09-01-2018

Udstykningen, statshusmandsbrugene. og jordrentelovene

Alt det havde direkte relation til andelsbevægelsen, som de fleste sikkert mener var startet af landbruget, men brugsforeningerne, kom først. Og fra første færd skabtes den i England, men i 1866 fik ideen fodfæste i Thisted, hvor der blev dannet en arbejderforening til fællesindkøb af varer.

Den første "brugs" var oprettet, og fra byerne, hvor bevægelsen kun fik fåtallig tilslutning bredte den sig til landsbyerne, hvor brugsforeningerne fik deres gennem-brud i 1880'erne, hvilket var baggrunden for, at bønderne af økonomiske og politiske grunde ville frigøre sig fra afhængighed af provinsbyernes købmænd, som de hidtil havde solgt deres korn til og til gengæld fået forbrugsvarer, foderstoffer og, hvad man i dagligdagens sprog kaldte "posemøg", kunstgødning.

Men det, der fik andelsbevægelsen til landbruget, var sikkert den økonomiske krise, der 1870 erne havde ramt landbruget i hele Europa, og skyldtes en stærkt stigende kornproduktion på de enorme store prærier i Amerika og Canada, som de med billig arbejdskraft fra tusinder eller vel rettere på det tidspunkt millioner af indvandrere, kunne eksportere billigt til Europa.

Den konkurrence kunne de europæiske landmænd ikke klare. I nogle lande - fx Sverige og Tyskland - forlangte de højlydt, at staten skulle hjælpe dem med toldbeskyttelse, og regeringerne imødekom deres ønsker. Det viser, at landmændene ikke kun i Danmark, men sikkert i alle udviklede industrielle lande er dem der, når det går godt økonomisk, altid i skrift og tale fremhæver den frie markedsøkonomi som det eneste, der kan sætte den rette pris, men med det mindste lille prisfald forkaster de den straks, og beder staten om hjælp.

Men denne krise ramte ikke danske landmænd ret meget, for de større landbrug havde opgivet økonomisk at leve af produktion og salg af korn og var gået over til kvægavl og producerede kød, smør og flæsk (bacon), som ikke kun kunne afsættes på hjemmemarkedet, men også eksporteres ti1 England til gode priser. Prisfaldet fik de mindre bønder til at følge efter, og andelsbevægelsen kom for alvor til landbruget, og det banede vejen for husmandsbevægelsen.

Allerede i 1880'erne oprettedes særlige foreninger for smålandbrugere, og fra Husmandsforeningen for Klim, Thorup og Vust Sogne i Thy, oprettet i 1896, og Herfølge Husmandsforening, herfra går den direkte linje til gennembrud for bevægelsen. I 1901 oprettedes en del foreninger landet over, og allerede i november samme år stiftedes landsorganisationen Dansk Husmandsforening, der dog ikke fik fodfæste.

Det gjorde derimod de regionale sammenslutninger, dvs. De Fynske Husmænds Landboforening (fra 1907 De Samvirkende Husmandsforeninger i Fyns Stift), De Samvirkende Jydske Husmandsforeninger, De Samvirkende Sjællandske Husmandsforeninger, alle tre stiftet i 1902, samt De Samvirkende Bornholmske Husmandsforeninger, stiftet i 1903. De Samvirkende Lolland-falsterske Husmandsforeninger udskiltes fra de sjællandske i 1906.

I 1899 kom den første jordlov om oprettelse af statshusmandsbrug, men med. en brugsstørrelse på 3,5-5,0 tønde middelgod jord. Lovens formål var at fastholde kvalificeret arbejdskraft i landbruget, ved at give dygtige landarbejdere mulighed for at erhverve et lille brug. Brugene skulle netop være så små at ingen familier kunne leve af dem uden at gå på arbejde på godserne og de større gårde de fleste af årets dage.

Baggrunden for loven var en vis mangel på arbejdskraft i landbruget i slutningen af 1890’erne på grund af afvandringen fra landet under landbrugskrisen i 1880’erne og begyndelsen af 1890’erne. Men mon ikke det også skyldtes en udvandring af unge fattige på landet til Amerika, der ikke så nogen fremtid i Danmark.

Politisk blev husmandsbevægelsen støttet af Det Radikale Venstre, der kom i 1905 og var udbrydere fra Venstre, som de syntes var for meget til højre, og det var det parti, der sammen med Socialdemokratiet skabte det, jeg vil kalde de næste landboreformer udstykningerne og statshusmandsbrugene, der som jeg har skrevet begyndte i 1899, revideredes i 1904 og igen i 1909, da loven ændredes til Lov om oprettelse af (selvstændige) husmandsbrug en familie skulle kunne leve af. Loven om oprettelse af husmandsbrug blev fornyet i 1914, 1917 og 1921 uden principielle ændringer, dog med forhøjelser af lånebeløb fra en statslig jordfond takt med prisudviklingen, ændringer af lånevilkår

De 2 brugstyper

Efter vedtagelsen af 1919-lovene eksisterede de 2 brugstyper side om side, brugene på privat indkøbt jord efter 1899-loven og dens efterfølgere, og jordrentebrugene efter 1919-lovene. Husmanden kunne vælge. Han kunne købe jorden i det frie marked, normalt gennem en udstykningsforening og få lån fra staten svarende til 90 pct. af købesummen for jorden og udgifterne til opførelse af bygninger. Han kunne også erhverve jorden fra Jordfonden. I så fald betalte han ingen kontant købesum, men forpligtede sig i stedet til at give Jordfonden en uafløselig prioritet i jorden og betale jordrente heraf. Derudover kunne han få lån svarende til 90 pct. af byggeomkostningerne.

I 1919 kommer det jeg vil kalde virkelig landboreformer. en fortsættelse af landboreformerne i 1889. Med bortsalg af jord i offentligt eje, præstegårdsjorder og lens og stamhuses overgang til fri ejendom indledtes den i nyere tid mest omfattende omfordeling af jorden i Danmark; lovene sikrede afståelse af jord fra staten, storlandbruget (len og stamhuse) og præstegårdene til ny oprettelse af husmandsbrug. Ved Genforeningen i 1920 overtog den danske stat et antal tidligere preussiske statsejede gårde (domænegårde), og 1919-lovene fik derfor stor betydning i det sønderjyske område. Statens Jordlovsudvalg etableredes til administration af 1919-lovene med Niels Frederiksen som magtfuld formand. Jordlovgivningen byggede nu på Statshusmandsloven fra 1899 vedrørende ansøgerbetingelser og lånerammer og, 1919-lovene vedrørende at skaffe jorden til udstykning.

Om den betydning disse reformer fik på landbruget og reelt på hele den kulturelle udvikling i Danmark frem til midten af 50’erne kommer næste gang.