For alle grene af socialismen og kommunismen har det altid været et grundsyn, at den økonomiske for­deling i det kapitalistiske samfund er uretfærdig. Hvad der så mere præcist har ligget i en uretfærdig fordeling, og hvordan dette onde kan bringes til ophør, det har der været mange forskellige bud på, hvoraf yderpunkterne på den ene side har været kommunismen, som har hævdet, at staten burde over­tage hele produktionen og dermed sikre den retfærdige fordeling gennem centrale beslutninger, mens på den anden side den demokratiske socialisme i stedet har satset på fagforeninger og omfordeling gennem skatte- og socialpolitikken, men uden egentlig at ville afskaffe det kapitalistiske system, hvis man her­med forstår et markedsøkonomisk samfund. Fælles for socialistiske partier synes under alle om­stændig­heder at være en skepsis over for markedsmekanismen, som enten skal tøjles eller på det nær­meste af­skaffes. I denne sammenhæng skal det dog også bemærkes, at der ikke, i hvert fald ikke i Danmark, findes politiske partier, der ikke går ind for en eller anden form for regulering af markeds­økonomien. Det kan f.eks. være regler for arbejdssikkerhed, forbrugerbeskyttelse og miljø­regler.

 

De forskellige afskygninger af socialismen vil det selvsagt føre for vidt at behandle her. I stedet vil jeg i denne artikel forsøge at afdække et enkelt kernepunkt i den klassiske marxisme, nemlig udbytningen af ar­bejdskraften.

 

I mange år, men navnlig efter Berlinmurens fald i 1989 og Sovjetunionens sammenbrud i 1991, har der været talt og skrevet meget om kommunismens totale fallit - både moralsk og økonomisk. En vurde­ring som jeg personligt tilslutter mig fuldt ud i lighed med de fleste andre. Blot skal man ikke blande denne berettigede for­dømmelse af kommunismen, som den kom til fungere i praksis, sammen med en vurde­ring af Karl Marx selv. Marx gav sig mest af med at analysere og kritisere det kapitalistiske sam­fund, og i langt mindre grad med at skitsere det kommunistiske samfund. Så derfor bør man nok ikke på forhånd ude­lukke, at et studium af Marx' skrifter på visse punkter kan føre til nogle vigtige indsig­ter, selvom man så af mange forskellige grunde vil vælge at afvise marxismen i sin helhed som politisk ideologi.

Den marxistiske model

Den klassiske, engelske nationaløkonomi (de mest kendte navne er Adam Smith, Thomas Robert Malthus, David Ricardo og John Stuart Mill) fra det 19. århundrede forestillede sig samfundsøkonomien inddelt i 3 grupper, nemlig jordejerne, som modtager jordrente, kapitalisterne, som modtager rente el­ler profit og arbejderne, som modtager løn. Samme model blev anvendt af den amerikanske økonom Henry George, som dog gjorde en del ud af at understrege, at inddelingen i disse 3 grupper ikke nød­vendigvis er en personlig inddeling, idet den enkelte person godt kan modtage alle 3 typer af indkomst, hvis han både ejer jord, kapital og arbejder. Samtidig understregede George, at løn er løn, uanset om den hidrø­rer fra arbejde i egen virksomhed eller som lønmodtager. Det gør heller ikke nogen forskel, om den der arbejder i sin egen virksomhed har andre ansatte. Indkomsten fra det udførte arbejde er stadig løn. (Georges syn på udbytning behandles senere i denne artikel).

 

Den model Karl Marx opstiller er noget anderledes. Han forestiller sig samfundet opdelt i 2 grupper, nemlig arbejdere og kapitalister. Arbejderne sælger deres arbejdskraft til kapitalisterne, og modtager til gengæld løn. Den samlede indkomst skabt i en virksomhed minus lønnen giver altså ka­pitalisternes ind­komst profitten.

 

Ud fra en sådan model er det klart, at arbejderne er lønmodtagere og kapitalisterne er arbejdsgi­vere. Hele den sidstnævnte gruppes indkomst er at betragte som profit, og der er slet ikke nogen særlig grund til at skelne mellem løn for at lede og organisere produktionen, kapitalrente og jordrente. Det stammer alt sammen i sid­ste instans fra en og samme institution, nemlig den private ejendomsret til produktions­midlerne. Denne institution er også kilden til den marxistiske tese om udbytningen af ar­bejdskraften.

