04-03-2016

Al den pænhed

I kender det måske godt. Man mener, at kunne se en eller anden tendens i tiden, men så kan man jo alligevel blive i tvivl. Er den pågældende ting nu virkelig ny, eller har den været der også for både 10, 20 og 30 år siden?

Jeg vover dog et øje. Min påstand er, at tiden er præget af en fortvivlende pænhed. Ikke sådan at forstå, at der er noget fortvivlende ved, at vi opfører os pænt – hvad alle jo desværre ikke gør hele tiden. Men pænhed forstået som manglende vilje til at sige fra. Manglende vilje til at at slå i bordet, når vi bliver udsat for urimeligheder.

Jeg har naturligvis pligt til at blive lidt mere konkret med et eksempel:

Mange husker nok, at der sidste efterår var en omtale i medierne af et ruskursus, hvor de unge studerende blev udsat for en grænseoverskridende leg. Legen bestod i, at drengene skulle stille sig op med en banan mellem benene, og så skulle pigerne... Nå ja, I kan selv tænke jer til resten. I kan se en omtale her:

Se her

Så er det jeg klør mig selv i nakken og tænker: Hvorfor siger pigerne ikke fra – for det var vist nok dem, det var værst for? Hertil siger Sara Ferreira fra Dansk Kvindesamfund:

”Det lyder utrolig grænseoverskridende. Når man begynder på et studie, er man sårbar og vil gerne passe ind. Her har rusvejlederne et kæmpe ansvar for, at alle føler sig godt tilpas. For det kan være svært for både kvinder og mænd at sige fra og sætte grænser i et helt nyt miljø.”

Ja, naturligvis. Det kan være svært. Vi kender det jo også fra vores skoletid, at det ikke var rart at være den eneste til en eller anden ting.

På den anden side: Der er dog nok 25-30 piger på et sådant ruskursus. Så kan det da ikke passe, at der ikke er bare ét rivejern – og det skal forstås positivt – som mander sig op og siger ”Pak jeres elendige svineri sammen. Det her bliver i hvert fald uden mig”. Så bliver det nemmere for de andre piger også at sige nej.

Men jo, det kan passe. Rivejernet var der ikke, så vidt jeg har kunnet læse mig til. Hvad værre er: Ingen synes at kunne tænke den tanke, at hun burde eller eller dog i det mindste kunne være der.

Hvis du er et ungt menneske, som efter sommerferien skal begynde på en uddannelse, så ved du nu, hvad du kan risikere.

Hvad vil du så gøre? Vil du blot rette ind? Damen fra Dansk Kvindesamfund hævder, at du nok ikke kan andet. Det anerkender jeg ikke. Du skal i hvert fald vide, at hvis du faktisk tager mod til dig og siger ”nej, nej og atter nej, og kun nej og nej igen” - nej til svineri og idioti – så vinder du din egen selvrespekt, og den er næsten ethvert offer værd. Men du vinder givetvis også de andres respekt. Du demonstrerer, at du ikke blot er et viljeløst offer, som kan lokkes og manipuleres til hvad som helst.

Men nu taler vi jo om helt unge mennesker på måske 19-20 år, som kun har været på studiet i et par uger. Og jeg indledte med at tale om en generel tendens.

Nu tager jeg imidlertid fat på mit andet eksempel, og det er noget selvoplevet, som på sin vis kan sammenlignes med ruskurset med de ”sjove lege”. Sidste år deltog jeg i et seminar i forbindelse med mit arbejde. Vi var nok omkring 100 kolleger, der mødtes et sted ude i byen og væk fra vores sædvanlige arbejdsplads.

Min historie begynder, da vi kommer tilbage fra frokost. Her bliver vi præsenteret for en coach – endda en særdeles fremmelig en af slagsen, får vi at vide.

Jeg fatter øjeblikkeligt uvilje mod manden. Han taler med en vildt overdreven jysk dialekt. Hans mimik og kluklatter er stærkt ubehagelig og mistillidsvækkende. Han leder nærmest tanken hen på klovnen Pennywise i Stephen Kings fortælling om Det Onde.

Han fortæller næsten med det samme, at han i tilgift til sin bestilling som coach, for så vidt som det kan kaldes en bestilling, også er massør. Og han lader endda forstå, at han fra tid til anden praktiserer happy end massage. Dog uden at tage ekstra betaling!

Og han har dermed tegnet billedet af sig selv som en helt igennem klam og uappetitlig stodder. Jeg har for min part i hvert fald aldrig overværet noget så klamt. Og heller aldrig noget så upassende. Jeg mener: vi sidder, hvor vi sidder, fordi vi passer vores arbejde. Havde vi siddet et andet sted, havde vi principielt gjort os skyldige i pligtforsømmelse. Og så skal vi overdænges med slibrigheder.

Han begynder nu at tegne og fortælle. Vist nok om noget med kommunikation mennesker imellem. Jo, kusken kan skam også fine ord. Jeg kigger imidlertid væk fra tavlen, og prøver på at tænke på noget andet. Jeg kan få øje på flere kolleger, der heller ikke ser ud til at more sig synderligt. Dog har manden besynderligt nok sine tilhængere. Jeg må være blevet til på en helt anden planet, end hvor de kommer fra.

Så fortæller manden endelig, at nu skal vi minsandten have en rigtig teambuilding øvelse. Og så har jeg fået nok. Jeg skal død og pine ikke deltage i en idiotisk og nedværdigende øvelse ledet af ham. Jeg rejser mig simpelt hen fra min plads og forlader lokalet. Ikke fordi jeg er særligt modig, men fordi jeg ganske enkelt ikke kan blive. På min vej mod døren råber kusken et eller andet dumt efter mig, som jeg ikke husker nu. Det er ligegyldigt. Det giver ingen mening at forvente god opdragelse og situationsfornemmelse af en mand, som er i fuld gang med at demonstrere, at han ikke ejer nogen af delene.

Hvor mange kolleger fulgte mit eksempel? Antallet af kolleger, som fulgte med mig, er det tal, som efter sigende skulle være opfundet af araberne. Og det endda selvom jeg siden på forskellig vis har erfaret, at adskillige kolleger var enige med mig.

Det er så uendeligt trist. Ikke for min skyld. Det havde da været flot, om vi havde været 30-40, som havde udvandret, men det behøves ikke for min skyld. Jeg er godt tilfreds med min egen reaktion. Jeg ved, at jeg ikke kunne have deltaget i øvelsen med min selvrespekt intakt.

Og jeg blev ikke efterfølgende udsat for det mindste problem på min arbejdsplads. Tværtimod sagde både min chef og hans chef, at når jeg havde det som jeg havde, så var det eneste rigtige at gå.

Så drop pænheden. Du risikerer sandsynligt intet derved. Men hvis du blot altid retter ind, så er risikoen, at du hver gang føler lede ved dig selv.

Som jeg sagde tidligere: Selvrespekten er næsten ethvert offer værd. Men dén kan du kun selv vinde.