16-03-2017

Økonomen John Bates Clark

Denne artikel handler om den amerikanske økonom John Bates Clark (1841-1938), der i 1899 udgav sit hovedværk om fordelingen af samfundets indkomst. Bogen har titlen The Distribution of Wealth.

 

Som vi skal få at se senere i denne artikel, så er der en forbindelse mellem Clark og hans landsmand Henry George, der i 1879 udgav sit hovedværk Progress and Poverty - et værk, der ligeledes handler om indkomstfordelingen. Det skal dog med det samme siges, at indflydelsen fra George på ingen måde vedrører jordværdibeskatning, men er af rent økonomisk-teoretisk art.

 

Clark nåede vel næppe at få den mest fremtrædende placering i historien om den økonomiske teoris udvikling. I den økonomiske skole, der afløste klassikerne - klassikerne er økonomer som f.eks. Adam Smith, David Ricardo og John Stuart Mill - opnåede den engelske økonom Alfred Marshall en mere markant position. Afløserne for de klassiske økonomer kaldes som regel neoklassikere og til tider også marginalister. Det sidstnævnte begreb bliver sidenhen forklaret i denne artikel.

 

Formålet med artiklen er at give et eksempel på en økonom fra den traditionelle skole Jeg håber desuden at kunne give et dækkende indtryk af den tankegang og metode, der ligger i økonomisk teori.

 

Den retfærdige fordeling

 

The Distribution of Wealth er et ganske omfattende og omhyggeligt værk, der er skrevet i et forholdsvist klart sprog. Det afgørende for Clark er spørgsmålet om den retfærdige fordeling. Får alle klasser faktisk det, som de skaber rent produktivt, eller bliver en enkelt klasse udbyttet? Herom skriver Clark i bogens første kapitel

 

Den arbejdende klasses velfærd afhænger, om de får meget eller lidt; men deres holdning til andre klasser - og dermed den sociale stats stabilitet - afhænger først og fremmest af spørgsmålet om hvorvidt den mængde som de får, den være sig stor eller lille, svarer til hvad de producerer. Hvis de skaber en lille mængde af værdi og modtager alt af dette, så vil de måske ikke forsøge at revolutionere samfundet; men hvis det viste sig, at de producerer en meget stor mængde, og kun får en del af det, så ville mange af dem blive revolutionære, og det ville de være i deres gode ret til. Den anklage, der hænger over samfundet er "udbytningen af arbejdskraften". ”Arbejdere”, siges det, ”er konstant berøvet det, som de producerer. Dette finder sted inden for for konkurrencens love, og den måde konkurrencen naturligt finder sted på" Hvis denne anklage kunne bevises, så skulle alle retsindige mennesker blive socialister. (The Distribution of Wealth, Chapter I)

 

Clark kommer ikke nærmere ind på, hvor denne anklage om udbytning kommer fra. Selvfølgelig er socialisterne blandt disse anklagere men en anden gruppe kunne være tilhængerne af Henry George. Dette uddyber Clark ikke.

 

Det helt essentielle i Clarks tankegang er altså på den ene side arbejdets produktivitet, og på den anden side arbejdets aflønning. Stemmer de to ting overens? Det er det, som Clark vil teste i sin bog Han skriver videre om dette spørgsmål:

 

Der er ikke noget spørgsmål om ret eller uret ind involveret i det faktum, at lønninger falder fra halv anden dollar om dagen til en dollar. Men ved at tage en halv dollar fra den daglige betaling for hvert medlem af en gruppe af mænd, og give som gevinst til arbejdsgiveren, så rejses et kritisk spørgsmål om retfærdighed eller uretfærdighed. Spørgsmålet er: har arbejdsgiveren taget noget, som arbejderen har produceret? Netop dette spørgsmål vil altid versere mellem de arbejdende klasser. Hver dag overdrages der et beløb fra en klasse til en anden Er dette beløb bestemt efter et princip, som humaniteten kan kan godkende og bevare for altid? Behandler det mennesker retfærdigt? (Ibid)

 

For at besvare dette spørgsmål, så er det nødvendigt at opstille en sammenhængende økonomisk teori med fokus på fordelingen. Og spørgsmålet drejer sig ikke kun om arbejdskraft og løn, men også om kapital og kapitalrente. Denne teori vil vi se på i det næste afsnit.