 

Bag denne tese ligger også en antagelse om, at der i det kapitalistiske samfund sker en stadig større koncentration af produktionsmidlerne på færre og færre hænder. Det indebærer, at uanset at der kan være små, selvstændige erhvervsdrivende, som skaber deres løn i egen virksomhed, f.eks. i håndværk eller landbrug, så bliver disse små virksomheder et mindre og mindre betydende fænomen, som man kan ignorere i en økonomisk model uden at gøre alt for megen vold på virkeligheden. Normalt betrag­tes forenklinger som en stor dyd i økonomisk teori, så man må naturligvis indrømme Marx den samme ret som alle andre økonomer til at opstille forenklede forudsætninger for så meget skarpere at opnå nogle vigtige konklusioner.

Lønarbejde og kapital

Sådan hedder et lille skrift, som Marx udgav i 1849. Det blev genoptrykt i 1891 af Marx' nære ven og medarbejder Friedrich Engels, som lavede et par mindre rettelser og tilføjede sit eget forord. Der er tale om et populært indlæg, som var beregnet som propaganda blandt arbejderne. Trods skriftets be­skedne omfang, er det alligevel muligt klart at identificere den økonomiske teori om udbytningen af arbejds­kraften. Heldigvis, for at give sig i kast med Das Kapital i sin helhed er ikke nogen helt ringe udfor­dring! Bogen er dog oversat til dansk.

 

Hovedsynspunktet hos Marx er, at i det kapitalistiske samfund er arbejdskraften gjort til en handels­vare på linje med alle andre varer; ligesom enhver vare har en markedspris som er dannet ud fra ud­bud og efterspørgsel i konkurrence mellem sælgere og købere, så har arbejdskraften også en markeds­pris, nem­lig lønnen.

 

Marx regner, i lighed med andre økonomer, med at varepriserne er omkostningsbestemte, således at forstå, at hvis f.eks. en vare A kræver 2 arbejdstimer at fremstille, mens en anden vare B kræver 1 ar­bejds­time, så vil A have en dobbelt så høj pris som B, f.eks. 200 kroner for A og 100 kroner for B. Denne antagelse om prisdannelse er naturligvis ikke særlig kontroversiel, men man skal dog bemærke, at disse omkost­ningsbe­stemte priser i og for sig ikke sikres ved, at producenterne lægger omkostnin­gerne oven i pri­sen, som mange mennesker vist nok forestiller sig. Derimod gælder det, at hvis pri­serne så at sige er ude af trit med omkostningerne, så der f.eks. kan tjenes en ekstraordinær stor profit på A, og tilsva­rende en mindre profit på B, så vil kapitalen efterhånden søge over i produktion af A, og væk fra pro­duktion af B, hvor­ved udbuddet af A stiger og prisen falder, mens omvendt udbuddet af B falder og prisen stiger, og denne proces fortsætter indtil det punkt, hvor priserne er i overensstem­melse med om­kostnin­gerne. Det er markedet, og ikke de enkelte producenter, som lægger omkostningerne oven i prisen. Den slags omkostningsbestemte priser kaldte de klassiske økonomer for naturlige priser. På det punkt har Marx overtaget klassikernes metoder og begrebsapparat.

 

Det næste spørgsmål bliver så, hvordan prisen på arbejdskraft, altså lønnen, bestemmes. "Ganske på samme måde som andre varer" lyder svaret fra Marx. Arbejdskraften skal ganske vist ikke produceres som andre varer, men arbejdskraften skal opretholdes med en løn til at erhverve sig nødvendige goder som mad, tøj og husly. Imidlertid gælder det, at denne løn er mindre end den værdi, som arbejdskraften producerer, og dermed opstår det berømte begreb merværdi. Det er naturligvis det samme som profit, men ordet merværdi signalerer, at kapitalisternes indkomst er et overskud, som de ikke selv har præste­ret, men er skabt af arbejderklassen, der producerer en større værdi end den får som løn, for det er alene arbejdskraften, som skaber værdier. Skønt kapitalen naturligvis er meget nyttig i produktionens tjeneste, så er den jo også skabt af ar­bejde, Marx definerer kapital som ophobet arbejde, og er derfor i og for sig ikke en selvstændig kilde til skabelse af værdi.

