04-12-2017

For knap et år siden skrev jeg et indlæg på min blog troldens navn om en lederskribent hos Berlingske, som hård i filten kræver handling, når det gælder afviste asylansøgere, der ikke bliver sendt tilbage til deres hjemlande. Alligevel har han ikke modet til at sætte ord på det helt afgørende problem, nemlig Danmarks bevidstløse tilslutning til internationale konventioner.

Nu gentager historien sig i en ny udgave med denne leder i Berlingske. Det er troligt, at lederskribenten er den samme, for heller ikke i denne leder kommer han frem til den indlysende konklusion. Han begræder, at Danmark har opgivet at tage imod kvoteflygtninge, men stadig tager imod spontane asylansøgere. En prioritering, som er aldeles forrykt, både menneskeligt og økonomisk, men som er os påtvunget af konventionerne.

Lederskribenten er så elskværdig at servere alle argumenter for at udtræde af disse internationale konventioner på et sølvfad:

For det er de spontane asylsøgere, der er det store problem. De udstiller, at Europa alt for længe har været ude af stand til at beskytte sine egne, ydre grænser, og at de principper, det internationale asylsystem i årtier har bygget på, blandt andet gennem Dublin-forordningen, reelt er brudt sammen. De er brikker i en asylindustri drevet af blandt andet kyniske menneskesmuglere, som ingen kan være tjent med at understøtte. Og migranternes og flygtningenes strabadserende rejser mod det forjættende kontinent indebærer desværre, at alt for mange mennesker omkommer særligt under den farefulde færd over Middelhavet.

Det er et system, en industri, som alle ville være tjent med at få gjort endeligt op med, også fordi det er så uretfærdigt: I virkeligheden er det i mange tilfælde nogle af de mest ressourcestærke flygtninge, som ad disse veje får asyl, mens andre, der i højere grad kunne have hjælp behov, lades tilbage og i stikken.

Og videre:

Vi ved, at muligheden for at sikre en fornuftig integration også hænger sammen med antallet af flygtninge og migranter særligt fra Mellemøsten og Afrika, som kommer hertil. Den årlige rapport fra Danmarks Statistik, »Indvandrere i Danmark«, hvis 2017-udgave udkom i denne uge, bekræfter blot dette. Realiteten er, at mange flygtninge ender som indvandrere. Og realiteten er, at indvandrere fra ikke-vestlige lande og deres efterkommere ofte udgør en fortsat udfordring for det danske samfund: De klarer sig dårligere i skolen, beskæftigelsen blandt dem er lavere, alt for mange lever på overførselsindkomst, og kriminalitetsraterne er for nogle gruppers vedkommende forfærdende.

Og endelig hedder det i den ledende artikel:

På den ene side har man altså et asylsystem, der er brudt sammen, og hvor de holdbare, permanente løsninger ikke er fundet endnu. På den anden side har man et system med kvoteflygtninge, som egentlig er det ideelle, men hvor man – som Danmark nu gør – kan handle for at begrænse tilstrømningen og dermed presset også i forhold til integrationen.

Hvordan kan man være kommet så langt i indsigt, så langt i sine overvejelser, om hvad der er indlysende ret og rimeligt, og så alligevel ikke kunne se den soleklare konklusion:

  • Afskaf retten til at søge om asyl i Danmark.
  • Lad os tage imod et vist antal kvoteflygtninge, muligvis 500 om året, muligvis nogle flere.
  • Forøg gerne hjælpen i nærområderne med basale fornødenheder, mad, medicin, rent drikkevand etc.

Er der internationale konventioner som står i vejen herfor? Så opsig disse konventioner.

Alt det kan vi gøre med god samvittighed. Aktuelt, så hjælper vi, som lederskribenten også nævner, de stærkeste flygtninge, som kan skaffe sig vej fra Afrika eller Mellemøsten til det nordlige Europa. Hvorimod de svageste, som ikke har råd til en menneskesmugler, bliver svigtet.

Er det humant? Er det for den sags skyld kristent? Svaret giver vist sig selv, hvis man bruger både sit hjerte og sin forstand.

