22-03-2017

Økonomisk teori om udenrigshandel

De fleste mennesker har en lidt uklar forestilling om den internationale økonomi, og især dens betydning for den nationale økonomi. På den ene side må det enkelte land have fordele af at deltage i den internationale arbejdsdeling. På den anden side, kan der ikke være en fare for, at f.eks. Danmark bliver udkonkurreret af lande med lavere lønninger og/eller lavere standarder for miljø og arbejdssikkerhed? Og er der ikke et hensyn at tage til betalingsbalancen, således at man ikke ukritisk kan åbne op for fri import?

 

Det er i virkeligheden meget gamle spørgsmål, som i hvert fald i over hundrede år har optaget befolkningerne og politikerne. Den nok mest kendte strid fandt sted i England i forrige århundrede i forbindelse med de berømte kornlove, der blev indført efter Napoleonskrigene, og som først blev afskaffet i 1846. Loven garanterede de engelske landmænd en fast pris på korn. Hvis den internationale pris på korn var under det niveau, så blev denne prisforskel neutraliseret med told. Kornlovene blev vedtaget af et politisk flertal af store godsejere, der så en egoistisk interesse i at opretholde høje kornpriser og dermed også høje jordværdier i landbruget. Hensynet var hverken beskæftigelse eller betalingsbalance. Kornlovene var således i modstrid med industriens interesser, og blev afskaffet da det politiske flertal skiftede.

 

I denne artikel vil jeg forsøge at klarlægge den mest basale teori om udenrigshandel, og komme ind på nogle af de spørgsmål som teorien kan rejse. Nu er teorien om udenrigsøkonomi naturligvis meget omfattende, så det er slet ikke muligt helt at nå til bunds i alle tænkelige spørgsmål. Det gør heller ikke så meget, for selv i den mest simple form viser teorien sig at have en generel anvendelighed, som vi skal få at se.

 

 

Den basale teori

 

Jeg har valgt i det følgende at tage udgangspunkt i en traditionel amerikansk lærebog i international økonomi Modern International Economics af Wilfred Ethier fra 1983.

 

Ethier opstiller en simpel økonomisk model med kun to lande, Frankrig og Tyskland, og to varer, vin og maskiner. Nedenstående tabel viser, hvor mange arbejdstimer der kræves for at producere de to varer i begge lande.

 

Arbejdstimer i Frankrig og Tyskland, som kræves for at producere en enhed af de to varer, maskiner og vin.

 

 

Maskiner

Vin

 

antal arbejdstimer

Frankrig

6

2

Tyskland

1

1

 

 

Det ses af tabellen, at Tyskland har den højeste produktivitet for begge varer, både vin og maskiner. Mange vil være fristede til at sige, at Tyskland har den bedste konkurrenceevne. Under helt fri handel mellem Frankrig og Tyskland, så vil Tyskland sælge både vin og maskiner billigere end Frankrig kan gøre det; sidstnævnte land vil få problemer med både beskæftigelse og betalingsbalance, og må beskytte sig ved at lægge told på importvarer.

 

Og dog er problemstillingen en helt anden. Udsigterne er betydelig lysere både for Frankrig og Tyskland. Ethier forestiller sig følgende: Som udgangspunkt er der slet ikke handel mellem de to lande, idet de begge forsyner deres nationale markeder med både vin og maskiner. Vi forestiller os da følgende eksperiment. Frankrig skærer sin produktion af maskiner ned med en enhed, og får dermed frigivet 6 arbejdstimer, som bruges til at producere 3 tønder vin. Tilsvarende skærer Tyskland sin produktion af vin ned med 3 tønder. Det frigiver 3 arbejdstimer i Tyskland, som imidlertid er i stand til at producere mere end den ene maskine, som produktionen blev skåret ned med i Frankrig. Hvis en ekstra arbejdstime bliver brugt til at producere en ekstra maskine, så er der to arbejdstimer i overskud, som kan producere ekstra maskiner eller vin eller en kombination af begge varer.

