Klimaet – hvad kan vi gøre selv?

Jeg er ikke den store ekspert i spørgsmålet om menneskeskabte klimaforandringer. Jeg kan kun lytte så godt jeg kan til debatten og til de eksperter, som alle andre har tiltro til.

Jeg vil ikke kalde mig selv klimaskeptiker – hvad det så end er for en størrelse. Derimod er jeg så afgjort klimatopmødeskeptiker. Det var pinligt at overvære optakten til COP15 i 2009 i København. I fuld alvor troede man vist, at topmødet ville sætte Danmark og København på verdenskortet, og at alverden derefter ville blive grebet af en uafvendelig trang til danske småkager og til at besøge Danmark som turist.

Ugen efter havde alle naturligvis glemt alt om Danmark.

Det, som imidlertid var særligt pinligt for den danske regering, var ikke så meget de udeblevne resultater. Det var den skændige aftale med Kina om dansk anerkendelse af den kinesiske besættelse af Tibet, og den dolk man dermed stak i ryggen på en ædel mand som Dalai Lama til fordel for Pekings røde fascister. En aftale, som blev indgået samtidig med klimatopmødet i København. Læs her.

Knapt så skændigt, men alligevel pinligt nok, det var hele stemningen i disse år, hvor man f.eks. udnævnte en charlatan som Al Gore til klimahelt og en saglig og sympatisk mand som Bjørn Lomborg til klimaskurk og ondskaben selv.

Denne lille film fortæller om, hvordan klimaforkæmperen over alle klimaforkæmpere gladeligt rejser rundt i privatfly, hvor han dermed udleder en masse CO2. Al Gore er så god udi egen overbevisning, at han må være hævet over de kedsommelige regler, som vi andre svin har at rette os efter. Fra tid til anden dukker der en historie op i USA om en ultramoralsk TV-prædikant, som bliver taget med bukserne nede i selskab med en prostitueret. Al Gore tilhører samme liga af femstjernede hyklere.

Til sammenligning kører Bjørn Lomborg på cykel og er vegetar, men det tæller ikke, når man hedder Bjørn Lomborg og ikke Al Gore.

I 2009 var jeg medlem af menighedsrådet i Frederiksberg sogn. Vi skulle stemme om ringning med kirkeklokkerne til fordel for COP15. Jeg stemte imod, fordi jeg ikke mente, at denne uværdige forestilling fortjente vores kirkeklokker. Jeg var desværre i mindretal.

Nu skulle det derimod være noget helt andet med det seneste topmøde i Paris – COP21 – som i modsætning til topmødet i København har skabt solide resultater, som lover godt for klimaet og dermed klodens overlevelse. Se f.eks. her. Det var så også – i lighed med de tidligere år – absolut sidste chance for at redde vor fælles jord...

Hvad betyder så aftalen? Ja, vi skal ”holde den globale temperaturstigning under to grader”. Det lyder meget godt, men hvad er det vi helt konkret skal gøre? Det har ingen endnu kunnet fortælle mig, og kan vi blot stole på, at vores danske regering og alle andre regeringer i verden har helt styr på de dele?

Det kunne jeg betvivle, så jeg har tilladt mig at mig at udtænke nogle regler, som vi alle hver især kan tage til os. Jeg har forstået, at det simpelt hen drejer sig om, at vi alle – og især i den velstillede del af verden – skal skrue ned for alle energikrævende aktiviteter, så vi dermed kan mindske udslippet af CO2. Dermed undgår vi global opvarmning, og vi undgår f.eks. ekstremt vejr med kraftigt regnvejr på de forkerte tidspunkter af året, som især skader høsten af afgrøder i udviklingslandene.

Mine forslag til leveregler er som følger:

Vi skal skære ned på vores forbrug af kød. Bedst var det, om vi alle blev vegetarer, men mindre kan gøre det. Produktion af kød er noget af det mest belastende for miljøet, og det kan I se mere om her og her.

