19-07-2017

Bør vi beskatte gevinster ved salg af bolig?

Fra tid til anden er der røster fremme i debatten om, at både grundskylden og ejendomsværdiskatten er uretfærdige skatter. Man beskatter folk af en ”indtægt de ikke har”. I stedet vil det være langt mere rimeligt at beskatte folk, når en bolig sælges, og man så rent faktisk kan konstatere en gevinst.

Det lyder naturligvis besnærende, men hvis man vil forfølge tanken blot en lille smule, så ser man snart, at der bestemt ikke er tale om nogen god idé. Der er derimod tale om en ualmindelig dårlig idé, og det af en række grunde, som jeg i det følgende vil gøre rede for:

  • Jeg vil tage udgangspunkt i mig selv. For fem år siden solgte jeg min lille ejerlejlighed på Frederiksberg for at flytte til en større. Jeg fik 600.000 kroner mere, end jeg selv havde givet i sin tid. Sæt nu, at jeg skulle svare 50 pct. af denne gevinst. Så skulle jeg altså betale 300.000 kroner i skat. Det kritiske er ikke den gevinst, som ville blive formindsket for mig. Det kritiske er derimod, at jeg kunne have sparet 300.000 kroner ved slet ikke at flytte. Skatten vil fungere som en gigantisk tinglysningsafgift, som vil gøre det umådeligt dyrt at flytte fra en bolig til en anden. En sådan skat vil altså hæmme mobiliteten på arbejdsmarkedet.
  • Jeg kunne jo også have valgt at sælge lejligheden til det samme, som jeg gav for den. Officielt altså! Som man kan se, så vil skatten tilskynde til de berømte penge under bordet. Myndighederne vil få en kontrolopgave med at overvåge mistænkeligt lave salgspriser, og uforklarlige kontobevægelser hos både køber og sælger.
  • Det er slet ikke sikkert, at der vil være nogen gevinst at beskatte, selv når sælger kan sælge for mere, end han selv gav for boligen. Det vil ikke være tilfældet, hvis man har belånt sin bolig. Det kan efterlade en boligejer i den fortvivlende situation, at han slet ikke kan komme af med en bolig, som han ikke har råd til at sidde i, f.eks. efter en skilsmisse. Tvangsauktioner og menneskelige tragedier vil blive resultatet.
  • Der vil ikke nødvendigvis være tale om nogen gevinst, hvis man flytter fra en by til en anden til en bolig af samme størrelse. F.eks. fra Hillerød til Køge, hvor boligpriserne er omtrent de samme. Det vil føre til den absurde situation, at det bliver uhyre kostbart for Per i Hillerød at bytte hus eller lejlighed med Poul i Køge, selvom der er brug for Pers kvalifikationer til et job i Køge, og Pouls kvalifikationer til et job i Hillerød. Og tænk på, at de fleste bolighandler sådan set er bytte af bolig, blot som regel ikke direkte mellem to personer. Når man sælger overlader man sin bolig til en anden, men så skal man jo have tag over hovedet et andet sted. Bemærk igen skattens skadelige virkning på mobiliteten på arbejdsmarkedet. Det er godt, hvis folk kan og vil flytte til et andet sted i landet, hvis de kan få arbejde dér eller måske et bedre betalt arbejde. Det bør ikke koste mere end udgiften til advokat, ejendomsmægler og en flyttebil.
  • En del af merprisen ved salg af bolig kan somme tider henføres til boligforbedringer i form af istandsættelser og tilbygninger. Er det rimeligt, at man skal aflevere halvdelen af værdien af disse forbedringer til staten?