 

 

Grænseprodukt og aflønning

 

Dette afsnit er ikke et referat af et bestemt kapitel i The Distribution of Wealth. Clarks redegørelse strækker sig over mange kapitler med utallige gentagelser og uddybninger. Jeg vil forsøge at beskrive Clarks teori i en forholdsvis sammentrængt form.

 

Clarks tankegang kan bedst beskrives, hvis vi forestiller os samfundets økonomi som et stort antal mindre virksomheder, der alle fremstiller varer. Der er altså ingen monopoler. Indsatsen fra alle disse virksomheder giver tilsammen en produktionsproces, hvor der i den ene ende er et input af produktionsfaktorer, og i den anden ende et output af varer.

 

Hvilke er disse produktionsfaktorer? Clark regner med to produktionsfaktorer: Arbejde og kapital. Til rådighed for produktionen er altså et givet antal arbejdstimer, som vi kalder L, og en given mængde kapital i form af jord, redskaber og maskiner, som vi kalder K. I praksis ville det være uhyre vanskeligt at måle både det samlede antal arbejdstimer og den samlede mængde kapital, som står til samfundets rådighed, men dette praktiske problem vil vi ignorere i teorien.

 

Teorien inddrager altså både arbejde og kapital. Samfundets samlede indkomst bliver fordelt mellem disse to klasser. Hvis den ene klasse får det, som den har skabt, så vil den anden klasse også få det, som den har skabt, hvorved spørgsmålet om ret eller uret er løst.

 

Det kan naturligvis virke meget kontroversielt, at Clark betragter jorden som en del af kapitalen. De klassiske økonomer, og også Hent George, regnede med tre produktionsfaktorer, jord, arbejde og kapital. Spørgsmålet tages op senere i denne artikel

 

Vi forestiller os endvidere, at al arbejdskraft og al kapital bliver anvendt. Der er altså ingen arbejdsløshed, og ingen fabrikker, der står tomme hen Der kan dog godt være jord, som ikke er inddraget i produktionen, f.eks. fordi frugtbarheden er for ringe. Der kan også være forskellige maskiner og redskaber, som er nedslidte og forældede, og som ejerne derfor ikke ønsker at anvende produktivt. Når vi således taler om kapitalen K, så mener vi dermed al den jord og alle de maskiner og redskaber, som ejerne ønsker at anvende selv eller leje ud til andre.

 

Vi kan da formulere den samlede produktion, som en funktion af den samlede mængde arbejdskraft og den samlede mængde kapital. Rent matematisk formuleres det således:

 

P=F(L,K)

 

P er den samlede produktion, som er et resultat af indsatsen fra arbejdskraften L, og kapitalen K. Denne funktion kaldes produktionsfunktionen, og den gælder både for den enkelte virksomhed og for hele samfundet. Vi antager, at hvis vi fordobler den samlede indsats af arbejdskraft og kapital, så vil den samlede produktion P også blive fordoblet.

 

Hvis denne antagelse er rigtig, så følger det også heraf, at hvis vi fordobler indsatsen af enten arbejdskraft eller kapital, så vil produktionen stige med mindre end det dobbelte. I økonomisk teori plejer man at formulere det således, at der et faldende grænseprodukt for produktionsfaktorerne. Vi kan forestille os en situation, hvor en ekstra arbejdstime vil forøge produktionen med 102, den næste arbejdstime med 101, og yderligere en arbejdstime hæver produktionen med 100 etc.

 

Vi vil først betragte spørgsmålet set fra den enkelte virksomheds side. En producent skal træffe en beslutning om hvor meget arbejdskraft, som han skal anvende i sin virksomhed. Han ser, at timelønnen er på 100. Den optimale beslutning for ham er altså at blive ved med at ansætte folk lige indtil det punkt, hvor den sidst ansatte forøger produktionen med 100 med en times arbejde, som jo er den timeløn, som han skal betale sine ansatte.

