08-06-2019

Jeg havde den store fornøjelse at deltage i Nye Borgerliges valgfest den 5. juni. Glæden var naturligvis stor over, at fire års hårdt arbejde blev belønnet med repræsentation i Folketinget, for det er bestemt ikke nogen nem opgave at slå igennem som helt nyt parti. Når det i de seneste år alligevel er lykkedes for nogle nye partier at opnå valg til Folketinget, så har det været i forvejen kendte navne med erfaring fra andre partier, f.eks. Naser Khader med Ny Alliance i 2007 og Uffe Elbæk med Alternativet i 2015.

 

Nu bliver repræsentationen for Nye Borgerlige den mindst tænkelige med blot fire mandater og en tilslutning på 2,4 pct. Nogle af os havde nok håbet på lidt mere end blot det, men lad det nu ligge. Nye Borgerlige er i gang, en meget vanskelig hurdle er overvundet, og med en god og disciplineret indsats fra den nye folketingsgruppe er der grundlag for yderligere fremgang.

 

Men andre ting gør imidlertid mig nedtrykt. Først og fremmest den store tilbagegang for Dansk Folkeparti, der om nogen har banet vejen for en anden udlændingepolitik, ja for at temaet overhovedet er kommet på dagsordenen. Forestil jer den hypotetiske situation, at Dansk Folkeparti ikke havde eksisteret, og at deres mandater i stedet havde tilhørt det Radikale Venstre! Hvordan havde Danmark så set ud i dag? For at få svar på det spørgsmål behøver man blot at se på Sverige, hvor man end ikke er kommet i gang med at indføre en ansvarlig udlændingepolitik, og hvor debatklimaet stadig gør en ærlig og åben samtale vanskelig.

 

Så ærgrer det mig også, at Liberal Alliance var tæt på at blive udslettet. Partiet har godt nok kludret i det med bombastiske krav, og det var en stor fejl at gå med i regeringen. Partiet havde stået sig langt bedre ved at være et loyalt men kritisk støtteparti for regeringen. Men Liberal Alliance vovede dog at tale om skattelettelser. I modsætning til Venstre, som i valgkampen konkurrerede med venstrefløjen om, hvem der kunne bruge flest penge. Og hvor ordet velfærd åbenbart kun kan betyde penge, som er blevet opkrævet som skatter. Kun Liberal Alliance vovede at minde om, at også skattelettelser er velfærd. Ikke desto mindre belønnede liberale vælgere Venstre og straffede Liberal Alliance.

 

Hvorfor er vi havnet der i dansk politik? Nu har skattelettelser længe været nedprioriteret af danske vælgere, men hvad med udlændingepolitikken? Med fremgang for Det Radikale Venstre og venstrefløjen og kun status quo for Socialdemokraterne, er vi så kommet dertil, at mange danskere mener, at indvandring fra mellemøstlige lande er noget vi kun kan få for lidt af, og at vi i øvrigt skal have meget mere EU?

 

Så galt tror jeg nu ikke det står til, men mit bud er imidlertid, at vi har nået et foreløbigt mætningspunkt, når det gælder spørgsmålene om udlændinge og integration. En sag kan simpelt hen ikke blive ved med at fænge, og engang imellem bliver den sat på pause. Så kan man tale nok så meget om f.eks. kriminelle udlændinge. Man kan nok så meget påvise, at problemerne med dårlig integration så godt som udelukkende kan henføres til indvandring fra muslimske lande. På et tidspunkt orker et stort flertal af befolkningen ikke at høre mere.

 

Det er forståeligt. Jeg blev selv ramt af samme følelse for nok ca. ti år, og det var en følelse der varede ved indtil 2015, hvor Pernille Vermund og Peter Seier Christensen meldte sig på banen med det nye parti. Jeg blev mindet om, at problemerne jo ikke forsvandt, bare fordi vi i en årrække tillod os den luksus at tale om sjovere ting end det triste emne om udlændinge i tiltro til, at den sag havde Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg helt styr på.

