06-09-2017

På jobcenter

I mine unge dage var der ikke noget som hed et jobcenter, ligesom der heller ikke var noget som hed borgerservice. Den gang hed det Arbejdsformidlingen og Folkeregistret.

Jeg nåede som ung færdiguddannet cand. polit. i 1989 at give møde på Arbejdsformidlingen i Hillerød nogle få gange. Første gang var for at melde mig arbejdsløs. Siden skulle jeg give møde vist nok en gang om måneden for at få et stempel eller en underskrift, som jeg så skulle sende til min A-kasse for at få min arbejdsløshedsunderstøttelse. Ja, det kaldte man dagpengene den gang.

I lighed med i dag skulle man for 28 år siden være ”aktivt jobsøgende”. Også den gang brugte man overflødige ord, for hvordan i alverden kan man søge arbejde uden et vist mål af aktivitet? Jeg sørgede omhyggeligt for at gemme de mange afslag jeg fik, hvis jeg skulle blive afkrævet dokumentation for min aktive jobsøgning. Det skete dog aldrig.

Disse afslag, som jeg stadig har gemt så mange år efter, er for øvrigt et interessant studium i, hvordan man får den bitre pille til at glide med. Ja, det vil sige mange brugte nu blot en standardformulering som ”Idet vi takker Dem for Deres til ansøgning til stillingen som … skal vi hermed beklageligvis meddele Dem, at stillingen er besat til anden side.” (Den gang kunne det endnu forekomme, at man sagde ”De” til hinanden, navnlig i formelle skrivelser). Men andre var mere kreative. Én arbejdsgiver ønskede mig en passende optimisme til at finde en anden stilling. En anden havde minsandten med glæde behandlet min ansøgning, men kunne altså alligevel ikke tilbyde mig en stilling. Hvori glæden bestod for den pågældende arbejdsgiver får stå hen i det uvisse. Jeg havde jo faktisk kostet virksomheden et frimærke. (Den gang var der ikke noget som hed e-mail). En tredje arbejdsgiver fandt min ansøgning så interessant, at jeg kunne forvente at høre fra virksomheden, når de inden længe igen havde ledige stillinger. Den henvendelse har jeg dog endnu til gode!

Efter nogle måneder var der endelig bid. En jobansøgning gav resultat, og jeg kunne tiltræde en stilling som fuldmægtig på en statslig arbejdsplads. Jeg kunne glemme alt om Arbejdsformidlingen og stempler til A-kassen. Indtil for kort tid siden, hvor jeg atter stiftede bekendtskab med denne verden. Skæbnen ville, at en veninde til min kone blev skilt, og hun måtte søge hjælp hos kommunen. Veninden hedder Pat, og er i lighed med min kone fra Thailand. Jeg påtog mig at hjælpe Pat, og det blev en interessant opgave, hvor jeg lærte meget.

Det viser sig, at man for at opnå kontanthjælp skal søge to stillinger om ugen. Jeg hjalp hver uge Pat med at søge to stillinger, fortrinsvis rengøring og køkkenmedhjælp. Jeg indså, at danske virksomheder må blive overdænget med ansøgninger skrevet for ansøgningernes egen skyld. Pat og jeg var dog realistiske, og f.eks. valgte vi at se bort fra en stilling som køkkenchef på Søllerød kro! De stillinger man søger, skal man hver uge registrere på noget, som hedder joblog, hvor man skal logge sig ind med anvendelse af nemid. Hvor mange ryger af i svinget allerede på den konto? IT-svage borgere findes faktisk og bestemt ikke kun blandt ældre mennesker.

Dertil kommer, at man typisk søger stillingerne over internettet. Nogle gange sender man blot ansøgningen og CV pr. e-mail i klartekst, men andre gange skal man udfylde en formular på virksomhedens hjemmeside, hvor man bilægger ansøgning og CV som Word-dokumenter.

Endelig er der aktiveringen. Her fik Pat en fin behandling af sin kommune, idet hun fik et såkaldt nyttejob i en børnehave, hvor hun skulle hjælpe med rengøring og andre forefaldende opgaver. Arbejdstiden var rimelig taget i betragtning, at hun skulle arbejde for kontanthjælpen. Og hun slap for hjernedøde teambuilding øvelser, som ledige ellers vist nok kan blive udsat for.

Men, men, men… Der var også en slange i Paradiset. Jobcentrene arrangerer med jævne mellemrum noget de kalder jobcafé eller måske jobspeed. Jeg fulgtes med Pat et par gange, og har sjældent oplevet en så forbandet nedladende behandling af voksne mennesker. Der var f.eks. et skingert fruentimmer, som præsenterede nogle stillinger med rengøring på et hospital i hovedstadsområdet. Som om hun talte til en flok uartige børn, lod hun forstå at:

her gælder det om at være præcis. Så hvis man har fået at vide, at man skal møde kl. 6.00, jamen så møder man også kl. 6.00.

Bemærk den idiotiske og komplet meningsløse brug af ordet ”jamen”, som er så udbredt nu om dage.

Når du ikke kan tale ordentligt dansk, jamen hvordan kan du så forvente, at vi skal tage dig alvorligt?

Men den nedladende behandling er måske tilsigtet, så i hvert fald de mest ressourcestærke modtagere af kontanthjælp bliver skræmt langt væk og konkluderer, at ”skal det være på den måde, jamen så skal jeg nok finde arbejde på egen hånd”. Det ville der i hvert fald være en vis logik i.

Det lykkedes heldigvis for Pat at finde arbejde, og min sidste berøring med Jobcentret i denne omgang var, da jeg skulle ringe og fortælle denne lykkelige begivenhed på Pats vegne. Det viste sig at være lidt af en udfordring. Da jeg tastede nummeret, blev jeg udsat for en sand labyrint, hvor jeg gang på gang skulle trykke 1, hvis jeg ønskede dit, 2 hvis jeg ønskede dat, og 3 hvis jeg ønskede dut. Man kan vælge mellem dansk og engelsk tale, og man har ikke en kinamands chance for at komme frelst igennem, hvis man ikke behersker et af disse to sprog på et særdeles glimrende niveau, hvad Pat som thailænder desværre ikke gør. Det fortalte jeg også til sagsbehandleren, da jeg omsider nåede igennem forhindringsløbet. Hun var nu heldigvis en sympatisk og forstående dame, og jeg fik hendes direkte telefonnummer.

Hvad har jeg så lært af hele denne historie? Tja, først og fremmest er det jo altid godt at vide, hvad andre mennesker må slås med. I det her tilfælde vores arbejdsløse medborgere. Og dernæst er det jo også en god nyhed, at man faktisk kan finde arbejde i Danmark, også selvom man ikke er så fremragende til hverken dansk eller engelsk.

Men først og fremmest slår det mig, at når nu Pat fra sin kommune blev mødt med ganske kontante krav om jobsøgning og aktivering til gengæld for kontanthjælp, hvorfor bliver så ikke alle andre indvandrerkvinder udsat for de samme krav? Læs her i Den Korte Avis om, hvordan kvinder fra Somalia på det nærmeste får borgerløn uden krav om modydelse.

Det burde dog være oplagt om disse kvinder – og deres mænd med – fik at vide, at det ganske vist er helt legitimt i Danmark at vælge en tilværelse som hjemmegående husmoder. Det bliver så blot uden en ydelse fra det offentlige.