 

For hele samfundet anskues situationen lige modsat. Vi antager, at en ekstra arbejdstime vil forøge produktionen med 100. Da vil virksomhederne i den indbyrdes konkurrence lige netop byde timelønnen op på 100. Hvis en virksomhed betaler mindre end 100 i timen, så kan en anden virksomhed med fordel overbyde den første virksomhed. Den virksomhed, der betaler mere end 100 i timen vil lide tab. Så givet, at konkurrencen fungerer perfekt, og virksomhederne tilrettelægger deres produktion helt effektivt og rationelt, så vil den markedsbestemte timeløn netop blive budt op på 100, som er arbejdets grænseprodukt, altså den produktion, som en ekstra arbejdstime kan forøge produktionen med. Ligevægten opnås altså i kraft af, at alle virksomheder i deres planlægning af produktionen går til grænsen, hvor arbejdslønnen er lig med arbejdets grænseprodukt.

 

Vi behøver i øvrigt ikke at indskrænke os til at betragte alle arbejdere som lønmodtagere Man kan også tænke sig arbejdere, der arbejder som selvstændige. Hvis en arbejder kan tjene 100 i timen ved selvstændig virksomhed, så vil han ikke acceptere en timeløn på under 100 fra en arbejdsgiver. Hvis han ikke kan eller vil starte sin egen lille virksomhed, så er han alligevel, i kraft af konkurrencen mellem arbejdsgiverne, sikret en timeløn på 100.

 

Kapitalrenten bliver bestemt på nøjagtig samme måde. Efterhånden som vi forestiller os, at vi forøger indsatsen af kapital, så vil produktionen stige for hver enhed kapital, som indsættes i produktionen, men produktionsstigningen bliver stadig mindre. Kapitalen har ligesom arbejdskraften faldende grænseproduktivitet, og aflønnes lige akkurat med dets grænseprodukt - præcis som arbejdskraften. Hvis en maskine kan forøge produktionen med 100, så vil virksomhederne i indbyrdes konkurrence byde kapitalrenten op på 100 - et beløb, der altså tilfalder ejeren af maskinen. Igen kan ejeren naturligvis vælge selv at bruge maskinen i sin egen virksomhed.

 

Det følger altså heraf, at hvis vi forøger den samlede indsats af kapital, og arbejdskraften er konstant, så vil kapitalrenten falde, og arbejdslønnen vil stige, og omvendt hvis arbejdskraften forøges, og kapitalen er konstant.

 

Dette resultat synes at være i overensstemmelse med hvad, man intuitivt kan tænke sig. Den produktionsfaktor, der er knap, modtager en høj aflønning, mens den produktionsfaktor, der er rigelig, modtager en lav aflønning

 

Vi kan også tænke os et simpelt eksempel: 100 mænd arbejder i marken, men har kun én le til sin rådighed. De 100 mænd er arbejdskraften, mens den ene le er kapitalen Det er da indlysende, at en ekstra arbejder ikke vil forøge produktionen ret meget Det er ikke arbejdskraft, der er mangel på, men redskaber. Hvis vi derimod indsætter en ekstra le i produktionen, så kan der opnås en meget stor stigning i produktionen. Arbejderne vil altså have en forholdsvis lav løn, mens den heldige ejer af den ene le, vil modtage en forholdsvis høj kapitalrente

 

Vi ser altså, at hver faktor får netop det i aflønning, som den bidrager til at forøge produktionen med, givet at produktionen tilrettelægges helt effektivt, og konkurrencen fungerer aldeles perfekt. Netop den frie konkurrence er vigtig. Clarks model ville ikke passe på et feudalt samfund, hvor de små bønder under nærmest slavelignende forhold var bundet til en godsejer, som kunne forbyde sine fæstebønder at søge væk for at arbejde for en anden Teorien er altså knyttet til den liberale markedsøkonomi med frihed både for arbejdsgivere og arbejdstagere

 

Vi får samtidig en forklaring på, hvorfor der er kapitalrente Hvorfor skal man have et udbytte uden at arbejde? Det skal man, fordi kapitalen er produktiv. Indsats af kapital forøger produktionen, og skal derfor have det, som produktionen forøges med, når en ekstra enhed kapital indsættes. Kapitalrenten er altså ikke noget røveri fra arbejderne, for de får også hvad de bidrager med produktivt. Tilmed gælder det jo, at indsats af ekstra kapital forøger arbejdets grænseproduktivitet og dermed også lønnen. Man kan altså på en måde sige, at samarbejdet mellem arbejde og kapital er til gavn for både arbejdere og kapitalister. Dette samarbejde skal ikke forstås som en slags kooperativer, hvor virksomhederne i fællesskab ejes og drives af arbejdere og kapitalister. Arbejdernes og kapitalisternes rettigheder sikres i Clarks teori udelukkende af den frie konkurrence, og ikke af "økonomisk demokrati". Arbejderne har ingen ret til en andel af kapitalrenten, ligesom kapitalisterne ikke har nogen ret til en andel af lønnen.

