21-07-2017

Landbruget i Danmark og 50’ernes økonomiske vækst

Jeg vil nu skrive om hvert årti af de sidste seks årtier. Men for at alle skal kunne forstå, at politisk burde landbruget og faglærte i håndværk og industri ikke modarbejde hinanden men samarbejde, derfor lige ganske kort men konkret om verdenskrisen og deflationen. Landbruget var absolut mest påvirket af krisen fra 1920 til 1932, timelønningerne mest fra 1932 til 1945

Men fra 1932 da verdenskrisen og deflationen kulminerer og frem til 1945 får vi nu en svag inflation. Priserne for animalske varer stiger i faste priser med 73 pct., men for faglærte i håndværk og industri falder realtimelønnen med 13 pct. Ikke før efter krigen begynder timelønningerne i faste priser at stige. Fra 1945 til 1955 med 35 pct., men i faste priser steg animalske varer kun med 1 pct. Men det skal så ses i relation til den langt større stigning end timelønningerne fra 1932 til 1945.

Det der mere end noget andet skabte landbrugets velstand i disse 10 år var, at jordpriserne i faste priser kun steg 10 pct., og derfor faldt gælden, der i 1939 var på 4,47 mia. kr. til i faste 1939 priser til 3,02 mia. kr. i pct. af salgsværdien af landbrugets produktion, sikkert den mindste nogensinde. Basis for denne økonomiske fremgang i landbruget i disse 15 år omtales aldrig og skyldes politisk ideologi.

Dette sammen med, at 291.000 medhjælpere var kommet over i andre erhverv, og at der de første 10 år efter krigen var mangel på fødevarer i alle Europas lande, og derfor kunne en stigende animalsk produktion på 80 pct. afsættes. Dette sammen med de næsten 300.000 færre der skulle have deres udkomme af landbruget skabte den stigende velstand i landbruget og mange var blevet virkelige selvejere og ikke kun på papiret

Men i 1955 var der ikke længere mangel på fødevarer, alle lagre var fyldt, og da alle Europas lande var udpræget landbrugslande, beskyttede alle landene nu med told og importrestriktioner deres eget landbrug. Det medførte naturligvis faldende priser på alle landbrugets varer, og ikke for et eneste år siden har priserne for hverken animalske varer eller korn været på niveau med 1955.

Mens der i midten af 50’erne kommer der en økonomisk vækst, som vel aldrig tidligere set, og ikke kun i Danmark men i alle lande i Europa. Men den gik totalt uden om landbruget, hvilket skyldtes, at der ikke i noget land i Europa var store befolkningsgrupper, der økonomisk havde vanskeligt ved at skaffe deres behov for fødevarer, for skal økonomisk vækst øge forbruget af fødevarer, er det altid fra bunden det skal ske, for selv mangemillionærer spiser ikke mere end til de er mætte.

 Men ikke nok med, at den økonomiske vækst gik uden om landbruget, medførte den også stigende timelønninger, og der med øgede udgifter for alt, hvad landbruget skulle købe. Mange landmænd kunne da godt se, at skulle de opnå samme vækst i velstand som i andre erhverv, kunne det kun ske ved øget produktivitet, der ganske vist var blevet øget, inden for de givne rammer med den begyndende afvandring fra landbruget.

Men yderligere øget produktivitet krævede mekanisering, der også var kommet i gang med udskiftning af heste med traktorer, men at udnytte denne mekanisering krævede øget jordareal, og derfor begyndte alle potentielle købere nu den indbyrdes konkurrence om jordkøb, og derfor blev de første 11.000 små landbrug nedlagt i 50’erne, men øget efterspørgsel efter jord medfører ikke som for producerbare varer et øget udbud, og derfor begyndte jordpriserne at stige voldsomt.

Og afvandring af kapital fra landbruget til byerne begyndte, og øgede jordpriser, kunne da kun betales med øgede priser på fødevarer. Alt skyldtes, at med privat jordeje som basis, konkurreres der om køb af fremtidsvisioner, der ikke kendes. Det kunne være interessant, hvis forsvarerne af privat jordeje forklarer, hvordan de vil hindre, at det ikke medfører konkurrence om køb af ukendte fremtidsvisioner, og dermed øgede udgifter og dårligere konkurrenceevne for al produktion, som vi skal leve af.

Jeg kan ikke se, man skal være hverken socialist eller endnu værre kommunist for at kunne se det økonomisk tåbelige med fri konkurrence om jordkøb fremfor fælleseje af jorden mod at betale en jordleje svarende til dens reelle brugsværdi og dermed fjerne alle udgifterne baseret på spekulation i fremtidsvisioner. Nu har jeg ikke nogen socialistiske holdninger, og ønsker faktisk slet ikke jord og og produktionsplads ejet af samfundet, men af folket som fælles ejendom, og det mener jeg er noget helt andet.

Men med al jord pantsat og belånt må den af samfundet, med erstatning til nuværende skødehavere og prioritetsbestyrere svarende til den offentlige vurdering, frikøbes fra banker og kreditforeninger, og så betales en jordleje for brugsretten, men denne jordleje mener jeg ikke behøver at skulle betales til samfundet og indgå i det offentlige budget, for så lugter det af skattebetaling.

 Men der kunne oprettes en jordfond, hvor jordlejen betaltes til, og ingen har så mere end den frie brugsret og hvem har brug for mere? Men da al jord ikke har samme brugsværdi, for landbrugsjord forskellen i bonitet og for jord i byerne beliggenhed, skal der betales en jordleje, der udligner denne forskel, hverken mere eller mindre. Alle, der udnytter jorden til bo eller produktionsplads er så befriet for både renter, afdrag og skatter. Og jordfonden kunne så en gang om året udlodde den betalte jordleje til deling mellem alle landets indbyggere. Jorden er så virkelig folkets fælles ejendom. Jeg kunne godt tænke mig en sådan jordreform, skulle hedde Andelsselskabet Danmarks jordfond. Der kan naturligvis være nogen, der mener: Hvor skal samfundet få penge fra til denne erstatning, men om det senere.