddannede landmand.

En kapitalstærk investor, f.eks. en pensionskasse eller investeringsfond, kan efter lovændringen erhverve en eller flere landbrugsejendomme, og eventuelt bortforpagte bedriften til en landmand, der mangler kapital til at etablere sig som landmand.

(Intet kan være mere falsk end påstanden om kapitalmangel er lig med mangel på gæld. For landbruget har siden 1992 øget gælden = kapitaltilførsel fra113 mia. til 395 mia. kr. 249 pct. Det skulle da så have medført øget produktion, men produktionen af animalske varer i mio. kg viser noget interessant. Fra 1972 til 1992 øges den med 650 mio. kg fra 1.626 mio. til 2.264 mio. 638 mio.F kg 39 pct. men gælden øgedes i disse 20 år kun med 85 mia. kr. Men fra 1992 til 2016 er produktionen kun øget med 188 mio. kg 8 pct. Men gælden øgedes med 249 pct. og værdien af produktionen i DK faldt med 8 pct. 1,86 mia. kr.)

Jeg har også set lidt på investeringer i landbruget. Mon ikke de fleste når de ser disse store bygninger traktorer og maskiner tænker, det er jo basis for landbrugets gæld. Men i statistikbanken har jeg fundet frem til landbrugets investeringer siden 1975. Det år var nettoinvesteringerne på 405 mio. kr. men da der for mange af årene var et minustegn, lagde jeg alle årene sammen, og så kom der et minus i nettoinvesteringerne over alle 40 år på 13 mia. kr. Jeg har så set lidt på bruttoinvesteringer og afskrivninger, og det viser, at afskrivningerne er betydeligt over bruttoinvesteringerne, jeg vil dog lige have en snak med Karsten Larsen om det, inden jeg sætter tal på, men jeg er bestemt tilbøjelig til at tro, det jeg har fundet frem til, er rigtig.)

Selvejet

Lovændringen ændrer ikke ved selvejet, men åbner op for, at andre former for ejerskab kan komme i spil, så muligheden for at tiltrække kapital (= gæld) til det danske landbrug forbedres. Selvejet er ikke nødvendigvis den bedste ejerform til alle bedrifter og for alle landmænd, bl.a. fordi udviklingen går mod de meget store bedrifter, der med fordel kan organiseres med et selskab som ejer.

(Der har siden 1992 ikke været købt en ha landbrugsjord ud fra det synspunkt, at mere jord skulle kunne øge indtjeningen, for med 400 pct. stigning i jordpriserne og et prisfald på animalske varer på 24 pct. årenes priser, i faste priser en stigning i jordpriserne på 260 pct. og et prisfald på animalske varer på 40 pct. Al køb af landbrugsjord har i disse 24 år kun været baseret på forventninger til fortsatte prisstigninger og belåning.

Nu lidt om udlændinges opkøb af vores landbrug:

»Dansk jord er ved at blive en Business. Flere investorer ser fordelen i at få tre procent i rente ved at købe dansk jord og udleje den, i stedet for at skulle af med en halv procent for at have pengene stående i en bank,« siger ejendomsmægler Henrik Kristensen

På det seneste har han haft henvendelser fra blandt andet tyske, engelske, irske, hollandske, mellemøstlige og kinesiske investorer og fra flere danske investorer uden for landbruget, der gerne vil sprede deres investeringer. I landbrug, Tyskland, England, Irland, Holland, Frankrig, Spanien, Portugal, Mellemøsten, Kina, Argentina og mange flere.

(Det vil sige politikere, der har medvirket til denne lov, at investorer totalt selv bestemmer, hvad landbrugsjorden skal bruges til, må jo mene, at selv dem i mellemøsten som vi fører krig med. hvad enten det er Shia- eller Sunnimuslimer, skulle være bedre til at drive landbrug i Danmark end uddannede danske landmænd.)

Også i Europaparlamentet har der været debat om ikke denne liberalisering af landbrugsjorden, hvor kun pengene kommer til at bestemme, hvem der skal dyrke den EVT, slet ikke dyrkes kan føre til mangel på fødevarer. Jeg vil ikke påstå, at alle investorer uden for landbruget hvad enten det er danske eller udlændinge vil lade jorden ligge brak. 0g kun vente på værdistigninger, men de har ret til det, og mange ville de sidste 24 år have tjent mere ved ikke at dyrke den, men skulle en sådan tendens vise sig vil regeringen naturligvis gribe ind, men kan den det for dem, der har købt efter gældende dansk lov, uden det er et indgreb i den private ejendomsret.

18-10-2017

Igennem historien har landbruget haft mange forskellige ejerformer. Den i TV viste danmarkshistorie, om hvordan Danmark blev til, er jo interessant, men det vil jeg dog ikke beskæftige mig med her.