 

Marx og Engels formulerer det således, at arbejdsdagen kan tænkes opdelt i 2 dele: en del, hvor arbej­deren ar­bejder for sin løn, og en anden del, hvor han arbejder gratis for kapitalisten. Med Engels' ord i forordet til Lønarbejde og Kapital, hvor Engels forestiller sig et tænkt eksempel med en arbejder, som har en dagløn på 3 mark:

 

Vi antager ... at arbejderen på tolv timer har tilført de an­vendte råstoffer en ny værdi på 6 mark ved sit arbejde, og ka­pitalisten realiserer denne nye værdi ved at sælge det færdige stykke arbejde. Deraf be­taler han arbejderen hans 3 mark, men de andre 3 mark beholder han selv. Når nu arbej­deren på tolv timer skaber en værdi af 6 mark, så må han i seks ti­mer skabe en værdi af 3 mark. Han har altså alle­rede godt­gjort kapitalisten modværdien af de 3 mark, han har mod­ta­get i ar­bejdsløn, efter at han har arbejdet for ham i seks ti­mer. Efter seks timers arbejde er de kvit, den ene skylder ikke den anden en rød øre.

'Holdt!' råber nu kapitalisten. 'Jeg har lejet arbej­deren for en hel dag, for tolv timer. Men seks timer er kun en halv dag. Klem bare på igen, indtil de an­dre seks timer også er omme - først da er vi kvit. Og arbejderen må så virkelig rette sig efter sin "frivilligt" indgåede kontrakt, ifølge hvilken han har for­pligtet sig til at arbejde tolv hele timer for et arbejdsprodukt, som koster seks arbejdstimer.

 

Og Engels fortsætter, og uddyber begrebet merværdi:

 

Arbejdskraften er en vare i vort nuværende kapita­listiske sam­fund, en vare som enhver anden, men dog en ganske sær­lig vare. Den har nemlig den ejendommelige egenskab at være en værdiskabende kraft, en kilde til værdi, en kilde, der ved egnet be­handling er kilde til mere værdi, end den selv besid­der. På produktionens nuværende stadium produce­rer den men­neske­lige arbejdskraft på en dag ikke blot en større værdi, end den selv besidder og ko­ster; med hver ny viden­skabelig opdagelse, med hver ny teknisk opfindelse forhøjes dens daglige produk­tionsoverskud over dens daglige omkost­nin­ger, og derved for­kortes altså den del af arbejdsda­gen, hvor arbejderen frem­bringer erstatningen for sin dagløn, og på den anden side for­længes altså den del af arbejdsdagen, hvor han må forære ka­pitali­sten sit arbejde uden at blive be­talt for det.

 

Marx og Engels forudsætter altså, at udviklingen går i retning af en stadig større ulighed. Lønningerne kan nok under gunstige omstændigheder stige (det er dog ikke engang givet), men slet ikke i samme takt som stigningen i profitten. Heraf følger så også marxismens tese om det kapitalistiske samfunds uundgåelige sammenbrud. Før eller siden vil den økonomiske ulighed nå et niveau, der skriger til Him­len, og arbejderklassen vil tage magten ved en revolution og omstyrte det kapitalistiske samfund og skabe det socialistiske med produktionsmidlerne som fælles ejendom.

Bliver arbejderklassen udbyttet?

Dette spørgsmål er vanskeligt at besvare, hvis man kræver både et teoretisk og praktisk svar. Hvis vi først tager det praktiske, så vil man jo nok sige, at et studium af de sociale forhold i Stor­britan­nien i forrige århundrede, eller et studium af f.eks. de sydamerikanske lande i dag, godt kan ret­færdig­gøre en intuitiv antagelse om, at arbejderklassen ikke altid får det igen, som den skaber produk­tivt. Denne so­ciale indignation kan være en god motivation til at studere de økonomiske sammen­hænge, men hvis det har været den egentlige ledestjerne for Marx, så har det samme også været tilfæl­det for borgerlige og liberale økonomer og samfundstænkere.