 

Denne lighed mellem arbejde og kapital understreges også af det faktum, at Clark kategorisk afviser tanken om, at lønnen skulle være betalt af kapitalen - den gamle lære om en lønfond. Det var en teori, som også Henry George afviste. Såvel løn som rente kommer fra produktionen, og modsvarer arbejdets og kapitalens produktive indsats.

 

Det kan virke som vi i denne gennemgang forestiller os en klasse af arbejdere, der kun modtager løn, og en klasse at kapitalister, der kun modtager kapitalrente. Det er imidlertid ikke rigtigt. En person kan sagtens modtage både løn og kapitalrente, hvis han både arbejder og ejer kapital i et eller andet omfang Det vil i hvert fald typisk være tilfældet for ejere af mindre virksomheder, at de både ejer noget kapital, og arbejder i deres egen virksomhed. Vi skal endvidere tænke på, at arbejde også omfatter ledelse og planlægning, og ikke kun det rent manuelle arbejde.

 

Et andet spørgsmål, der rejser sig, er spørgsmålet om arbejdets og kapitalens karakter. Det kan virke som om, at vi kun forestiller os en type arbejde og en type kapital. I praksis ved vi imidlertid, at der er både faglærte og ufaglærte arbejdere, og forældede og moderne maskiner og redskaber. Tager Clarks teori højde for dette? Ja, for Clark forestiller sig, at man kan betragte den ufaglærte arbejder som en enhed arbejdskraft. Men som, Clark siger:

 

En dygtig håndværker repræsenterer imidlertid mere end en sådan enhed, og en succesrig forretningsmand repræsenterer mange af dem. (Ibid, Chapter VI)

 

Og tilsvarende med kapitalen

 

Et godt redskab vil også producere mere end et slet. Sådan et godt redskab repræsenterer imidlertid flere enheder kapital end det dårlige. (lbid)

 

Man skelner gerne i den økonomiske teori mellem den personlige
indkomstfordeling og den funktionelle indkomstfordeling. Den personlige indkomstfordeling angiver konkrete personers indkomst, uanset hvad kilden til denne indkomst er. Det er denne type af oplysninger man f.eks. kan ja oplyst i Danmarks Statistiks publikationer - oplysninger, der er hentet fra skattemyndighedernes oplysninger om skattepligtige indkomster. Sådanne oplysninger er naturligvis meget nyttige, hvis man gerne vil vide noget om forskelle i levevilkår. Den funktionelle indkomstfordeling knytter sig imidlertid alene til kilden til indkomsten. Hvor meget tjener arbejderne i kraft af deres arbejdsindsats, og hvor meget tjener kapitalistene i kraft af deres indsats af kapital i produktionen. Disse to grupper kan som sagt meget vel overlappe hinanden. Det er altså den funktionelle indkomstfordeling, som Clark beskæftiger sig med

 

Den grænsebetragtning eller marginale betragtning, der ligger i Clarks teori om indkomstfordeling, hvor aflønningen af produktionsfaktorerne netop er bestemt ved den pågældende faktors grænseproduktivitet, har fået en meget stor betydning for den neoklassiske økonomiske teori. Heraf følger så også, at de neoklassiske økonomer ofte kaldes marginalister, som det blev nævnt i indledningen til denne artikel.

 

Den marginale betragtning går igen i praktisk taget alle områder inden for økonomisk teori. Teorien er en generalisering af Ricardos teori om jordrenten, hvor jordrenten bliver bestemt som et stykkes jords produktivitetsoverskud i forhold til den ringeste jord i brug - den jord, som ikke giver noget afkast til ejeren i form af jordrente, og ofte kaldes marginaljorden.