 

Vi ser altså, at det må kunne betale sig for begge lande at handle internationalt. Frankrig skal specialisere sig i produktion af vin, og Tyskland skal specialisere sig i produktion af maskiner. Det er helt ir­relevant, at begge varer kan produceres billigst i Tyskland. Billigst målt i antal arbejdstimer, ikke penge. Nok er den tyske teknologi overlegen i henseende til produktion af begge varer, men denne overlegenhed er mest udtalt, når det gælder produktion af maskiner. Man siger, at Tyskland har en komparativ fordel over Frankrig i produktion af maskiner i forhold til produktion af vin. Men tilsvarende har Frankrig en komparativ fordel over Tyskland i produktion af vin i forhold til produktion af maskiner. Det afgørende er overhovedet ikke det absolutte antal arbejdstimer, som produktionen af de to varer kræver i de to lande. Det afgørende er derimod det relative forhold mellem det krævede antal arbejdstimer af de to varer i de to lande.

 

Det samme forhold kan vises på en anden måde ved at tage priserne på de to varer i betragtning.

 

Som udgangspunkt, hvor vi antager, at der ikke er handel, så må vi gå ud fra, at en maskine koster 3 tønder vin i Frankrig, idet det kræver 3 gange så mange arbejdstimer at producere en maskine, som det kræver at producere en tønde vin. I Tyskland koster en maskine en tønde vin. Eiler sagt på en anden måde: Vin er billigt i Frankrig og dyrt i Tyskland, mens maskiner er billige i Tyskland og dyre i Frankrig. Lad os forestille os, at når der åbnes op for international handel, så kommer en maskine til at koste to tønder vin på begge de nationale markeder. Eller rettere: Der opstår et internationalt marked for både vin og maskiner. Frankrig kan nu bruge 4 arbejdstimer til at producere to tønder vin, som kan betale for en maskine. Tidligere skulle Frankrig bruge 6 timer på at tilegne sig en maskine. Der er altså to timer i overskud, som kan bruges til at producere en ekstra tønde vin, som franskmændene enten selv kan bruge eller eksportere i bytte for 1/2 maskine. Tilsvarende for Tyskland. Tyskland skulle tidligere bruge 1 arbejdstime på at producere 1 tønde vin. Nu kan de i stedet bruge den ene arbejdstime på at producere 1 maskine, som kan byttes for to tønder vin.

 

Umiddelbart kan vi ikke sige noget præcist om, hvordan gevinsten ved international handel bliver for­delt mellem Frankrig og Tyskland. Det afhænger af landenes økonomiske størrelse og efterspørgslen efter vin og maskiner. Nu har vi antaget to store lande, så det er rimeligt at antage, at begge lande får en betragtelig gevinst ved international handel. Men hvis vi nu skifter Frankrig ud med Luxembourg, så er det indlysende, at dette lille land ikke kan påvirke priser og produktion i Tyskland ret meget. Tyskland vil stadig skulle producere vin for at dække det nationale behov; importen af vin fra Luxembourg vil være helt utilstrækkelig. For Luxembourg vil gevinsten derimod være betragtelig, men på den anden side har Tyskland ikke nogen grund til at afvise handel med Luxembourg; der vil ikke være noget tab, men derimod en ganske lille gevinst. Og for alle lande gælder det, at hele resten af verden er stor. Selv for et stort land som USA, med verdens stærkeste økonomi, er resten af verden ikke ubetydelig. Så alle lande vil få en gevinst ved frihandel.

 

Ovenstående model blev udviklet af den engelske økonom David Ricardo i hans berømte bog The Principles of Political Economy and Taxation fra 1817. Bogen er i øvrigt oversat til dansk. Ricardo antog to lande, England og Portugal, og to varer, vin og klæde. Ikke overraskende lod han England have en komparativ fordel i at producere klæde, og Portugal en komparativ fordel i at producere vin. Afsnittet On Foreign Trade er bogens 7. kapitel.