 

Så er spørgsmålet imidlertid, om den marxistiske tænkning i virkeligheden når ret meget ud over den sociale indignation. I hvert fald virker det temmelig vilkårligt, når Marx antager, at alene arbejderklas­sen ska­ber alle værdier, for samtidig ville end ikke Marx påstå, at arbejderklassen uden kapitalisterne og virksomhederne kunne skabe den samme produktion. Tværtimod, så er det direkte en del af Marx' teori, at det er den kapitalistiske konkurrence, der skaber fremskridtene i produktivitet. Det virker altså rime­ligt at antage, at værdierne skabes i samarbejde mellem på den ene side initiativrige forretnings­folk og investorer, altså "kapitalist­klassen", og på den anden side arbejderne. Man kunne derfor i virke­ligheden sagtens vende Marx' ar­gument på hovedet og antage, at det alene er kapitalisterne med deres sindrige organisering af pro­duktionen, der skaber værdierne, og at arbejderne således ikke har fortjent noget som helst ud over det tørre brød. Hvis dette argument føles forkert, så er Marx' det ikke i mindre grad.

 

Hvis man alligevel vil fastholde forestillingen om profitten som en gratis erhvervet indkomst, der ikke reelt bunder i en produktiv indsats, så dukker der også et andet problem op. Hvorfor vil virksomhe­derne så ikke i indbyrdes konkurrence efterspørge den produktive arbejdskraft i iver for at erhverve sig denne "gratis indkomst", og dermed byde lønnin­gerne op? Den økonomiske teorihistoriker Mark Blaug skriver herom i sin bog fra 1961 Economic Theory in Retrospect:

 

Under fuldkommen konkurrence må man tænke sig, at kapi­talisterne - hvis individuelle bidrag til den samlede produktion er for lille til at påvirke priserne - ville øge produktionen i be­stræbelserne på at er­hverve sig mere merværdi indtil lønnin­gerne bliver budt op, og merværdien bliver reduceret til nul. (Economic Theory in Retrospect, 4. udgave 1984, Chapter 7)

 

Det marxistiske svar på dette problem fin­des ganske vist. De tilbagevendende økonomiske kriser med arbejdsløshed trykker lønnen ned; kon­kurrencen er udelukkende i kapitalisternes favør, og arbej­derne har ikke noget andet valg end at ac­ceptere et hvilket som helst tilbud fra en kapitalist. Men dertil er at sige, at økonomiske kriser ikke kun fører til ledig arbejdskraft, men også til ledig kapital - tomme fa­briksbygninger og ubenyttede maski­ner, som jo så burde underbyde den beskæftigede kapital, og der­med sænke profitten. Ydermere gæl­der, at Marx' teori ikke i første række har arbejdsløsheden som det væsentligste argument for udbyt­ningen; arbejdsløsheden er højst at betragte som et supple­rende argu­ment. Udbytningen kan henføres til den private ejendomsret til produktions­midlerne, og vil dermed også finde sted un­der fuld beskæftigelse, hvis vi skal fastholde Marx' teori.

 

Hvad bliver da tilbage af den marxistiske teori om fordeling, dersom vi må opgive tesen om kapitali­sternes udbyt­ning af arbejderklassen? For mig at se er der 2 centrale pointer, som kan virke som lede­stjerner i søg­ningen efter en mere holdbar teori end den marxistiske, men hvor visse af Marx' indsigter alligevel bevares.

 

For det første gælder det, at hvis vi vil søge efter en udbyttende klasse, så skal vi søge efter en gruppe, der på en eller anden måde har fat i den lange ende, og som sidder med alle trumferne, når sam­fundets indkomst skal forde­les. Marx mente, at denne gruppe var kapitalisterne, men som vi har set, så er det svært at begrunde, at blot dette at eje en fabrik og maskiner skulle kunne begrunde en magt til at trykke lønnen ned, i hvert fald hvis vi forestiller os en økonomi med mange virksomheder, som ind­byrdes kon­kurrerer om ar­bejdskraften. Det er normalt tilfældet. Skønt monopoler kan forekomme in­den for enkelte brancher, så vil økonomien under ét normalt være drevet af mange forskel­lige virk­som­hedsejere, som indbyrdes konkurrerer om arbejdskraften.

