07-03-2017

Henry George og beskatningen

I alle civiliserede samfund er det nødvendigt, at borgerne betaler skat til det offentlige En nærmere redegørelse herfor burde være overflødig. Derfor er alle skattenægterbevægelser både vulgære og asociale, og appellerer udelukkende til primitive og egoistiske instinkter hos en del af befolkningen Skattesnydere bør aldrig forsynes med en glorie, som var de en slags frihedskæmpere.

 

Derimod er det både rigtigt og nødvendigt i alle demokratiske samfund, at man diskuterer dels den samlede skattebyrde, og dels hvilke skatter, som er de bedste.

 

Det sidste vil jeg undersøge nærmere i denne artikel, idet jeg tager udgangspunkt i den amerikanske økonom Henry George og hans hovedværk fra 1879 Progress and Poverty (på dansk Fremskridt og Fattigdom).

 

Udgangspunktet skal alene være hvilke skatter, der er retfærdige, og hvilke skatter, der har de bedste virkninger på samfundsøkonomien. Spørgsmålet om skatternes popularitet er derimod ikke afgørende Skatter bliver næppe nogensinde populære. Men hvis det viser sig, at en god skat er særlig upopulær, så må opgaven aldrig blive at bekæmpe denne gode skat. Dermed forsøger man jo blot at vinde en billig popularitet ved at appellere til uvidenheden. Opgaven må tværtimod være at gøre den gode skat, om ikke ligefrem populær, så dog accepteret. At der er mange politikere, der har taget den første opgave til sig med kyshånd, og ladet den anden og sværere opgave hvile, det behøver vist ikke nogen nærmere dokumentation.

Hvorfor skal jordens værdi beskattes?

Fremskridt og Fattigdom handler egentlig ikke som udgangspunkt om skatter, men derimod om indkomstfordeling. Alligevel får spørgsmålet om beskatning en meget vital betydning for Henry George, idet han i sin analyse af de økonomisk:e sammenhænge kommer frem til, at man kan komme fattigdommen til livs, hvis samfundet reelt fjerner den private ejendomsret til jorden gennem en meget kraftig beskatning af jordens værdi. Dermed fjerner man den særfordel, som jordejeren nyder på bekostning af det øvrige samfund. Man gør jordspekulation og monopolisering af jorden til en umulighed. Da jorden er en nødvendig faktor i produktionen, så vil jordbesiddelse som en kilde til udbytning af den arbejdende befolkning, som kun har deres arbejdskraft at sælge, være elimineret effektivt, og arbejdslønnen vil stige til et niveau, der svarer til arbejdets produktivitet

Det provenu, som jordværdiskatten giver, kan bruges til at nedsætte andre skatter og afgifter. Faktisk mener George, at man kan I:omme så vidt, at alle andre skatter helt kan afskaffes, så alle de offentlige opgaver fuld ud finansieres af en eneste skat på jordens værdi.

Reformen kan retfærdiggøres rent etisk derved, at jorden er skænket os alle i fællesskab af naturen; intet menneske har skabt jorden ved sit eget arbejde. Derfor er den private ejendomsret til jorden ikke retfærdig. Det nytter ikke noget at sige, at folk jo har betalt for deres jord, og derfor har den fulde ret til at besidde den. Handel kan aldrig gøre uretmæssig ejendom retmæssig Desuden, og det bør understreges meget kraftigt, så forestiller George sig bestemt ikke, at jorden skal nationaliseres i socialistisk forstand; jorden skal forblive i privat besiddelse, hvor ejeren af jorden blot betaler jordværdiskatten til samfundet Hvis jordejeren f.eks. er landmand, så bestemmer han selv, hvordan han vil dyrke sine marker. Dermed respekterer reformen fuldt ud den frie markedsøkonomi

 

Men kan reformen rent faktisk også lade sig gøre? Hvis der var tale om et tiltag, som i praksis ville medføre store uhensigtsmæssigheder for samfundsøkonomien og den offentlige administration, så ville det ikke nytte så meget, at reformen i teorien var god og retfærdig.

Opgaven må derfor blive at fastlægge kriterierne for en hensigtsmæssig beskatning, og så se om skatten på jordværdierne kan opfylde disse kriterier. Det er netop det, som George gør i Fremskridt og Fattigdom. Han mener, at de gode skatter bør opfylde følgende betingelser:

 

1) De skal hvile så let som muligt på produktionen, så denne ikke hæmmes af beskatningen.

 

2) De skal være nemme og billige at opkræve, og falde direkte på betaleren.

