19-04-2017

John Stuart Mill og Henry George om jordværdibeskatningen

Blandt de klassiske økonomer står den engelske økonom John Stuart Mill som nok den største. Han udgav i 1848 sit store værk Principes of Political Economy with some of their Applications to Social Philosophy. Grundlæggeren af den klassiske økonomi anses normalt for at være Adam Smith, der i 1776 udgav sit værk An Inquiry into the Nature and Causes of the Wealth of Nations. Tankerne blev blandt andet fulgt op i starten af det 19. århundrede af Thomas Robert Malthus, mest kendt for sin pessimistiske befolkningsteori, og af David Ricardo, der grundigst af alle daværende økonomer udviklede den klassiske fordelingsteori.

 

Hvad var så hovedtemaerne for datidens økonomer? Det kan nok sammenfattes i to indbyrdes sammenhængende problemer: vækst og fordeling.

 

Befolkningen blev inddelt i tre grupper:

 

  • Jordejerne, der modtager jordrente, eller den del af produkti­onsresultatet, der kan opnås ved besiddelse af jorden.
  • Kapitalisterne, der modtager kapitalrente eller profit.
  • Arbejderne, der modtager løn.

 
Samtidig var disse økonomer stærkt optaget af spørgsmålet om samfundets vækst i det lange løb. De mente, at kun hvis den samlede produktion kunne stige år for år, ville der kunne akkumuleres den kapital, der efterspurgte arbejdskraften. Hvis ikke kapitalen kunne vokse, så ville væksten i befolkningen efter­hånden konkurrere lønningerne ned på et eksistensminimum. For klassikerne var det store spøgelse det stationære samfund, altså et samfund uden økonomisk vækst. Men bemærk, at klassikerne havde den brede befolknings velfærd for øje, og måske var det i virkeligheden først og fremmest det de havde for øje. Især Adam Smith er ofte taget til indtægt for en kynisk liberalisme uden hensyn til de svagest stillede. Der er intet, der kunne være mere forkert.

 

Den amerikanske økonom Henry George, der udgav sit hovedværk Progress and Poverty i 1879 (på dansk Fremskridt og Fattigdom), var i sit tankesæt stærkt afhængig af klassikerne - først og fremmest når man taler om fordeling og inddelingen af samfundet i de tre klasser - men samtidig polemiserede George på andre punkter stærkt imod klassikerne.

 

I denne artikel vil jeg tage et enkelt emne op til nærmere undersøgelse, nemlig spørgsmålet om skatten på jordværdierne, og sammenligne George og Mill.

 

Skat på jorden

 

Mill har i sit værk et afsnit On the influence of government, som man måske lidt frit kunne oversætte til Den økonomiske politik. I dette afsnit berører han også spørgsmålet om skatter på jordens værdi. Mills problemstilling er, at alle typer indkomster, for så vidt det er muligt, bør beskattes ensartet. Men, siger Mill, der kan være en undtagelse:

 

Antag, at der er en type indkomst, der uophørligt tenderer mod at stige, uden nogen indsats eller offer fra ejernes side. Disse ejere udgør en klasse i samfundet, som tingenes naturlige forløb konstant beriger, samtidig med at de for deres egen part udviser absolut passivitet. Under sådanne omstæn­digheder ville det ikke være nogen krænkelse af de principper, som den private ejendomsret bygger på, dersom staten ville tilegne sig denne stig­ning, eller en del af den, efterhånden som den opstår. Der ville egentlig ikke være tale om at tage noget fra nogen; det ville blot være at anvende en kilde til indkomst skabt af omstændighederne til fordel for hele samfundet, i stedet for at tillade den at blive en ufortjent apanage til berigelse af en be­stemt klasse.