Behøver så mange mennesker at have en bil? Hvis man som mange af os både bor og arbejder i storbyen med små afstande mellem hjem og arbejdsplads, så kan en bil nemt undværes. Og alt under 10 km må regnes for en lille afstand. Hvis man i øvrigt har sit gode helbred i behold, kan man blot tage cyklen til arbejdet hver dag – eller gå. Dermed får man også løst sit motionsproblem, og man kan spare kontingentet til fitness. Bilen kan være svær at undvære for nogle – det medgiver jeg – men mange bilister må snildt kunne klare sig uden.

Så er der ferierejserne. Det må være slut med to årlige ferier til fjerne lande som fx Thailand. En ting jeg selv tidligere har gjort mig skyldig i. Man kunne jo som en regel sige: Højst én ferie hvert andet år med fly. Ellers må man være turist i sit eget land eller et naboland, og det kan jo også være interessant nok.

Køb gerne brugte ting. I genbrugsforretningerne kan man f.eks. få møbler så gode som nye til næsten ingen penge.

Endelig er der de mange tåbelige nyanskaffelser. Hvad skal I med et nyt køkken? Der var jo intet galt med det gamle. Smagte maden måske grimt? Nej, vel. Slid også f.eks. fjernsynet, PC'en og mobiltelefonen helt ned, før I køber nyt.

Så jo, der er skam flere ting vi godt kunne gøre selv, hvis vi ville. Men vil vi? Hvad skal overbevise os om at købe fiskefrikadeller, når vi både har lyst og råd til en bøf eller en svinekotelet?

Mange af jer kender nok TV3's program ”Luksusfælden”. En familie har i lang tid levet over evne, og modtager nu eksperternes forslag til et budget, der sætter tæring efter næring. Ofte slår familien sig i tøjret, for denne eller hin ting kan skam ingenlunde undværes. F.eks. er en bil en tvingende nødvendighed, for der er minsandten hele to km til nærmeste stoppested. I sidste ende tager familien alligevel som regel mod fornuft, for hvis der ikke skal skæres ned det ene sted, så må der jo skæres ned et andet sted. Ellers hedder det inden længe fogedret og tvangsauktion, og så ryger de sidste frihedsgrader sig en tur.

I lighed med familien, der står skoleret for Luksusfældens økonomiske eksperter, så kunne vi forestille os, at vi stod over for den store klimamester, som strengt lader os forstå, at vi med vores forbrug har skabt et eller andet antal millioner eller milliarder tons CO2 for meget. Men hvis vi skærer ned de og de steder, så kan vi gøre noget ved det. Vi har et valg. Vi behøver måske ikke at skære ned på alt, men nogle ting er vi nødt til at skrue ned for. Hvis ikke det ene, så det andet.

Ellers må sagen gå sin gang. Naturen har god tid, og skal nok klare sig – blot bliver det måske anderledes end vi bryder os om: Sultkatastrofer i de fattige lande, epidemier, folkevandringer og krige.

Men vi har altså et valg. Problemet er blot, at i modsætning til den familie, som i kraft af letsind og uforstand er blevet fanget af luksusfælden, så står vi som individer ikke på samme måde med kniven på struben. Det er kollektivt, vi har kniven på struben, og det forandrer alt. Hvorfor skulle jeg forsage en god bøf, når jeg ikke kan være sikker på, at ret mange andre gør det samme? Hvorfor skal jeg gå hjemme i kulden i Danmark i januar og februar og blive forkølet og deprimeret, når alle andre stryger til Phuket med sol, varme og lækre strande?

Og selv hvis noget kunne gøres politisk her i Danmark med f.eks. afgifter og forbud, hvorfor skulle den danske regering så gøre sig upopulær, når man ikke drømmer om at gøre noget lignende i andre lande?

Jeg har desværre ikke løsningen, men vi kunne håbe på, at en eller form for ny bevidsthed breder sig: ”Spørg ikke hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit land”.

Er det urealistisk at håbe på? Skal vi slå os til tåls med ”Efter os syndfloden” og ”Lad os spise og drikke for i morgen skal vi dø”?