30-03-2017

Robinson Crusoes rolle i den økonomiske teori

Økonomisk teori er at betragte som en stærk forenkling af virkeligheden. Økonomerne udvælger nogle få og særligt interessante temaer, som de analyserer under nogle givne antagelser. Et eksempel kunne være udenrigshandelsteorien, hvor man ofte antager to lande, som indbyrdes handler med to varer. Man kan så vise, at de to lande gennem handel kan opnå et større forbrug af begge varer, end før de be­gyndte at handle sammen. Frihandel er med andre ord bedre end økonomisk isolation.

 

Trods den drastiske simplificering - i virkelighedens verden er der mange lande og mange varer - så kan man altså alligevel med en meget lille og simpel model illustrere nogle interessante og væsentlige pointer.

 

Her har Daniel Defoes verdensberømte roman om Robinson Crusoe, der strander på en øde ø, og må leve der i 30 år, været en kilde til inspiration for mange økonomer. Robinsons tilværelse på den øde ø, hvor han helt alene må skaffe sig selv til dagen og vejen ved sit eget arbejde og de givne naturressour­cer, er jo faktisk at betragte som en økonomi. Ganske vist den mindst tænkelige økonomi med kun en person, men dog en økonomi. Og hvis vi under meget simple omstændigheder kan finde frem til nogle lovmæssigheder, så vil vi måske også kunne slutte os til sammenhænge, der gælder under mere komplicerede betingelser.

 

Jeg vi i det følgende give nogle få eksempler fra den økonomiske litteratur, og samtidig kaste lys over det faktum, at økonomisk teori ikke behøver at være så verdensfjern og kompliceret, som man nok ofte tror, og at den endda en sjælden gang kan være ganske humoristisk.

 

 

Lærebogens eksempel

 

Mit første eksempel er en lærebog fra 1982 i den økonomiske disciplin mikroøkonomi. Bogen er skrevet af Hans Keiding, og har titlen Mikroøkonomi Allokering og optimalitet. Mikroøkonomi drejer sig, meget kort fortalt, om de enkelte aktørers adfærd i økonomien. Hvordan træffer forbrugerne beslutninger om deres forbrugssammensætning på forskellige varer, så de opnår en maksimal tilfredsstillelse af deres behov? Hvordan træffer virksomhederne beslutninger om deres produktion, så de opnår den størst mu­lige profit? Og hvordan kan virksomhedernes udbud og forbrugernes efterspørgsel tilsammen danne en ligevægt i økonomien?

 

Det er netop vedrørende dette sidste punkt, at Hans Keiding gør brug af Robinson Crusoe, for ganske rigtigt så kan vores eneboer jo betragtes både som en virksomhed, der udbyder varer, og en forbruger, der efterspørger varer:

 

Vi betragter her en økonomi med 2 varer, en forbruger og en producent. Det kan f.eks. være Robinson Crusoe (som økonomerne altid har haft en vis forkærlighed for), der optræder med en spaltet personlighed: Han er dels forbruger, som med sin indkomst efterspørger bananer, og dels som producent ud­byder af bananer. (Fra Kapitel 5.3 i omtalte bog).

 

Robinson opnår så i sin virksomhed en indtægt ved at sælge bananer, der lige præcist svarer til den indkomst han som forbruger kan efterspørge bananer med, og Hans Keiding konkluderer humoristisk:

 

Vi ser, at den optimale tilstand kan fås som en markedslige­vægt. I den betragtede situation kan det nok siges, at hvis Robinson kan sætte sig ud over sin personlighedsspaltning, var det måske nok nemmere at etablere tilstanden direkte fremfor at handle med sig selv ved et vist prissystem. Men vi laver jo heller ikke teorien for Robinsons skyld. (Ibid).