 

Det er ikke svært at se, at dersom der findes en sådan type indkomst, der ikke er skabt af modtageren, så vil denne indkomst i særlig grad egne sig for beskatning. For det første fordi staten ved denne beskatning ikke hæmmer indsats og initiativ - indkomsten er jo netop ikke skabt ved nogen enkelt persons initiativ, men derimod af hele samfundet. For det andet fordi det vil være simpel retfærdighed, at hvad der er skabt af hele samfundet også kommer til at tilhøre hele samfundet. Men findes der en sådan type indkomst? Ja, svarer Mill. Han skriver:

 

Nu er det faktisk tilfældet for jordrenten. Den almindelige udvikling i et samfund, der stiger i velstand tenderer til alle tider mod at forøge indkom­sterne for jordejerne; mod at give dem både et større beløb og en større an­del af samfundets indkomst, uafhængig af nogen indsats eller udlæg fra dem selv. De bliver rigere, som om det var i søvne, uden arbejde, risiko el­ler økonomisering. Hvad krav har de, ud fra det generelle princip om social retfærdighed, til denne kilde til velstand? På hvilken måde ville man have behandlet dem forkert, dersom samfundet fra begyndelsen af havde reserveret sig retten til at beskatte denne spontane stigning i jordrenten til det højeste beløb krævet af finansielle hensyn?

 

Bemærk, at Mill skriver "fra begyndelsen af”. Hvis staten for meget længe siden havde indført en særlig skat på jordværdierne, så ville en sådan skat have været fuldt ud retfærdig. Det som Mill så foreslår er en "ny begyndelse", hvor man fritager jordejerne for skat på de nuværende jordværdier, men beskatter den fremtidige stigning:

 

Det første skridt skulle være en vurdering af al jorden i landet. Den nuværende jordværdi skulle fritages for skat; men efter at et tidsrum var gået gennem hvilket samfundet var vokset i befolkning og kapital, så kunne et omtrentligt skøn af den spontane stigning i jordrenten i forhold til den oprindelige vurdering foretages. Et kriterium kunne være den gennemsnitlige pris på produkterne. Hvis de var steget, så ville det være sikkert, at jord­ renten også ville være steget og ... endda i et større forhold end prisstigningen. Ud fra dette og andre data kunne man omtrent gøre op, hvor meget jordværdierne var steget af naturlige grunde; og ved pålægge jorden en generel skat, som af frygt for fejlberegning, skulle være inden for det beløb, der her er indikeret, så ville man være sikker på ikke at røre nogen stigning i indkomsten, som kunne være resultatet af kapitalinvestering eller arbejdsindsats udøvet af ejeren.

 

Det som er Mills problemstilling er altså, at beskatning af jordværdierne er fuldt ud retfærdig. Jordrenten er skabt af samfundet, og de der kaldes jordens ejere har i grunden slet ingen ret til at tilegne sig denne indkomst. På den anden side ville det være uretfærdigt fra den ene dag til anden at beslaglægge hele jordrenten gennem beskatning, når den i lang tid har været ubeskattet eller kun forholdsvis mildt beskattet. Mill understreger dog, at dersom der i forvejen eksisterer jordskatter, så bør de bevares. Når han siger, at "den nuværende jordværdi skal fritages for skat", så menes der ikke hermed, at en eventuel allerede eksi­sterende jordskat skal afskaffes. Hvis vi altså forestiller os, at Mills plan blev gennemført i Danmark, så kunne man bevare den nuværende jordværdi til opkrævning af den kommunale grundskyld, der som oftest er på omkring 2% af jordværdien, og så lægge en 100 % afgift på den fremtidige stigning. Denne "grundstigningsskyld" kunne så gå til staten eller f.eks. halvdelen kunne gå til kommunerne. Denne forde­ling er ikke så afgørende for selve princippet.

 

Mill er også inde på, at jordskatten egentlig slet ikke skal betragtes som en skat. Hvis skatten har eksi­steret i lang tid, så er den for længst indarbejdet i jordpriserne, der ville have været tilsvarende højere, dersom jordskatterne aldrig havde eksisteret. Der har aldrig været tale om beløb, der er gået fra jordejerne. Mill foreslår at bruge ordet rent-charge. Det svarer måske til det danske ord grundskyld; et beløb som ejeren af jorden skylder samfundet til gengæld for sin ret til at bruge jorden.