 

Den marginale betragtning har igen ført til, at den økonomiske teori er blevet meget matematisk, hvor især differentialregningen er blevet anvendt flittigt. Clark gør dog ikke brug af matematik i The Distribution of Wealth, men bruger kun enkelte grafer til at fremstille sine teorier. Det gør, at i det mindste dele af bogen ikke burde være helt utilgængelig for personer uden egentlige fagøkonomiske forudsætninger. Desværre er bogen ikke oversat til dansk.

 

Model og virkelighed

 

Hvis man ikke er så vant til at beskæftige sig med økonomisk teori, så kan man nok få den tanke, om Clark virkelig forestiller sig, at hans teori helt perfekt beskriver virkelighedens verden. Svaret er nej. Alle økonomer arbejder med en eller anden simpel model af virkeligheden, men der er netop tale om en model, og ikke om virkeligheden selv. Modellen skal opfattes som en forenkling af virkeligheden, der bedst muligt beskriver nogle få udvalgte forhold, som skønnes af særlig interesse. Således ignoreres i Clarks teori om fordelingen spørgsmål som f.eks. penge, udenrigshandel og beskatning - forhold, som naturligvis kunne være interessante i en anden sammenhæng. Dermed bliver modeller en tilnærmelse til virkeligheden, og aldrig en eksakt beskrivelse af et konkret samfund.

 

Clarks vigtigste simplificering er antagelsen om det statiske samfund. Han forestiller sig en økonomi med en given mængde af kapital og arbejdskraft. Disse produktionsfaktorer anvender en given teknologi, dvs. der opstår ikke nye teknikker og opfindelser, der forbedrer arbejdets og kapitalens produktivitet i den periode vi betragter.

 

En anden vigtig forudsætning er den perfekte mobilitet for både arbejdskraft og kapital. Begge disse produktionsfaktorer søger derhen, hvor deres produktivitet, og dermed aflønning, er størst. I kraft heraf opstår en ligevægt, hvor udbud og efterspørgsel efter arbejdskraft og kapital stemmer overens, og hvor enhver faktor er placeret optimalt, dvs. der hvor den giver det største bidrag til den samlede produktion.

 

Denne ligevægt vil aldrig opnås i den virkelige verden. Økonomien er uophørligt underkastet forandringer i form af tilgang til arbejdsstyrken, ny kapital, teknologiske forandringer, ændret efterspørgsel efter varer etc. Systemet vil således hele tiden arbejde hen imod ligevægten, men aldrig opnå den fuldstændigt.

 

Alt dette er Clark naturligvis udmærket godt klar over. Hans pointe er imidlertid, at de statiske love også virker i det dynamiske samfund. Hvis man altså forestiller sig, at man skal beskrive en økonomi i forandring, så må man først fastlægge de statiske love, og derefter introducere de dynamiske effekter, der hele tiden forandrer den statiske ligevægt fra en ligevægt til en anden. Det dynamiske samfund, opnår Clark dog kun at beskrive rent sporadisk.

 

Clarks grundmodel er således, at man går ind og beskriver økonomien på et givet tidspunkt i dens tilværelse. Man interesserer sig hverken for fortiden eller fremtiden, og forklarer altså ikke, hvordan f.eks. kapitalen er et resultat af fortidens investeringer. Det er denne metode, som økonomerne gerne kalder for statisk analyse,

 

Henry Georges indflydelse

 

Henry George opstillede i Progress and Poverty en simpel lønteori, hvor lønnen bliver bestemt, som det en arbejder kan opnå ved selvstændig virksomhed. (Se Progress and Poverty, Book III, Chapter VI). Hvis man kan tjene 100 i timen som selvstændig, så vil man ikke acceptere mindre fra en arbejdsgiver, På den anden side behøvet arbejdsgiveren så heller ikke at betale mere for at få fat i en mand til at arbejde i sin virksomhed, hvis han stiller lønmodtageren ligeså godt, som hvis denne havde arbejdet som selvstændig. Det man kan tjene som selvstændig er igen afhængig af adgangen til jorden, idet man skal bruge en grund til sin virksomhed, og det uanset om man driver landbrug, handel eller håndværk. Lønnen afhænger dermed af produktiviteten på den jord, som kan fås uden betaling af jordrente, altså den dårligste jord i brug. Hvis man vil have en bedre grund, så skal man betale forskellen (i forhold til den ringe grund) i jordrente til ejeren af grunden, og man opnår dermed ikke en højere løn.