 

 

Og det er jo netop sagen, og kernen i den abstraktion, som økonomisk teori er udtryk for. Naturligvis går folk i almindelighed ikke rundt og tænker økonomisk på samme måde som forudsat i lærebøgerne. Og alligevel, så er forudsætningen i økonomisk teori, at vi kan beskrive deres adfærd, som om de gjorde det - heraf økonomernes påstand om forbrugerne og virksomhederne som rationelle beslutningstagere.

 

I det næste afsnit skal vi se, hvad der kan ske med økonomien på Robinsons ø, hvis han opnår kontakt med omverdenen.

 

Robinson Crusoe og den amerikanske protektionist - Henry Georges eksempel

 

Den amerikanske økonom Henry George skrev i 1886 en bog vendt mod den protektionistiske politik, altså en politik, der ved hjælp af told og handelskvoter søger at begrænse importen af varer fra andre lande. Bogen fik titlen Protection or Free Trade, på dansk Beskyttelse eller Frihandel.

 

Henry George forestiller sig, at Robinson får besøg af en amerikansk protektionist, og nu da hans ø er blevet kendt af omverdenen, og hans ensomhed dermed brudt, beslutter han sig for at blive på øen. Protektionisten drager af sted igen, men forinden må han advare Robinson mod

 

den strøm af billige varer, som forbipasserende skibe vil for­ søge at sælge i bytte for frugt og geder. Forestil, hvordan han fortæller Robinson, nøjagtig det som protektionister fortæller større samfund, ... at med mindre han træffer foranstaltninger til at gøre det vanskeligt at fragte disse varer i land, så vil hans erhvervsliv blive aldeles ruineret, 'Faktisk' kan vi forestille os protektionisten sige 'så billigt kan alle de ting, du har brug for blive produceret udenlands, at jeg ikke kan se, hvor­dan du vil være i stand til at opretholde beskæftigelsen i dit eget erhvervsliv. 'Vil de forære mig alle disse ting?' vil Robinson helt naturligt udbryde. Det passer mig storartet, Så vil jeg hvile mig og læse og fiske for morskabs skyld. Jeg er ikke så ivrig efter arbejde, hvis jeg uden arbejde kan få, hvad jeg ønsker. (Protection or Free Trade, Chapter XII).

 

 

Protektionisten forklarer så Robinson, at han godt nok ikke ligefrem vil få varerne gratis, men dog så billigt, at han vil få svært ved at skaffe sig selv beskæftigelse. Men Robinson forstår stadig ikke noget:

 

Men jeg ønsker ikke at finde beskæftigelse til min arbejdskraft. Jeg brugte ikke månedsvis på at udhule min kano fordi jeg ønskede at finde beskæftigelse til min arbejdskraft. Hvis jeg kan få, hvad jeg ønsker med mindre arbejde, så meget desto bedre ... Jeg er ikke så bange for al blive overvældet med varer. Jo mere man bringer til mig, jo bedre passer det mig. (Ibid).

 

Og George konkluderer:

 

Og således må de to skilles, for del er oplagt, at uanset hvor længe vores protektionist snakkede om den idé, at Robinsons erhvervsliv ville blive ødelagt af at få ting med mindre arbejde end før, så ville det aldrig skræmme ham. (Ibid).

 

George slutter heraf, at når det ville være åbenlyst tåbeligt for Robinson at beskytte sin ø mod billige varer, så må den samme tankegang også være tåbelig for en hel nation. Når et land gennem import får varer fra andre lande, så sker det i bytte for andre varer, som landet selv skal producere. Derfor kan import aldrig true det indenlandske erhvervsliv og beskæftigelsen. Det gælder for Robinson Crusoe, og det gælder for et stort land. Der er ingen forskel.

 

Hvem ejer Robinsons ø?

 

Så længe Robinson er alene på sin ø, så er der ikke noget problem med ejendomsretten; øen tilhører naturligvis Robinson. Men hvad hvis han får en medborger? Nu ved vi faktisk fra Defoes roman, at Robinson blev ven med den "ædle vilde", som fik navnet Fredag.

