08-11-2018

Den offentlige sektor 1960-80

Politisk tales der meget om, at vi har verdens største offentlige sektor, og betaler verdens højeste skatter, og det er sikkert rigtig, men det er jo generelt for de tre skandinaviske lande, med en stor offentlig sektor og relativt høje skatter til finansiering af vore velfærdsgoder. Men der mangler bevis for, at en mindre offentlig sektor med mindre skattebetaling, og dermed mere selvbetaling, ville have medført større vækst i det private forbrug.  For trods oliekrise og stigende skatter øgedes både charterrejser til udlandet og køb af nye biler hvert år. Intet viser, at øget selvbetaling fremfor skattefinansierede velfærdsgoder ville have øget BNP pr indbygger, for alle velfærdsgoder. Uanset hvad det er, og hvordan de finansieres, skal det tages af den produktion, der er i samfundet.

I 60’erne kommer der en strukturændring. Hidtil var pasning af børn og i mange tilfælde ældre i den nærmeste familie blevet udført inden for familiens rammer af hjemmegående kvinder, et ikke betalt socialt netværk.

Der begynder der nu at blive talt meget om, at kvinderne begynder at komme ud på arbejdsmarkedet, hvilket er forkert, for det havde de altid været, men de begyndte at melde sig i fagforeningerne. Af medlemmer af LO, var der i 1960, 776.754. heraf kvinder, 166.680, 21,45 pct. I 1970, 894.350, heraf kvinder 245.598, 27,46 pct. I 1980 1.249.562, heraf kvinder 515.894, 41,28 pct. Denne tilgang til fagforeningerne medførte, at de nu havde krav på dagpenge eller arbejde.

Strukturændringen i samfundet

Med kvindernes adgang til dagpenge ved ledighed, skulle de stå til rådighed for arbejdsmarkedet straks en stilling var ledig. Det krævede personale i daginstitutioner, vuggestuer og børnehaver til at tage sig af børnene og de ældre i den nærmeste familie. Alle de sociale ydelser, der hidtil havde været under familierne, blev nu skattefinansieret i den offentlige sektor, men trods det, har vi aldrig hverken før eller siden haft en så stor vækst i BNP som fra 1960 til 1973 da vi fik oliekrisen.

Antal børn i daginstitutioner var i 1960. 42.887. 3,75 pct. af aldersgruppen 0-14 år. I 1970, 93.135, 8,10 pct. af 0-14årige. I 1980.246.666. 23,80 pct. Ikke kun et øget antal børn skulle nu passes af den offentlige sektor, men sikkert også mange ældre inden for den nærmeste familie, der hidtil var blevet hjulpet og plejet af de hjemmegående kvinder. Men fra 1960 til 1980 blev der i den offentlige sektor ansat mange tusinder hjemmehjælpere, og der blev bygget mange beskyttede boliger, og mange plejehjem, der også beskæftigede mange. Med kilde nationalregnskaberne fra 1966 var der i 1966 beskæftiget 11.866, i 1980 29.527. I sundhedsvæsenet var der i 1966 beskæftiget 58.895. I 1980. 100.857 på hospitalerne. I 1966 35.968 og i 1980. 71.160.

Strukturændringen i samfundet hvor kvinderne havde byttet det ulønnede hjemmearbejde med det lønnede på arbejdsmarkedet havde nu medført, at antal børn der nu skulle passes af det offentlige, i disse 20 år var blevet øget med 203.189. Hvor mange der var blevet ansat inden for hele det sociale område i disse 20 år, har jeg ikke sammenlagte tal for før 1975. Jeg kan derfor ikke rigtig oplyse noget om antal beskæftigede inden for hele det sociale område før 1980, det år var det 159.000

Med kilde nationalregnskaberne var der i 1966 i alt offentligt 266.000 beskæftigede. Det er næppe helt forkert at regne med, at der i 1960 kun har været 225.000. direkte inden for det sociale område ca. 45.000. Beskæftigelsen inden for kun det sociale område er i disse 20 år er blevet øget med mellem 110.000 og 115.000, men næppe nogen er blevet ansat uden et behov. Og jeg har slet ikke noget med om det voksende antal under uddannelse, men det vil jeg finde frem til, for det har jo også krævet offentligt ansatte,

Politisk var årtiet 70’erne så vanskelig, at Anker Jørgensen blev slidt op, og derfor forståelig overlod posten til Poul Schlüter. Først var der i 1972 debatten om tilslutningen til Fællesmarkedet. hvor der var stor modstand, vel lige indtil de allersidste dage før afstemningen. Og i 1973 fik vi Folketingsvalg det såkaldte ”jordskredsvalg”, hvor to tidligere partier i folketinget igen kom ind, Retsforbundet og Danmarks Kommunistiske Parti, begge to grundet deres modstand mod Fællesmarkedet. Og så kom Glistrup med hans Fremskridtsparti ind med 28 mandater. Aldrig tidligere sket, at et nyt parti kunne begynde med 28 mandater, og med et meget enkelt program, en stor reduktion af den offentlige sektor, som han mente, mest var beskæftiget med papirnusseri. Og partiet Centrumdemokraterne med Erhard Jakobsen, udbryder fra Socialdemokratiet, fik 14 mandater, og med et meget enkelt partiprogram om at ville støtte parcelhusejere og bilejere.

Den blå blok i Folketinget, anført af Glistrup, indledte en voldsom debat om det stigende antal offentlig ansatte, og stigende skatter og afgifter, men ingen forskede i de tiltagende opgaver, der grundet strukturændringen, og det stærkt stigende antal under længerevarende uddannelse, der også krævede offentligt ansat personale.

Og helt typisk ingen i blå blok med ambitioner om politisk karriere, og måske allermindst Glistrup, ønskede debat om strukturændringens indflydelse på den offentlige sektor, men at tale om den voldsomme vækst i den offentlige sektor og de stigende skatter, var politisk gratis.

Næste gang den offentlige sektor efter årtiet 80’erne.