 

For det andet har Marx utvivlsomt ret ud fra et synspunkt om retfærdighed, at enhver bør have en af­lønning, som svarer til vedkommendes produktive indsats. Hvis det var rigtigt, at kapitalisterne kunne indkassere et overskud ude nogen indsats, ja så burde vi alle blive marxister.

 

Det vil sige, at selvom vi afviser, at det at være kapitalist - ejer af produktionsmidler - og arbejdsgiver ikke uden videre gør én i stand til at udbytte, så har vi ikke dermed påstået, at udbytning aldrig kan finde sted. Den oprørende fattigdom, der kan konstateres i visse dele af verden side om side med store rigdomme, gør det tværtimod uhyre fornuftigt at antage, at økonomisk udbytning forekommer i stor målestok.

 

Spørgsmålet er imidlertid så: Hvad er kilden til udbytning? Det vil jeg behandle i det følgende.

Det primitive samfunds økonomi

Hvis vi skal danne os et begreb om økonomiske sammenhænge, så er det bedst at simplificere mest mu­ligt. Vi vil derfor i det følgende antage en primitiv økonomi, som den må have set ud før civilisati­onens indtog. Vi vil simpelt hen antage et samfund af samlere, der lever af bær og rødder, som samles i sko­ven. Hvem som helst kan gå ud i skoven og samle bær, og hvem som helst er også nødt til det for at overleve.

 

Det er indlysende, at den økonomiske fordeling er meget simpel under disse omstændigheder. Alle og enhver aflønnes med de bær og rødder han selv samler, og råder frit over dette udbytte. Det betyder ikke nødvendigvis, at alle får det samme, for udbyttet - lønnen - afhænger jo af indsatsen. Men for­skelle i løn kan udelukkende henføres til forskelle i flid og dygtighed, hvorved forskellene vel næppe kan siges at være uretfærdige.

 

Kan man forestille sig en arbejdsgiver i denne primitive økonomi? Ja, det kan man faktisk godt. En mand kan bede en anden om hjælp til bygge en hytte. Hvor meget skal medhjælperen da have i løn? Ja mon ikke han vil kræve at få en mængde bær og rødder svarende til det han kunne have samlet i det tidsrum, som han nu skal bruge på at hjælpe med at bygge hytten? Et udbytte, som man nok med no­gen rimelighed kan antage er kendt af begge parter. Vi ser altså, at "arbejdsgiveren" ikke er i stand til ud­bytte sin medhjælper. Der er tale om ligeværdige parter, som indgår en frivillig kontrakt eller aftale, og den er virkelig frivillig, for det havde jo stået frit for medhjælperen at afvise at hjælpe med at bygge hytten og i stedet have samlet bær på egen hånd, have opretholdt sin status som "selvstændig erhvervs­drivende".

 

Kan man også tænke sig kapitaldannelse under så primitive økonomiske omstændigheder? Svaret er stadig ja. Man kan forestille sig, at en mand begynder at flette kurve af græs eller grene for at gøre ind­samlingen af bær mere effektiv. Eftersom kurvene ikke skal forbruges direkte, men derimod skal indgå som et hjælpemiddel i indsamlingen - produktionen - af bær, og da kurvene ikke uden videre blot fin­des, men skal fremstilles ved menneskeligt arbejde, ja så er der tale om kapital i dette ords økonomiske be­tydning.

 

Giver denne "kapitaldannelse", denne "opfindelse af ny teknik" anledning til udbytning? Nej, det er næp­pe tilfældet, for det er vanskeligt at forestille sig, at den kundskab det er at flette kurve kan mono­polise­res; grene og græs står jo til rådighed for enhver, og dermed vil det merudbytte, der kan opnås ved at plukke bær ved hjælp af kurve, blive alment.