 

Jeg har også en anden hypotese, men nu må jeg indrømme, at jeg nok bliver mere spekulativ. Min tanke er, at tiden er præget af en fortvivlende pænhed og konformitet. Det handler mit første indlæg på denne blog om, et indlæg som jeg skrev for godt tre år siden, ser her. Hvad ved valgets resultat får mig til at vende tilbage til dette tema? Jo, vi så jo at partier, som vover at tænke dristige tanker om et opgør med de internationale konventioner og skattelettelser blev straffet. Nye Borgerlige lykkedes dog at slå igennem som et nyt parti, men altså indtil videre kun med fire mandater. I stedet søgte man hen til de ”pæne partier” som Venstre, Konservative, Det Radikale Venstre og SF. I virkeligheden ser vi det jo også med tilbagegangen for Alternativet. Deres tilbagegang vil jeg vel ikke påstå, at jeg begræder, men de har jo med deres placering på venstre side i dansk politik været dem som tænkte de skøre og anderledes tanker. Det ønsker vælgerne altså ikke.

 

Ser vi en normalisering af dansk politik? Det er som man sikkert kan forstå ikke mit håb. Jeg kommer til at tænke på en linje fra Cæsars sang om Storkespringet. ”Al den pænhed er som kloroform, kedsomheden er enorm”!

 

Mange mennesker luller sig ind i en tro på, at problemerne med udlændinge er løst eller dog forholdsvist nemt lader sig løse. I stedet for at se virkeligheden, som den er, falder man minsandten på halen for en svensk skolepige i den såkaldte klimasag.

 

Men vi kan jo så blot håbe, at vi på den indvandringsskeptiske fløj tager fejl. At integrationen fra nu af bare tonser derudaf i den gode retning. Indvandrerne, også fra anden og tredje generation, kommer på arbejdsmarkedet, deres kriminalitet styrtdykker, og vi skal aldrig mere høre om chikane af handlende, politi og brandmænd begået af ”unge mennesker”. Homoseksuelle mænd kan fra nu af gå hånd i hånd overalt i Danmark, og vi behøver ikke længere bevogte Synagogen i Krystalgade med bevæbnede vagter, for tilslutningen til radikal islam vil være forsvundet. Naturligvis vil der heller ikke længere være børn fra arabiske familier, som begynder i skolen uden at kunne dansk helt på samme niveau som alle andre børn.

 

Vi knækker ganske enkelt koden, når det gælder integrationen af indvandrere fra muslimske lande. Det har man ganske vist ikke formået i nogen af vores nabolande, men så skal vi jo bare være foregangsland her i Danmark.

 

Vist har man lov at håbe. Et ordsprog hedder, at håbet beskæmmer ingen. Selv vil jeg nu blot vælge at tage den mulighed i betragtning, at det ikke går helt så godt som skitseret ovenfor. Og så sætte mit kryds herefter.

01-05-2019

 

Mon nogen kan huske overfaldet på Fremskridtspartiets Mogens Glistrup 1. maj 1983? Udåden blev begået af datidens antifascister og progressive unge mennesker; de kaldte sig den gang BZ'ere, idet de gerne yndede at fremstille sig selv som fattige, unge mennesker uden noget sted at bo, hvorfor det var deres moralske ret at rykke ind i andre menneskers bygninger og kaste med brosten efter politiet, når de blev beordret væk.

 

Politikere på venstrefløjen havde som oftest svært ved at få sig selv til at tage afstand fra disse ulovlige og voldelige handlinger. For var der ikke mon et element af retfærdig frihedskamp ved disse BZ'ere?

 

Ved den traditionelle fejring af arbejdernes internationale kampdag i 1983 deltog også Mogens Glistrup med en tale i Fælledparken i København; der var faktisk også mange arbejdere, som stemte på hans parti. BZ'erne kunne imidlertid ikke tåle, at det frie ord også tilhørte Glistrup, og derfor overfaldt de ham med maling og andet kasteskyts.

 

Et voldeligt overfald på en politiker, uanset hans ståsted, måtte vel trods alt kalde på en fordømmelse fra de andre politiske partier? Tja, det var det nu så som så med. Jeg husker, at Anker Jørgensen i TV-avisen blev spurgt om sin holdning til overfaldet. Som tidligere statsminister og leder af Danmark største parti kunne han naturligvis ikke ret godt ligefrem billige vold, men på den anden side var han heller ikke meget for at udtrykke noget, som kunne minde om sympati for Glistrup. Der var i 70'erne og 80'erne almindelig enighed om, at Fremskridtspartiet ikke tilhørte det gode selskab. Partiet var tæt på at have samme rolle og anseelse hos parnasset som Sverigesdemokraterne i nutidens Sverige. Anker Jørgensen var tydeligvis utilpas ved situationen, så alt hvad han kunne svinge sig op til var ”det er meningsløst”!