 

George gør sig nu følgende tankeeksperiment i sin bog Social Problems, på dansk Samfundets Livs­spørgsmål:

 

Robinson Crusoe, som vi alle ved, tog Fredag til sig som sin slave. Antag nu, at Robinson Crusoe i stedet for at tage ham som slave, havde budt ham velkommen som et menneske og en broder; havde læst Uafhængighedserklæringen højt for ham, og havde fortalt ham, at han var en fri og uafhængig bor­ger, med ret til at stemme og blive embedsmand; men samtidig havde fortalt ham, at netop denne ø var hans (Robinson Cru­soes) private og eksklusive ejendom. Hvad ville forskellen være? Siden Fredag ikke kunne flyve op i luften, og ej heller svømme af sted gennem havet, siden han, hvis han overhovedet ville leve, måtte leve på øen, så ville han i det ene tilfælde være lige så meget slave, som i det andet. Crusoes ejerskab af øen ville være ensbetydende med hans ejerskab af Fredag. (Social Problems, Chapter XV)

 

Og George slutter fra det det simple, tænkte tilfælde til det generelle. Hvad der gælder på Robinsons ø, gælder også for et helt samfund. Så længe den private ejendomsret til jorden eksisterer, så længe er der heller ikke sand frihed. Så længe den ressource - jorden - som vi alle i sidste instans skal leve af, er monopoliseret, så er udbytningen af dem, der kun har deres arbejdskraft at sælge, det åbenlyse resultat. Heraf følger så helt logisk Georges krav om en reel afskaffelse af den private ejendomsret til jorden gennem en kraftig beskatning af jordens værdi.

 

Konklusion

 

De få eksempler jeg har udvalgt om økonomernes analogisering fra Robinson Crusoe til generelle kon­klusioner om økonomiske sammenhænge, viser noget meget fundamentalt om økonomisk teori. Økonomi er ikke en videnskab, hvor man lave eksperimenter i et laboratorium, som man kan i andre viden­skaber. Man er i stedet henvist til at lave eksperimenter i sine egne tanker. Det vil sige forestille sig en eller anden situation, der skal belyse nogle givne sammenhænge. Et sådant tankeeksperiment kan be­skrives med ord, men moderne økonomer vil som oftest opstille et system med matematiske ligninger.

 

Om man bruger ord eller formler til at illustrere sin tankegang, må afhænge af formålet. En berømt økonom som John Maynard Keynes betjente sig kun ganske lidt af matematik, men hans teorier er siden blevet ”oversat” til økonomiske modeller med ligninger. Disse modeller kan så være rørende simple, eller så komplicerede, at kun en computer kan betjene dem. Det sidste gælder, når modellerne skal beskrive et helt konkret, moderne samfund, og ikke blot en tænkt og abstrakt økonomi.

 

Der er mange påstande i omløb om økonomiske sammenhænge. Se blot på avisernes læserbreve, eller hør på politikernes udtalelser. Der er mange andre end økonomerne, der mener at vide sig kloge på arbejdsløshed, betalingsbalance og inflation. Og ikke et ondt ord om det. Men hvad enten vi er økonomer af uddannelse, eller blot som borgere har interesse for politik og økonomi, så kunne det måske være nyttigt at tage ved lære af Henry George. Og det vil sige, at hver gang vi møder en påstand om økonomi, så skulle vi prøve at teste sammenhængen under de simplest tænkelige forudsætninger. Vi vil da, som Henry George, være i stand til at gendrive mange fejlslutninger.

 

Hvis vi altid i vores argumentation starter med den fundamentale sandhed, at mennesket skal leve af og på den jord, som naturen har skænket os, så går vi ikke helt galt i byen. For den sandhed gælder lige så vel for Robinson Crusoe som for et moderne og kompliceret samfund.

Denne artikel blev oprindeligt bragt i tidskriftet Grundskyld 1998:4