 

3 De skal være sikre i den forstand, at de ikke giver anledning til svindel og korruption, eller i det hele taget på nogen måde tilskynder eller fristet til ulovligheder.

 

4) De skal falde ligeligt og retfærdigt på borgerne.

 

Ikke overraskende kommer George i sin analyse frem til, at skatten på jordværdierne bedst opfylder disse betingelser, men lad os se nærmere på hans argumentation.

 

De fleste skatter hviler under en eller anden form på den økonomiske aktivitet, som virksomme borgere udøver. Det gælder indkomstskatter og forbrugsafgifter. Det gælder også skatter, som falder på formuegoder som bygninger og maskiner Disse skatter kan derfor betyde, at initiativet svækkes, og at det bliver dyrere at besidde nyttige redskaber i produktionen. Herom skriver George:

Således vil skatter, der mindsker arbejdernes fortjeneste eller kapitalisternes afkast, tendere mod at gøre den første mindre flittig og opfindsom, og den anden mindre tilbøjelig til at spare op og investere. Beskatning, som falder på produktionsprocessen udgør en kunstig hindring for skabelsen af velstand. (Fremskridt og Fattigdom, Bog VIII, Kapitel III)

 

Men man kan jo spørge, om det ikke blot er en nødvendig omkostning for samfundet - givet at der skal opkræves et vist beløb i skatter for at betale for de fælles opgave? Ikke i det omfang der findes andre skatter, som ikke har de nævnte forvridende egenskaber. Jordværdiskatten er en sådan skat, for jordens værdi er skabt af samfundets vækst, og ikke af den enkelte jordejer. Ikke desto mindre kan jordejeren afkræve en betaling for brug af jorden - det beløb, som George og andre økonomer kalder jordrenten. Denne indkomst har jordejeren udelukkende i kraft af sit ejerskab af jorden. Ikke i kraft af nogen aktiv og produktiv indsats. Derfor kan jordrenten beskattes så kraftigt det skal være, uden at svække initiativ og produktion det mindste, og derfor foreslår George, at denne særlige indkomst beskattes 100 pct.

Skatter kan pålægges jordens værdi indtil hele jordrenten er taget af staten, uden at reducere arbejdslønningerne eller kapitalens afkast med én tøddel; uden at hæve priserne på en eneste vare, eller på nogen måde gøre produktionen vanskeligere. (Ibid)

 

Og så er jordværdiskatten endda endnu bedre end som så. For den gør en ende på al jordspekulation, som udgør en hindring for produktionen. George konkluderer om skatternes indvirkning på produktionen:

 

Beskat industrifolk, og effekten er at industrien hæmmes. ... Beskat kapitel, og effekten er at drive den væk. Men hele jordens værdi kan inddrages ved beskatning, og den eneste effekt vil være at stimulere virksomheden, at åbne nye muligheder for kapitalen, og forøge produktion af velstand. (Ibid)

 

Efter min mening er det dette punkt, der for alvor gør Georges argumentation fascinerende: Ikke alene opnår man en gunstig effekt ved jordværdibeskatningen i kraft af at andre og skadelige skatter kan lempes eller helt afskaffes. Man opnår også at fjerne den jordspekulation, som ifølge Georges teori har en langt mere skadelig effekt på samfundsøkonomien og indkomstfordelingen end alle de dårlige skatter tilsammen. Gevinsten er altså dobbelt. Perspektivet i Georges reform er således langt mere omfattende end blot dette at skifte dårlige skatter ud med en god skat. Visse tilhængere af Henry George i USA taler om jordværdiskatten som en "incentive tax", som lidt frit kan oversættes med "skatten, der tilskynder" eller måske "skatten, der opmuntrer". Og det udtrykker på glimrende vis kernen i Georges skattefilosofi.

 

Så er der spørgsmålet om de administrative omkostninger ved at opkræve skatterne og beskatningens sikkerhed. Her, siger George, er det klart, at der ikke behøves noget stort apparat for at opkræve jordværdiskatterne. Jorden kan ikke skjules, så selve genstanden for beskatningen kan der ikke herske usikkerhed om. Alle andre skatter kræver derimod en hærskare af embedsmænd; f.eks. kræver toldafgifter en omfattende grænsekontrol, og fører alligevel til skattesnyd og umoral.