 

Det svar kan man jo så tygge lidt på. Mente den socialdemokratiske leder så, at overfaldet på Glistrup havde været berettiget, dersom man kunne tolke nogen nogen mening ind i det? Var det værste der kunne siges om ugerningen, at der havde været tale om spild af maling? Anker Jørgensens svar var ikke alene absurd, men også direkte forkert. Handlingen var skam meningsfuld nok set ud fra den politiske volds perverterede logik. For både den lille og den store terror går ud på det samme, nemlig at tvinge og skræmme modstanderen til tavshed. Og så suge til sig af den halve eller hele opbakning, man kan opnå fra principløse politikere og kulturpersonligheder.

 

Historien gentog sig 15 år senere, da Pia Kjærsgaard blev overfaldet på Nørrebro og kun med nød og næppe undgik at lide alvorlig overlast ved at flygte ind i en nærliggende bank. I kan se en lille film om episoden her. Bemærk de feje autonome – BZ'ernes afløsere - der altid optræder i flok, og kun angriber når styrkeforholdet er mange gange i deres favør. Og så med tilråb der hører hjemme i en rendesten.

 

Også det med den halvhjertede afstandtagen gentog sig. Et medlem af Nørrebro Bydelsråd fra SF udtalte, at hun da godt nok ikke kunne støtte vold, men på den anden side, nu det var Pia Kjærsgaard, så kunne hun da godt forstå... Overfaldet var ikke i orden, men altså alligevel ikke sådan for alvor forkert. For det var jo Pia Kjærsgaard det gik udover!

 

Sidst har vi så set det med hærværk i gaderne efter Rasmus Paludans demonstrationer i København. Se her. En lokalformand mener minsandten, at skylden for nedbrændte biler og andre ødelæggelser må lægges på politiet og Rasmus Paludan selv, men indrømmer så dog trods alt, at også ”gadens parlament må bære sin del af skylden”. Men det er naturligvis absurd at lægge skylden for hærværk på nogen anden end netop hærværksmanden. Uden stenkast ingen knuste ruder. Uden ildspåsættelser ingen bilbrande. Kan det være enklere?

 

Så derfor: Det der skal fordømmes skal fordømmes uden antydning af ”men”. Det gælder jo også i særdeleshed den store terror som f.eks. attentatet 15. marts i år i New Zealand som ramte muslimer og påskens angreb i Sri Lanka med drab på kristne. Uanset hvilke sympatier og antipartier man måtte nære over for bestemte religioner eller politiske partier og ideologier, så må og skal fordømmelsen være massiv og uforbeholden.

 

Det er jo så desværre ikke altid tilfældet. Det må vel være derfor, at den dag slynglerne ligefrem kommer til magten, så bliver de af visse kredse forlenet med en aura af revolutionsromantik. Hvordan kan man ellers forklare, at en psykopat og morder som den cubanske revolutionsleder Che Guevara i årevis var fast inventar på mange unges værelse i form den velkendte plakat?

03-04-2019

Det er gratis ikke at tro på Gud, så hvorfor betale for det:

http://ateist.dk/udmeldelse-af-ateistisk-selskab/

 

21-12-2018

Vi kender vel alle til begrebet ”fake news”, falske nyheder. En usand historie bliver fortalt et eller andet sted på internettet, og snart breder den sig som en steppebrand på Facebook og andre sociale medier. Der er typisk tale om en sag, som passer godt i vores eget kram, som støtter vores dagsorden. Vi bliver revet med af stemningen, og forsømmer at tænke kritisk inden vi klikker på ”del”.

Sagen om den kvindelig forsker på CBS, som var blevet krænket over, at ”Den danske sang er en ung blond pige” var blevet sunget ved et fællesarrangement opfylder disse betingelser. Sagen er ammunition til de af os, som holder af at revse den politiske korrekthed, krænkelseskulturen og det nationale selvhad. Der er bare en lille hage ved historien. Den er ikke fake men sand.

Lignende historier, hvor den politiske korrekthed har ført os ud på absurditetens overdrev er desværre ikke ukendte. Dyrkelsen af krænkelsen har vundet indpas på vores universiteter, firmaer omdøber den årlige julefrokost til en vinterfest, og svenske skoler afskaffer traditionen med Lucia-optog.