 

Modellen kan virke meget simplificeret, og er den naturligvis også. En af dens konklusioner er, at fri handel vil føre til, at mindst et af de to lande vil skulle specialisere sig fuldt ud i produktion af den ene vare. Begge lande må ikke producere begge varer. Denne konklusion vil næppe blive opfyldt, heller ikke selvom al told og alle importkvoter blev helt afskaffet. Når man taler om "vin og maskiner" eller "vin og klæde", så skal det formodentlig forstås synonymt med "landbrug og industri". Alle lande vil formodentlig altid bevare noget landbrug og noget industri. I alle lande vil der være noget jord, der er frugtbart nok til at blive dyrket rationelt, og mennesker der er dygtige nok til at drive landbrug. Der er desuden mere end én landbrugsvare. Landbrug omfatter både planteavl og husdyrhold, (og selv denne opdeling er naturligvis alt for simpel). Hvis der er landbrug med husdyr i et land, så vil det sandsynligvis (men ikke nødvendigvis) være rationelt med slagterier i landet, således at der altså også vil være en fødevareindustri. Endelig er der varer, der ikke handles internationalt, og det gælder først og fremmest tjenester. Folk i Danmark sender ikke deres børn til en privatskole i Portugal af indlysende sproglige og kulturelle grunde. Man tager heller ikke til udlandet for at blive klippet, og de fleste foretrækker at læse aviser og bøger på deres modersmål. (Naturligvis er der andre typer tjenester, der handles med internationalt, f.eks. skibstransport). Endelig findes praktisk taget alle slags varer i talrige varianter. Hvis vi vender tilbage til modellen med Tyskland og Frankrig og vin og maskiner, så kan det godt tænkes, at Frankrig vil eksportere fransk vin til Tyskland og få tysk vin i bytte. Forbrugerne i begge lande vil således opnå en glæde af et mere varieret vinforbrug, forudsat at der er forskel på den franske og den tyske vin.

 

Der er således grund til at antage, at vi selv under helt fri handel vil se en varieret erhvervsstruktur i alle lande. Ricardos model angiver altså en tendens. Der vil være en tendens til, at Frankrig specialiserer sig i produktion af vin, og at Tyskland specialiserer sig i produktion af maskiner. Vi kan forestille os, at når der åbnes op for fri handel, så vil den mindst produktive del af den franske maskinindustri blive lukket og ressourcer blive overført til vinbranchen, og omvendt i Tyskland.

 

Vi må heller ikke glemme, at det faktisk er vilkårligt, når vi i vores simple model har antaget to nationalstater. Vi bør være opmærksomme på, at de samme økonomiske mekanismer nødvendigvis må virke mellem regioner inden for samme land, og måske endda mellem regioner, der krydser landegrænser.

 

Protektionisme

 

Den simple Ricardo-model kan også bruges til at vise, at det er ufornuftigt at lægge told på importen. Hvis vi forestiller os, at Frankrig lægger told på import af maskiner for at beskytte sin egen industri mod de tyske maskiner, så vil forholdsvis flere ressourcer blive placeret i den franske maskinindustri og færre i vinbranchen. Tolden vil hæmme den internationale arbejdsdeling mellem Frankrig og Tyskland. Den gunstige effekt som opnås, når Frankrig producerer vin i bytte for maskiner, vil blive formindsket. Både Tyskland og Frankrig vil lide skade derved. Hvis Tyskland gør gengæld ved at lægge told på import af fransk vin, så vil både Tyskland og Frankrig skades derved. Handelskrige har det til fælles med rigtige krige, at alle de involverede parter rammes. Det populære argument om, at vi er nødt til føre toldpolitik, hvis andre lande gør det, har altså slet ikke nogen gyldighed overhovedet. Handelskrige udgør et af de mest primitive nationalchauvinistiske tiltag, man kan forestille sig.