Men stavnsbåndet der officielt kom i 1733 var da reelt gældende også under reformationen, hvor Danmark var både et bondeland og et godsland. Mindst 80% af befolkningen boede på landet, og de fleste var beskæftiget ved landbruget. Det meste af jorden blev drevet under ca. 75.000 bondegårde, store nok til, at en familie kunne leve af dem, men ikke større end at familien kunne drive gården alene eller sammen med ganske få tjenestefolk.

Omkring 1536 passede antallet af gårde nogenlunde til befolkningens størrelse, så der var gårde til det store flertal af familierne på landet. Men under reformationen steg befolkningen meget. I Midt- og Vestjylland gennemførtes uformelle delinger af gårdene, men i resten af landet forblev gårdene udelte. I stedet blev der bygget huse med ganske lidt eller slet ingen jord til. Bondestanden blev på den måde delt i to sociale lag: for det første de egentlige bønder eller gårdmænd, og for det andet husmændene, som betegnede alle, der boede i et hus, uanset hvad de levede af. Endnu i 1660 var gårdmændene klart i flertal.

Over det meste af landet boede bønderne i landsbyer. Hver bonde havde sine egne marker, men spredt i mange stykker rundt om landsbyen. Derfor måtte arbejdet koordineres, så man kunne komme til for hinanden, og alle måtte dyrke det samme på samme tid i samme dele af by marken. Det blev reguleret gennem landsbyfællesskabet, hvor alle gårdmænd mødte på et bystævne og traf de nødvendige beslutninger. Landsbyens kvæg græssede sammen, men antallet af dyr, hver bonde måtte sætte på græs, var reguleret i forhold til, hvor meget jord han havde. Noget tyder på, at landsbyfællesskabet i denne periode blev endnu fastere som reaktion på det øgede befolknings pres på naturens ressourcer.

Mens Danmark var et bondeland, var det også et godsland, idet kun få bønder ejede deres gårde selv, men var fæstebønder under en adelsmand, kongen eller en kirkelig institution. Fæstebondens tid begyndte langt forud for Stavnsbåndet.

Efter Grevens Fejde blev en del jyske selvejerbønder gjort til fæstere, så antallet af selvejere nu var under 10% på landsplan. I 1651 kun 6 pct. Ellers var det vigtigste resultat af Reformationen, at kongen overtog kirkens gods, så kongen herefter var godsejer for ca. halvdelen af landets fæstebønder, mens de fleste andre hørte under adelige godsejere.

Fæstebønderne betalte faste årlige afgifter, landgilde, til deres godsejer. De var også forpligtede til at arbejde for godsejeren, dvs. til at gøre hoveri. En del bønder - især på krongodset - betalte dog penge i stedet. Samtidig var godsejeren bøndernes ’herskab’. Det betød, at godsejeren havde hals- og og håndsret (politi- og straffemyndighed) over sine bønder. Han skulle derfor opretholde lov og orden blandt dem, men også beskytte dem mod krav og overgreb fra udenforstående.

Godsejerne havde deres egne gårde, herregårde eller hovedgårde, som de drev for egen regning, men ved hjælp af bøndernes hoveri. Endnu midt i 1500-tallet var hovedgårdene dog ofte ret små og hoveriet moderat.

Det meste af perioden var gunstig for både godsejere og bønder. Frem til omkring 1640 var priserne på landbrugsvarer stigende, og dansk landbrug havde en blomstrende eksport af korn og stude.

Bondegårdene var så store, at bønderne havde korn eller andre produkter at sælge, og godsejerne fik korn både fra deres egne marker og som landgilde fra bønderne. Studene blev fedet op på bondegårdene de første tre-fire år, men blev så i reglen solgt til godsejerne, der gav dem et kraftigt foder det sidste år, før de blev solgt til eksport og vandrede sydpå ad hærvejen.

Fra slutningen af 1500-tallet begyndte godsejerne at gøre herregårdsmarkerne større og pålægge bønderne mere hoveri. Det betød et øget pres på bønderne, som dog modsvares af, at landgilden ikke blev forhøjet, selv om tiderne var gode. Det var først, da staten også begyndte at kræve stigende skatter midt i 1600-tallet, at bøndernes vilkår for alvor begyndte at forværres.

Landbruget var også dominerende i de andre dele af monarkiet, men på en lidt anden måde. I Norge var det store flertal af indbyggerne ganske vist bønder, men der var ikke noget videre overskud af landbrugsvarer, og man importerede endda korn. Derimod havde Norge en betydelig eksport af fisk, og i løbet af perioden fik Norge en blomstrende eksport af tømmer, som fik stor økonomisk betydning, også for staten, da der blev lagt told på den. De fleste norske bønder var fæstere, men godserne betød ikke meget, og havde mindre magt over bønderne end i Danmark.

