07-10-2016

Bevar grundskylden på Frederiksberg – og i resten af Danmark

For ca. tre ca. tre år siden i forbindelsen med den kommunale valgkamp skrev jeg nedenstående indlæg til Frederiksberg-Bladet. Det blev mærkeligt nok ikke optaget. Nu da jeg har min egen blog, kan jeg imidlertid gøre indlægget tilgængelig for alle.

 

Det spørgsmål jeg rejste dengang er nemlig stadig aktuelt, og gælder både for Frederiksberg og resten af Danmark:

 

  • Bevar grundskylden
  • Ned med skatten på arbejde
  • For alle danskere

 

 

PS.

Det eneste, der har ændret sig er, at jeg ikke længere er medlem af Liberal Alliance. LA fik i øvrigt 5 pct. af stemmerne ved kommunalvalget på Frederiksberg – den tilslutning man under alle omstændigheder lå til, som meningsmålingerne så ud dengang. Tilsyneladende var der ikke nogen grundskyldeffekt for LA.

 

 

Bevar grundskylden på Frederiksberg

Som medlem af Liberal Alliance på Frederiksberg er det med beklagelse, at jeg ser mit parti gennemføre en særdeles uklog kampagne mod den kommunale grundskyld.

 

Der er flere årsager til, at vi i videst muligt omfang bør vælge at beskatte jordværdierne fremfor indkomster skabt ved arbejde:

 

Grundskyldspromillen har i umindelige tider ligget på omtrent samme niveau. Alle boligejere i byen har dermed overtaget deres hus eller lejlighed på det kendte vilkår, at der til hver en tid skal svares lidt under 30 promille af grundens værdi - også hvis vurderingen stiger. Et vilkår, som naturligvis er indarbejdet i handelspriserne. Det er endog et kendt vilkår, at kommunalbestyrelsen kunne vælge at hæve promillen til 34. Ingen kan dermed hævde at være blevet snydt, som hvis grundskylden havde været en helt ny skat, som man straks havde sat på et højt niveau.

 

Jordens værdi afspejler, at Frederiksberg er et godt sted at bo og arbejde. Vi har sammen gjort Frederiksberg til det måske bedste sted i hovedstaden. Det er ikke den enkelte grundejers fortjeneste. Det er derfor retfærdigt, at vi som boligejere giver noget tilbage til fællesskabet alt efter hvor meget og hvor god plads vi besidder. Grundskylden er tillige markedsbestemt; den afspejler hvor meget vi er villige til at betale for en plet i vores by, og er dermed den skat vi som liberale bør prise fremfor alle andre skatter.

 

Dermed følger så selvfølgelig også, at de gode boliger med særlig gunstig beliggenhed går til dem, som kan og vil betale mest. Velhavende folk bruger gerne en del af deres indkomst på at bo godt. Grundskylden er derfor også en god skat fordelingsmæssigt. Men selvfølgelig kan der godt være en mangemillionær, som bor i en lille lejlighed i svømmehalskvarteret. Han slipper så nådigt i grundskyld, og det er som det skal være, for han besidder jo kun ganske lidt plads med en relativ ydmyg beliggenhed. Til gengæld skal han jo så betale meget i indkomstskat.

 

Netop indkomstskatten bør vi imidlertid holde nede, for det er en skadelig skat, som straffer den ekstra indsats. Et råderum vi udnytter til at sænke grundskylden er et råderum vi ikke udnytter til at sænke indkomstskatten. Man kunne jo omvendt spørge: Hvilke positive dynamiske effekter ville det give dersom vi valgte helt at afskaffe grundskylden og hæve indkomstskatten? Det ville der absolut ingen positive effekter være forbundet med, tværtimod. Det er der almindelighed enighed om hos den økonomiske sagkundskab, og netop beskatning af jordens værdi har økonomerne fra gammel tid anset som den bedst tænkelige skat, fordi den ikke tynger arbejde og initiativ.

 

Jeg ser naturligvis gerne, at LA får indflydelse på Frederiksberg i de kommende fire år, men indflydelsen bør udnyttes til at sænke indkomstskatten mest muligt, så vi kan give København baghjul, og så gode skatteydere netop vælger Frederiksberg som deres by.