 

 

Når protektionisme alligevel finder sted, så skyldes det, at der ofte vil være visse grupper i samfundet, der har en egoistisk interesse i modstrid med hele nationens interesse i at få deres egen branche beskyttet. Den amerikanske økonom Henry George skrev i sin bog Protection or Free Trade fra 1886 i bogens 2. kapitel:

 

De, der er specielt interesseret i beskyttelsestold finder det let at tro, at beskyttelse er af almen interesse. Deres direkte interesse gør dem aktive med at sprede deres synspunkter, og da de har kontrol over store midler - for de beskyttede brancher er dem hvor megen kapital er engageret - og ved at være rede til ved enhver lejlighed, som en del af deres forretning, at bruge penge til at propagandere for deres læresætninger, så udøver de en stor indflydelse på den offentlige menings organer. Modsat frihandel, som ikke tilbyder nogen speciel fordel til nogen bestemt interesse.

 

Aktualiteten af ovenstående citat fra Henry George kræver vist slet ikke nogen nærmere begrundelse. Georges fremragende bog er oversat til dansk under titlen Beskyttelse eller Frihandel. Læst i sin helhed udgør bogen en enestående polemik mod den protektionistiske filosofi.

 

I de seneste år er der opstået nogle nye argumenter for beskyttelse. Det bliver nemlig fremhævet, at visse lande "dumper" deres produktion på verdensmarkedet ved hjælp af lave miljøstandarder. Dette må, lyder det, imødegås med en "grøn told". Hvis tanken for alvor vandt indpas, så kan man let forestille sig, hvordan regeringerne og EU-Kommissionen ville blive løbet på dørene af emsige "miljøbevidste" lobbyister, der ville kræve beskyttelse mod "unfair konkurrence" fra udenlandske producenter. Miljøsagen, der bør forblive med at være en god sag, ville blive misbrugt i en dårlig sags tjeneste. Den almene interesse ville simpelt hen blive taget som gidsel af kyniske særinteresser - netop som George skriver det med lidt andre ord.

 

Hvis vi anvender teorien om de komparative fordele, så behøver vi imidlertid ikke at lade os besnakke. Vi kan vende tilbage til Tyskland og Frankrig og maskiner og vin, idet vi tænker os, at når Frankrig ikke er så produktiv, når det gælder maskiner, så skyldes det, at landets lovgivning kræver, at der i industrien bruges mange ressourcer på miljøbeskyttelse og arbejdssikkerhed. Men det betyder jo blot, at Frankrig flytter ressourcer over til produktionen af vin, hvor forurening og sundhedsfarligt arbejde ikke er så udtalt, og i stedet importerer maskinerne. Hvis Tyskland ikke vil kræve høje standarder for miljø og sikkerhed, så er det deres sag. De skader i hver fald ikke Frankrig økonomisk derved.

 

Vi kan altså opstille den generelle regel, at et land der har højere miljøstandarder end resten af verden vil opnå en komparativ fordel i produktion af varer, der ikke er så forureningsintensive som andre varer.

 

Landet bliver ikke "udkonkurreret" af andre lande. Det er, som teorien om de komparative fordele viser, helt irrelevant, at høje miljøstander gør vores varer "dyrere". Tilbage står et argument om, at det er umoralsk at importere varer, hvis produktion medvirker til forurening og til at gøre arbejdere syge. Men det vil være helt uoverskueligt at kontrollere al import fra alle lande. Nogle importvarer kan være fremstillede af råvarer og halvfabrikata fra tredjelande. Det vil være helt umuligt at kontrollere om alle de lande, der indirekte kan have medvirket til at fremstille en given vare, også lever op til vores standard for miljøet. Det er der formodentlig ikke ret mange af dem der gør. Måske kan vi skaffe os kendskab til andre landes miljølovgivning, men hvordan så med efterlevelsen af disse regler? Mange tror, at de med koblingen handel og miljø har en god sag. Det har de ikke. Selv de bedste viljer kan arbejde i en gal retning, og de bedste viljer kan ofte blive misbrugt af knap så gode viljer!