Hertugdømmerne var derimod præget af store indre kontraster. Visse egne var præget af frie bønder og en blomstrende økonomi med speciale i produkter som hvede og ost. Desuden hørte en større andel af bønderne under kongen eller hertugen end i kongeriget Danmark, og disse bønder havde friere vilkår end bønderne på adelsgodset. Adelen stod især stærkt i den østlige del, og her var der til gengæld godser med meget store herregårde, som blev drevet ved tungt hoveri af bønderne. Her havde godsejerne mere magt over bønderne end andre steder i monarkiet, idet bønderne var underkastet såkaldt livegenskab, som bl.a. betød, at både mænd og kvinder i princippet var bundet til at blive på samme gods hele livet.

02-10-2017

Nu har jeg fulgt ret godt med i debatten om finansloven. Og det var jo helt tydeligt, at ingen af ordførerne for de tre regeringspartier kunne gå på talerstolen uden at bruge ordene vi har verdens største offentlige sektor, og betaler verdens højeste skatter, og betaler verdens højeste overførselsindkomster til folk, der ikke er i arbejde.

Det hele er sikkert rigtig, men de glemte noget meget væsentligt, at kun et land i EU har et højere BNP pr. indbygger end Danmark, og det er Luxembourg, der tjener godt ved at være skattely for dem, der vil have naboen til at betale deres skat, men her i landet er der 926 danskere, der bor i udlandet med en skattegæld på 4 mia. kr. Det giver 4.319.654,43 kr. til hver af dem.

Og ud over de 926 er der jo mange andre med offentlig gæld, men trods det er de offentlige udgifter reelt ikke steget siden 1994, da vi var kommet over Schlüters kartoffelkur. Jeg beregner det pr. skatteyder, hvilket er det mest rigtige, og det giver sådan nogen dejlige, små letforståelige tal. Det var i 1994. 122.652 kr. Fortsat i 1994 priser var det i 2016.131.759 kr. en stigning på 7,42 pct. Årligt er stigning 0,33 pct. Aldrig tidligere har der i 22 år været en så lille stigning.

Og selve udgiftstrykket i pct. af BNP var i 1982 52,8 pct. og i 2016, 49,6 pct. Og det offentlige forbrug i pct. af det samlede forbrug var 34,3 pct. mod 34,9 pct. i 2016. Og i pct. af produktion i alt der kommer fra den private sektor var det i 1975 14,6 pct. og i 2016 14,8 pct.

Skatter og afgifter har jeg beregnet fra år 2000 til 2016 men fortsat i faste 1994 priser.  I procentvis stigning skal det blive det samme. I 2000 var skatter og afgifter pr. skatteyder så 118.591 kr., i 2016 123.031 kr. Det er en stigning på 3,7 pct. Den årlige stigning er 0,2 pct., og det er heller aldrig tidligere set.

Men sammen med denne til dels mikroskopiske stigning i offentlige udgifter, skatter og afgifter de sidste 22 år, har vi sikkert haft den hidtil største stigning i de ydelser vi modtager fra den offentlige sektor. Der er blevet 50.000 flere over 80 år, hvoraf mange har brug for hjælp. 230.000 flere udskrevne fra hospitalerne, af antal børn i daginstitutioner er der blevet 190.000 flere, under uddannelse efter folkeskolen 60.000 flere end i 1994. Men af offentligt beskæftigede til at udføre disse stærkt øgede ydelser. er der nu per 1.000 indbyggere 118. I 1987 var der 117, altså reelt ingen stigning i 30 år, og lønudgifterne til dem i pct. af BNP er 19.8.

Jeg ved ikke hvordan de beregner produktiviteten i den offentlige sektor, men på basis af disse kendsgerninger, alt med kilde offentlige finanser Danmarks Statistik, kan jeg ikke se andet, end en endog meget stærkt stigende produktivitet og den begyndte under en socialdemokratisk ledet regering.

Jeg vil nu i kommende indlæg tage fat på alle områder af den offentlige sektor og påvise, stærkt aftagende stigning i udgifterne i særdeleshed, i lønudgifterne til ansatte, sammen med stærkt stigende ydelser fra den offentlige sektor. Det er da en samfundsøkonomisk udvikling, der lige skulle passe blå blok.

Men den svage stigning BNP skyldes da netop, at der er blevet fyret ca. 35.000 i den offentlige sektor, og bliver de ikke straks ansat i den private sektor, så mister de købekraft, der medfører faldende omsætning og indtjening og beskæftigelse i de private erhverv, for alle forretninger sælger da ligeså gerne til en offentlig ansat som en ansat i den private sektor. Og faldende ydelser til kontanthjælp og dagpenge medfører også faldende indtjening i den private sektor. Det er derfor reelt alle disse besparelser, som blå blok arbejder for, der har været skyld i den lave vækst i BNP siden 2009.