11-06-2018

30’ernes landbrugskrise skabtes ved politisk støtte til landbruget

Jeg vil nu i flere artikler på Facebook påvise, at landmændene ved en produktion langt udover, hvad der kunne afsættes, selv skabte 30’ernes landbrugskrise. Det kan ikke benægtes, at den skabtes ved en overproduktion af fødevarer, men et lille land som Danmark, kan jo næppe globalt set helt ene have skabt en overproduktion af fødevarer, der ikke kunne afsættes til rentable priser. Men trods vor lidenhed er det næppe forkert at regne med, at vi i årtiet 20’erne procentuelt af alle lande har haft den største stigning i den animalske produktion, og sikkert det eneste land i Europa med en reel eksport af animalske varer. Det vil sige, jeg mener, at danske landmænd har været de største bidragsydere til 30’ernes landbrugskrise,

Lidt studier i nationaløkonom Svend Aage Hansens bog dansk økonomi 1914-1983, sammen med fra Danmarks Statistik landbrugsregnskaber over 100 år, viser meget interessant, at baggrunden for alle kriser i landbruget er, at ingen erkender, at økonomisk vækst i samfundet ikke medfører øget forbrug af fødevarer, højst et øget forbrug af mere forarbejdede fødevarer.

Med kilde de to nævnte publikationer viser, at landbruget under første verdenskrig tjente godt, grundet der under krigen blev få til rådighed til produktion af fødevarer, hvilket medførte stærkt stigende priser. Med kilde Danmarks statistik faldt produktionen af animalske varer med 50 pct. fra 1914 til 1918, men var i løbet af to til tre år igen over niveauet i1914. Men efter 1920 begynder den animalske produktion virkelig at stige, hvilket medfører både faldende indtjening og beskæftigelse i landbruget

Lidt studier i Svend Aage Hansens bog med tabeller både over bruttofaktorindkomst (BFI), arbejdsstyrke og beskæftigelse går helt tilbage til 1866, men jeg går ikke længere tilbage end til år 1900, men det viser, når produktionen baseres på det, der er afsætning for, og i særdeleshed når produktionen i andre lande falder stærkt grundet krig, så tjener landbruget penge, også set i relation til andre erhverv.

I år 1900 var BFI i alt i Danmark på 1.322 mio. kr., landbrugets var på 370 mio. kr. 28,0 pct. I 1914 ved krigens udbrud var BFI i alt på 2.529. mio. kr. landbrugets var på 754 mio. kr. 29,8 pct. I 1918 var BFI i alt på 4.766 mio. kr., og landbrugets var på 1.351 mio. kr., 28,3 pct. I 1925 BFI i alt på 6.566 mio. kr., landbrugets BFI var faldet til 1.389 mio. kr. 21,2 pct. Men den animalske produktion var i mængde fra 1920 til 1925 steget fra 541 til 931 mio. kg., hvoraf 172 pct. direkte svinekød fra 118 til 307 mi0. kg 260 pct. Men det var jo kun begyndelsen til produktion af varer uden afsætning til rentable priser.

Men der var direkte politisk opfordring til at øge produktionen. I 1926 blev en af Venstres topfolk Madsen Mygdal i folkemunde kaldt Madsen Møgkarl. For flere år tier siden traf jeg til et politisk møde en ældre landmand, der udtalte, at når Madsen Mygdal var ude til politiske møder, og landmænd stillede ham spørgsmålet, hvad han ville gøre for at stoppe de faldende priser på svinekød, så svarede han med, at det var da ikke et problem, for faldt priserne med 10 pct. skulle produktionen jo blot øges med 10 pct. Hvem der skulle spise alt det svinekød, talte han ikke om.

Men alt tyder på, at han reelt blev bakket op af landbruget, for ingen ønskede produktionsbegrænsning som et middel til at forbedre deres økonomi. For en hel generation af landmænd havde siden de i årtiet 1880’erne, hvor der også var lidt krise, men som de sammen med Andelsbevægelsen fik løst ved at gå over fra eksport af korn til eksport af animalske varer, havde aldrig kendt andet end totalt fri eksport af deres varer og fri import af foderstoffer, hvilket de havde klaret sig godt med.

Og i årene 1927-30 kom et stærkt forbedret bytteforhold for landbrugets eksport og import, der skabte en opfattelse af, at denne krise kun var kortvarig, for ellers havde de vel ikke afholdt så store investeringer i disse år på op til 12 pct. af bruttofaktorindkomsten. Uden jeg virkelig har undersøgt det, er jeg tilbøjelig til at tro, at det heller aldrig er set siden, og i de samme år øgedes hele den animalske produktion med 27 pct. direkte for svin med 47 pct. og skete sammen med, at gennemsnitspriserne for alle animalske varer faldt med 39 pct. direkte for svin med 44 pct.

Der sker også noget andet i 1932 endda noget meget vigtigt, men kun lidt omtalt. For hvert år siden 1920 havde vi haft deflation, og faktisk kun det havde sikret lønmodtagerne deres realløn, men det stopper i 1932, og ikke ét år siden har vi oplevet deflation, men har, driftsøkonomisk påvirket dem, der havde købt landbrug i slutningen af inflationsårene med stærk stigende jordpriser, der nu under deflation skulle betale renter og afdrag på landbrug købt under inflation.

Det viste sig nu også, at krisen blev kort, men slet ikke ved som de fleste landmænd ud fra deres liberalistiske holdning havde forventet, pludselig stigende priser grundet bedre afsætning for deres varer. Priserne steg nu, men den animalske produktion faldt også fra 1932 til 1939 dog kun med 15,3 pct. Produktionen af svinekød faldt med 56,0 pct. men gennemsnitspriserne for animalske varer i løbende priser steg med 64,2 pct. i faste 1920-priser med 36,1 pct. Svinekød steg i løbende priser med 232 pct., i faste 1920-priser 93,22 pct. Landmændene var nu kommet til at tjene penge ved en faldende produktion.

Og at den meget store stigning i priserne på svinekød skyldtes svinekortene vil næppe nogen bestride, men udover ordningen med svinekort blev der også i 1933 lavet en kødordning, der gik ud på opkøb af kvæg til destruktion. Midlerne hertil skaffedes dels ved en beskeden statsbevilling, dels ved slagteafgift på kvæg til menneskeføde. Men hvorfor forskede ingen i 30’erne lidt i, hvorfor kalde det krise, at landbrugets indtjening faldt, kun fordi produktionen øgedes hurtigere end afsætningen.

Krisen skyldtes da, at selv Socialdemokratiet uden at sige det, reelt bakkede op om Venstres holdning til landbrugskrisen og i særdeleshed Madsen Mygdals udtalelser. Venstres holdning til krisen kom allerede i 1920. Ud fra en liberal grundindstilling med landbrugets interesser skulle krisen gå sin gang, de hjemlige omkostninger måtte tilpasses verdensmarkedets lavere prisniveau. Madsen Mygdal definerede øjeblikkets krav således: Nedad med produktionsomkostningerne, nedad med levefoden og nedad med kravene til andre, men opad med kravene til os selv.

Går der ikke en lige linje fra venstre holdning til 30’ernes kortvarige landbrugskrise og til den nuværende, der har varet i 63 år og ligeledes besparelserne på integrationsydelser og kontanthjælp? Næste gang tiden fra 30’ernes krise og til 1955.