02-08-2021

Et sygt natursyn

 

Jeg har for nylig set TV2's serie Badehotellet. Den giver et interessant indblik i de mange forskellige strømninger i 1920'erne, 30'erne og 40'erne af såvel politisk som åndelig art. En af disse strømninger er en spirende interesse for naturbeskyttelse. Den brovtende forretningsmand Georg Madsen skyder en rovfugl, og forsvarer sin handling med, at disse fugle ”tager vildtet”. Rovfuglen er ganske vist en rød glente, som mestendels lever af ådsler og slet ikke er i stand til at tage en fasan. Desværre er det alene den noget nørdede Adam Fjeldsø, som bliver opbragt over udåden. Han kæmper en ensom kamp for rovfuglenes sag.

 

Hans og ligesindedes kamp blev dog lykkeligvis kronet med held. I dag er alle rovfugle i Danmark for længst fredet. At skyde en rovfugl er ikke alene en kriminel handling, men fordømmes tillige af såvel ornitologer som jægere som en afskyelig handling.

 

Vi kan i dag ryste på hovedet af og oprøres over tidligere tiders natursyn blandt jægere – et syn hvor naturen alene var til for jægernes skyld, og hvis en rovfugl blot var under mistanke for at kunne tage en fasan, så var den lovligt bytte. Desværre lever dette syge natursyn videre i nye temaer, hvor jeg i dette indlæg vil give et eksempel, nemlig ulven.

 

Ulven har nu i nogle år levet og ynglet i Danmark. Trods det at bestanden er meget lille, har den givet anledning til en voldsom polemik. Fagkundskaben fastslår ganske vist med sikkerhed, at ulven ikke er farlig for mennesker. Man kan komme ud for lidt af hvert i naturen. Man kan blive bidt af en hugorm og stukket af en hveps – begge dele kan i sjældne tilfælde vist nok være dødbringende. Man kan i stormvejr blive ramt af et væltende træ. I Sverige forekommer der hvert år sammenstød mellem biler og elge med dødelig udgang for mennesker. Sådan kunne man blive ved. Men noget af det absolut sidste man behøver at frygte er at blive overfaldet og ædt af en ulv. Det slår som sagt sagkundskaben fast.

 

Alligevel vælger mange mennesker her at tro på deres egne private fornemmelser. Og det er ikke spor bedre end de mange tåbelige konspirationsteorier: Apollo-raketten landede aldrig på månen, 11. september var planlagt af den amerikanske præsident, jorden er flad etc. Et af de mere tåbelige eksempler er en leder i Jylland-Posten, hvor den åndrige skribent stiller spørgsmålet: ”Hvorfor skal ulven løbe rundt i Danmark”. Man ved jo knap nok, om man skal le eller græde. Man kunne jo ligeså godt spørge, hvorfor der skal svømme blishøns rundt på Damhussøen? Er det måske noget byrådet i Rødovre har besluttet! Men spørgsmålet fra lederskribenten røber også, at det syge natursyn fra de tider hvor rovfuglene blev skudt lever videre. Naturen må ikke bare være der. Alt skal planlægges og være et resultat af vores beslutninger. Af ulven af sig selv er indvandret fra Tyskland til Danmark, formentlig i kraft af vi i Danmark har fået mere skov gennem årene, er forargeligt i nogles øjne.

 

Hvis man slår op på Søren Espersens (medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti) side på Facebook kan man se, at han for nylig gjorde sig tilsvarende betragtninger:

 

Det bliver da også værre og værre med de importerede ulve…!Hvorfor bliver vi dog ved med at tillade, at flokken af disse glubske bæster vokser? Og jeg gentager: Det ender galt! Danmark er bare ikke stort nok til ulve.

 

Bemærk også her konspirationsteorien om, at ulven skulle være blevet indført til Danmark. Ufatteligt at en ellers begavet mand som Søren Espersen kan få sig selv til at sige noget så dumt. Nu er det interessante imidlertid, at der i praksis faktisk hersker de tilstande i Danmark, som Søren Espersen og ligesindede ønsker. Læs her i en artikel i Kristelig Dagblad om, hvordan de danske ulve med stor sandsynlighed bliver skudt. F.eks. hedder det i artiklen:

 

Danske ulve lever livet farligt. Det fremgår ganske tydeligt af en statusrapport fra den nationale overvågning af ulve.

Mens én enkelt ulv er opført i kolonnen ”død af naturlige årsager” mellem 2012 og tredje kvartal af 2020, er 10 i samme tidsrum forsvundet af årsagen ”ukendt”. De er altså hverken udvandret, påkørt eller har så vidt vides lidt en naturlig død.

Den høje forsvindingsrate har ingen naturlig forklaring, for ifølge professor ved Aarhus Universitet, ulveekspert Peter Sunde, vil man i et tæt befolket land som Danmark så godt som altid finde kadaveret efter så stort et dyr.

”En ulv, der dør i naturen, vil før eller siden blive fundet. Det ved vi fra Tyskland. At et enkelt kadaver skulle blive overset, er måske ikke underligt, men med så mange ulve, der er formodet døde i Danmark, burde flere af dem være fundet. Dertil kommer, at dødsraten for en rask ulv ligger på ganske få procent om året, og sådan ser den procentsats ikke ud i Danmark,” siger han.

 

Det vil sikkert fryde Søren Espersen at læse artiklen. Eller en artikel om samme emne i Weekendavisen. Det er faktisk helt overflødigt at ophæve fredningen af ulven. Hvis man alligevel vil det, så mangler vi bare et forslag om på månedlig basis at lade en større hærskare af jægere finkæmme 400.000 hektar jysk skov for det tilfældes skyld, at der trods skulle være en lille håndfuld ulve tilbage.

 

I private diskussioner med venner, bekendte og kolleger er jeg ofte blevet mødt med argumentet med, at jeg jo nemt nok kan forsvare ulven. Jeg bor jo på Frederiksberg og har intet at frygte, men jeg kunne måske tænke mig at få udsat ulve i Søndermarken... Nu er spørgsmålet imidlertid, om fredningen af ulven skal ophæves. Om det er noget vi bør beslutte eller ikke kan dog ikke have noget at gøre med beliggenheden af lige netop mit hjem.

 

Man har også nævnt hensynet til landmænd med får. Og vist er det trist for en landmand en morgen at finde døde får på marken dræbt af ulve. Dertil er blot at sige, at det er et vilkår ved landbrug, at såvel afgrøder som dyr kan ende med at blive et bytte for naturen. Høns kan blive taget af ræve og duehøge, og såsæd kan blive ædt af gæs. Det må man på forskellig vis beskytte sig mod, f.eks. ved en ordentlig indhegning af dyrene. Hvis vi holder os til fårene, så er det dog slet ikke noget særligt betydningsfuldt dyr i dansk landbrug. Ifølge Danmark Statistik var der i 2020 ca. 250 landbrug i Jylland med mindst 50 får, se her. Og end ikke alle disse landbrug er vel truet af ulve. Skal hensynet til en lille håndfuld landmænd overtrumfe vores allesammens ønske om et rigt naturliv? Søren Espersen svarer formodentlig ja. Jeg svarer afgjort nej.

 

Lad os være taknemmelige over folk som Adam Fjeldsø, der for næsten 100 år siden stred striden for rovfuglene. Men lad os også i dem hente inspiration til de kampe der åbenbart stadig skal kæmpes på naturens vegne. Muligvis vil jeg i et senere indlæg skrive om det afskyelige vildsvinehegn, som for tiden skæmmer landskabet langs den dansk-tyske grænse.