Og så er det, at ordene til at beskrive den seneste sag er ved at slippe op. Hvilke vendinger kan man bruge, som ikke allerede er brugt op til mange gange? ”Det er skruen uden ende”, ”det er en glidebane”, ”indtil jeg så i kalenderen troede jeg det var en aprilsnar”, ”hvad bliver det næste” etc. Til det sidste kan man dog sige, at det næste nok skal komme. Det er - for at bruge en anden kliche - så sikkert som amen i kirken.

Det som ærgrer mig mest i den aktuelle sag er ikke så meget kvinden, der på den mest absurde vis påstår at være blevet krænket af en gammel dansk fædrelandssang. Nej, det som får mig at til at fare i blækhuset denne gang (ny kliche, indrømmet), det er at der er en institutleder på CBS, som minsandten tager kvindemennesket alvorligt, hvor han i stedet naturligvis skulle have sendt hystaden væk med en besked om at få sig et liv.

Læs dette gebrækkelige vrøvl fra institutlederen Mads Mordhorst i artiklen fra Kristeligt Dagblad 19. december om hvori krænkelsen består:

Det krænkende er, at metaforer har en virkning. Jeg er historiker og synes, det er i orden at tage sange som den op, men der skal medfølge en kommentar om, hvilken kulturel situation den indgår i. Sangen fokuserer på idéen om det homogene Danmark, og det skal vi kunne problematisere. Vi skal være klar over, hvilke dele af fortiden vi tager op, og hvilke vi lægger i skyggen. Den skal ikke fjernes, men når den synges, skal der gøres opmærksom på, at den er udtryk for en periode, hvor vi havde et homogent Danmark.

Og endvidere fortæller Mads Mordhorst, at han endog har rost kvinden for hendes store mod ved at bringe sagen på bane. Det er derfor, at jeg siger, at den næste ting nok skal komme. Vi ønsker alle positiv opmærksomhed, og den kan man åbenbart opnå i visse miljøer ved at trække offerkortet og påstå, at denne eller hin ting krænker ens identitet.

Vi kan dog håbe på, at vi her i Danmark kan holde den slags sager nede. Heldigvis har CBS fået en særdeles ublid medfart med mange harske kommentarer, både på Facebook og i avisernes ledende artikler. Og fra politisk hold har der så vidt jeg kan se ikke været nogen opbakning.

Kristeligt Dagblad fortæller 21. december om, at den identitetspolitiske krænkelsesbølge endnu ikke har ramt Danmark nær så kraftigt som Sverige.

Og godt for det, men så meget desto mere gådefuldt er det, at når krænkelseskulturen alligevel sniger sig ind, så er det i det akademiske miljø, hvor man ellers mere end alle andre steder skulle være klar til hver dag at få sit syn på verdenen udfordret.

14-09-2018

Nye Borgerliges formand Pernille Vermund er kommet under stærk beskydning fra en række politikere fra blå blok, se her fra Berlingske 13/9.

Synspunktet er, at Nye Borgerliges betingelser for at støtte en regering er urealistiske og kan ende med at bringe Mette Frederiksen til magten.

Disse betingelser er:

  • Stop for asyl, flygtninge skal hjælpes i nærområderne.
  • Udenlandske statsborgere som begår kriminalitet skal udvises.
  • Udenlandske statsborgere med ophold i Danmark skal gennem arbejde kunne forsørge sig selv.

Jeg kan absolut intet rabiat se i disse krav. Pernille Vermund har da også i et svar i Berlingske i dag påvist, at kravene tværtimod er særdeles jordnære og udtryk for sund fornuft og anstændighed.

Men bortset fra det, så tyder de borgerlige politikeres skingre retorik meget stærkt på dårlig samvittighed. De har malet sig selv op i et hjørne, hvor de hårdnakket forsvarer overstatslige konventioner og hensynet til at stå sig godt med Tysklands Angela Merkel. Disse hensyn kommer til at stå over danskernes krav på sikkerhed i eget land, når selv alvorlige voldsforbrydelser ikke kan straffes med ubetinget udvisning fra Danmark.

At påvise den slags åbenlyse urimeligheder er imidlertid ifølge Venstres Bertel Haarder ”plat lavpolemik ” og ”skældsord uden indhold”. Så har man hørt det med.

Som sagt: Det må og kan kun være udtryk for dårlig samvittighed. For et eller andet sted så må en begavet mand som Bertel Haarder da kunne se det urimelige i, at vi f.eks. i kraft af retten til at søge asyl belønner de migranter som kan fægte sig vej til Danmark ved at betale en menneskesmugler, men lader resten sidde fast i overfyldte flygtningelejre.

