28-07-2017

Landbruget ved indgangen til 60’erne

Bortset fra svinekortene der indførtes under 30’ernes verdenskrise, og blev afskaffet i 1940, havde al produktion i landbruget været baseret på den frie markedsøkonomi, og der var kommet en god økonomi i landbruget. Det kan tydeligt ses ved, at salgsværdien af landbrugets produktion fra 1945 til 1955 steg med 92 pct., men gælden kun steg med 32 pct. Det havde helt sikkert medført, at mange kunne kalde sig for selvejere, ikke kun på papiret men virkelige selvejere.

Sidst i 50’erne begynder der at komme prisfald på alle animalske varer. Jeg husker tydeligt alle de beklagelser, der kom fra landbruget i 1957. Det var med kilde Landbrugsstatistik, priserne på svinekød det var helt galt med. Jeg husker tydeligt den daværende præsident i landbrugsrådet Hans Pinstrup talte om, at det kunne vist blive nødvendig med indførsel af svinekort igen for at bremse den alt for store stigning i svineproduktionen.

Jeg tog så ind på det store bibliotek i Vejle for at se, om der i Vejle Amts Folkeblad kunne findes noget om alle de beklagelser fra landbruget, og jeg gættede på, at det var sikkert april kvartal jeg skulle have. Jeg havde gættet rigtigt, for jeg begyndte på den første side, og jeg skulle i hvert fald ikke mere end 14 dage hen i april måned, før jeg så en udtalelse fra generalforsamlingen i Ringkøbing landboforening, der også gik på at det kunne blive nødvendigt med svinekort igen. En gik endog så vidt og talte om, at der måske skulle lovgives om, hvor mange søer hvert landbrug måtte have.

Og det var meget interessant for mig denne dag, for lige inden jeg ville forlade biblioteket, ser jeg en stor forsideartikel ”Voldsomme prisstigninger på Bacon i England”, og landmændene var glade, for det var altså kun en 14 dages krise.

Det er i grunden interessant det med landbruget, der ellers altid politisk taler om, at intet er bedre til at sætte priserne end den frie markedsøkonomi. Men for landmændene gælder det kun, til der kommer et lille prisfald på deres varer, så har man intet imod lidt politisk styring, blot det giver penge. Når jeg nu i en alder af 86 år, og mit politiske engagement kan huske Politiske udtalelser langt tilbage i mine ungdomsdage, er der intet bedre til at få dem frisket op end lidt studier i gamle aviser eller Folketingets forhandlinger. Der blev nu ikke talt mere om svinekort.

Men spørgsmålet er dog, om det ikke var denne 14 dages krise, der medførte de første virkelige krav om offentlige støtteordninger og politisk styring af landbruget. Næppe ret mange husker bedre end jeg, hvordan det hele politisk udviklede sig for landbruget sidst i 50’erne da jeg  i 1957  var folketingskandidat for Retsforbundet. Dette år havde landboforeningerne sammen med husmandsforeningerne afleveret et fælles oplæg til den nydannede trekantregering af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Retsforbundet. I oplægget stillede man omfattende krav om økonomiske støtteordninger. Væk var al tale om fra partiet Venstre, at intet er bedre til at sætte priser end den frie markedsøkonomi

Året efter indførte regeringen en kornordning med mindstepriser, det vil sige politisk styring af amtsskatterne blev gjort konjunkturbestemte. Der blev givet penge til en reklamekampagne for mere ”gris på gaflen” og ”mejerigtige” mælkeprodukter, men der blev også skabt lovgivningsmæssigt grundlag for at pålægge alle landmænd at betale produktionsafgifter til fælles salgsfremstød og kvalitetsfremmende aktiviteter – kort sagt, den centralistiske styring med bureaukratiske støtteregler begyndte, anført allermest af det liberale bondeparti Venstre.

Det viser virkelig, det jeg for flere årtier siden hørte ved politiske møder hørte af folk betydeligt ældre end mig, og som kunne huske udtalelser fra Stauning i debat med dem, der virkelig forsvarede liberalismen som eneste styreform, der duede. Til det svarede Stauning vi er vist alle liberalister og socialister, men til hver sin tid og sit brug.