”I den ideelle verden, var det kvoteflygtninge vi hjalp, men…” lyder det fra lederskribenten. Betragtningen er aldeles absurd. Verden er aldrig ideel, men af og til er det faktisk muligt at træffe rigtige valg.

  • Et valg, hvor vi prioriterer at hjælpe de svageste.
  • Et valg, hvor vi tilstræber, at flest mulige kan få hjælp for de samme penge.
  • Et valg, hvor vi bevarer sammenhængskraften i vores land, så vi undgår flere ghettoer og parallelsamfund med alle de skader de forvolder.

Hvor svært kan det være at indse?

18-10-2017

 

De fleste forbinder, vil jeg tro, fundamentalisme med tilhængere af ekstreme grupper som f.eks. Islamisk Stat og Al-Qaeda. Oprindelig betyder begrebet imidlertid noget helt andet, nemlig en tro på, at hvert et ord i Bibelen er bogstavelig sandhed, således at Adam og Eva skal betragtes som historiske personer på linje med Christian 4. og Jens Otto Krag.

Selvom fundamentalisme altså ikke behøver at have spor at gøre med tilslutning til terroristiske bevægelser, så kan det ikke desto mindre være kritisk, når man vælger at suspendere både sin forstand og sin samvittighed i blind tro og betingelsesløs tilslutning til ord på et stykke papir. Vi ser det i disse år med den nærmest religiøse dyrkelse af menneskerettighederne og de internationale konventioner.

Denne fundamentalisme har som konsekvens, at en forhærdet bandeleder og voldsforbryder ikke kan udvises til sit hjemland Pakistan, da en udvisning skønnes at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Danske borgeres ret til at kunne færdes trygt og sikkert i eget land vægtes lavere. Se her.

Radio 24/7’s program ”55 minutter” har den 10. oktober en hel udsendelse viet til emnet. Udsendelsen har den meget sigende titel Danske domstoles afmagt overfor kriminelle udlændinge.

Adskillige politikere har i den seneste tid vredet hænder af fortvivlelse, og de lover stramninger, så flere kriminelle udlændinge kan udvises. Men de lover en vare, som de ikke har på hylden. Statsminister Lars Løkke Rasmussen slog i sin Grundlovstale i år fast, at det aldrig kommer på tale, at Danmark bryder med de internationale konventioner. Statsministeren indrømmer, at konventionerne indebærer visse ”udfordringer”, men:

Det må ikke føre frem til den konklusion, at når de internationale regler ikke er gode, så skal vi bare melde os ud. Det vil være en farlig chancesejlads. Men vi skal sige fra og tage kampen op for at ændre dem.

Imens statsministeren væver om ”udfordringer”, så tager volden til i København og andre danske byer. Næsten daglig hører vi om skyderier i gaderne. Helt nye typer af forbrydelser ser dagens lys. Hjulbolte bliver løsnet på biler. Snore bliver spændt ud på stier til stor fare for cyklister. Studenter bliver mødt med kasteskyts, når de fejrer deres eksamen. Brandmænd og ambulancefolk bliver udsat for stenkast, når de skal udføre deres arbejde. Osv., osv.

Dertil kommer skændslen over alle skændsler, nemlig at det nu er blevet nødvendigt at beskytte den jødiske synagoge i København med bevæbnede soldater.

Alt sammen massive problemer, som har sin rod i en fejlslagen udlændingepolitik. De danske politikere skal da have den anerkendelse, at de siden 2001 har gennemført visse stramninger af udlændingepolitikken. Det har ført til, at vi ikke endnu har svenske tilstande. Ikke endnu… Men også i Danmark bevæger tingene sig i den gale retning.

Det er derfor på tide, at vi tager det endelige opgør med de internationale konventioner. Konventioner, der forhindrer os i at gøre det rigtige, skal naturligvis opsiges. Det er kun blind fundamentalisme, som kan bifalde konventioner, der påbyder os at ødelægge vores land.