 

Kravet om lighed og retfærdighed er fuldt ud opfyldt, når man etisk kan begrunde, at jorden er samfundets fælles ejendom, og jordrenten en indkomst, som alle virksomme borgere er med til at skabe. Desuden må man forudse, at når monopoliseringen af jorden bringes til ophør, så vil der komme mange flere jordejere til, som så direkte skal betale jordværdiskat. Folk, der lejer jord til deres virksomhed, vil nyde godt af en lavere jordrente, og lønmodtagere vil få en højere arbejdsløn. George forudser, at når jordspekulationen standser, så vil arbejdsløshed og økonomiske kriser forsvinde, og dermed vil alle borgere altid kunne finde beskæftigelse. (George behandler spørgsmålet om jordspekulationen som den primære årsag til de økonomiske kriser i Fremskridt og Fattigdom, Bog V, Kapitel l.) Der findes naturligvis meget store jordejere, som vil lide tab, når jordrenten fuldt ud inddrages gennem beskatning, men selv de har praktisk taget altid anden ejendom end jord, som giver dem en betydelig indkomst:

 

Hertugen af Westminster, som ejer en betydelig del af Londons jord, er sandsynligvis den Største jordejer i verden. At tage hele hans jordrente fra ham, ville reducere hans enorme indkomst betydeligt, men han ville stadig have alle sine bygninger og indkomsten fra dem, og utvivlsomt megen personlig ejendom i talrige andre former. Han ville stadig have, alt han overhovedet kunne nyde, og et langt bedre samfund at nyde det i. (Ibid, Bog IX, Kapitel III)

 

Samlet må man altså sige, at når George hævder, at alle, eller næsten alle, vinder ved hans reform, så skyldes det, at selve skatteomlægningen giver anledning til så store økonomiske fremskridt for samfundet, at der åbnes nye muligheder for produktion og virksomhed. For isoleret set kan en skatteomlægning jo kun betyde, at nogle skal betale mere og andre mindre.

Skal alle andre skatter helt afskaffes?

For George er der slet ikke nogen tvivl om, at den fulde beskatning af jordrenten klart kan overflødiggøre alle andre skatter:

I ethvert civiliseret samfund … er jordens værdi … tilstrækkelig til at klare alle de offentlige udgifter. (Ibid, Bog VIII, Kapitel II)

Det gør George så stort set ikke mere ud af. I hvert fald er der ikke nogen selvstændig passage i Fremskridt og Fattigdom, hvor problemet om jordrentens størrelse contra de offentlige udgifter diskuteres, ej heller noget sted overvejes muligheden af jordværdibeskatning i kombination med andre skatter. Der ligger ikke nogen eksakte beregninger til grund eller statistiske analyser bag Georges standpunkt., som i øvrigt heller ikke kan begrundes rent teoretisk; teorien om jordrenten siger ikke noget om, hvor stor den vil være i forhold til samfundets samlede indkomst. Georges antagelse må derfor udelukkende bygge på en fornemmelse; alle og enhver kan se, at jorden er overordentlig værdifuld, og derfor må udgøre et tilstrækkeligt grundlag for de nødvendige skatteindtægter.

Jeg skal ikke gå ind i en nærmere diskussion af, om jordrenten i dagens Danmark ville være stor nok til at finansiere alle de offentlige opgaver. Jeg vil i stedet pege på, at Georges reform ikke på nogen måde ville blive invalideret af, at alle andre skatter ikke blev afskaffet helt. Der ville helt klart være gunstige effekter forbundet med blot at sænke f.eks. indkomstskatterne. Og husk igen, som vi så i forrige afsnit: Alene det, at jordrenten beskattes fuldt ud har en gunstig effekt på økonomien – uanset skattelettelsen – ved at jordspekulationen fjernes effektivt.

Det skal også pointeres, at der er visse skatter, som vi næppe ønsker at afskaffe, eller blot sænke. Det drejer sig især om afgifter på energi, som udover at give et provenu til statskassen, også tilskynder til energibesparelse, og dermed mindre forurening. Man kan også nævne afgifter på tobak og alkohol, som tilskynder til et lavere forbrug af disse sundhedsskadelige produkter.

Trods dette forbehold, så må Georges vision om et samfund jordværdiskatten som eneste skat, siges at være den rette ledestjerne.. Man kan ikke helt præcist forudsige, hvor tæt man kan komme på dette mål. For mig at se er det vigtigste, at vi opnår den fulde beskatning af jordrenten. Hvor store skattelettelser, der så kan komme på tale, er også meget vigtigt, men ”kun” det næstvigtigste.

Denne artikel blev oprindeligt bragt i tidskriftet Grundskyld 1998:3