 

Vi kan endda allerede nu på dette trin i den økonomiske udvikling forestille os en "rigtig kapitalist". En mand bruger en betragtelig del af sin tid på at flette kurve - han sparer op og investerer - og i en senere periode holder han op med at arbejde, og lever udelukkende af at leje sine kurve ud til gengæld for bær; han modtager med andre ord rente i indkomst. Det kan stadig ikke give anledning til noget, som med rette kan kaldes udbytning, for hvis denne rente nåede et eller andet niveau, som man måtte op­fatte som urimeligt, ja så ville flere andre opdage fidusen, og flette kurve med henblik på udlejning, og så ville prisen på at leje en kurv i en given periode - renten - blive konkurreret ned på et niveau, som markedet anser for rimeligt. Renten kan naturligvis også i en periode komme ned på et urimeligt lavt niveau, men så vil der ske det, at nedslidte kurve ikke erstattes af nye, og så vil renten stige indtil det rimelige niveau er nået.

 

Hvis vi for fuldstændighedens skyld betragter det tilfælde, hvor kun én mand kan flette kurve - hvad der ikke er særligt realistisk - så ville det store udbytte han kunne opnå ikke henføres til kapitalbesid­delse, men derimod til besiddelsen af et monopol. Som vi har set, så kan det slet og ret at være kapita­list næppe monopoliseres.

 

Den primitive økonomi kan vi i øvrigt godt gøre lidt mere udbygget. Vi kan antage udvikling af jagt og fiskeri, hvormed der opstår behov for produktion af økser, pilespidser, fiskekroge, små både mv. Men uanset, at vi føjer disse ting til, så vil vi aldrig kunne begrunde udbytning af arbejdskraften. Der vil sta­dig gælde de samme sammenhænge som allerede beskrevet, så længe der er fri adgang til at jage, fiske, samle bær og fremstille redskaber.

Udbytningen kan forklares - Henry Georges løsning

Man kunne af forrige afsnit få det indtryk, at det primitive samfund er det ideelle samfund. Er det rig­tigt? Naturligvis ikke helt. "Naturfolk", om sådanne stadig findes, lever et liv med meget store mangler i sammenligning med de civiliserede samfund. At opremse alle disse mangler er vel overflødigt. Alligevel er det i hvert fald fascinerende, at et primitivt samfund ikke har det, som vi sædvanligvis kalder "økonomiske pro­blemer". Arbejdsløshed og udbytning må betragtes som noget helt umuligt, ja alene tanken er alde­les ab­surd.

 

Hvordan kan det være? Hvorfor har det primitive samfund denne åbenlyse fordel i forhold til civilise­rede sam­fund, som dog har masseproduktion af en mængde goder og også kan opfylde mere raffine­rede be­hov? Hvorfor er fattigdommen så at sige civilisationens svøbe?

 

Den amerikanske økonom Henry George, skrev herom i sit hovedværk Progress and Poverty fra 1879:

 

Den samlede produktion i en vild stamme er beske­dent, men hvert enkelt medlem er i stand til have et uafhængigt liv. Han kan bygge sin egen bolig, ... fremstille sit eget tøj ... Han har al den viden om na­turen, som stammen besidder - véd hvilke plan­ter, som er velegnede som føde, og véd hvor de kan findes ... Han kan blive afskåret fra sine fæller og stadig leve; og så­ledes besidder han en selvstændig magt i forhold til det sam­fund han er medlem af. (Progress and Poverty, Book V, Chapter II)

 

Denne uafhængighed gælder ikke for arbejderen i det moderne, civiliserede samfund. Faktisk mener George, at mange arbejdere lever så ringe, at de ville være bedre tjent med at få "den vildes" lod i til­værelsen. Hvorfor det? Georges svar er, at det er fordi jorden i det moderne samfund er gjort til privat ejendom. Ondet er altså ikke, som Marx mente, den private ejendomsret til maskiner, redskaber og byg­ninger. Ondet er den private ejendomsret til det element, som disse ting skal udvindes fra. For at bo og arbejde skal man have adgang til jord, og for at få denne adgang skal man betale en afgift til ejeren af jorden, og det er det beløb, som George og andre økonomer kalder jordrenten.