Han må vel også kunne se det urimelige i, at domstolene gang på gang idømmer betinget udvisning til kriminelle udlændinge, mens i øvrigt hæderlige mennesker må forlade Danmark, hvis de stiller blot én dag for sent i Udlændingestyrelsen.

Men Bertel Haarder og med ham de øvrige borgerlige politikere formår ganske enkelt ikke at nå frem til den simple erkendelse, at når de elendige internationale konventioner forhindrer os i at gøre det rigtige, så skal disse konventioner naturligvis flås i stumper og stykker.

I kan læse nærmere her om en dansker ved navn Uffe Hellsten, som ikke kunne få sin amerikanske hustru til Danmark. Omstændighederne kan I læse nærmere om i artiklen, men de drejer sig kort fortalt om, at Danmark havde en regel ifølge hvilken, udenlandsdanskere under visse betingelser kunne få deres udenlandske ægtefælle med til Danmark. En regel som imidlertid blev underkendt af domstolen i Strasbourg.

»Det er enormt svært at forsvare, at hans (Uffe Hellstens, red.) familie skal ud, mens sigøjnerbossen skal blive,« sagde Naser Khader (K) med henvisning til sagen om den kriminelle kroat Gimi Levakovic.

Og det har Naser Khader selvfølgelig ret i. Det er umuligt at forsvare det fuldstændigt forrykte i, at vi ikke selv bestemmer hvem, vi vil give ophold i Danmark, og hvem vi ikke vil. Men Naser Khaders tomme retorik er bare så forbandet trættende. For når dagen er omme, så er det altså den politik man rent faktisk forsvarer, når man har det syge princip, at der intet er over og intet ved siden af overstatslige konventioner. Naser Khaders udtalelser kommer mest af alt til at tage sig ud som krokodilletårer.

Mange af de såkaldte udlændingepolitiske stramninger i de seneste år har mest af alt har haft karakter af chikane af danske statsborgere med udenlandske ægtefæller. Man har med lys og lygte set sig om efter muligheder for stramninger, som ikke ville stride med konventionerne. Med regeringsskiftet i 2001 fik vi de meget rimelige regler for at få en ægtefælle fra udlandet til Danmark: 24-års-reglen, krav om at parret råder over egen bolig og krav om den danske parts evne til at forsørge sin ægtefælle.

Men efterhånden blev det svært at finde på noget nyt, som rigtigt battede noget. Derfor fik vi f.eks. i 2011 indført det såkaldte pointsystem med krav om, at den udenlandske ægtefælle skulle opfylde nogle krav om uddannelse og erhvervserfaring. Krav som ville betyde, at en dansk mand i glimrende økonomiske omstændigheder aldrig ville kunne gifte sig med en bondepige fra Ukraine, fordi hun ikke ville have en kinamands chance for at dokumentere sine erhvervserfaringer fra sit hjemland. (Pointsystemet nåede kun at få en kort levetid, da blev afskaffet igen allerede i 2011).

Ved samme lejlighed hævede man kravet om garantistillelsen fra ca. 60.000 til ca. 100.000 kroner. En garantistillelse er et beløb, man skal indsætte på en spærret konto som betingelse for at opnå opholdstilladelse til ens udenlandske ægtefælle. Kommunen har så ret til at hæve beløbet under visse omstændigheder. Det finder imidlertid så godt som aldrig sted, så det er uinteressant at hæve beløbet. Der var tale om en stramning for stramningens egen skyld, hvorved man kunne demonstrere potens og handlekraft.

Det er den slags pseudoløsninger, som det ifølge Pernille Vermund og Nye Borgerlige skal være slut med. Inderst inde indser Bertel Haarder, Inger Støjberg og alle de andre borgerlige politikere nok deres egen uformåenhed, men så meget desto mere ondt gør det at se den udstillet og påvist eftertrykkeligt. Derfor reagerer de med skældsord. Og derfor har de ikke ret meget andet at byde på end at sige, at det da står bedre til i Danmark end i Sverige.

Enig, men da Sverige også efterhånden på det nærmeste er en nation i opløsning, så er det ærligt talt ikke meget at prale af. Vi får også svenske tilstande i Danmark, hvis vi blot lader stå til fremfor at flytte magten over Danmark væk fra Strasbourg og tilbage til vores eget land.