 

Dermed ses det, at også i Georges teori, er lønnen bestemt ved arbejdets grænseprodukt. Dette inspirerede Clark til at opstille sin egen teori. Faktisk giver han George en meget fornem placering i The Distribution of Wealth. Clark skriver i sit forord:

 

Det var den påstand, der blev fremført af Hr. Henry George, om at lønningerne er bestemt ved den produktion, som en mand kan skabe ved at dyrke jord uden jordrente som først tilskyndede mig til at søge efter en metode efter hvilken arbejdets produktion overalt kan udskilles fra produktionen af samvirkende agenter, og særskilt identificeres. (The Distribution of Wealth, forord)

 

Senere i sin bog skriver Clark:

 

Hr. Henry George har korrekt sagt, at så længe jorden er så rigelig, at den kan fås uden videre, så kan en mand, som gerne vil arbejde i en butik kræve og også få en betaling, der er stor nok til at godtgøre ham for det, som han må opgive ved ikke at starte et landbrug. (Ibid, Chapter VII)

 

George bruger sin lønteori til at videreudvikle sin teori om udbytning af arbejdet. Når jorden nemlig er en nødvendig faktor i produktionen, så vil monopolisering af jorden gennem jordspekulation føre til, at der ikke er fri jord til rådighed for arbejdet. Arbejdslønnen bliver derved tvunget ned på eksistensminimum, da der for en arbejder ikke er noget alternativ til at acceptere et hvilket som helst tilbud fra en arbejdsgiver - der er ikke nogen fri jord, hvor arbejderen kan starte sin egen virksomhed. Og med stor arbejdsløshed, så tvinges arbejderne til at konkurrere lønnen helt ned på det lavest tænkelige niveau. Arbejdsløsheden bliver netop skabt af, at jordspekulationen spærrer for arbejdets adgang til jorden. Jorden er en nødvendig faktor overalt i økonomien, og ikke kun i landbruget.

 

Georges løsning er at beskatte jordrenten fuldt ud. Derved vil ingen besidde jord, som ikke anvendes produktivt; jordspekulation bliver en umulighed, og lønningerne vil stige til det niveau, der svarer til arbejdets produktivitet.

 

Alle disse forhold kommenteres slet ikke af Clark. Han betragter ikke jorden som særskilt interessant, idet den blot er en del af kapitalen. Dette vil vi undersøge nærmere i det næste afsnit.

 

Jord og kapital

 

Er der nogen grund til at betragte jorden som en særskilt interessant faktor i produktionen? Det spørgsmål kræver en nærmere undersøgelse, for hvis ikke jorden er specielt interessant, så falder Georges teori sammen. Georgismen må simpelt hen afvises som en grotesk overdrivelse, hvor et mindre interessant specialtilfælde pustes op og gøres til selve spørgsmålet.

 

De klassiske økonomer udviklede en teori for jordrenten, hvor jordrenten for et givet stykke jord er bestemt som jordens produktivitetsoverskud i forhold til den ringeste jord i brug. Hvis der er fri jord til rådighed, der ved en normal indsats kan give et udbytte på 100, så vil ejeren af et stykke jord med en produktivitet på 200, opnå et udbytte på 100. Klassikerne regnede med, at jordrenten kun var relevant i landbruget, mens George generaliserede teorien til at omfatte hele økonomien.

 

Afgørende for om man kan tale om en jordrente er altså, at der er jord til rådighed i forskellige kvaliteter, og disse forskelle er skabt af mange tænkelige omstændigheder. Al landbrugsjord har ikke den samme frugtbarhed fra naturens hånd og nogle erhvervsgrunde er mere gunstige end andre i kraft af f.eks. jernbaner og andre faciliteter.