 

Omvendt er der måske nogle, der har overdrevne forestillinger om hvilke fordele, der kan opnås ved frihandel. Her tænker jeg specielt på argumenterne for at indgå frihandel mellem ulandene og de tidligere kommunistiske lande for at få disse lande økonomisk på fode. Naturligvis skal de vestlige landes protektionisme over for disse lande fjernes helt og aldeles. Det kan der slet ikke herske nogen tvivl om. Men det vil ikke være noget vidundermiddel, der helt fjerner fattigdommen i Afrika, Asien og Østeuropa. International handel kan ikke ændre det faktum, at mange af de pågældende lande har en elendigt organiseret økonomi med udbredt korruption og en uretfærdig fordeling af ressourcerne. I et land, hvor stort set al den gode landbrugsjord ejes af en håndfuld godsejere, der ikke betaler skat, hvem høster da fordelene ved frihandel? Vi lader spørgsmålet blive stående! Desuden skal man have noget at tilbyde i den internationale handel, og lande der er hærgede af borgerkrige og elendige kommunistiske regimer, har næppe meget at byde på. Men frihandel er naturligvis et vigtigt skridt i den rigtige retning, og er måske mere effektiv end ulandshjælpen. Så der er slet ingen grund til at lade være, og slet ikke når vi i den vestlige verden også høster fordele derved.

 

Konklusion

 

Teorien om de komparative fordele, som den blev udviklet af Ricardo, er både fascinerende og genial i al sin enkelthed. Økonomisk teori skal gerne være så simpel som mulig for at fastholde konklusionerne knivskarpe. Denne enkle teori viser klart fordelene ved international handel, og udgør dermed en tilstrækkelig argumentation mod protektionismen. De, der stadig tror på, at told og handelskvoter kan udgøre en fordel for en nation, skylder os en ligeså klar og overskuelig teori til støtte for deres synspunkter. Den teori har vi aldrig set, og vi vil heller aldrig nogen sinde få den at se. Når Henry George var i stand til at gøre grundigt op med protektionismen, så skyldtes det netop, at han anvendte Ricardos teori om de komparative fordele. George opstillede ikke nogen ny teori om uden­ rigshandel, og havde heller ikke nogen grund til at gøre det. Teorien er dog siden hen blevet raffineret på flere måder, men har bevaret sin oprindelige kerne uantastet.

 

Desværre er teorien om de komparative fordele slet ikke kendt nok. Hvem har hørt en politiker bruge teorien til at argumentere for frihandel, og for at vi godt kan have højere miljøstandarder end andre lande uden at blive ”udkonkurreret" af disse? Politikerne, selv dem med en økonomisk uddannelse, foretrækker at bruge det skrækkelige begreb ”konkurrenceevne" - bagved dette begreb må ligge en opfattelse af international handel som en konkurrence, hvor det gælder om at tvære så mange eks­ portvarer af på hinanden som muligt, samtidig med at det gælder om at undgå import fra andre lande.

 

Der er ikke nogen grund til at opfatte internationaliseringen af økonomien som noget særligt mystisk. Den er blot udtryk for arbejdsdelingen mennesker imellem, også på tværs af landegrænser. Mennesker kan ikke virke alene. Vi lever af at samarbejde med hinanden. Hvorfor lade dette samarbejde stoppe ved landegrænsen? Og hvorfor tro, at der skulle være nogen fare forbundet ved at handle med f.eks. Sverige, Polen eller Zambia uanset, at disse lande kan være forskellige fra Danmark på mange måder?

 

Denne artikel blev første gang udgivet i tidsskriftet Grundskyld, 1996:3.