Det problem omtalte Mikkel Bjørn Sørensen i sin tale på Nye Borgerliges årsmøde, som blev holdt 14. oktober i år i Vejle. I kan se talen her.

Han taler om dyrkelsen af menneskerettighederne som ideologi, og siger:

Når ideologi får lov til at overtrumfe virkeligheden, så har det altid ubehagelige konsekvenser. Og når man som gæst i vores land kan begå modbydelig kriminalitet og stadig få lov til at blive, så er det på alle måder ud af trit med enhver form for menneskelig anstand, og har for længst udviklet sig til en fuldtonet tragikomisk farce. Dette til trods har vi en regering, ja sågar en regering der kalder sig selv borgerlig, der hellere vil forsvare overstatslige konventioner end de vil forsvare Danmark og det danske folks ret til frihed og sikkerhed i eget land.

Jeg vil supplere med at sige: Hvis det er en menneskerettighed for en afstumpet voldsmand med udenlandsk statsborgerskab at have ophold i Danmark, så har vi nået vanviddets overdrev. Hvor altså statministeren og hans partifæller befinder sig. Hvornår siger vi som folk, at nok er nok?

06-09-2017

I mine unge dage var der ikke noget som hed et jobcenter, ligesom der heller ikke var noget som hed borgerservice. Den gang hed det Arbejdsformidlingen og Folkeregistret.

Jeg nåede som ung færdiguddannet cand. polit. i 1989 at give møde på Arbejdsformidlingen i Hillerød nogle få gange. Første gang var for at melde mig arbejdsløs. Siden skulle jeg give møde vist nok en gang om måneden for at få et stempel eller en underskrift, som jeg så skulle sende til min A-kasse for at få min arbejdsløshedsunderstøttelse. Ja, det kaldte man dagpengene den gang.

I lighed med i dag skulle man for 28 år siden være ”aktivt jobsøgende”. Også den gang brugte man overflødige ord, for hvordan i alverden kan man søge arbejde uden et vist mål af aktivitet? Jeg sørgede omhyggeligt for at gemme de mange afslag jeg fik, hvis jeg skulle blive afkrævet dokumentation for min aktive jobsøgning. Det skete dog aldrig.

Disse afslag, som jeg stadig har gemt så mange år efter, er for øvrigt et interessant studium i, hvordan man får den bitre pille til at glide med. Ja, det vil sige mange brugte nu blot en standardformulering som ”Idet vi takker Dem for Deres til ansøgning til stillingen som … skal vi hermed beklageligvis meddele Dem, at stillingen er besat til anden side.” (Den gang kunne det endnu forekomme, at man sagde ”De” til hinanden, navnlig i formelle skrivelser). Men andre var mere kreative. Én arbejdsgiver ønskede mig en passende optimisme til at finde en anden stilling. En anden havde minsandten med glæde behandlet min ansøgning, men kunne altså alligevel ikke tilbyde mig en stilling. Hvori glæden bestod for den pågældende arbejdsgiver får stå hen i det uvisse. Jeg havde jo faktisk kostet virksomheden et frimærke. (Den gang var der ikke noget som hed e-mail). En tredje arbejdsgiver fandt min ansøgning så interessant, at jeg kunne forvente at høre fra virksomheden, når de inden længe igen havde ledige stillinger. Den henvendelse har jeg dog endnu til gode!

Efter nogle måneder var der endelig bid. En jobansøgning gav resultat, og jeg kunne tiltræde en stilling som fuldmægtig på en statslig arbejdsplads. Jeg kunne glemme alt om Arbejdsformidlingen og stempler til A-kassen. Indtil for kort tid siden, hvor jeg atter stiftede bekendtskab med denne verden. Skæbnen ville, at en veninde til min kone blev skilt, og hun måtte søge hjælp hos kommunen. Veninden hedder Pat, og er i lighed med min kone fra Thailand. Jeg påtog mig at hjælpe Pat, og det blev en interessant opgave, hvor jeg lærte meget.