 

Samtidig skal der være fri jord til rådighed, den såkaldte marginaljord, hvor der ikke skal betales jordrente. Marginaljorden sætter jo standarder, for hvilken jordrente der skal betales for at benytte mere gunstige grunde. Der er næppe den slags helt fri jord i moderne, og tæt befolkede lande som Danmark, men der er dog formodentligs steder i landet, f.eks. i Nordjylland og Lolland-Falster, hvor jord kan erhverves overordentligt billigt, således at betingelsen om marginaljorden kan siges at være nogenlunde opfyldt.

 

Ideen om jordrenten er altså korrekt nok, hvilket Clark overhovedet ikke afviser. Men han fastholder, at kapitalrenten er bestemt på nøjagtig den samme måde Hvis vi nemlig betragter en økonomi på et givet tidspunkt, så vil der til rådighed for produktionen være redskaber og maskiner af vidt forskellig kvalitet. Der vil på den ene side være helt moderne maskiner med høj produktivitet, og på den anden side forældede maskiner, som kan erhverves praktisk taget gratis. Disse maskiner produceres ikke mere, men er erstattet af andre og mere moderne og effektive udgaver Så uanset at der i sin tid var omkostninger forbundet med at producere dem, så er disse maskiner nu for ringe til, at der kan afkræves en leje for dem af betydning. Alligevel kan de godt have en brugsværdi for de mennesker, som ønsker at anvende dem. På den måde vil den person, der ejer et bedre redskab opnå et merudbytte, som nøjagtigt svarer til den jordrente, som ejeren af et stykke jord får, hvis hans Jord er bedre end marginaljorden. Der er derfor slet ikke brug for en særskilt lov for jordrenten, idet jorden er en del af kapitalen.

 

Clark mener ikke, at det er en relevant indvending, at mængden af maskiner og redskaber kan forøges mens udbuddet af jord ligger fast For på et hvilket som helst givet tidspunkt, der ligger kapitalen også fast. Man kan ikke fra det ene øjeblik til det næste fordoble mængden af kapitalgoder.

 

På et hvilket som helst tidspunkt, der er mængden af den eksisterende kunstige kapital lige så fast som mængden af jord ... Yderligere gælder det, at en skelnen mellem jord og andre kapitalgoder, grundlagt på den kendsgerning, at jorden ikke kan forøges, og at andre ting godt kan, helt åbenbart ikke har nogen gyldighed i et statisk studium; for selve den statiske antagelse udelukker enhver forøgelse af kapitalen. (The Distribution of Wealth, Chapter XXII, min kurssivering)

 

Og det er naturligvis også korrekt Hvis vi forestiller os en økonomi helt uden forandring, som er forsynet med jord, redskaber og maskiner, så vil der ikke være nogen principiel forskel på at eje et frugtbart stykke landbrugsjord eller eje en moderne og meget effektiv mejetærsker. Begge dele vil give et udbytte til ejeren bestemt efter nøjagtig de samme principper. Den gode jords udbytte bestemmes i forhold til den ringeste landbrugsjord under opdyrkning, og den moderne mejetærskers udbytte bestemmes i forhold til den ringeste mejetærsker, som nogen landmand anvender.

 

Spørgsmålet er så, om det alligevel ikke gør en forskel, at det har kostet arbejde at fremstille mejetærskeren, mens jorden er givet fra naturens hånd. Det er klart, at det ikke gør nogen forskel på det korte sigt, for da kunne mejetærskeren ligeså godt være faldet ned fra himmelen. Derfor er der, så længe vi holder os til Clarks statiske analyse, ganske rigtigt ikke nogen forskel på jord og maskiner eller, om man vil, natur- og menneskeskabt kapital.

 

Vi kunne endda i princippet ligeså vel beskatte maskiner som jord. Fordelen ved jordbeskatning er jo, at ejeren af jorden ikke kan trække jorden ud af produktionen som modtræk mod beskatningen, mens beskatning af arbejdsindtægter kan tænkes at dæmpe arbejde og initiativ, og dermed medføre det, som økonomerne som regel kalder en forvridning. Beskatning af jord kan aldrig føre til den slags forvridninger. Men maskinerne er jo på det korte sigt også fast i mængde. Så hvis vi ser bort fra, at der helt sikkert ville være et kontrolproblem forbundet med at beskatte maskiner og forskellige redskaber, så kunne vi nøjagtig lige så godt beskatte kapital som jord.