 

I det primitive samfund er alle mennesker naturligvis også afhængig af adgangen til jorden, men denne adgang er en selvfølge, for ingen kan sætte sig på jorden og kalde den for sin. Anderledes går det efter­hånden som samfundet udvikler sig, og befolkningen vokser. Så bliver jorden med tiden et knapt gode, som får en økonomisk værdi, der vedblivende vokser i takt med samfundets udvikling. George obser­verede, hvordan denne udvikling i USA efterhånden førte til en direkte spekulativ tilegnelse af jorden; jorden blev opkøbt i store mængder, og ejerne hå­bede senere at kunne sælge jorden med stor fortjene­ste. Denne jordspekulation resulterede i en yderli­gere stigning i jordrenten - ud over det som produkti­onen egentlig berettigede til, og det var det som førte til lave lønninger, ofte på eksistensmini­mum.

 

Hvor skal man gå hen for at arbejde? Enten skal man starte egen virksomhed, og det kræver en grund, som man skal betale dyrt for i leje eller købspris, hvorved man ikke har meget tilbage til sig selv. Eller også skal man søge arbejde som løn­modtager, men ligesom vi tidligere så, at en "arbejds­giver" i det primitive samfund må godtgøre en medhjælper det, som denne kunne have tjent på egen hånd, så gæl­der denne sammenhæng også i det moderne samfund. Hvis man kun kan tjene meget lidt på egen hånd, fordi adgangen til jorden er så kostbar, så er ingen nødt til at tilbyde en arbejdssøgende en højere løn; han er nødt til at acceptere et hvilket som helst tilbud om lønnet arbejde - om det så er til en sul­teløn.

Dermed har vi en tilfredsstillende forklaring på, hvorfor udbytning af arbejdskraften og stor fattigdom kan forekomme i moderne økonomier - til trods for en stor produktion af talrige og raffinerede goder. Jor­den og alle naturressourcer, som al tænkelig velstand skal skabes af, er gjort til privat ejendom, og eje­ren har den fulde ret til at indkassere den højst mulige fortjeneste af sit privilegium.

 

Er løsningen da at afskaffe jordrenten? Nej, det er en umulighed, for man kan ikke blot vedtage, at jor­den ikke må have en økonomisk værdi, for det har den givet samfundets udvikling. Det er heller ikke praktisk muligt og ønskeligt at dele jorden ud til alle borgere i lige store portioner; det ville i øv­rigt al­drig blive retfærdigt.

 

Men faktisk er løsningen at afskaffe den private ejendomsret til jorden. Spørgsmålet er alene, hvordan det kan gennemføres i praksis. Georges løsning er at beskatte jordrenten 100%. Hvis jordrenten nød­vendigvis skal være der, og det skal den, så er problemet alene, hvem denne indkomst skal tilfalde. Det indlysende svar må være: alle borgere i fællesskab. Jorden er givet os fra naturens hånd, så derfor bør jordrenten ikke tilhøre privatpersoner, men være fælles ejendom. Dermed bliver udbytningen bragt til ophør i kraft af to effekter:

 

For det første får alle borgere jordens værdi igen i kraft af offentlige tjenester, som betales af jordren­ten, og så kan andre skatter sænkes. George mente endda, at alle andre skatter helt kan afskaffes. Man kan også udtrykke det sådan, at den der besidder jord giver en økonomisk kompensation til den, der ingen jord har.

 

For det andet elimineres jordspekulationen, for under kraftig beskatning af jordværdierne vil ingen be­sidde jord, som ikke udnyttes aktivt, hvad enten det så er til landbrug, handel, industri eller bolig. Der­med bliver jordrenten sænket til et naturligt niveau, og lønningerne stiger tilsvarende. Det er ikke noget problem, at arbejdskraften er en handelsvare, når blot betalingen er rimelig.

 

Konklusionen er altså, at Marx' kritik af det kapitalistiske samfund både skød over og forbi målet. Kri­tikken var i virkeligheden ikke gennemgribende nok. Marx standsede på et vist trin i sin analyse, nem­lig ved den private ejendomsret til produktionsmidlerne, og så den som årsagen til udbytningen af ar­bejds­kraften. Han indså ikke, at det ikke er ligegyldigt, hvad det er, som gøres til privat ejendom - det men­neskeskabte eller det naturgivne. Som vi har set, er det af vital betydning at kunne skelne.

Denne artikel blev oprindeligt bragt i tidskriftet Grundskyld 1999:3