Under tiden bliver boligskatterne omtalt som ”misundelsesskatter”. Jeg har aldrig helt forstået det udtryk. Vi beskatter ikke folk af misundelse. Skatter har vi, fordi vi har indrettet samfundet, så visse opgaver løses af fællesskabet. Der er kun os selv til at betale for disse opgaver. Så kommer vi af rent pragmatiske grunde ikke udenom at gå efter skatteevnen, så den som har mest også betaler mest. For vi skal død og pine have penge i kassen. Men så kan vi jo snildt udnævne enhver skat til at være en misundelsesskat:

  • Den, som med flid og dygtighed har fået råd til at købe en bil, skal betale en registreringsafgift og en løbende vægtafgift.
  • Den som ligeledes ved flid og dygtighed har råd til et stort forbrug i al almindelighed, skal betale afgifter af sit forbrug.
  • Og den flittige og dygtige skal først og fremmest betale en høj indkomstskat, som jo udgør en langt større del af den samlede skatteopkrævning end grundskyld og ejendomsværdiskat. Hvorfor skal man, hver gang man fanger 10 fisk aflevere 4 eller 5 af dem til staten? Er det ikke ren og skær misundelse?

Opgaven bliver jo så at finde de skatter, som har de mindst skadelige effekter, når det gælder om ikke at hæmme arbejde og initiativ. Som vi netop har set, så vil en skat på gevinsten ved salg af bolig komme håbløst til kort som en god skat.

Her viser det sig, at en løbende ejendomsbeskatning er langt mere effektiv, ja faktisk den bedst tænkelige beskatning. At det også principielt set er den mest retfærdige skat, ja i virkeligheden den eneste retfærdige skat, det har jeg gjort rede for i flere artikler i min blog, afsnittet om Henry George.

Mange er nok kommet galt ind på emnet på grund af det uheldige udtryk boligskat. For det er i og for sig slet ikke boligen, som det er retfærdigt at beskatte, men derimod jorden, både jord til bolig og erhverv. Simpelt hen fordi jorden ikke er skabt af nogens arbejde, men er skænket os af naturen. Jorden får værdi i kraft af samfundets vækst, og dermed får vi også en  genstand for en effektiv og retfærdig beskatning. Det retfærdige består i, at vi giver, ja faktisk skylder, at betale igen til fællesskabet, alt efter hvor meget og hvor attraktiv plads vi efterspørger. Deraf ordet grundskyld. Om selve boligen gælder det derimod, at den er skabt af arbejde, og dermed er der intet særligt retfærdigt ved ejendomsværdiskatten.

Det kunne dermed give mening at hæve grundskylden og sænke eller helst helt afskaffe ejendomsværdiskatten og også tinglysningsafgiften. Ejendomsværdiskatten rammer boligforbedringer og er altså dybest set blot en anden form for skat på arbejde. Og tinglysningsafgiften er en skat på flytning, og som sådan er den skadelig for mobiliteten på arbejdsmarkedet.

Men hvis vi mener, at vi både kan og vil prioritere en samlet skattelettelse til ejerboligsektoren, så kunne vi blot hæve grundskylden med et mindre beløb end svarende til afskaffelsen af ejendomsværdiskatten og tinglysningsafgiften.

Det bliver dog, og nok også med rette, til tider påpeget, at visse grupper kan have svært ved at følge med en stigende grundskyld, først og fremmest pensionister. Det var et tema i valgkampen på Frederiksberg ved kommunalrådsvalget i 2013. Det føles uretfærdigt, hvis man ikke kan blive boende i det hus, hvor man har boet hele sit liv.

Løsningen er dog ikke at afskaffe grundskylden, men at begrænse stigningen, når denne skat har nået et vist niveau. Det kan gøres ret nemt, men kræver dog en landspolitisk beslutning. Løsningen er, at når grundskylden har nået et vist niveau, f.eks. 25.000 kroner om året, så kan den ikke længere stige med mere end inflationen, indtil boligen skifter ejer, hvorved grundskylden igen skal afspejle vurderingen.

Så får man den sikkerhed, der ofte efterlyses i debatten om grundskyld, men det sker altså ikke ved at kaste barnet ud med badevandet, som man ville gøre ved helt at afskaffe grundskylden.