 

George er bestemt ikke særlig begejstret for Mills plan. Han behandler Mills forslag i et kapitel i Progress and Poverty, der handler om hvorvidt jordejerne skal have erstatning. George fastholder, at det er selve den private ejendomsret til jorden, der er uretfærdig. Denne uretfærdighed skal afskaffes, ligesom slaveriet blev afskaffet, og slaveejerne fik ingen erstatning, selvom de måske havde købt slaverne for deres helt legale opsparing.

 

Nu foreslår Mill jo egentlig ikke en erstatning til jordejerne ved overgangen til en fuld beskatning af jordrenten. Men selve det at fritage den nuværende jordværdi for beskatning svarer jo faktisk til, at staten overtog al jorden, og til gengæld erstattede ejerne med den aktuelle markedsværdi for jorden, og derefter beskattede hele jordrenten fuldt ud, og ikke kun den fremtidige stigning.

 

Som sagt mener George, at en sådan plan, enten med erstatning til jordejerne, eller ved kun at beskatte den fremtidige stigning i jordrenten er helt utilstrækkelig. George skriver:

 

Mills plan med at nationalisere den fremtidige ''ufortjente stigning i jord­værdierne" ved at fastsætte jordens nuværende markedsværdi og lade sta­ten tilegne sig den fremtidige stigning i værdien, ville ikke forøge den nu­værende uretfærdige fordeling, men ville heller ikke gøre det af med den. Yderlig spekulativ stigning i jordrenten ville ophøre, og i fremtiden ville den brede befolkning få forskellen mellem den forøgede jordrente, og det beløb som denne jordrente blev beregnet til ved fastsættelsen af den nuvæ­rende jordværdi ... Men planen ville efterlade, i al fremtid, en klasse i be­siddelse af alle de enorme fordele, som de nu har i forhold til alle andre. Alt hvad der kan siges om denne plan er, at den kan være bedre end ingenting.

 

George mener, at planer som Mills (og flere andre har foreslået lignende tiltag) kan have den fordel, at de stimulerer diskussionen om jordspørgsmålet, og det er naturligvis positivt. Men George anerkender ikke det begreb, der kaldes hævdvundne rettigheder. Enten er en institution rigtig eller forkert. Når talen falder på den private ejendomsret til jorden, så er der afgjort tale om en uretfærdig institution, og uretfærdig­heder skal ikke afskaffes delvist eller gradvist. Uretfærdigheder skal afskaffes helt og her og nu. George er naturligvis ikke blind for, at der måske kun kan skaffes politisk tilslutning til en begrænset løsning, og i så fald er en sådan begrænset løsning "bedre end ingenting". Men det endelige mål, en fuldstændig afskaffelse af den private ejendomsret til jorden, må aldrig tabes af sigte. For den den private ejendomsret til jorden indebærer et tyveri:

 

Der er ikke blot tale om et røveri i fortiden; det et røveri, der finder sted her og nu - et røveri, der fratager fødselsretten for alle de børn, der kom­mer til verden nu! Hvorfor skulle vi tøve med at gøre kort proces med så­dant et system? Fordi jeg blev berøvet i går og i forgårs og dagen før igen, er det så grund til jeg skulle lide under at blive berøvet i dag og i morgen. Er det grund til at jeg skulle konkludere, at røveren har erhvervet en hævdvunden ret til berøve mig?