Det viser sig, at man for at opnå kontanthjælp skal søge to stillinger om ugen. Jeg hjalp hver uge Pat med at søge to stillinger, fortrinsvis rengøring og køkkenmedhjælp. Jeg indså, at danske virksomheder må blive overdænget med ansøgninger skrevet for ansøgningernes egen skyld. Pat og jeg var dog realistiske, og f.eks. valgte vi at se bort fra en stilling som køkkenchef på Søllerød kro! De stillinger man søger, skal man hver uge registrere på noget, som hedder joblog, hvor man skal logge sig ind med anvendelse af nemid. Hvor mange ryger af i svinget allerede på den konto? IT-svage borgere findes faktisk og bestemt ikke kun blandt ældre mennesker.

Dertil kommer, at man typisk søger stillingerne over internettet. Nogle gange sender man blot ansøgningen og CV pr. e-mail i klartekst, men andre gange skal man udfylde en formular på virksomhedens hjemmeside, hvor man bilægger ansøgning og CV som Word-dokumenter.

Endelig er der aktiveringen. Her fik Pat en fin behandling af sin kommune, idet hun fik et såkaldt nyttejob i en børnehave, hvor hun skulle hjælpe med rengøring og andre forefaldende opgaver. Arbejdstiden var rimelig taget i betragtning, at hun skulle arbejde for kontanthjælpen. Og hun slap for hjernedøde teambuilding øvelser, som ledige ellers vist nok kan blive udsat for.

Men, men, men… Der var også en slange i Paradiset. Jobcentrene arrangerer med jævne mellemrum noget de kalder jobcafé eller måske jobspeed. Jeg fulgtes med Pat et par gange, og har sjældent oplevet en så forbandet nedladende behandling af voksne mennesker. Der var f.eks. et skingert fruentimmer, som præsenterede nogle stillinger med rengøring på et hospital i hovedstadsområdet. Som om hun talte til en flok uartige børn, lod hun forstå at:

her gælder det om at være præcis. Så hvis man har fået at vide, at man skal møde kl. 6.00, jamen så møder man også kl. 6.00.

Bemærk den idiotiske og komplet meningsløse brug af ordet ”jamen”, som er så udbredt nu om dage.

Når du ikke kan tale ordentligt dansk, jamen hvordan kan du så forvente, at vi skal tage dig alvorligt?

Men den nedladende behandling er måske tilsigtet, så i hvert fald de mest ressourcestærke modtagere af kontanthjælp bliver skræmt langt væk og konkluderer, at ”skal det være på den måde, jamen så skal jeg nok finde arbejde på egen hånd”. Det ville der i hvert fald være en vis logik i.

Det lykkedes heldigvis for Pat at finde arbejde, og min sidste berøring med Jobcentret i denne omgang var, da jeg skulle ringe og fortælle denne lykkelige begivenhed på Pats vegne. Det viste sig at være lidt af en udfordring. Da jeg tastede nummeret, blev jeg udsat for en sand labyrint, hvor jeg gang på gang skulle trykke 1, hvis jeg ønskede dit, 2 hvis jeg ønskede dat, og 3 hvis jeg ønskede dut. Man kan vælge mellem dansk og engelsk tale, og man har ikke en kinamands chance for at komme frelst igennem, hvis man ikke behersker et af disse to sprog på et særdeles glimrende niveau, hvad Pat som thailænder desværre ikke gør. Det fortalte jeg også til sagsbehandleren, da jeg omsider nåede igennem forhindringsløbet. Hun var nu heldigvis en sympatisk og forstående dame, og jeg fik hendes direkte telefonnummer.

Hvad har jeg så lært af hele denne historie? Tja, først og fremmest er det jo altid godt at vide, hvad andre mennesker må slås med. I det her tilfælde vores arbejdsløse medborgere. Og dernæst er det jo også en god nyhed, at man faktisk kan finde arbejde i Danmark, også selvom man ikke er så fremragende til hverken dansk eller engelsk.

Men først og fremmest slår det mig, at når nu Pat fra sin kommune blev mødt med ganske kontante krav om jobsøgning og aktivering til gengæld for kontanthjælp, hvorfor bliver så ikke alle andre indvandrerkvinder udsat for de samme krav? Læs her i Den Korte Avis om, hvordan kvinder fra Somalia på det nærmeste får borgerløn uden krav om modydelse.