 

Nu er beskatning ikke til diskussion i Clarks bog, så disse bemærkninger skal mere ses som en illustration af den lighed, der består mellem jord og kapital på det korte sigt.

 

Men hvad hvis vi forlader det korte sigt? Er der da nogen forskel på jord og maskiner? Ja, for i det lange løb er vi nødt til at tage i betragtning, at maskiner skal produceres, hvad jord ikke skal og ikke kan. Beskatning af maskiner ville medføre en helt urimelig forvridning, for den fabrik, der f.eks. producerer mejetærskere, skal have en ligeså god fortjeneste på mejetærskere som på produktion af andre varer. Ellers vil fabrikken før eller siden kaste sig over at producere andre varer. Den landmand, der skal anskaffe sig en mejetærsker må altså betale fabrikken den fulde omkostningsbestemte pris, og samtidig bære den løbende beskatning af mejetærskeren. Det kan så igen medføre den forvridning, at landbruget bruger færre mejetærskere, end det der er optimalt for den samlede samfundsøkonomi.

 

I det lange løb gælder også, at hvis der skulle være et meget højt udbytte forbundet med at besidde mejetærskere, f.eks. fordi kornpriserne er høje, så vil prisen på mejetærskere også stige. Det medfører, at der vil blive udbudt flere mejetærskere på markedet, og det kan både ske ved indenlandsk produktion og import, hvorved prisen bliver konkurreret ned. Det fører så igen til, at flere landmænd får adgang til at producere mere korn til høje priser, og efter nogen tid bliver prisen på korn konkurreret ned. Den unormalt store fordel ved at besidde en mejetærsker er dermed reduceret til den helt almindelige fordel, som der ved at besidde et hvilket som helst kapitalgode.

 

Det siger sig selv, at den samme mekanisme aldrig kan gælde for jord. Der kan ikke bringes mere jord til markedet, således at jordpriserne bliver konkurreret ned. Der er altså en permanent fordel forbundet ved at eje jord, mens en særlig fordel ved at eje en eller anden maskine kun kan være midlertidig.

 

Dermed har vi påvist, at det er berettiget at give jorden en særlig plads i den økonomiske teori. Og det gælder navnlig, når vi taler om beskatning. Som vi har set, så giver det god mening at beskatte jordens værdi, mens det vil være dybt betænkeligt at beskatte redskaber og maskiner, selv hvis vi ser bort fra den administration og kontrol en sådan skat vil medføre.

 

Konklusion

 

Clarks værk The Distribution of Wealth giver et udmærket billede af den konventionelle økonomiske teori. Samtidig er Clarks arbejde præget af nogle overordentligt sunde principper. Det gælder for det første nogle udmærkede tanker om en retfærdig fordeling – den som arbejder, skal også have udbyttet af sit arbejde. For det andet gælder det den meget omhyggelige økonomiske analyse. Derfor kan Clark udmærket læses med stort udbyte af den morderne læser, også fordi det under alle omstændigheder kan være interessant at læse ældre økonomisk litteratur.

 

Det særligt interessante netop for Clark er hans afhængighed af Henry George. George opnåede jo aldrig selv at få nogen særlig stor plads i den økonomiske teorihistorie, hvor Clark har en noget mere fremtrædende plads (omend ikke blandt de allerstørste koryfæer). Clarks afhængighed af George bliver i øvrigt som oftest fortiet af forfatterne til de mange forskellige værker om den økonomiske teoris udvikling. Der kunne ellers være et godt belæg for at betragte George som bindeleddet mellem den klassiske og den neoklassiske økonomi.

 

Alligevel er der jo helt klart store forskelle mellem George og Clark. Hvor den sidstnævnte leverer en slags forsvar for det eksisterende samfund, men altså godt nok pakket ind i en abstrakt økonomisk teori, så er Georges arbejde et voldsomt stykke samfundskritik., som munder ud i det radikale forslag om en fuld beskatning af jordrenten. Den slags ligger Clark uendeligt fjernt, idet han helt afholder sig fra direkte at drage politiske konklusioner.

 

Derved bliver George så afgjort den mest spændende tænker af de to økonomer. Han radikale forslag om beskatning af jordens værdi har bevaret sin relevans.

Denne artikel blev første gang udgivet i tidsskriftet Grundskyld, 1997:4.