 

Det skal her bemærkes, at George på dette trin i sin argumentation faktisk ikke er begyndt at tale om den fulde beskatning af jordrenten. Georges samlede argumentation kan skitseres som følger:

 

Det afgørende sociale problem er fattigdommen og den uretfærdige fordeling. Hvad er årsagen til denne uret­færdighed? Det er den private ejendomsret til jorden, som tillader jordejerne at blive stadig rigere uden at arbejde, mens den arbejdende befolkning bliver holdt nede i fattigdom. Hvad er midlet til at komme dette onde til livs? Midlet hedder: afskaf den private ejendomsret til jorden. Det næste spørgsmål er så, hvordan det gøres bedst. Og svaret er: en fuld beskatning af jordrenten, som George gør rede for senere i Progress and Poverty.

 

Det er klart en meget anderledes problemstilling end Mills. Mill er også optaget af fattigdommen, men han mener, at det bedste middel vil være at holde befolkningstallet nede. Han er helt på linje med Malthus, og han mener at, hvis befolkningstallet stiger med f eks. 10 % så vil det ikke samtidig være muligt at øge fødevareproduktionen med 10 %. Midlet mod fattigdommen vil derfor være familieplanlægning og kvin­defrigørelse. George skriver om Mills synspunkt:

 

Den nød og de lidelser, som han så omkring sig tilskrev han "naturens næ­righed", ikke menneskelige uretfærdigheder, og for ham måtte nationalise­ringen af jorden derfor se ud til at være et forholdsvist lille tiltag, der ikke kunne udrette noget hen imod afskaffelsen af fattigdommen og nøden - mål der kun kunne fuldføres efterhånden som menneskerne lærte at tøjle et na­turligt instinkt Stor som han var og renfærdig som han var - med et varmt hjerte og et ædelt sind - han så dog ikke de økonomiske loves sande harmoni, ej heller indså han, at fra den ene store og fundamentale fejl udspringer al nøden og elendigheden, al last og skam.

 

George er så absolut imod Malthus og tanken om den nærige natur, der kun skulle kunne brødføde et begrænset antal mennesker. Jorden er rig nok til at kunne brødføde så mange det skal være. Derfor kan fattigdom kun skyldes uretfærdige sociale institutioner, som man har mulighed for at afskaffe.

 

Konklusion

 

For mig udgør både Mills og Georges synspunkter og analyser vigtige milepæle i den økonomiske viden­skabs historie. Begge økonomer kombinerede en videnskabelig analyse af de økonomiske sammenhænge med et individuelt syn på retfærdigheden. For Mill var spørgsmålet om skatten på jordværdierne først og fremmest netop et spørgsmål om en retfærdig og hensigtsmæssig beskatning. Han forestillede sig aldrig, at jordskatten kunne blive en "single-tax", der gjorde alle andre skatter overflødige. Ej heller forestillede han sig, at denne skat ville være et middel, og slet ikke midlet, mod fattigdommen. Man han var helt på det rene med det grundlæggende uretfærdige i den private beslaglæggelse af jordrenten.

 

Man kan sige, at netop her tog George tråden op, men gik adskillige skridt videre. Det skyldtes, at hans udgangspunkt var et andet, og at han undervejs i sin økonomiske analyse, som han fremlagde i Progress and Poverty, på flere punkter gjorde op med den klassiske økonomis doktriner.

 

Mange der i dag kalder sig georgister har i virkeligheden et noget mere forsigtigt udgangspunkt, der nærmest minder om Mills begrænsede forslag til nationalisering af jordrenten. Det skal jeg være den sidste til at sige noget ondt om. Mills reform indeholder faktisk perspektiver. Man kan sige, at hvis f.eks. Dan­mark for hundrede år siden havde indført denne reform, så ville vi i praksis have en fuld beskatning af jordrenten, idet de daværende jordværdier, som så skulle fritages for beskatning fremover, jo var meget små i forhold de nuværende. Eller sagt på en anden måde: Hvis vi indfører Mills reform i dag, så vil vi om mange år også praktisk taget have indført Georges reform, hvis jordværdierne bliver ved med at vokse.

Denne artikel blev oprindeligt bragt i tidsskriftet Grundskyld 1996:3