Det burde dog være oplagt om disse kvinder – og deres mænd med – fik at vide, at det ganske vist er helt legitimt i Danmark at vælge en tilværelse som hjemmegående husmoder. Det bliver så blot uden en ydelse fra det offentlige.

21-07-2017

Deres excellence,

Det er med stor sorg og bestyrtelse jeg erfarer, at Deres regering har krænket trosfriheden ved at forbyde det kristne trossamfund Jehovas Vidner. En dansk statsborger bosat i Rusland sidder fængslet uden at have begået nogen anden forbrydelse end at deltage i et religiøst møde i et privat hjem, og uden nogen udsigt til en retfærdig rettergang.

Jeg tilhører ikke selv Jehovas Vidner, men i lighed med de fleste andre danskere den evangelisk-lutherske kirke. Imidlertid kender jeg dem som sympatiske og loyale borgere. Der bor ca. 15.000 Jehovas Vidner i Danmark, og de volder ikke det danske samfund nogen problemer overhovedet. At beskylde dem for ekstremisme er både absurd og groft krænkende af Deres regering.

Jehovas Vidner troslærdomme afviger på nogle punkter fra de traditionelle kristne kirker, men det er en del af religionsfriheden, at statsmagten ikke tager stilling til hvad, der er sand og hvad der er falsk lære.

Jeg har forstået, at religionsfriheden er garanteret i Deres lands forfatning, men denne garanti viser sig nu helt åbenbart ikke at have nogen værdi overhovedet.

Da Rusland i 1991 lagde det kommunistiske diktatur bag sig, var vores klare forventning, at vi nu kunne byde Deres land velkommen i kredsen af frie og demokratiske lande. I stedet må vi med smerte erkende, at Rusland tværtimod med hastige skridt bevæger sig mod de tilstande, som herskede under Joseph Stalin.

Jeg har erfaret, at angrebet på Jehovas Vidner i Rusland nyder opbakning blandt russiske politikere og den ortodokse kirke.

Derfor opgiver jeg en ferierejse til Rusland, hvor jeg ellers sammen med min hustru havde tænkt mig at besøge Sct. Petersborg i det tidlige efterår. Som forholdene er nu, ville jeg imidlertid umuligt kunne føle nogen glæde ved at beskue de ellers meget smukke katedraler i Sct. Petersborg, når jeg nu ved, at der fra disse forkyndes had mod alle trosretninger forskellig fra den ortodokse kirke.

Som protestant – og altså dermed ikke ortodoks – må jeg endvidere frygte for min sikkerhed i Deres land, der nu helt åbenlyst er præget af stor religiøs intolerance. Af denne grund bliver jeg borte fra Rusland og opfordrer alle andre danskere til at gøre det samme.

Med højagtelse

Karsten Larsen

04-07-2017

Aminah Tønnesen hedder en meget begavet og sympatisk muslimsk debattør. Hun er en utrættelig forsvarer af islam som en fredens religion. Således har hun f.eks. et læserbrev i Kristeligt Dagblad 12. juni i år. Om de tilsyneladende krigeriske vers i Koranen skriver hun at der:

ikke er tale om carte blanche til at dræbe alle ikke-muslimer, men om tilladelse til at forsvare sig mod angreb fra hedninge, der har brudt en indgået fredspagt ved at angribe muslimerne med våben i hånd. Læser man versene i deres rette sammenhæng, viser det sig, at der i alle passager er tale om et forsvar imod angreb udefra.

Og videre skriver hun:

Det handler kort sagt om noget så banalt som at læse Koranen på dens egne præmisser – og betragte den som et personligt budskab, som den enkelte efter bedste evne skal overføre til sit eget liv på en fornuftig og meningsfuld måde.

I kan læse en mere detaljeret redegørelse af Aminah Tønnesen her.

Et andet emne, som optager hende er dyrevelfærd, og hun fortæller her om, hvordan Koranen opfordrer os til at behandle dyrene med respekt og omsorg som Guds skabninger. Når man tænker på de uhyggelige beretninger om grusom dyremishandling i indvandrerghettoen Vollsmose i Odense, så burde Aminah Tønnesens skrift om dyrevelfærd husstandsomdeles i denne bydel. Og dog er det måske alligevel ikke nogen gennemførlig idé? For nogen tid siden kom det frem, at postbuddene i Vollsmose bliver udsat for trusler og chikane, læs her.

Og hvor vil jeg så hen med de eksempler? Jeg vil fremhæve, at det bestemt er muligt, at islam bør betragtes som en fredens religion, der tilskynder alle muslimer til at være gode og loyale borgere i deres land, og til at leve i fred med folk af alle religioner. Det ser blot ud til, at ikke alle muslimer, og navnlig ikke de unge mænd i ghettoerne, ser sådan på sagen. Og så kan det egentlig være ret ligegyldigt, hvad der står i Koranen, og hvordan de og de vers bør fortolkes. Det kan kun have interesse for særligt religionsinteresserede.

Så godt som hver gang vi ser et nyt problem dukke op, så viser det sig at have forbindelse til indvandring fra lande, hvor islam er flertalsreligionen. Sidste år hørte jeg for første gang om, hvordan studenterne i visse bydele i København bliver mødt med kasteskyts, når de fejrer deres eksamen med på skift at besøge deres forældre. Problemet viste sig dog at have eksisteret i nogle år, men var absolut ukendt i min ungdom. Og Gud og hvermand ved jo godt, at det ikke er unge mænd fra Vietnam, Thailand eller Argentina, som begår uhyrlighederne

Listen over problemer er desværre lang. Jeg nævner i flæng, men I kan selv føje flere til:

Butiksran

Chikane af ambulancefolk

Forfølgelse af kristne flygtninge, som jeg har skrevet om i et indlæg på min blog.

Har det så noget med islam at gøre? Jeg ved det ikke, jeg er ikke religionssociolog. I grunden finder jeg også spørgsmålet ret uinteressant. Sandsynligvis er der ikke tale om, at de unge mænd og drenge i ghettoerne efter nøje granskning af Koranen kommer frem til, at det vil være en god islamisk gerning at kaste sten efter ambulancefolk.

Så naturligvis, kan man da godt hævde, at problemerne ”ikke har noget med islam at gøre”, som den liberale debattør Rasmus Brygger skriver om her. Men hvad skal vi bruge den indsigt til? Helt åbenlyst skyldes de problemer, der truer med at gøre Danmark til et brutalt og utrygt samfund, entydigt indvandring fra muslimske lande. Se blot til Sverige, hvor problemerne er mangefold større, og hvor lovløsheden breder sig til flere og flere bydele i de store byer. Og hvor det intet har nyttet at vogte nidkært over den ”gode tone i debatten”.

Derfor er det også et helt legitimt forsvar af vores land, når vi fører en restriktiv indvandringspolitik. Næste skridt bliver et opgør med de internationale konventioner, som jeg har skrevet om i dette indlæg. Det er kort sagt aldeles vanvittigt, at konventioner skrevet i en anden tid påbyder os at smadre vores land.

Og nej, det drejer sig aldeles ikke om ”hetz mod islam” og om at ”skabe fjendebilleder” og ”lægge muslimer for had”. Og nej, det er naturligvis ikke alle muslimer, som er voldsmænd og terrorister. Vi kender sikkert allesammen en flink muslimsk frisør eller grønthandler. De fredelige muslimer skal blot blive ved med at leve i fred med det danske samfund. Og Aminah Tønnesen skal vedvarende udbrede sit gode budskab om islam som fredens religion. Gid hendes indsats må bære frugt.

Men så skal vi også samtidig se på virkeligheden, som den faktisk er, og ikke som vi ville ønske den så ud. Og handle ud fra det, som vi erfarer.

Virkeligheden er ulykkeligvis, at indvandring fra muslimske lande har skabt og til stadighed skaber problemer.